Malous far blev til en kvinde: "Der er ingen tvivl om, at Helene er min far"

Helene Reymann er nobelt klædt. Perlebesat cardigan. Slacks. Neutrale farver. Let makeup. Pagehår. Elegante briller. Malou Reymann er afslappet klædt i sort og med svingende hestehale. Helene er Malous far.

”Der er noget, vi skal tale om”. Den ildevarslende sætning falder i et hus i Hellerup i 1999. Malou er 11 år, da verden, som hun kender den, bryder sammen. Familien – far, mor, Malou og hendes storesøster – er samlet omkring spisebordet. Malous far, Michael, opgiver selv at sige det, der skal siges. Han kan ikke. Det bliver pigernes mor, der fortæller det: Deres far vil leve som kvinde.

Forældrene bliver skilt. Michael bliver til Helene. Og Malou har det meget svært med det hele.

Malou Reymann er manuskriptforfatter og filminstruktør. ”En helt almindelig familie” er hendes første spillefilm. Den er stærkt inspireret af hendes egen historie og hele vejen set igennem barnets øjne.

Malou: – Rigtig mange ting er hentet fra noget, jeg har oplevet. Der er en masse, der vækker genklang for Helene og folk, der kender os, men det er på ingen måde en-til-en. Researchen er fra mit eget indre, men derfra har det været den samme proces, som hvis det havde været noget helt andet materiale. Det her er et barns historie. Et barn, som oplever sin fars transition. Den børnevinkel var vigtig for mig, for emnet er stadig tabubelagt.

LÆS OGSÅ: Helene Thyrsted fra Fat Front: "Jeg håber, at folk ser, at tykke mennesker er mere end bare tykke"

ATYPISK

Tilbage i 1999 arbejdede Helene Reymann som selvstændig agent i modebranchen efter mange år i tøjkoncernen Carli Gry, hvor hun havde sat filialer op i flere lande. Men da hendes hovedleverandør gik konkurs, og hun samtidig gennemgik et kønsskifte det år, valgte hun at flytte til udlandet. Mest fordi det var økonomisk nødvendigt, men det ville også være godt for den private situation at komme lidt på afstand. Hun fik job i UNICEF i Geneve. De næste 20 år, hun arbejdede i den humanitære sektor, var det som kvinde. I dag er hun pensioneret og bor i Frankrig. Malou og Helene har på trods af afstanden udviklet et meget tæt forhold efter en række udfordrende år.

Malou: – Vi ses ikke så tit fysisk, fordi vi bor i forskellige lande, men vi snakker meget sammen i telefon. Nærmest et par gange om ugen, hvis ikke mere. Men vi har selvfølgelig også et ret atypisk far-datter-forhold.

Er Helene din far?

Malou: – Ja. Det er hun. Uden tvivl.

Helene: – Det har jeg også hele tiden sagt. Også i selve situationen, hvor det var utrolig svært nogle gange: ”I skal bare huske på, at jeg altid vil være jeres far. Ligegyldigt hvad der sker, og hvad folk siger, så er jeg jeres far”.

Men er det ikke en paradoksal følelse både at være far og kvinde?

Helene: – Nej, det synes jeg ikke. Jeg kunne slet ikke forestille mig andet. De er mine børn. For mig har det bare været helt naturligt.

Malou: – Der er ingen tvivl om, at Helene er min far. Der er mange, der sætter det her umiddelbare lighedstegn mellem at være kvinde og at være mor. Men fordi Helene blev kvinde, blev hun ikke min mor. Heller ikke min anden eller min nye mor. Men der har været enormt meget forvirring om det. Det er der ikke nu. Du siger, at du hele tiden har sagt, at du ville blive ved med at være vores far, men vi VAR jo forvirrede omkring det selv. Altså … vi vidste ikke, hvordan det ville være, at du var en kvinde og alligevel vores far. Vi gik til familierådgivning. Psykologerne rådede dig på et tidspunkt til, at du skulle være vores tante i stedet for. Jeg tror, vi prøvede at finde en form for logik i det, men det blev aldrig sandt for os. Det ville være underligt, hvis du pludselig holdt op med at være vores far, fordi du var en kvinde.

