Anmelderen: Det er rørende at høre de nu voksne børn fortælle, hvordan de til sidst ikke kunne kende deres egen mor mere

Overskrifter som "ministeren med de bedste tasker", "amatør" og "tøsefornærmet".

Alle møntet på vores tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Det slår mig, at selv om jeg stadig kan synes, vi har langt igen ligestillingsmæssigt, er der virkelig sket noget med, hvad man kan skrive om kvindelige politikere i medierne.

Derfor er det noget af en mavepuster at blive konfronteret med den behandling, som Helle Thorning-Schmidt blev udsat for.

Dokumentaren "Statsministeren" på Viaplay lader Helle Thorning-Schmidt og personerne omkring hende fortælle historien om, hvordan hun kom ind fra venstre (pun intended) og landede formandskabet i Socialdemokratiet for næsen af Frank Jensen. Det resulterede i en markant fløjkrig internt i partiet, der forfulgte hende, også som statsminister.

Siden er vi med Helle T gennem statsministertiden, alt imens et spor også følger den mere farverige, frygtløse og frie kvinde, der kom ud på den anden side.

Mere end et statsministerportræt

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af "Statsministeren", men jeg fik meget mere. Jeg vil næsten gå så langt som at kalde den et feministisk portræt af kvinder i politik.

Serien er vinklet, så vi også hører fra de stridslystne daværende nyhedsjournalister, der jagtede Helle og gladeligt borede i rygter, bl.a. om hendes mand Stephen Kinnocks angivelige homoseksualitet.

Ordet "giftig" dukker op mange, mange gange i løbet af serien. Både til at beskrive stemningen på Christiansborg, men også visse journalisters indædte kamp for at få hende ned med nakken.

Vi er vidner til det massive panser, Thorning-Schmidt bygger op for at kunne holde til angrebene, og det resulterer i, at hun afvikler sin egen personlighed til fordel for en persona, hun forestiller sig, at folk hellere vil have.

Det er virkelig rørende at høre de nu voksne børn fortælle, hvordan de til sidst ikke kunne kende deres egen mor mere.

Vi ser normalt politikerne, når de er i modvind, op til valgene eller til pressemøder. Hvordan forhandlinger foregår i praksis er svært at forestille sig.

Derfor er det også vanvittig spændende, når serien tager os med til regeringsforhandlingerne på toppen af Crowne Plaza i 2011.

Vi får fortalt fra flere af de involverede, hvordan Margrethe Vestager skruede bissen på og forlod forhandlingerne i 11. time, og hvordan de endte til rødvin og pizza hjemme hos Vestager selv.

Vi får også historien om Henrik Sass-Larsen, der pludselig røg af regeringsholdet, fordi han ikke kunne sikkerhedsgodkendes. En historie, der selv i dag får Sass-Larsen til at blive tydeligt berørt.

Fornemmelsen af det politiske spil, der foregår udenom vores alle sammens vidende, står tydeligt og præcist frem.

Et partsindlæg

Til slut i hvert afsnit kommer en tekst med alle dem, der ikke har ønsket at medvirke eller kommentere – bl.a. vores nuværende statsminister, der bliver portrætteret som en intrigant og magtsyg partifælle, der først bliver pacificeret efter forfremmelsen til minister.

Det kan også sagtens være sandt, men det er værd at huske, at denne serie meget loyalt fortæller Helle Thorning-Schmidts perspektiv på historien, og de medvirkende understøtter hendes pointer.

Det her er et partsindlæg, et fremragende ét, men vigtigt at holde fast i, at andre måske sidder med en anden virkelighed.

Måske nogen kan huske dansktimerne i folkeskolen, hvor læreren fortalte om eventyrenes "hjemme-ude-hjemme"-struktur. Sådan kan man også se på Helle Thorning-Schmidts selvfremstilling igennem livet. For selv om serien lægger stor vægt på de mange kriser og den store modstand, hun havde i sin politiske karriere, er der heldigvis nutidssporet.

Det er tydeligt, at Helle Thorning-Schmidt har fundet hjem i sig selv igen. Eventyret slutter med en kvinde, der går til bal hos dronningen i en skrigpink kjole med dyb udskæring og giver pokker i, hvad folk måtte tænke om det.

Med Statsministeren formår Viaplay virkelig at positionere sig i streaminglandskabet som en tjeneste, der tør skabe indhold med mening og mod. Jeg var virkelig overrasket over, hvor stærke holdninger, serien turde have.

Den hæver sig langt over den generiske politiske portrætserie og placerer sig i et felt af dokumentarer med tydelig zeitgeist.

Serien og folkene bag har klart påtaget sig et ansvar for at fremstille Helle Thorning-Schmidt som en rollemodel og mønsterbryder for kommende generationer af kvinder i den politiske top, ligesom den fungerer som en skræmmende huskekage til sensationslystne tabloidjournalister.

Jeg håber virkelig, det virker!

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Streaming. Dette er en redigeret version.