DR afslører: Her er det nye Kender du typen-hold
Foto: DR/Agnete Schlichtkrull
Det bliver Tobias Hansen, som normalt er på DR Sporten, der bliver vært på programmet, mens Jacob Holst Mouritzen bliver den nye livsstilsekspert.
Det har DR netop afsløret i en pressemeddelelse.
Fodboldelskere er nok bekendte med Tobias Hansen, 43, som senest har dækket VM i Qatar.
Nu skal han indtage det 28 år gamle program, som tidligere har haft Jens Blauenfeldt, Mads Steffensen og Anna Lin i front.
Sideløbende med sin nye værtstjans vil silkeborgenseren fortsætte på DR Sporten, ligesom han også vil være kommentator på Tour de France.
Side om side med den yderst rutinerede Anne Glad, der har været med i "Kender du typen?" i 12 år, kommer den 37-årige Jacob Holst Mouritzen, der er kandidat i samfundsvidenskab fra Roskilde Universitet, til at stå.
Sammen med sin hustru har han en konsulentforretning for marketingsstrategi, og han har også erfaring som direktør for et kommunikationsbureau.
"Kender du typen?" begynder sidst i januar og kan ses på DRTV og DR1.
Artiklen blev første gang bragt i Se og Hør. Dette er en redigeret version.