Helene: – ”Du er min far!” og ”kan du ikke sige til dem, at du ikke er min mor?”. Det har været ekstremt vigtigt for Malou. For mig har det faktisk været lidt hårdt. Jeg havde det sådan: ”Når vi er ude med mennesker, vi ikke har tætte relationer til, er det måske nogle gange bedre at lade være med at komme ind på det.” Problemet var, at jeg altid havde sagt til mine børn, at de skulle gøre, hvad de selv følte, var det rigtige for dem. Og når jeg nu sagde til dem, at der var situationer, hvor det måske var nemmest ikke at reagere på en omtale af mig som ”din mor”, fordi det ville kræve en forklaring, vi måske ikke havde lyst til at give, så følte Malou, at jeg opfordrede hende til at lyve – og det indebar et nyt svigt fra min side.

Hvad var du for en far, da de var små?

Helene: – Jeg føler selv, at jeg var meget til stede. Selv om min ekskone nok vil sige, at jeg ikke var det, fordi jeg var i en karriereposition og rejste meget og arbejdede meget. Jeg var ikke hjemme klokken fire.

Malou: – Jeg havde klart en opfattelse af, at når du var der, var du meget til stede. Men fra mit perspektiv tænker jeg egentlig også, at det ikke kun handlede om meget arbejde, men at det i det hele taget ikke var let for dig at være fuldt til stede, fordi der hele tiden også var ”det andet”.

Helene: – Ikke til at starte med. Det kom først senere. Faktisk var det meget vigtigt for mig at få børn. I den del af mit liv skulle jeg hele tiden bevise for mig selv, at jeg IKKE var en kvinde. Jeg var en MAND. Så jeg gik til bodybuilding og dyrkede karrieren traditionelt maskulint.

FORTRÆNGNING

Helene boede i Hamborg med sin mor de første fire år af sit liv. Siden flyttede de til Frankrig. Sin cand.merc.-uddannelse tog hun i København. Hendes far har aldrig været inde i billedet.

Helene: – Jeg sansede meget tidligt, at noget var anderledes med mig. Fra jeg var syv-otte år. Der var et eller andet galt med mig. Dengang – i slutningen af 1950'erne – vidste man jo ikke noget om det. Indtil jeg var 16 år, vidste jeg ikke engang, at der var noget, der hed transseksualitet, som det hed dengang. Der var faktisk ikke nogen, jeg kunne snakke med om det. Heller ikke min mor. Hun opdagede noget, da jeg var 11-12 år. Hun var ude at spise med en ven, imens havde jeg sminket mig med hendes sminke. Det var pragtfuldt at gøre det. Hun blev stiktosset på mig, da hun kom hjem. Hun skreg og råbte og ville ikke snakke om det. Og jeg følte en stor skam. Jeg nåede aldrig at tale med hende om det – vi har haft et meget problematisk forhold.

Helene hed Michael et godt stykke tid endnu.

Helene: – Jeg havde en evne til at gemme det så langt væk i mig selv. En fortrængningsevne, som samtidig betød, at det blussede op indimellem. Første gang var, da jeg studerede i Danmark og boede på Øresundskollegiet. En aften fik jeg en utrolig trang til at gå rundt i kvarteret klædt som kvinde. Det gjorde jeg så. Det føltes så skamfuldt, da jeg kom hjem, fordi jeg ikke ville anses som transvestit, så jeg skyndte mig at indskrive mig i en bodybuilderklub. Jeg gemte det væk igen. Så blev jeg gift, fik det første barn, en karriere, og jeg var helt klar på, at vi bare skulle have et normalt familieliv med børn. Jeg havde troet, det ville forsvinde helt. Men med Malous fødsel blussede det op igen. Det var rigtig slemt. Og dér opdagede min ekskone det.

Malou, hvornår sansede du forandringen derhjemme?

