New Year's Eve

New York nytårsaften 2011.
Allerede fra morgenstunden er forventningerne pisket op til det vilde, hos Kathrine Heigl som ambitiøs kok med catering, der har fået sit livs opgave, hos Hilary Swank som nyudnævnt vicedirektør for den berømte kugle, der falder ned på Times Square op til midnatsslaget, hos teenageren der satser på at få sit første kys lige præcis dér, selv hos Robert de Niro som døende fotograf, hvis eneste ønske er at holde sig i live til kuglen er faldet - hans sidste ønske. Så er der selvfølgelig også den erklærede nytårshader Randy, som Ashton Kutcher giver med drenget, tilstræbt provokation. Der er Michelle Pfeiffer som den grå Ms. Wither, der hvert år laver en lang liste af nytårsløfter, hun ikke holder, men i år skal det være! Sarah Jessica Parker som hønemor og fraskilt uden eget liv, og dog? "New Years Eve" er en ensemblefilm af de helt store. Hver lille rolle er nærmest besat med en stjerne, og det er sådan set især det, der bærer dem - ligesom med Gary Marshalls forrige film "Valentine's day". Vi kan sådan set regne næsten alt det, der sker ud, der var lidt overraskelser til os i den forgængeren. Men okay… er det ikke også sådan nytårsaften er? Forudselig, selv om vi tror, at verden vil forandre sig nærmest for øjnene af os.

Filmens smarteste træk er dog, at der sådan cirka er en historie til os alle. Vi vil alle sammen kunne finde én figur, vi kan spejle os i. Om det er den modne kvinde, der vil leve sine drømme ud, om det er teenagemoderen, der lever lidt for meget for sit barn, om det er sønnen, datteren, direktøren, de fødende eller for den sags skyld de helt unge veninder, der ved alt om hinandens mulige scoringer. Og på den måde ender den jo alligevel med at få os til at overgive os til den aldrig helt slukkede drøm om en magisk nytårsaften - den man aldrig glemmer.

4 F'er