Se, lyt & oplev
2. juni 2023

Kasper Schmeichels kone hudløst ærlig: Har flere gange overvejet at forlade ham

At være gift med en professionel fodboldspiller er ikke for sarte sjæle. Det fortæller Stine Schmeichel, som flere gang har fået nok af den altoverskyggende sport.
Af: Af Aviaya Hansen
schmeichel

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Når man er fodboldfrue, bliver store dele af ens liv dikteret af den ekstremt populære sport.

Det kan Kasper Schmeichels hustru Stine Schmeichel skrive under på. I 18 år har hun været keeperens bedre halvdel, men det har bestemt ikke været uden omkostninger og tanker om at forlade ham.

Det fortæller hun i Viaplay-programmet ”All Exclusive”.

Det er som sagt 18 år siden, parret mødte hinanden. Efter 14 dage inviterede Kasper Stine til England, hvor han allerede dengang havde gang i sin fodboldkarriere.

– Så siger han til mig, at jeg skal bestille en åben billet. ”Du behøver ikke bestille hjembilletten. Du kommer bare over, så skal vi nok finde ud af det”, fortæller Stine, som aldrig købte returbilletten.

Hun lægger dog ikke skjul på, at det har været lige ved flere gange, når hun har tænkt nu må det være nok med det her fodbold.

– Jo, det har jeg tænkt rigtig mange gange gennem hele vores fodboldliv, men der er jo altid noget, der får mig til at blive, erkender hun og fortsætter:

– Det er nogle få episoder eller brudstykker i vores liv. Men når man så vender det om, så synes man jo også, at vi har et dejligt liv, og vi får det jo til at fungere, selv om fodbolden bestemmer rigtig meget, slår hun fast.

En af episoderne, hvor Stine følte, fodboldlivet var uretfærdigt, fandt sted under EM i 2021.

Mens hele Danmark lå fodboldfebersvime over de danske drenges overraskende præstation ved slutrunden, var Stine delt i to.

Hun heppede naturligvis også på sin mand og holdet, men da Kasper tog i træningslejr, havde hun blot halvanden uge forinden født deres yngste datter Nanna.

Dengang rasede Corona stadig, og Stine og børnene måtte derfor ikke se Kasper i de seks uger træningslejr og slutrunde stod på.

– Det var som at få skåret et ben af. Jeg havde lige født, og jeg fødte endda ved kejsersnit, fordi Nanna lå med numsen nedad. Det synes jeg var hårdt at skulle undvære Kasper og ikke at skulle dele den første tid med Nanna med ham, siger hun og tilføjer:

– Men han er kommet godt efter det siden, vil jeg lige sige.

Du kan se hele udsendelsen på Viaplay.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Læs også