True Detective

HBO
Se, lyt & oplev

Er du afhængig af tv-serier? Her er dit næste fix!

Har du prøvet at sidde op (mindst) tre timer længere, end du burde, fordi du lige måtte se næste afsnit af din favoritserie? Du er ikke alene. FEMINAs kulturredaktør Mette Rou Lund har brugt mange timer i sofaen med at fråse i eventyrlige, sjove og scary serier. Dem kan du læse om her.

I min omgangskreds er: ”Hvordan går det?” erstattet med: ”Hvad ser I?”. Og jeg tør godt indrømme, at jeg er en serie-junkie. Men jeg er ikke alene. Min mand er med, og da jeg har været sammen med ham i over 14 år, har vi fået set en del serier. Her er et trip down serie-lane.

Serier som bokssæt

Det hele startede med, at jeg fandt ud af, at min mand også havde en svaghed for den bloddryppende serie Buffy the Vampire Slayer om teenageren Buffy, der bekæmper white trash-vampyrer, som vi helt sikkert var alt for gamle til at se. For at vi kunne se flere afsnit i ét hug i weekenden, købte vi bokssæt på nettet. Det gjorde vi også flere år efter, da en anden bloddryppende vampyrserie, True Blood, endelig gjorde det cool at indrømme, at man havde en vamp-addiction. Her fulgte vi servitricen Sookie Stackhouses kvaler med at være forelsket i en vampyr i en verden, hvor vampyrer og mennesker lever side om side, men alligevel ikke kan acceptere hinanden.

Mad Men-bokssættet var sådan ét, der cirkulerede i omgangskredsen, og her fik vi akut lyst til at anskaffe os et barskab i mørkt træ og indføre en tradition for eftermiddagsdrinks. Har da heller aldrig fået større kompliment, end da min mand sagde: ”Du må være FEMINAs svar på Red!” – tror nok lige, den figursyede 50’er-kjole var alle pengene værd.

Serien Weeds fik mig til at føle mig som verdens bedste mor, for sammenlignet med Mary-Louise Parkers hashsælgende husmor, er vi alle engle. Den købte vi også som bokssæt, indtil serien stak så langt af fra sit eget plot, at vi ikke orkede den mere.

Lesbisk det nye sort
Netflix

Orange Is The New Black


 

TV-når-du-har-lyst-kanalen Netflix kom ind i vores liv, og så blev det endnu sværere at leve et A-menneske-liv, for nu kunne man jo bare trykke play og se næste afsnit. Og næste. Og måske liiiige et til. Og se det på smart-TV, iPad eller mobilen (sidstnævnte er nu for småt til mig). Vi blev fascineret og frastødt af Kevin Spaceys kynisk strategiske politiker Francis Underwood i House of Cards, og så var det cool, at man kunne se den, samtidig med at den kom i USA, så vi ikke haltede bagefter.

Vi var kvæstede af grin over Pipers kvaler i Orange Is The New Black, hvor den pæne Piper ender i fængsel for kriminalitet begået i ungdommen, da hun var lesbisk og dealer. Da vi i samme periode også begyndte at se The L-Word om en gruppe lesbiske i L.A., blev lesbisk så meget normen, at jeg kunne blive i tvivl om, hvad jeg egentlig selv var. For der er altså et eller andet over Shane (og her var vi meget uenige – min mand kunne slet ikke se, hvad der var tiltrækkende ved den ”bønnestage med kort hår”).

Med New Girl overvejede jeg seriøst at få pandehår, men det er nok mest nuttede Zoey Deschanel, der spiller pigen Jess, som flytter ind hos tre nørdefyre, der kan bære det. New Girl (og måske et par cocktails for meget) var også skyld i, at jeg til en fest brugte lang tid på at overbevise en pige, der ikke anede, hvad jeg fablede om, om, at hun lignede Cece fra serien helt vildt meget. De andre til festen, der kendte serien, var enige.

Helt tilfældigt faldt vi over den norske serie Dag på Netflix, hvor parterapeuten Dag tror mere på valium (som han har et stort lager af i små PEZ-figurer) end parforhold og får én til at føle sig som sundhedsapostel ved siden af – han putter (ekstra meget) salt på bacon, som han får hver morgen, spiser chips, når han motionerer, serverer whisky og espresso i sin praksis og foreslår skilsmisse som løsningen på de fleste problemer. Sammenlignet med ham følte vi os ekstra sunde, selv om vi lå i sofaen og stenede serier.

