The_White_Lotus
Se, lyt & oplev

Her er alt, hvad vi ved om "The White Lotus" sæson 3

24. februar 2023
Af Mariah Leitisstein
Foto: HBO Max
Vi har bestemt ikke set det sidste til White Lotus-hotellerne. HBO har nemlig allerede lovet, at der er en tredje sæson af den populære serie på vej.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Mange seriefans glæder sig utvivlsom allerede nu til, at der lander en spritny sæson af den prisvindende HBO Max-serie "The White Lotus".

Og skulle der herske den mindste tvivl om, hvorvidt serien vender tilbage, så bare rolig. Den er god nok.

Så sent som i november 2022 kunne HBO nemlig meddele, at der i den grad var mere "The White Lotus" at se frem til.

- Jeg kan ikke vente med at byde dig velkommen til den næste White Lotus-ejendom. "The White Lotus" er blevet fornyet med sæson tre, lød det fra streaminggiganten på Twitter.

Nyheden om fornyelsen kom allerede efter tredje afsnit af seriens sæson to havde haft premiere, og så kunne fans ellers bare læne sig tilbage og nyde Jennifer Coolidge og resten af holdet på deres italienske vanvidsferie på Sicilien.

Men hvad kan vi så egentlig helt konkret glæde os til?

Ifølge The Hollywood Reporter kommer tredje sæson af "The White Lotus" endnu en gang til at følge et nyt hold gæster på et andet White Lotus-resort - ligesom det også var tilfældet i sæson et og to.

Og så kan vi med største sandsynlighed se frem til at komme en tur til østen.

Seriens skaber, Mike White, har nemlig tidligere hintet, at sæson tre sagtens kunne finde sted i Asien.

- Den første sæson fokuserede på en måde på penge, og så den anden sæson er sex, siger han ifølge Variety.

- Jeg tror, at den tredje sæson kunne være et satirisk og sjovt kig på døden og østens religion og spiritualitet.

Det hænger ganske godt sammen med, at Mike Whites gode ven, "Jackass"-stjernen Johnny Knoxville tidligere har afsløret over for Vulture, at de blandt andet har været i Tokyo for at se på hotelherlighederne.

Connie_Britton
Connie Britton som Nicole i "The Whote Lotus" sæson 1.

Hvem tjekker ind?

Selvom det nok bliver noget af en udfordring at bringe fanfavoritten Jennifer Coolidge tilbage, så kan det være, at tredje sæson betyder et "The White Lotus"-comeback for Connie Britton.

Hun medvirkede som bekendt i seriens sæson et og kunne for nyligt afsløre over for Deadline, at der faktisk havde været snak om, at hun skulle vende tilbage i sæson tre.

- Mike White ville have mig med i sæson to, og der var en idé med karakteren, som jeg elskede. Det er vores intention, at gøre det i sæson tre, siger Connie Britton og fortsætter:

- Der var bare noget med castingen, der ikke lige virkede i sæson to, så vi håber... I sæson tre.

The_White_Lotus
Anden sæson af "The White Lotus" foregik på Sicilien i Italien.

Det er heller ikke sikkert, at det er helt slut for karakteren Greg, som spilles af John Gries.

Det er ingen hemmelighed, at der opstod et solidt hul i plottet i forbindelse med lige netop Greg, og det håber Mike White, at der kan blive rettet op på.

- Det faktum, at alle de her mennesker dør på båden, det føles lidt som om, at der må være nogen, der finder frem til Greg. Men måske bliver du bare nødt til at vente og se, hvad der sker.

Det vides endnu ikke, hvornår sæson tre forventes at have premiere.

I mellemtiden kan du nyde godt af en anden populær HBO-serie, "Succession", som meget snart har premiere.

Læs også