– Nu ved jeg jo, at det kom i forbindelse med min fødsel, så det har været imellem mine forældre, fra jeg var helt spæd. Og jeg havde faktisk hele tiden en fornemmelse af noget, som jeg ikke på nogen måde kunne sige, hvad var, eller forklare med ord. Som bare var en fornemmelse. Men da jeg fik at vide, at min far følte sig som kvinde, kom det fuldstændig bag på mig. Jeg var 11 år, jeg ANEDE ikke, at man kunne skifte køn. Jeg anede ikke, at man kunne føle sig forkert i sit eget køn. Jeg vidste ikke, hvad transkønnet var. I havde egentlig aftalt, at du selv skulle sige det den dag, men du begyndte at græde – eller i hvert fald kunne du ikke selv sige det. Så det var mor, der fortalte det. Det hårdeste var fornemmelsen af at miste min far. Jeg mistede heldigvis ikke min far, fandt jeg senere ud af. Men da jeg fik det at vide, vidste jeg ikke, om det var dét, der ville ske. Jeg tænkte: Hvis man skifter køn, bliver man så til en anden person? Jeg kunne slet ikke rumme det. Jeg tror, at angsten for, hvad det ville komme til at betyde, var større end noget andet.

Helene: – Jeg var selv bange for at miste mine børn.

Malou: – Det er også det, filmen kredser om for mig: Man går igennem en krise, som selvfølgelig startede med din krise, Helene, men som så bliver en familiekrise. Man mister alt det, man kender, og ved ikke, hvad der er på den anden side. Det handler om at turde være i det dér, hvor man har mistet forbindelsen, men så alligevel går det igennem og finder hinanden igen på den anden side.

LÆS OGSÅ: Anjas mor gemte på en hemmelighed: "Den griber stadig ind i mit liv"

MÅLLØSE

1999. Vi var da så tolerante, ikke? Eller …

Helene: – Altså åå overfladen føltes det meget okay. Vi har som danskere evnen til at være så tolerante som muligt over for alle. Men det føltes alligevel, som om det for de fleste var meget på overfladen. Inderst inde var det mere: ”Hvad er det her for noget???” Vi levede jo et MEGET almindeligt familieliv, eller i hvert fald forsøgte vi at leve et meget almindeligt familieliv og så os selv som en enormt almindelig familie. Og blev også set sådan af omverdenen. Folk havde ikke set det komme. Måden, vores omgangskreds reagerede på, handlede om, at de SLET ikke havde set det komme. De var fuldstændig målløse. Man er jo ofte bange for det, man ikke kender. Jeg havde det virkelig svært med min vennekreds. Svært ved at komme dybt ind i nogen samtaler. Jeg har faktisk stadig mange af dem, men jeg flyttede jo til udlandet, og det er faktisk først her 15-20 år senere, at vi er begyndt at finde rigtigt sammen igen. Hvor vi kan mindes vores tid sammen dengang, og hvor det ikke betyder så meget, om jeg hedder Michael eller Helene, fordi det mere handler om nogle fælles oplevelser, vi har haft. Så det har nærmest taget 20 år at nå til et sted, hvor alle kan se: Okay, nu forstår vi det.

Hvad betød Helenes kønsskifte, da du blev teenager, Malou?

– At jeg ikke blev så meget teenager. Det var, som om jeg blev meget hurtigt voksen. Det handlede ikke kun om, at min far blev kvinde, men også om, at mine forældre blev skilt, og vi flyttede. Der skete meget hurtigt det, at jeg forstod verden på en anden måde, så jeg brugte ikke rigtig de der år på at være teenager. Og jeg tror, det gav mig en grundforvirring omkring det at føle mig anderledes. Netop fordi jeg endnu ikke var blevet teenager, da min far skiftede køn, definerede jeg stadig meget mig selv i forhold til mine forældre, og … det gav mig en forvirring omkring mig selv. At fordi DU var anderledes, Helene, så var jeg anderledes. Og det handlede rigtig meget om at skjule den anderledeshed. Jeg blev rigtig dygtig til at gemme mig selv væk og til gengæld være rigtig god til at spejle alle de situationer, jeg var i.

