https://imgix.femina.dk/media/article/1418-katrine-marie-guldager-boeger-jeg-husker.jpg
Se, lyt & oplev

Bøger, jeg husker: Katrine Marie Guldager

6. maj 2014
af Rikke Lund
Voldsom uretfærdighed og livets strenge sider er et gennemgående tema i de bøger, der har gjort indtryk på forfatter Katrine Marie Guldager. D. 5. maj fejrer hun sit 20-års jubilæum som forfatter med udgivelsen af digtsamlingen ”Et sted i verden”.

Alexandre Dumas: Greven af Monte Cristo

Da jeg var yngre og følte mig udsat for en voldsom uretfærdighed, læste jeg om Edmond Dante og identificerede mig fuldstændig med hans lidelse, og især hans ønske om hævn. I det virkelige liv er man jo ikke så tilbøjelig til at hævne sig, derfor var det ekstra skønt at hævne sig så fuldstændigt i fiktionen. Lovede prompte mig selv, at jeg ville skrive en lignende roman en dag.

Kazuo Ishiguro: Resten af dagen

Jeg græd den sommer, jeg læste denne bog første gang: For alle dem, der blindt stoler på deres overordnede, for alle dem der ofrer sig og gør det så godt, som de OVERHOVEDET kan, uden at få noget tilbage. Og for alle dem (inklusive mig selv!), der er ude af stand til at unde sig selv lidt kærlighed. Var også vild med filmatiseringen. Elsker Anthony Hopkins.

LÆS OGSÅ: Bøger jeg husker: Ib Michael

George Eliot: Silas Marner

Igen en historie om en mand, der bliver svigtet af livet og trækker sig så langt tilbage, at han knap nok eksisterer. Og så møder han kærligheden igen i form af den lille pige, Eppie, som har brug for ham. Pludselig giver hans liv mening igen. Hold op, hvor havde jeg sympati med ham.

J.M. Coetzee: Vanære

Livets kompleksitet bekrevet så fuldt og mættet, at man må opgive at skelne mellem det gode og det onde og bare hengive sig til livets fuldstændige kaos. Ikke mange bøger kan det.

Læs også