8 unikke oplevelser i Danmark
Se, lyt & oplev

8 unikke oplevelser i Danmark

20. september 2019
af Dorte Mosbæk, Karoline Mathilde Rasmussen, Mikkel Bækgaard.
Foto: Claus Boesen, Mikkel Bækgaard, Scanpix/Ritzau, PR
Mange af os har næsten set mere af verden end af Danmark. Så måske er det tid til at opdage alle de skønne oplevelser, vi har at byde på herhjemme. Her er nogle af de mere ekstraordinære af slagsen.

8 UNIKKE OPLEVELSER I DANMARK

SVÆVEBANE I UNIK NATUR

https://imgix.femina.dk/oplevelser-1-img_1327.jpg

Bornholms natur hører til i toppen af Danmarks yndigheder, og især den nordlige del af øen er kendt for sine markante klipper og smukke udsigtspunkter, som hvert år tiltrækker mange aktive turister til vandreture og action-ferier. En af de populære aktiviteter for (større) børn og barnlige sjæle er tovbanen over Opalsøen, der ligger mellem stejle klippesider tæt ved Hammersøen og Hammershus. Søen var tidligere et granitbrud, der stille og roligt er blevet fyldt op med vand, og den 290 meter lange tur med svævebane over søen ender da også med et dyp i vandet med en gennemsnitshastighed på cirka 40 km/t.

Koster 150 kroner fra den første tur og 75 kroner for de næste. Kun åben i sommerperioden. tovbanen.dk

BALLONTUR

https://imgix.femina.dk/oplevelser-2-ballonfaerd_17.jpg

Mange forbinder ofte luftballonture med en udsigt over Afrikas savanne eller et månelignende landskab i Tyrkiet, men selvfølgelig kan man flyve ballon alle steder, hvor der er vind og landingspladser til rådighed. Femina fik en prøvetur med Dreamballoon, hvor vi efter diverse sikkerhedsinstrukser satte af fra en mark ved Høje Taastrup i vores store kurv med i alt cirka 15 passagerer og to ballonskippere. Det specielle ved en luftballontur er, at skipper kan styre ballonen helt præcist i højden, men at vindretningen bestemmer turens rute. Det betyder også, at man kommer helt ned og strejfer trætoppene og sågar aksene på marken og så højt op, at bilerne på jorden bliver til små tissemyrer. Stilheden i luften er slående, samtalerne i haverne over aftenkaffen på jorden kan høres, og i det hele taget er en ballortur en virkelig zen-agtig fornemmelse, hvor man samtidig får set fædrelandet lidt fra oven. Vær opmærksom på, at du ikke altid kan være sikker på at komme i luften den dag, du har planlagt, da vinden er regerende hersker – og at landingen godt kan være lidt bumpy.

Pris: 2.395 kroner. dreamballoon.dk

HAJDYK

https://imgix.femina.dk/oplevelser-3-_mg_0095.jpg

Er du typen, der bare elsker at mærke adrenalinen i kroppen, skal du måske udfordre dig selv med et dyk med vaskeægte hajer. Du behøver ikke at tage til Egypten eller Thailand for at møde den form for spænding – en tur i bassinet i enten Kattegatcentret eller Den Blå Planet kan gøre det ud for en unik ”naturoplevelse”. I et prøvedyk i Kattegatcentret ved Grenå kommer du tæt på stimer af hornfisk og makreller, torsk og stør og fem forskellige hajarter, og i bassinet på Den Blå Planet i København kan du komme tæt på både rokker, muræner og hammerhajer. denblaaplanet.dk, kattegatcentret.dk

LÆS OGSÅ: femina tester: 5 skønne weekendophold i Danmark

BRIDGEWALKING - FOR DE FRYGTLØSE

https://imgix.femina.dk/oplevelser-4-010617-bridgewalk_791.jpg

Hvis du er typen, der får bævrende knæ ved tanken om en tur i Rundetårn, skal du muligvis vælge en anden aktivitet end Bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro, som i 2015 åbnede for denne dramatiske og meget specielle oplevelse. Det kræver sikre ben, et stabilt helbred og et frygtløst indre at tage den to kilometer lange gåtur på den gamle Lillebæltsbro i hele 60 meters højde, og du må da heller ikke gøre det uden at være iført sele og kun i følgeskab med en guide og en gruppe på maks. 20 personer. Til gengæld bliver du belønnet med en spektakulær udsigt over Lillebælt, Jylland og Fyn i løbet af den to timer lange tur. Hvis der for alvor skal smæk på dramatikken, er det faktisk også muligt at blive gift oppe på broen – du skal dog stadig være iført den udleverede ”heldragt”, men den må gerne pyntes.

