Da terroristerne angreb spillestedet i Paris, var hendes bror der. Nu har hun lavet en film om ofrene

Hvad inspirerede dig til “Gensyn med Paris”?

– Min lillebror var til stede ved terrorangrebet på spillestedet Bataclan i 2015, så filmen er blevet til på baggrund af mine egne erindringer om begivenheden, de samtaler, jeg havde med ham dagen efter angrebet, og de følgende måneder og samtaler med de overlevende, jeg mødte gennem ham.

– Filmen er fiktion, og Mias oplevelser har intet med min brors oplevelser at gøre. Men det blev starten.

Hvad gjorde du for at lære mere om de overlevendes traumereaktioner?

– Jeg arbejder altid på den måde, at jeg dykker ned i en verden, som jeg ikke kender, men som fascinerer mig. I dette tilfælde var det den verden, der tilhører ofre for angreb som det her.

– Jeg mødtes med en masse overlevende og talte med psykiatere med speciale i posttraumatiske reaktioner. Og så mødte jeg en masse mennesker online, hvor jeg deltog i nogle af de mange chatfora, der opstod i kølvandet på angrebene.

– Og noget af det, der virkelig slog mig, var den måde folk rakte ud efter hinanden. Spurgte efter nyt. Forsøgte at finde mennesker, de måske kun havde tilbragt fem minutter med for at finde ud af, om de havde overlevet.

– Det var meget bevægende at opleve det sammenhold, der opstod, og den fælles forståelse af, at du ikke kan bygge dig selv op igen alene, når du har været udsat for noget så voldsomt.

– Det var, som om angrebets grusomhed fik alle de her mennesker til at genopdage deres fælles menneskelighed. Det inspirerede mig meget.

Hvad var vigtigt for dig at få med i filmen?

– Den vitale energi, jeg oplevede hos mange af de overlevende. En lyst til livet. De fleste var mere interesserede i livet end i døden. Og ligesom Mia kæmpede de virkelig for at skabe et nyt liv. For det er det, der sker: Når man oplever den form for trauma, ryger man ud i en slags limbo, hvor man ikke er i sin krop længere.

– Så det bliver på en måde en slags genfødsel: Efter at være kommet ud på den anden side af det ser Mia alt med nye øjne. Hun er blevet et andet menneske. Ikke dermed sagt, at alt er godt og smukt, for det er også virkelig svært at vende tilbage til livet.

– Men en amerikansk psykiater fortalte mig om et begreb, der hedder “diamanten i traumet”, som filmen også handler om – nemlig den tanke, at der bag en traumatisk begivenhed også opstår gode ting: Venskab og kærlighedshistorier. Vi føler os ofte alene i det moderne samfund, og jeg fandt stor trøst i at opleve, hvordan barriererne mellem mennesker blev brudt ned.

Hvordan oplever du, at Paris har rejst sig efter terrorangrebene i 2015?

– Terroristerne forsøgte at ødelægge byens liv – men det lykkedes ikke. Du kan stadig føle byens puls. Derfor ville jeg også gerne vise alle lysene og den boblende, levende side af Paris. Som et kærlighedsbrev til min by.

– For selvfølgelig har byen stadig ar efter angrebene, og jeg føler indimellem, at jeg kan mærke spøgelserne af dem, der ikke overlevede, i byen, men på samme tid er den stadig så helt utroligt levende.

Denne artikel blev første gang udgivet i femina uge 15, 2023.