Skammede du dig?

– Ja! Og jeg skammede mig over DIG, Helene. Hvilket vi har snakket om. Jeg havde angsten for at møde nogen, vi kendte. Men jeg skammede mig også over mig selv, for jeg kunne ikke adskille dig fra mig, så det var en helt grundlæggende følelse af at være anderledes og ikke moden nok til at insistere på, at det var okay at være mig selv, ligegyldigt hvor jeg var. Det har taget mig mange år at få mig selv fuldstændig med i alle sammenhænge.

En virkelig situation: Malou drikker sig som teenager ekstremt fuld. Helene kommer og henter hende. Og så vælter alt det ud, som ikke kommer ud, når hun er ædru.

Malou: – Netop fordi jeg ikke havde et sprog omkring det, kom det ud på den måde. Jeg drak mig for fuld, og du kom og hentede mig, og jeg råbte ad dig – og jeg kan ikke huske noget af det.

SKRÆKSCENARIER

Helene var Michael i 45 år. Så spørgsmålet er, om hun overvejede at fortsætte selvundertrykkelsen og forblive Michael for børnenes skyld. Mon ikke?

Helene: – Det gjorde jeg i 10 år. I 10 år! Fra Malou blev født, til jeg faktisk i 1998 fik en depression og ikke kunne komme ud af den.

Så søgte hun rådgivning. Og hjælp. Det vil sige:

Helene: – Jeg følte det ikke som en hjælp. De gjorde ALT for IKKE at støtte mig i min beslutning på Rigshospitalet. Dengang var der nok ganske få tilfælde om året i Danmark. Så de havde ingen viden om det. De gjorde alle scenarierne klart for mig. Fortalte hvor umuligt det ville være, og hvor slemt det ville være for mine børn. Det er sikkert også godt, at man selv kommer det skridt videre og er KLAR over, hvad det indebærer. Men jeg følte jo, at det hele stod helt klart for mig. Der var jo ikke tale om et valg, når selvmord var den eneste anden udvej. Nu havde jeg kæmpet i 45 år, og alt det, jeg havde gjort, havde ikke hjulpet mig til at bekræfte min mandlighed, men tværtimod stod det nu klart for mig, at jeg levede en løgn – i den forkerte krop. Så er det hårdt at møde psykologer, der forsøger at fortælle én, at man er helt på afveje. Det var en rigtig hård fase. Men der kom jo et tidspunkt, hvor de fandt ud af, at den vej, de udstak, måske ikke var den, jeg ville acceptere.

Malou: – De har heldigvis ændret praksis siden!

VENDEPUNKT

I 2000 rejste Helene til Thailand og fik en kønsskifteoperation for også fysisk at blive kvinde.

Helene: – Da jeg vågnede efter operationen i Thailand, var det ikke et særligt følelsesmæssigt øjeblik for mig. Det lyder måske vanvittigt, men det var bare: Nu er jeg det, jeg altid har været.

På det tidspunkt havde Malou kun haft sporadisk kontakt til sin far i næsten et halvt år. Hun ville ikke.

Malou: – Indtil jeg en dag blev enormt uvenner med min mor. Midt i skænderiet råbte jeg: ”Jeg vil ALDRIG snakke med dig mere, jeg vil KUN snakke med min far!”. Så skyndte hun sig at ringe til dig, for hun havde været enormt ked af, at jeg ikke ville have kontakt til dig. Hun så, at nu var der en mulighed, og du kom inden for 10 minutter. Men i de 10 minutter nåede jeg at tænke no, no, no og fortryde.

For at gemme sig rullede hun et halstørklæde rundt om hovedet, dækkede øjnene, lavede en slags ”struds”.

Malou: – Så sad jeg der og ku’ høre, at du kom ind i lejligheden og ind i det rum, hvor jeg sad, og så kunne jeg mærke, at du satte dig på sengen ved siden af mig. Igennem en lillebitte sprække i halstørklædet kunne jeg se nogle PINK slangeskindsbukser og tænkte bare ”åh, gud!”. Men så tog jeg tørklædet af, og så kiggede vi hinanden i øjnene. Og så kunne jeg jo se, at det var min far, der var der.