Bøller og detektiver
HBO

Banshee

Hurtigt efter var der ikke meget andet at gøre end at overgive sig og få endnu en on demand-kanal, HBO Nordic, og vi blev hooked på Banshee, som havde Ulrich Thomsen som byens (psyko)bølle, og når det blev for voldeligt (og det gør det ...), så kunne man jo altid lige hoppe over på Netflix og hapse et mere plotpræget end action-tynget afsnit af Sherlock med Benedict Cumberbatch som en moderne Sherlock Holmes. Stor var krisen, da vi allerede efter tre afsnit løb tør, fordi der ikke var flere på Netflix – det går ikke, når man ”binge watcher” (ikke kan kontrollere sit TV-forbrug og må se afsnit efter afsnit).

Jeg har aldrig været den store fantasy-fanatiker, men jeg blev alligevel blæst væk over, hvor gennemført Game of Thrones er (det er vist også verdens dyreste serie). Da vi så den, havde vi en meget indforstået griner over, hvor meget Nikolaj-Coster Waldaus karakter, den meget lidt ridderlige ridder Jaime Lannister, der har sex med sin tvillingesøster og myrder løs, minder om Prince Charming fra filmen ”Shrek”.

HBO leverede en lige så strategisk karakter som Francis fra ”House of Cards” med Boardwalk Empire, hvor Steve Buscemi lærte os førstereglen i politik: ”First rule of politics, kiddo: Never let the truth get in the way of a good story.” Serien gav os også lyst til at holde 20’er-fest med egen smugkro, og jeg foreslog flere gange, at min mand skulle gå mere med hvid skjorte, seler og hat – og måske begynde at ryge! Bare for en aften.

Den både alvorlige og festlige serie Treme følger de hårdt prøvede (og meget musikalske) indbyggere i New Orleans, der prøver at bygge deres liv op efter orkanen Katrinas hærgen, og den gav os lyst til at smage cajun-mad og høre New Orleans-jazz. Vi fik også indblik i traditioner, som vi ellers intet anede om, for eksempel hvordan store stærke mænd kan bruge timevis på at sy farverige fjerdragter og danse stolte rundt i dem, selv om det får dem til at ligne Kylling fra Bamse og Kylling.

Med True Detective på HBO fandt vi serien, der havde det hele – heftigt plot, intense karakterer, overbevisende miljø, skarpe replikker, og vi er næsten taknemmelige over, at der kun bliver frigivet ét afsnit om ugen, for ellers havde vi kværnet den på en weekend. Her begyndte vi at gå rundt og sige: ”Then start asking the right fucking questions,” som Matthew McConaugheys hærgede politibetjent-karakter slutter af med at sige i første episode.

Go’e gamle DR
DR

Arvingerne

Med Arvingerne kom DR stærkt tilbage i vores serie-liv, og vi havde alvorlige samtaler om, hvad vi ville arve (og gerne vil undgå), og om vi ikke skal se at få skrevet testamente. Den blev ofte set på dr.dk i sengen på iPad, for det dér med søndag aften foran fjernsynet er så oldnordisk. Gerne to afsnit i træk, for her kunne man hele tiden se et afsnit forud, og hvorfor så lade være?

Dine tv-vaner vil ændre sig i fremtiden - læs mere her

Serier vi ikke kunne blive enige om:

Sex and the City, Girls og Gossip Girl fik jeg lov at se næsten alene. Min mand smugkiggede, men jeg blev vanvittig, når han kom med spørgsmål som: ”Men hvorfor er Blair ikke sammen med Chuck mere?”. Breaking Bad ville jeg egentlig godt se, men det ville min mand ikke, og jeg kunne ikke komme i gang med den alene. Strike Back (HBO) fik min mand helt for sig selv, for det er vist mest noget med skuddueller og billige damer.
 

Fordele og ulemper ved streaming-tv

Fordele: Du bestemmer selv hvornår, du bestemmer selv (næsten) hvad, og det kan bringe dig tættere på din mand, at I har en fælles serie-afhængighed. Du kan joke indforstået med mennesker, du ikke kender særligt godt, hvis I har en serie tilfælles.

Ulemper: De dage, hvor man kunne være sikker på, at alle på arbejdet havde set det samme, er forbi. Sund mad, motion og serier ... nej vel! Det er nok mere chokolade, sofa og serier, der hører sammen, så det gør ikke noget for éns figur. Der vil også være folk, som ikke forstår éns TV-serie-addiction, og de vil påstå, at vi spilder vores tid.

Mette blogger om serier og andet kulturstof følg hende her
 

 

Læs mere om: