Se, lyt & oplev
2. december 2022

"Jeg er enormt glad for at være med til at vise en anden krop, end man måske oftest ser"

Sara Klein spiller hovedrollen i den nye serie ”Elvira”, om en helt almindelig kvinde med hjertet på rette sted, der ender som en højst ualmindelig detektiv.
Af: Louise Kidde Sauntved og Anna Møller
Sara_Klein

Foto: Nick Rud, Gudmund Thai, Astrid Skibsted, Emilia Therese og PR Foto

Hvad var dine tanker, da du første gang læste manuskriptet til ”Elvira”?

– Min første tanke var, at jeg syntes, det var et skønt persongalleri fyldt med store personligheder. Jeg syntes, det var farverigt og spændende. Og så kan jeg ærligt godt lide en god krimi. Og det synes jeg virkelig, at det er.

– Og så er det fedt med en krimi, hvor det klart er karakterernes, især Elviras, udvikling, som er i højsædet. Det var også fedt og dejligt at blive introduceret til karakterer, som ikke er “smarte københavnere” eller de mennesker, som man ser mest.

Hvordan vil du beskrive karakteren Elvira? Og hvad kan du særligt godt lide ved hende?

– Uh. Jamen jeg vil beskrive hende som selvstændig, omsorgsfuld og enormt beskyttende overfor sine nærmeste. Hun er en kvinde, som har oplevet sin del af svigt og modstand, og det har gjort hende en smule forbeholden overfor mennesker, så det tager lidt tid at komme ind under huden på hende.

– Til gengæld synes jeg, hun er enormt god til at stole på folk, når de så først er derinde. Hun er også et menneske, som gør rigtig meget for andre, og tager sit ansvar meget seriøst. Desværre tror jeg, hendes fokus nogle gange ligger for meget hos andre og for lidt hos hende selv og hvad, hun vil. Men hvem ved, måske bliver det bedre? Haha!

Elvira repræsenterer en anden form for heltinde, end vi er vant til – blandt andet i forhold til udseende og socialstatus. Hvad betyder det for dig at være med til at udvide paletten på den måde?

– THANK GOD for det. Det er noget af det allervigtigste for mig. Jeg er enormt glad for at være med til at vise en anden krop, end man måske oftest ser. Jeg synes, det er så hamrende vigtigt, at alle kroppe, køn, etniciteter, seksualiteter med mere kan føle sig genkendt i film og tv.

– Jeg synes, at det er vanvittigt fedt at lave en serie, hvor det ikke skal italesættes, at hovedkarakteren er tyk, som det ellers ofte er tilfældet. Hun er bare et menneske, som ser ud som mennesker også kan gøre.

Hvad tror du, det betyder for seerne?

– Åh, jeg håber egentlig mest af alt, at seerne bare ser serien og føler sig underholdt og ikke tænker så meget over, hvordan menneskerne, deriblandt Elvira, ser ud. Men når det er sagt, så ved jeg, at repræsentation betyder noget, og tanken om, at mennesker med blandt andet min krop kan føle sig genkendt på den anden side af skærmen er god.

Hvilken type roller drømmer du om at spille?

– ALLE typer roller! Jeg er så taknemmelig for at få lov at have en hovedrolle så tidligt i min karriere, men det her er forhåbentlig bare starten. Jeg er så sindssygt spillelysten, og har mod på det hele. Men min første helt store kærlighed var teatret, så det er helt sikkert et drømmescenarie at kunne bruge mine kræfter dér.

Elvira kan streames på Viaplay.

Læs også