Helene: – Ja, stadigvæk mig!

Malou: – Det var helt klart et vendepunkt. Det var lige nogle dage inden, du tog til Thailand. Vi nåede lige at se hinanden dér.

IMPONERENDE

Helene lever i dag ”et ganske almindeligt liv i Frankrig” sammen med ham, hun har levet sammen med siden 2002.

Helene: – Vi mødtes i Geneve. Da jeg var flyttet til Geneve, kom jeg så langt, at jeg ikke sagde noget om det, så folk vidste ikke, at jeg var transkønnet. Jeg levede bare mit liv som kvinde. Så problemet opstod selvfølgelig, da jeg mødte min kæreste. Jeg fortalte ham, at … hvis vi indgik i et forhold, så måtte han altså lige vide det. Men han syntes, det var helt fint. Det var imponerende. Hans reaktion var en stor lettelse for mig. Men det er nok på grund af ham, at jeg ikke bare fortalte det til omgivelserne dengang. Og dét var nogle gange lidt udfordrende for især Malou.

Malou: – Det var ekstremt svært. Helene er min far. Jeg tror, der er noget i alt det her, som handler om, at det bryder sproget. Altså jeg sidder og siger, at min far er HUN, og folk tror, at jeg måske taler forkert. Vi har også været i situationer i Frankrig sammen med folk, der ikke vidste det, og hvor det var vigtigt for jer, at de ikke vidste det, og det har været problematisk, fordi folk sætter lighedstegn mellem kvinde og mor. For så snakkede de om Helene som min mor, men mit problem var, at jeg altså havde en mor i Danmark. Det gav nogle situationer, hvor jeg skulle finde ud af: Hvordan kringler jeg den her UDEN at lyve? Det er sindssygt besværligt. Der har været nogle situationer, hvor jeg har følt mig klemt, og det føltes forkert, men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg havde heller ikke lyst til at sige: ”Nå, men jeg gør bare, som det passer mig. Jeg siger bare, at du er min far, og at jeg bor med min mor i Danmark”. De situationer – jeg følte ikke, at det var op til mig. Så vi har helt klart haft nogle konflikter i den forbindelse. Hvor det, der var det rigtige for dig, ikke var det rigtige for mig.

Hvad har livet lært jer om kærlighed mellem forældre og børn?

Malou: – At det er langt vigtigere, at der er rummelighed til, at alle har plads til at være den, de nu er, end hvordan tingene ser ud. For så kan man være sammen, og kærligheden kan have plads. Hvis man prøver at få tingene til at være på en bestemt måde, har kærligheden ikke plads nok. Så det her har lært mig, at hvis man tør gå igennem krisen, hvis man virkelig tør gå derud, hvor man måske mister hinanden, og hvor man må sætte hinanden fri til at være den, man er, så kan man genfinde hinanden på en helt anden måde, hvor der er enormt meget kærlighed. Altså hvis kærligheden først er der, behøver man ikke at være så bange for at gå igennem de kriser, der skulle vise sig at komme.

Helene: – Jeg vil sige lidt det samme: Hvor der er kærlighed, er der en vej, den vej kan være meget snørklet og meget svær, men … den er værd at gå.

Malou Reymann, 31 år, filminstruktør og manuskriptforfatter, gift og har en datter på ni måneder. Familien bor i Danmark. Helene Reymann, 65 år, pensioneret efter et arbejdsliv i henholdsvis modebranchen og UNICEF i Geneve. Bor i Frankrig med sin kæreste igennem snart 20 år. Malou Reymann har både skrevet manuskriptet og instrueret biograffilmen ”En helt almindelig familie”. Mikkel Boe Følsgaard spiller Thomas, der er gift og far til to i en tilsyneladende helt almindelig familie, men efter års selvundertrykkelse vælger han at blive skilt og skifte køn. Thomas bliver til Agnete. Filmen er set gennem Thomas'/Agnetes 11-årige datters øjne.