Pris for voksne, 289 kr. bridgewalking.dk

SÆLSAFARI

https://imgix.femina.dk/oplevelser-5-saeler-1.jpg

Fanø har hverken løver, giraffer eller åben savanne, men der er stadig rig mulighed for at tage på underholdende havsafari. Øen og det omkringliggende hav er kendt for både solslikkende sæler, østers og hjertemuslinger. Du kan komme på kombineret hjertemuslinge- og sælsafari, hvor du både oplever sælerne på tæt hold og samler dine egne muslinger til aftensmaden dagen efter.Uanset om du er glad for østers eller ej, bør du tage på en guidet østerssafari med Fanø Oyster King alias Jesper Voss. Disse ture er i lige så høj grad gourmetoplevelser som østersindsamlinger, og du må samle så mange østers, du orker. Efterfølgende tænder ”østerskongen” op for grillen, åbner en flaske hvidvin og gratinerer de små afrodisiaka til himmelske mundfulde, der kan omvende selv den største østers-skeptiker. Strandskaden.dk

ØRKENVANDRING

https://imgix.femina.dk/oplevelser-6-rubjerg-knude-fyr-langt-vaek-nordjylland-foto-mikkel-baekg.jpg

90 meter over havet på en pude af sand ligger Rubjerg Knude Fyr. Eller rettere: Her ligger resterne af fyret, hvoraf størstedelen er begravet i sand takket være den vandreklit, som konstant flytter sig her. Fyret blev bygget i år 1900, men har ikke fungeret som fyr siden 1968, hvor sandflugten skabte en kæmpe bakke foran det hvide tårn. I flere år var fyret lukket for offentligheden, men er igen åbent, så du kan nyde den spektakulære udsigt af havet, klinterne og landskabet hele vejen rundt. Fyret har i mange år været i fare for at styrte i havet og for at sikre det, er Hjørring Kommune og en lokal murermester i øjeblikket ved at forberede, at det i uge 43 flyttes længere ind i landet. rubjergknude.dk

SORT SOL

https://imgix.femina.dk/oplevelser-7_20181018-081944-l_16mb.jpg

Helt spektakulært er det at opleve sort sol – et af de mest mest forunderlige syn i den danske natur. Sort sol kan opleves forår og efterår, når stærene samles i marsken i enorme flokke til træk. Stærene kommer fra alle landene omkring Østersøen og Norge, og betegnelsen dækker over de smukke mønstre på himlen, som stærene danner, lige inden de går ned på jorden for natten. Sort sol kan i enkelte tilfælde rumme op til en million fugle. Du kan booke guidede ture flere steder i marsk- og vadehavsregionen i Sønderjylland, bl.a. med firmaet Sort Safari. 185 kr. pr. voksen, sortsafari.dk

https://imgix.femina.dk/oplevelser-8-moens-klint_3537-large.jpg

På Møn findes den eneste certificerede Dark Sky Park i Norden (fantastisk stjernehimmel), og så er der også en pilgrimsrute, der er næsten lige så dejlig som Caminoen i Frankrig og Spanien. Den hedder Camønoen og er en 175 km lang vandrerute på Møn, Nyord og Bogø. Camønoen er natur, vandring, stilhed og magiske stunder, uanset om du sover i shelter med kig op til stjernehimlen eller indlogerer dig på et af øens bed and breakfasts. Du kan nøjes med at vandre få timer, en forlænget weekend eller flere dage. Der er i alt 12 etaper med søde navne som Mælkevejen, Fugleetapen og Genvejen ved Borre. Hvis du vil vandre på Møn, er det en god idé at booke overnatning og bestille mad hjemmefra. Det gør du f.eks. ved at kontakte ”ildsjælene” via Camoenoen.dk (frivillige lokale hjælpere), der kan anbefale alt fra saunagus til bagagetransport og gode overnatningssteder. Moensklintresort.dk

Læs også