Interview

Kender du typen? Anna Lin har lange, lyserøde negle og nægter at undskylde for sig selv

af Susse Wassmann 18. juni 2021
Foto: Carsten Seidel
Anna Lin Lundsgaard er den nye vært på “Kender du typen?”, og hun har ikke tænkt sig at klippe sine lange negle eller fjerne diamanterne i tænderne af den grund. Vil man have Anna, er det en del af pakken.

Kender du typen, der har sylelange pink negle med glimmer, diamanter i tænderne, lyserød sofa, blåt køkken, lilla belysning i soveværelset og veganermad i køleskabet?

Nå, ikke? Det kommer du til.

I hvert fald hvis du er en af dem, der ser “Kender du typen?”.

For når det populære livsstilsprogram vender tilbage på skærmen i juni, er det med 24-årige Anna Lin som vært – så Mads Steffensen og Flemming Møldrup må fremover dyrke deres bromance et andet sted.

24 år er hende, der skal løfte den tunge arv efter Mads Steffensen. Og da DR kaldte hende til casting som vært, troede hun først, at det var af ren og skær venlighed.

At hun rent faktisk FIK jobbet, havde hun ikke i sin vildeste fantasi regnet med.

– Jeg tænkte, “Nå for søren, det var da pænt af dem at invitere mig, når de ved, at jeg alligevel ikke får jobbet. Men fedt, at de vil prøve mig af.” Mads og jeg er jo slet ikke samme type vært, så jeg var helt sikker på, at det ikke blev mig.

– Men vi havde det så sjovt til castingen – jeg vibede både med Anne og Flemming og holdet bag og tænkte, at det var fedt, for så var der nogle chefer, der så det, og så kunne det være, at de tænkte på mig en anden gang.

– Men det var simpelt hen for stort at turde tro på, at jeg fik det, fortæller Anna Lin, som er vokset op med “Kender du typen?”.

– Det har jo kørt flere år, end jeg er gammel! Og har været en fast del af den flow-tv-opvækst, jeg har haft. Det er virkelig godt tv med en meget simpel ramme, der ikke skal nyopfindes. Det er godt, som det er.

Interesserer du dig selv for livsstil?

– Det vidste jeg egentlig ikke, at jeg gjorde, men nu hvor jeg er ude med Anne og Flemming, som siger så mange kloge ting, kan jeg godt mærke, at det vækker en interesse. Og jeg har opdaget, at jeg faktisk også ved noget selv.

– For eksempel hvilke farver der var moderne i forskellige perioder. Så det er et privilegium at få al den viden på første parket nu.

Var du lidt ved at dø af skræk over at skulle løfte arven fra Mads Steffensen?

– Fuldstændig! Jeg har så meget respekt for, at det program er meget mere end bare at regne ud, hvem der bor i en bolig. Det har været Mads’ program, og Anne og Flemmings program, men også alle dem bag kameraerne – det er også deres program.

– Så der er virkelig mange mennesker, jeg skal gøre stolte. Nu har jeg været ude på optagelser, og det har været så sjovt, så jeg er ikke rædselsslagen længere. Men jeg ved, at jeg kommer til at ryste lidt, når det først bliver sendt. 

Lilla lys og plantemad

Ville man kende typen, hvis man kom hjem til dig, Anna?

– Ja, man ville nok tænke én, der arbejder med noget kreativt. Jeg går meget op i, at mit hjem ikke ligner noget fra et boligmagasin. For eksempel har jeg en lyserød, buet sofa, en hel plantevæg i min stue, børnelamper fra IKEA, et blåt køkken, lilla led-lys i soveværelset og en lyserød vindueskarm.

Hold da op!

– Ha ha! Jeg synes bare, at det er fedt at se på noget pænt. Ligesom jeg går op i mit tøj, uden at det skal være de rigtige mærker eller det, der er på mode. Jeg synes, at det er sjovt at udtrykke sig på forskellige måder.

– Jeg kan godt lide at formidle, og det synes jeg også, at jeg gør via min lejlighed. Selv om det for det meste bare er for mig selv.

