Tyve kvinder, der alle dyster om én mands kærlighed.
Det er konceptet i det 18 år gamle amerikanske datingprogram "The Bachelor", der har krydset Atlanten, og nu kommer til Danmark.
Den danske udgave af "The Bachelor", der får premiere til næste sommer, er med silkeborgenseren Casper Berthelsen i spidsen.
Han er 32 år, bor i Aarhus, og så er han på udkig efter "den kvinde, han vil dele resten af sit liv med.", skriver TV 2.
Danmarks nye "bachelor" er uddannet officer og kaptajn i flyvevåbnet. Han arbejder i dag som HR-partner i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Det populære, og for nogen lidt skøre, dating-program, går ud på, at en ungkarl dater nogle kvinder, der skal igennem forskellige udfordringer for til sidst at vinde ungkarlens hjerte.
Det amerikanske datingprogram er populært. Ingen tvivl om det.
Ved finalen i sæson 24 var der ikke mindre end 8,5 millioner seere klistret til skærmen - hvilket også var seerrekord for programmet de sidste fire år.
Men popularitet kommer ikke altid uden kritik.
LÆS OGSÅ: Denne datingserie har taget alle med storm
Programmet er blandt andet blevet kritiseret for at fremstille et uligeværdigt forhold mellem manden og kvinden i et forhold, og det faktum, at manden bliver sat op på en piedestal, hvorefter kvinderne skal gøre sig fortjent til ham.
Manglende diversitet har også været et kritikpunkt i mange år, og det har folkene bag programmet nu efterkommet ved at have castet den første sorte mand som "The Bachelor" i den kommende sæson, nemlig 28-årige Matt James.
Tre år inden havde folkene bag søster-programmet "The Bachelorette" castet den sorte kvinde Rachel Lindsay til at være kvinden, som de mandlige deltagere skulle bejle til.
I anledningen af, at "The Bachelor" kommer til Danmark, har vi samlet nogle af de mest pinlige øjeblikke gennem tiden, så du kan lære datingprogrammet lidt bedre at kende.
1. Da Olivia hoppede ud af en kage klædt ud som showgirl
Alt kan ske i Las Vegas. Og det gjorde det bestemt også i sæson 20, da Ben Higgins invitererede kvinderne på gruppedate i Sin City. Her skulle kvinderne vise deres skjulte talenter på scenen. Da det blev Olivias tur, kom hun på scenen skjult i en stor kage, klædt ud som showgirl og leverede et danseshow, der inkluderede en elegant udgang fra kagen og en meget flov Olivia.
2. Da Jamie gav Ben en kysse-lektion
Det kan være svært at få det helt perfekte første kys med en partner. Det forsøgte Jamie at gøre op med i sæson 16, da hun gav Ben Flajnik en lektion i, hvordan man kysser. I stedet for et romantisk kys blev det en akavet affære for begge parter.
3. Da Jillian troede hun skulle have en rose
Julia og Jillian. To navne, der let kan forveksles, hvis man siger dem hurtigt nok. Det gjorde Chris Soules i sæson 19, da han fik mumlet ”Julia” til en roseceremoni. Jillian troede, det var hendes navn, der blev nævnt, men da Chris fik gentaget navnet, indså hun, at det ikke var hende. Da hun trådte et skridt tilbage, snublede hun i gulvtæppet og måtte i stedet se Julia tage imod rosen.
4. Da Jesse gav en rose til den forkerte pige
Forestil dig at komme til at sige det forkerte navn på det helt forkerte tidspunkt. Det skete for Jesse Palmer, da han under den første rose-ceremoni i sæson 5 kaldte Katie frem i stedet for Karen. Da han opdagede fejlen, gav han Katie muligheden for selv at vælge, om hun havde lyst til at blive eller tage hjem. Og Katie, hun valgte at blive.
5. Da Jasmine prøvede at kvæle Nick
Alenetid. Det havde Jasmine i sæson 21 efterspurgt at få med Nick Viall i flere uger. Det sidste hun havde lyst til, var flere gruppedates. Da hun endelig fik tid sammen med Nick på tomandshånd, valgte hun at åbne op om sine følelser. Dog på en lidt utraditionel måde, da hun besluttede sig for at fortælle, hvor meget hun havde lyst til at kvæle ham, imens hun strammede sin hånd om hans hals.