Kendt rapper ændrer sin sang: "Jeg vil aldrig promovere respektløst sprog"
Foto: Mega
Snart kommer den amerikanske rapper og tværfløjtespiller med et nyt album, og i fredags udkom hendes anden single fra albummet. Den første single hun smed ud til verden var sangen “About Damn Time”, der gik viralt med en danserutine på TikTok.
Siden udgivelsen den 14. april, er sangen blevet brugt på over 3.5 millioner videoer på det sociale medie, og mon ikke Lizzo havde håbet, den næste single ville få lige så stor succes.
Men sådan skulle det ikke gå, for flere fans er vrede efter at have hørt teksten.
Der gik fire dage fra sangen kom ud, til den fik ændret teksten.
Flere fans har nemlig peget på, at der blev brugt et udtryk som er nedsættende over for mennesker med et handicap, og det er ikke faldet i god jord hos folk på internettet.
Skadeligt og sårende
– Ord som dette er ekstremt skadeligt og sårende over for folk i handicapfællesskabet, siger en tiktokbruger blandt andet i en video, hvor hun også beder Lizzo om at trække sin sang tilbage.
Foto: Mega
De linjer i sangen, der har fået flere op i det røde felt er ordene i starten af første vers. Der rapper hun: “Hold my bag, bitch, hold my bag. Do you see this shit? I’ma spazz”.
Det er ordet “spazz”, der er problematisk ifølge flere. Det kan bedst oversættes til det danske ord “spasser”, som bliver brugt nedladende om folk, der har cerebral parese.
– Der er ingen undskyldning for at bruge sådan en fornærmelse i en sang i 2022 skriver en anden i starten af et twitter opslag.
Kender det selv
Tidligere i dag var hovedpersonen selv ude at italesætte stormvejret på sin Instagram. I et opslag sætter Lizzo nu ord på det hele.
– Det er kommet til min opmærksomhed, at der er et skadeligt ord i min nye sang “GRRRLS”. Lad mig slå en ting fast: Jeg vil aldrig promovere respektløst sprog, skriver hun.
Hun skriver også, at hun selv kender til brugen af sårende ord mod hende, da hun er en sort, tyk kvinde i USA og derfor forstår ords magt.
Ændrer det
Til sidst i opslaget fortæller hun, at der er en ny version af sangen, hvor teksten er ændret, fordi hun lytter til sine fans.
– Som en indflydelsesrig artist er jeg dedikeret til at være en del af den forandring, jeg gerne vil se i verden, afslutter hun sit opslag med.
Det har fået flere i kommentarfeltet til at takke hende, skrive hun er en dronning og et ikon. Så nu er Lizzo nok igen populær blandt fans.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.