Hvad så, hvis man åbner dit køleskab: Kan man lede noget ud af det?

– Ja, helt sikkert. Jeg spiser vegansk og økologisk, så man vil kunne se, at det er et ungt menneske, der har det som en form for mærkesag. Det er en vigtig del af mig og noget, jeg går meget op i. At gøre en forskel der, hvor jeg kan.

Hvorfor er du veganer?

– For fem år siden lavede jeg min egen udfordring i 30 dage, fordi jeg havde brug for et nytårsforsæt, som var mere konkret end “lev sundere”.

– Da de 30 dage var gået, og jeg havde set nogle dokumentarer og lært det veganske køkken at kende, kunne jeg bare mærke, at jeg ville blive ved, indtil jeg savnede et eller andet for meget. Og jeg har ikke savnet noget som helst i de fem år, der er gået nu. 

– Jeg spiser plantebaseret, fordi jeg synes, at den måde, industrien udnytter dyr på, er forkert. Dyr har følelser, det ved vi godt, så jeg har ikke lyst til at se dem som produkter. Jeg er også optaget af klimaet og prøver hver dag at gøre noget aktivt for at arbejde hen imod en bedre verden.

– Jeg gør mit, og jeg synes, at det er vigtigt at have de her samtaler uden at dømme andre. Så du kan finde en bambustandbørste i mit badeværelse, men jeg kan også finde på at tage en flyver, så længe der ikke er nogen alternativer.

– Men jeg vil ikke lyde som en, der ved mere end andre – jeg prøver bare ligesom alle andre at finde mit ståsted her i verden. Jeg synes, det er vigtigt at holde sin pegefinger ovre hos sig selv og tale om det på en god måde.

– Jeg er bare frustreret over, hvor lidt man tør gøre, for der er nogle strukturer, der skal ændres fuldstændig. Men det er vigtigt at huske på, at den lille dråbe, man er, også kan lave ringe i vandet. Så jeg vil gerne bruge min stemme til at inspirere uden at fordømme andre.

Peger folk fingre ad dig for din måde at leve på?

– Nogle gange angriber folk min måde at spise på og siger, at den er ekstrem. Men min holdning er, at man skal starte med sig selv, for det er den eneste, du har.

– Jeg ser ikke ned på andre, fordi de tager nogle andre valg – det handler om at finde ud af, hvad der giver mening for en selv. Jeg ville heller ikke bryde mig om at spise plantebaseret, hvis jeg blev tvunget til det.

Et godt skilsmissehjem

Vi cykler en tur til Odense for at komme lidt tættere ind på livet af typen Anna Lin. Hun er vokset op midt i den fynske hovedstad og cyklede selv rundt overalt fra en meget tidlig alder.

– Jeg havde venner på andre skoler end min egen og følte mig meget som min egen person ret tidligt, fordi jeg ikke skulle hentes og bringes. Jeg skulle bare være hjemme ved aftenstid. Jeg mødte mange mennesker og lærte hurtigt at være social med andre end de samme 20, jeg gik i klasse med.

Hvordan var dit barndomshjem?

– Det var et godt og trygt hjem, hvor vi snakkede meget sammen og var gode til at mødes flere gange om dagen. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år, men de var gode til at vise os børn, at de holdt af hinanden alligevel, og vi holder stadig jul sammen i dag.

– Selvfølgelig har der været perioder, hvor de ikke har syntes, at hinanden var særligt nice, men det skærmede de os fra. Noget, jeg er sindssygt taknemmelig for, er, at mine forældre altid har sagt mor og far om hinanden og ikke, “Din far kommer og henter dig”, som mange gør. Det bliver så distanceret.

– Jeg er glad for, at de var opmærksomme på det sprog, der er naturligt for et barn, og på den måde viste de os, at de stadig holdt af hinanden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Efter mine forældre blev skilt, boede vi i nr. 17 og min far i nr. 27 lidt længere nede ad gaden. Han er alternativ behandler, og min mor er pressefotograf, så hun sad altid på sit kontor og redigerede billeder.

