https://imgix.femina.dk/storage_1/media/article/1332_boeger_jeg_husker_camilla_ottesen_0.jpg
Se, lyt & oplev

Bøger jeg husker: Camilla Ottesen

8. august 2013
Ida S. Richardt
Når TV-vært Camilla Ottesen læser en bog, skal hun helst føle, at hun får noget ekstra viden eller indsigt med – især fordi hun som mor til to sjældent har tid til bøger. Derfor falder valget ofte på historiske biografier.

Brødrene Løvehjerte

af Astrid Lindgren

En utrolig sørgelig, smuk og på samme tid fascinerende historie, som er skrevet meget billedskabende. Jeg græd, da jeg fik den læst som barn, og jeg græd, da jeg læste den for mine egne børn – det var endda den selv samme bog, som min mor heldigvis havde gemt. Den handler om søskendeforhold, og jeg er selv meget tæt på min egen søster. Og så sætter den gang i nogle rigtig gode samtaler om at miste og døden i det hele taget.

Vejen til frihed

af Nelson Mandela

Han er sådan en fascinerende person, og jeg bliver så forarget over, at vi mennesker kan behandle hinanden så dårligt. Men det er helt utroligt og meget inspirerende, at han har kunnet bevare sit positive livssyn – det kan man lære lidt af. Det er så kort tid siden, det her foregik, og jeg boede selv i Sydafrika sidste år – man mærker tydeligt, at samfundet nærmest er bygget op om ham i dag – heldigvis støttet af både hvide og sorte.

Læs også: Bøger jeg husker: Sofie Lassen-Kahlke

Flugten fra Camp 14

af Blaine Harden

Bogen handler om en ung mand, der flygter fra en arbejdslejr i Nordkorea, og den viser, hvor sindssygt et land Nordkorea er. Den er utrolig spændende at læse, fordi det er noget, der foregår nu. Og så er den simpelt hen så grusom! Jeg slugte den lynhurtigt.

Drageløberen

af Khaled Hosseini

Bogen handler om uligheder mellem rig og fattig, men også om, hvad man tror, man kan tillade sig som rig. Den handler om venskaber og så selvfølgelig Afganistan. For mit eget vedkommende kan jeg meget bedre sætte mig ind i problemstillingerne igennem en personlig historie i stedet for nyhederne. En virkelig fantastisk bog – som man græder til.

Læs også