Kronprinsparrets Priser
Kultur

Bliver man først dansk, når man har succes? Erika de Casier kom med opsang i sin takketale til kronprinsparret

28. september 2021
af Signe Bertram
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er ikke første gang, at en vinder af Kronprinsparrets Priser har brugt lejligheden til at komme med et budskab på scenen.

– Jeg er blevet omtalt af flere medier som den næste danske internationale stjerne.

– Men det får mig også til at undre mig over, om man først er dansk, når man har gjort noget bemærkelsesværdigt for Danmark?

Sådan sagde Erika de Casier i sin takketale, da hun i weekenden modtog kronprinsparrets kulturelle stjernedryspris og de medfølgende 100.000 kroner.

Den portugisisk fødte sanger og producer er opvokset i Ribe og bor nu i København.

Hun har gået i skole og på gymnasiet i Danmark og har også uddannet sig på musikkonservatoriet.

Men hun mangler den endelige procedure for at blive dansk statsborger efter at have boet 23 år i Danmark.

Og netop dét satte Erika de Casier ord på i sin tale foran kronprinsparret.

For selvom folketinget endnu ikke har tildelt hende statsborgerskab, bliver hun hyldet som et dansk talent på den internationale musikscene.

I danske medier bliver hun omtalt som både dansker, jyde og københavner, når hun fremhæves for sine gode anmeldelser og internationale opmærksomhed.

Derfor stillede hun spørgsmålet: Hvad skal der egentlig til for at kunne kalde sig dansk?

– Det er dejligt at blive fejret, når man har været dygtig, men det er mindst lige så vigtigt at føle sig accepteret og elsket, når man fejler. Og det er vigtigt, at vi inkluderer andre, kulturelt som strukturelt, også dem som ikke er en succeshistorie i medierne.

Du kan se hele talen herunder:

Håber, kronprinsparret tænker sig om

Erika de Casiers takketale fik et stort bifald i Vejle Musikteater, hvor Kronprinsparrets Priser blev uddelt.

Men det er ikke alle, der er lige så begejstrede.

I Kristeligt Dagblad udtrykker sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen, at hun synes, at talen manglede respekt over for Danmark og Kongehuset, og at Erika de Casier derfor har et stykke vej endnu for at blive dansker i hendes øjne.

Også Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, har kommenteret talen. I BT retter hun dog skytset mod kronprinsparret, som hun mener har anlagt en mere politisk linje.

– Selvfølgelig skal et kongehus følge med tiden, og man må jo bare sige, at tiden er til identitetspolitik. Og til den dagsorden som Kronprinsessen også har bevæget sig ind på.

– Jeg tror og håber, de tænker sig om også af respekt for den institution, de er en del af.

Ned med patriarkatet

Det er ikke første gang, at en vinder af Kronprinsparrets Priser har brugt lejligheden til at komme med et budskab på scenen.

I 2019 vandt sangerinden Jada ligesom Erika de Casier kronprinsparrets Stjernedryspris, og her vakte hun også opsigt med sin takketale.

Efter at have talt om sit kunstneriske virke og takket kronprinsparret mange gange, sluttede hun af med den legendariske bemærkning:

– Og så vil jeg bare sige ned med patriarkatet og det hvide overherredømme.

Du kan se talen her:

I 2018 kom forfatter Kim Leine også med en opsang til danskerne, efter han modtog Kronprinsparrets Kulturpris.

I sin tale opfordrede han alle til at lære mere om den grønlandske kolonitid for at skille sig af med skyld og fordomme mellem danskere og grønlændere.

– Vi skylder os selv og hinanden at skaffe os en større viden om vores fælles historie og langt om længe at smide skyldfølelsen, der hvor den hører hjemme – på bunden af Atlanterhavet.