– Jeg fik et spejlreflekskamera i konfirmationsgave og begyndte også selv at tage billeder og syntes, det var sjovt at lære Photoshop (billedbehandlingsprogram, red.) at kende.

Anna gik på sproglig linje på Odense Katedralskole og var vild med tysk – faktisk så vild, at hun stadig øver tysk hver dag på Duolingo og drømmer om at bo i Berlin en dag.

I fritiden spillede hun teater og elskede fællesskabet i at have projekter sammen med andre. Og så var hun vild med at formidle, fortælle historier og skabe noget, man kan kigge på.

– Jeg sagde til min mor, at jeg gerne ville være radiovært, men kun til hende, for der var så meget jantelov i mit hoved. Jeg tænkte, at hvis ikke jeg havde bevist, at jeg kunne noget særligt, så var jeg bare oppe i egen røv, hvis jeg gik og sagde, at jeg ville være vært.

– Det betyder jo, at man vil stå forrest, være hende, der snakker, hende, der bliver kigget på. Men det var faktisk sådan, jeg havde det – med de rigtige intentioner. Jeg ville gerne formidle, fortælle historier, møde mennesker og opleve verden igennem et arbejde.

Så du vidste, at du gerne ville være det, du er nu – du vidste bare ikke, at det fandtes?

– Præcis! Dengang var det journalist, man skulle være, og jeg havde også en idé om, at jeg ville søge ind på Journalisthøjskolen.

– Men jeg rejste rundt i Australien på det tidspunkt og havde det for fedt, så jeg tænkte, at jeg lige skulle hjem til Danmark og tjene nogle flere penge og rejse lidt igen.

Likeable er kedeligt

Anna kom ikke ud at rejse igen, for hjemme i Danmark søgte hun ind i DR’s Talentholdet, et 2-årigt udviklingsforløb i Danmarks Radio med henblik på at udvikle sit potentiale inden for mediebranchen.

Men stadig lidt med attituden: Ja ja, vi får se. Jeg skal jo ikke ind på en uddannelse endnu …

– Men så kom jeg ind! Det havde jeg ikke regnet med, for det er virkelig et nåleøje, man skal igennem. Jeg var begyndt at arbejde med kaffe på det tidspunkt, og jeg var virkelig passioneret om det og havde planer om at åbne min egen kaffebar. Så jeg var ikke så stresset over at finde min plads i verden, for den skaber jeg selv.

– Det er min egen opgave at gøre det til “min ting”, når jeg dumper ned et sted. Og det kan både være at rejse og lave ingenting andet end at leve på må og få og have nogle dejlige sociale relationer og arbejde på en stresset kaffebar.

– Jeg er glad for at være der, hvor jeg er, og har altid vidst, at der var mange veje, der kunne gøre mig glad. Fordi tingene er, hvad du gør dem til.

– Alligevel føler jeg, at jeg er landet på den rigtige hylde. Men sådan havde jeg det også, da jeg arbejdede med kaffe. Og sådan håber jeg, at der er masser af ting, der vil overraske mig i resten af mit liv.

Det blev Anna Lin så allerede over den kometkarriere, hun gjorde på DR – overrasket. Faktisk lidt rystet.

Fra at have været reporter på “Ultra Nyt” blev hun i 2018 vært på det populære børneprogram og kunne oven i hatten på “Ultra Nyt”s vegne modtage UNICEF-prisen i 2019 for at have ydet en særligt bemærkelsesværdig indsats for børn.

Siden blev hun vært på “MGP 2021” og nu på et af DR’s allerstørste trækplastre.

Hvad er det, du kan, Anna, siden det går så stærkt for dig? 

– Hmm, måske hænger det sammen med, at jeg ikke tillader mig selv at være bange for ret meget. Modig er jo et buzzword, men jeg brugte det faktisk om mig selv, da vi skulle beskrive os selv med tre ord til optagelsesprøven på Talentholdet.

– Det betyder ikke, at jeg er en bedre vært af den grund, men det, at jeg tør sætte mig selv i spil, er nok en del af mit “talent” – og klart noget, jeg er stolt af.

