6 gode serier
Se, lyt & oplev

6 gode serier til juleferien

Nogle dejlige juledage med god tid venter mange af os – og hvis du endnu ikke har fået set efterårets bedste serier, så hent inspiration her

6 GODE SERIER TIL JULEFERIEN

 

HÅND I HÅND
Den er ikke altid nem, den dér kærlighed. Heller ikke selv om man elsker hinanden. I den danske komedieserie Hånd i hånd møder vi Anders og Lise, et helt almindeligt par i 30’erne, der er utrolig glade for både hinanden og deres lille datter. Alligevel møder de udfordringer i form af bjerge af bleer og sure sokker og den evige joker – utroskab. Derfor finder de en parterapeut, der forhåbentlig kan få dem til at finde tilbage til dengang, de ikke kunne holde fingrene fra hinanden. Der er lagt op til et varmt, skarpt og forhåbentlig både genkendeligt og sjovt livtag med det moderne parforhold på godt og ondt. Esben Dalgaard, der fik sit gennembrud som storsvindler i den dramadokumentariske ”En fremmed flytter ind”, og Ditte Ylva Olsen fra ”Dicte” spiller Anders og Lise, mens Rasmus Bjerg er parterapeuten. På rollelisten ses desuden Birthe Neumann og Stephania Potalivo. Kan streames på ViaPlay.
 
 
CAMPING
I Camping spiller Jennifer Garner den kontrollerede – og kontrollerende – Kathryn, som for at fejre sin mands 45-års fødselsdag inviterer en udvalgt flok familie og venner på campingtur. Men det bliver ikke den afslappende naturoplevelse, hun havde planlagt (i detaljer). I stedet kommer weekenden til at blive lidt af en prøvelse for både ægteskab og venskaber. Serien er baseret på en britisk serie af samme navn, med nyt manuskript af Lena ”Girls” Dunham sammen med Jenni Konner, der også var inde over ”Girls”. ”Camping” kan ses på HBO Nordic.
 
 
KIDDING
Jim Carrey spiller den vennesæle børne-TV-vært Mr. Pickles, der altid har et godt råd og en hånddukke parat. Men da hans eget privatliv pludselig begynder at falde fra hinanden, viser det sig, at den rare mand, der i årevis har befundet sig i et tuttenuttet børneunivers, er fuldkommen ude at stand til at tackle en virkelig krise og derfor har svært ved ikke at gå helt fra forstanden. Der er lagt op til en serie, der er både hysterisk morsom og ubærligt sørgelig – lige præcis det krydsfelt, Jim Carrey altid har været allerbedst i. Michel Gondry har instrueret alle 10 afsnit i første sæson. På rollelisten ses foruden Jim Carrey en række gode navne som Catherine Keener, Frank Langella og Judy Greer. Jim Carrey har i øvrigt ikke medvirket i en TV-serie siden ”In Living Color”, der sluttede i 1994. Kidding kan ses på HBO Nordic.
 
HOUSE OF CARDS
Kevin Spacey blev fyret med et brag fra Netflix, da det kom frem, at han havde forgrebet sig på en yngre mand. Et stykke tid var det uvist, hvad det kom til at betyde for hit-serien House of Cards, men heldigvis formåede Netflix at sadle relativt hurtigt om og få skrevet et nyt manuskript, der udelukkende fokuserer på Franks kloge kone Claire, spillet af Robin Wright, der i slutningen af 5. sæson blev USA’s første kvindelige præsident. Robin Wright har selv været ude og love, at hun vil etablere et forhold til seerne, som Frank gjorde. ”Men på min egen måde”, som hun siger i slutningen af traileren. ”House of Cards”, sæson 6, kan ses på Netflix.
 
 
THE DEUCE
Man kan ikke få for meget af Maggie Gyllenhaal. Derfor er det skønt, HBO-serien The Deuce er blevet forlænget med endnu en sæson, der i efteråret havde premiere på HBO Nordic. I første sæson fik vi historien om den første spæde start for pornoindustrien i New York i 70’erne – med alt, hvad det indebar af smuds, desperation og nøgenhed. Vi fulgte en række prostituerede og deres håbefulde alfonser, der så muligheder og mammon i en ny og hastigt voksende branche. Ikke mindst Maggie Gyllenhaals Eileen med kunstnernavnet Candy, som forlod livet som gadeprostitueret på Times Square for i stedet at producere pornofilm – og betjene mere sofistikerede kunder. Serien, der er skabt af David ”The Wire” Simon, er blevet rost for sin sans for detaljer og nysgerrige og empatiske portræt af en branche, der ellers ofte bliver enten latterliggjort eller set ned på. Kan ses på HBO Nordic.
 
DISENCHANTMENT
Indimellem er det rart at være lidt anarkistisk, droppe alle formodede forventninger om, hvordan man burde opføre sig, og bare give den gas. Sådan har Bean, hovedpersonen i Matt ”The Simpsons” Parkers nye serie Disenchantment det også. Det kan godt være, hovedpersonen Bean er prinsesse med udsigt til en eventyrlig tilværelse, men hun er også en værre drukmås med hang til værtshusslagsmål. Ad omveje bliver hendes skæbne kædet sammen med en deprimeret nisse og en katteagtig dæmon, hvis mission er at få hende til at tage (endnu flere) dårlige beslutninger. Det må og skal selvfølgelig gå galt. Matt Parker har selv kaldt ”Disenchantment” for en blanding af ”The Simpsons” og ”Game of Thrones”, og det er ikke helt forkert. Her er både hans klassiske skæve humor, spidse kommentarer til tilværelsen og et til tider temmelig voldeligt eventyrland, hvor alt kan ske – og sker. Prinsesse Bean er en skøn skude, der får alle de klassiske eventyrklichéer til at kuldsejle, med mange gode grin til følge. Må hun længe leve – skål! Kan streames på Netflix.
 

 

Læs mere om: