Carrie_And just like that
And Just Like That

Den nye Sex and the City-serie er faktisk ret … god?

14. januar 2022
af Rita Gunnarsdóttir Dam
Foto: HBO
"And Just Like That" manglede tænder i de første afsnit. Men serien er ved at finde sin form, og nu folder dårligt venindeskab og akavede sexscener sig ud, og det føles lidt, som om vi er i 1998 igen.

Rigtige venner drikker "alkoholfrit kattepis" med dig, når du prøver at håndtere dit begyndende alkoholmisbrug.

De står også ved din side, når hoften skal opereres, og du skal have hjælp til at gå på toilettet.

Og rigtige venner bliver ved din side, når du er din mand utro med din venindes … chef?

Venskab har altid spillet en central rolle i "Sex and the City"-universet, men det er som om, det har fået større spillerum i den nye serie, nu hvor det hektiske datingliv er trådt i baggrunden.

Og det er befriende.

Både det sammentømrede af slagsen mellem de tre veninder, men også nye venskaber med blandt andet Seema Patel og Nya Wallace, som vi (heldigvis) lærer bedre at kende efter hvert afsnit.

Her er både opfundne kærester til højtidsfejring hos familien og kriser over mislykkedes fertilitetsbehandling.

Hvad der er endnu mere befriende er, når serien tør at vise venindernes dårlige opførsel.

For det er, når de ubehagelige, skrøbelige og usympatiske sider kommer frem, at "And Just Like That" er bedst.

Seema Patel

Som når Charlotte sender fordømmende blikke og verbale lussinger hen over det alkoholfrie picnicbord, da Miranda afslører, at hun har været Steve utro.

I Carries køkken. Med Carries chef, Che Diaz.

Eller når Carrie bliver sat på plads af sin nye ejendomsmæglerveninde Seema, fordi hun, der har mistet sit livs kærlighed, ubevidst kommer til at dømme Seema, der stadig prøver at overleve på New Yorks benhårde datingscene.

Det er i sammenstødene, at magien sker. Hvor venskabet står sin prøve, og nye opstår.

Skæv køkkensex

Det kommer også til udtryk i seriens indtil videre største fuck up, som Miranda vinder prisen for.

Scenen, hvor Miranda er utro med Che i Carries eget køkken. Mens Carrie ligger vågen i sengen ude af stand til at komme på toilettet, hvilket resulterer i, at hun tisser i en iste-flaske, som hun vælter ud over sengen.

Scenen er ubehagelig, men den leder til et ærligt øjeblik, hvor Miranda endelig får fortalt Carrie, at hun faktisk er ret ulykkelig i sit ægteskab.

Miranda

Man troede ellers, at de kære veninder fortalte hinanden alt.

Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at Miranda har udsat Carrie for en ret traumatisk oplevelse.

"Du sagde, at du ville være her for mig, og det var du ikke. Jeg var alene," siger Carrie fra den våde sygeseng.

Av.

Nej til bobleplast

And speaking of traumatiske oplevelser …

Jeg kommer ikke til at glemme Mirandas grynt og Ches afslappede "DM mig, hvis du vil hænge ud igen" lige foreløbig.

Køkkenscenen. Den akavede sexscene, som jeg umuligt kan være den eneste, der er lettere traumatiseret af.

For det måtte jo ske.

Miranda (eller Rambo, som hun kalder sig selv) og Che har sendt lange blikke (og intense potskyer) efter hinanden. Og der skulle blot en flaske tequila og lidt alenetid til, før de kastede sig over hinanden.

(Mon det er payback for dengang, Carrie sendte Aidan over til Miranda, der lå nøgen på gulvet, fordi hun havde hold i nakken?)

Selv om det er en af de mest ubehagelige sexscener, jeg har set i nyere tid, sætter jeg pris på, at den er der.

Che Diaz

Serien viser endelig den kant, vi elskede 90'er-versionen for. Og som i høj grad har manglet i de første afsnit, der var pakket ind i politisk korrekt bobleplast.

Sex er en af grundstenene i serien, også når det er pinligt og upassende eller slet ikke til stede.

Slet de sidste 15 år

Hvad er der galt med, at tingene bare er, som de altid har været?

Charlotte sletter helst alle spor på fysisk aldring. Miranda bærer sit grå hår, og Carrie bliver fristet, da hun kan få slettet de sidste 15 år væk fra ansigtet hos den kampflirtende plastikkirurg Paul David.

Det er et meget godt billede på det dilemma, vi kvinder ender i, når rynker og linjer bliver et tydeligere billede på et levet liv.

Skal vi beholde det naturlige udseende, eller skal vi tage en (ekstremt dyr) slurk af ungdommens kilde i form af behandling og indgreb?

Uanset om du er på team Botox eller ej, så er det i hvert fald tiltrængt, at de tre veninder tager snakken hen over frokosten.

Den snak kunne de lige så vel have haft tilbage i 2000 (Samantha var der selvfølgelig allerede).

Om hvordan skønhedsindustrien kapitaliserer på den evige ungdom, og om kvindens frie valg til at se ud, som hun vil – med eller uden filler.

De seneste afsnit har vist de nuancerede kvindeportrætter, jeg har savnet i serien.

At vi kvinder også er egoistiske, liderlige og fordømmende. Og at det smukke ved venskabet er, at vi kan rumme hinanden uanset hvad.

For at citere Carrie, da hun prøver at rede trådene ud med Miranda efter picnic-skænderiet:

"Du kan være uenig, men du kan ikke gå."

Læs også