– Jeg tror, at det giver en tryghed for andre, når jeg møder dem på en produktion, fordi de kan mærke, at jeg både kan og vil.

– Derfor er jeg stadig fucking svag indimellem og skal hive mig selv op og bliver nervøs og tænker for meget. Men jeg tænker på mig selv som en, der gerne vil være modig – derfor er jeg modig.

Hvad var de andre to ord?

– Nysgerrig og likeable. Og det sidste blev jeg revset for. For hvis alle kan lide dig, så kan ingen lide dig rigtigt. Hvis du er sådan en, alle bare accepterer, så er der ikke nogen, der virkelig connecter med dig.

– Du er nødt til at være sådan en, der ikke er alles kop te. Jeg rammer plet hos dem, der kan lide min værtsstil, og det er vigtigere end at flatline. Likeable er kedeligt.

Vi skal hele tiden uddanne os

Det er ikke kun på tv, Anna Lin får aflad for sin trang til at formidle – hun er også flittig på sociale medier og har over 60.000 følgere på TikTok og 10.000 på Instagram.

Og hun tænker nøje over, hvad hun lægger ud.

– Jeg er meget bevidst om, at jeg har en stemme i kraft af mit job, og for mig er det vigtigt, at jeg er mig det ansvar bevidst og deler sådan noget som borgerforslag og indsamlinger – alle de ting, som er folkets måde at gøre en forskel på.

– Jeg synes, det er vigtigt at tænke over sin plads i samfundet, og hvordan man kan bruge den. Og jeg har ikke lyst til at læne mig tilbage, bare fordi jeg har det godt. Vi skal hele tiden uddanne os, søge viden og tænke over, hvordan vi gerne vil have, at verden ser ud.

– Der skal gøres op med nogle samfundsstrukturer, blandt andet vedrørende sexisme og racisme, og det er vigtigt, at man starter med sig selv. Hvem er du, og hvad vil du gerne skabe for andre? Vær bevidst om, at du har et privilegium. Og find ud af, hvordan du bruger det.

– Nu kommer jeg for eksempel ind i “Kender du typen?” med lange kløer og diamanter i tænderne, og for mig er det vigtigt, at jeg ikke fjerner diamanterne og klipper neglene, bare fordi det er DR1. Hvis de vil have mig, er det en del af pakken.

– Der er jeg unapologetic – det er sådan et godt engelsk ord. Jeg vil ikke undskylde mig selv. Jeg behøver ikke at gå i jakkesæt for at arbejde sammen med folk i jakkesæt. Og jeg synes, at nogle af de idéer, vi har, om, hvordan man ser ud, når man laver noget specifikt, er forældede.

– Det vil jeg gerne være med til at gøre op med. Som for eksempel at møde op i DR i det her outfit, siger Anna Lin og vender sig om, så jeg kan se hendes sorte velour-joggingsæt, hvor der står juicy med store, glitrende bogstaver hen over bagdelen på hende. 

– Det her ville jeg også have på, hvis jeg skulle snakke med Maria Rørbye Rønn (DR’s generaldirektør, red.). Selv om der nok kan komme nogle holdninger til mig. Og jeg er helt klart en del af et hold, der gør det her.

– Der er en ulmende stemning blandt unge mennesker, som gerne vil være i denne her verden uden at give slip på, hvem de er. For du kan altså godt være pissegod til matematik og have lyserødt hår samtidig.

Den ville nok ikke gå i Finansministeriet …

– Nej, og netop derfor er det vigtigt at stoppe op og tage samtalen, når folk har en anden holdning. Og vi skal ikke udelukke boomerne fra samtalen, bare fordi de er af en anden generation. Hvis jeg for eksempel tager snakken med en kollega, er det netop, fordi jeg holder af hende og vil hende det godt.

– Vi skal møde folk dér, hvor de er, for vi lærer jo alle sammen hele tiden. Og mit mantra har altid været, at jeg aldrig bliver for gammel til at lære noget. Jeg vil aldrig være hende, der siger: “Sådan er det, for sådan har det altid været!” Når jeg er over 90, vil jeg stadig finde ud af noget nyt hver dag.