Se, lyt & oplev

Når Mariah Carey siger, det er tid til at høre julemusik, så er det tid til at høre julemusik

Mariah Carey lever for og af julen. Hendes kæmpehit "All I Want for Christmas Is You" har givet hende titlen som den ultimative juledronning, og derfor er det også hende, der bestemmer, hvornår julesæsonen skydes i gang.

Du skal ikke lytte til alle dem, der siger, at det først er i december, du må starte med at lytte til julemusik.

Du kan allerede starte nu, for juledronningen over dem alle, Mariah Carey, har været ude at erklære julesæsonen for åben, og det betyder, at det er tid til at høre julemusik.

Så det handler bare om at få sat dine yndlingsjulesange på.

De seneste år har Mariah Carey trykket på juleknappen ved at poste en lille video, der fortæller os, hvornår julesæsonen starter.

I år postede hun en video til Halloween, hvor en person med maske åbner en dør, der er dækket til med spindelvæv, ind til et rum, hvor Mariah Carey, der er iført en julepyjamas, er omgivet af plastikjuletræer, falsk sne og en lille hund i rødt kostume.

LÆS OGSÅ: Her finder du årets julemarkeder

Hun kigger ned på sit ur og synger ”It´s time”, hvorefter den ikoniske julesang begynder.

Dermed er julen sat i gang.

Sidste år postede hun en video, hvor hun modtager et opkald fra selveste julemanden, mens hun sidder i sin seng iført en rød julepyjamas. Hun bliver overvældet af glæde over den gode nyhed, og synger så "It's time".

Videoerne falder hvert år 1. november, hvilket giver os over 50 dage at lytte julemusik i. Ikke dårligt.

Det virker til, at der allerede er mange juleglade mennesker derude, der har lyttet til Mariah Carey, da hendes hit ”All I Want for Christmas Is You” (fra 1994!) langsomt og sikkert er begyndt at kravle op ad Spotifys Top 50 Danmark-liste.

I øjeblikket ligger den nummer 24 — stærkt efterfulgt af en anden juleklassiker, vi ikke kan komme udenom, nemlig Whams "Last Christmas".

Her kan du lytte til julemusik

Hvis du mangler inspiration til, hvor du skal lytte til julemusikken henne, er der her nogle gode bud.

Spotify har en playliste, der hedder "Julemusik 2020", der indeholder alle klassikerne som ”Last Christmas”, ”My Only Wish”, ”Let It Snow” og selvfølgelig ”All I Want for Christmas Is You”.

Der findes også Radio Alfas juleradio eller den engelske radiokanal Heart Xmas, der udelukkende spiller julemusik.

Du kan starte allerede nu med at høre "All I Want for Christmas Is You", juleklassikeren over dem alle, der har indbragt over 60 millioner dollars, alene fra royalties og streaming verden over. Her er hendes utallige juleturneer og optrædener ikke talt med.

Læs mere om:
jul