https://imgix.femina.dk/media/c85c13826bb74e90ae19731a70b427b4.jpg
Se, lyt & oplev

Hella Joof: Tag jer sammen!

30. juni 2009
af Susse Wassmann
Foto: Heidi Maxmiling
– Det kan godt være, at du har haft en lortebarndom og er kommet på det uretfærdige hold her i livet, men det er kun dig selv, der kan gøre noget ved det. Mød Hella Joof, som med roadmovien ”Se min kjole” stiller knivskarpt på misbrugsproblematikken i alle dens afskygninger.

I filmen "Se min kjole" kæmper Charlotte, Barbara, Nadia og Stef med misbrug af den værste skuffe: Hårde stoffer, druk og piller i store mængder - og ud over dét, det misbrug, de selv er blevet udsat for. Men selve kernen i misbrug ligger latent i os alle, mener Hella.
- Prøv at lægge mærke til alle de TV-programmer, der handler om, at nogen skal komme og hjælpe nogle andre med noget. Da jeg var ung, dyrkede vi meget offertankegangen, det var fedt at være deprimeret i 80'erne - og det var også virkelig synd for mig. Den tankegang dyrkes stadig over hele verden og specielt i vores samfund.

Drop særreglerne
- Der er så mange mennesker i det her samfund, som lægger ansvaret fuldstændig fra sig, og det kan jeg bare ikke have. For hvad vil vi acceptere fra ofre? Må de true vores børn og tage deres mobiltelefon, bare fordi deres forældre er vokset op i en flygtningelejr, og det er synd for dem? Må man godt skyde nogen, fordi man er rocker og har haft en lortebarndom? Jeg er fuldstændig enig i, at det er skide synd for nogen mennesker, men de skal stadig opføre sig ordentligt. Det øjeblik vi begynder at lave særregler for dem, det er synd for, bekræfter vi dem bare i, at de er anderledes, at de ikke er en del af fællesskabet.

Bekræfter datteren i det positive
Jeg vil altid gerne hjælpe - bare ikke med at flytte og male! - men hvis folk har den der attitude å-å-åh ne-ej, jeg skal ski-il-les, det er så hå-å-årdt, er du kla-a-ar over det? Ja, det er jeg. Jeg har selv prøvet at blive skilt. Så den der med, at du har en helt særligkvalitets-nedtur, som ingen andre har prøvet, og ingen andre forstår - drop det! Jeg forstår det godt, men kom, nu tager du et bad og putter noget agurk på øjnene, og så går vi en tur, siger Hella, hvis egen datter har fået præcis den behandling af mor. Jeg gør meget ud af at bekræfte hende, når hun handler og er aktiv.. Jeg har også været virkelig striks ved hende omkring mindreværdskomplekser - hun har simpelt hen ikke fået lov. Og jeg tror virkelig ikke, at hun har nogen i dag. For åh, hvor ville jeg ønske, at nogen havde rusket mig, da jeg var ung, og alt ved mig var forkert.

Livet er dit ansvar
Det var først, da Hella var midt i tyverne, hun pludselig fik erkendelsen af, at livet faktisk var hendes eget ansvar.
- Man kan have været udsat for noget skrækkeligt og have haft en forfærdelig barndom, det er ikke éns egen skyld, men hvis ikke man bryder med det, får det bearbejdet og placeret, så ender man bare med at leve som slave af det og give det videre til sine egne børn. Så det ansvar har man. Jeg kæmpede enormt meget med det i starten, og jeg har reelt levet i nogle parforhold, som jeg kan blive helt flov over at tænke på. Hvis din mand for eksempel bliver ved med at smide våde håndklæder på gulvet, nå, så saml dem op! Gør din kæreste ikke også en masse gode ting, som du ikke lige lægger mærke til, siger Hella

Vi hungrer efter lykken
Der er jo rigtig mange af os, som går rundt med det hul - hvad er det for en længsel, vi har? Vi skal have en "craving". Det er også derfor, man siger, at for enden af alt det, mænd gør med at køre i røde Ferrarier og drikke dyr rødvin og lege Stein Bagger og alt det der, der står en kæmpe stor fisse. Det er drivkraften. Ferrarien i sig selv er ligegyldig. Men jeg tror også, at der er et spirituelt aspekt. Vi hungrer efter lykketilstanden, den evige, altfavnende kærlighed, som udspringer af det store urhav, vi alle sammen kommer fra. Den kan man opleve i spirituelle sammenhænge, i forbindelse med sex, eller - i en mindre udgave - med noget rødvin, nogle cigaretter, mad, hash og stoff er, siger Hella.

Se min kjole

"Se min kjole" er en roadmovie om fire piger, som kører tværs over Danmark på jagt efter en ny fremtid. Egentlig skulle de bare have været nede efter smøger, men noget går galt, og kort efter er de vej vestpå i en stjålet Volvo. For nogle af pigerne er der et gammelt regnskab, der skal gøres op. For andre handler det om en nyvunden frihed. De fire piger har det tilfælles, at de alle kæmper for at komme ud af et misbrug. Men måske kan en misbrugt misbruger ikke kureres med samtaleterapi og metadon, men kun gennem konfrontation og tilgivelse. Måske er der ingen hjælp at hente. Måske er der. Filmen har premiere over hele landet den 3. juli.

Se trailer til "Se min kjole"

Læs også