Ea Kaya, Moody og Jada
Se, lyt & oplev

3 upcoming kvindelige kunstnere du skal kende

6. juni 2019
af Michelle Løvstrup Theils
Foto: Gabriella Gärtner, Christian Skjølstrup, Petra Kleis
Luk øjnene, læn dig tilbage og slå ørene ud - for disse tre kvindelige kunstnere stormer frem lige nu med hver deres unikke lyd

MOODY

Moody har en evne til at synge om svære følelser og tabuer til et beat, man har lyst til at danse til. Man får simpelthen lyst til at sige skråt op med alle problemerne, slå håret ud, styrte mod nærmeste dansegulv og danse smerterne væk. Der er lidt Mø over hendes udtryk og alligevel ikke – for Moody er sin egen. Hun klæder sig, som hun vil, og hun spiller, som hun vil, og prøver ikke på at passe ind. Og netop derfor skal du lytte til hende. Især ”Karma” er et empowering nummer, der passer til den rå jeg kommer videre, men jeg danser samtidig-attitude. Nummeret "Say The Word" har et mere blødt udtryk, og her får sangerindens fine lyse vokal virkelig lov til at shine til et upåklageligt elektrobeat.
https://imgix.femina.dk/3-kvindelige-upcoming-kunstnere-moody.jpg

JADA

At hendes første officielle single hedder ”Keep Cool”, er ikke tilfældigt – for cool, det er Jada! Med kun tre udgivne numre har hun allerede vundet P3’s Talentpris, Årets Håb til Steppeulven, spillet en udsolgt koncert i Store Vega – og nu er hun også aktuel til fredagsrock i Tivoli og på årets Roskilde Festival. Hendes smørbløde, absolut kraftfulde stemme danser med en forførende lethed gennem øregangene på dig – i tæt symbiose med de langsomme og lækre r’n’b’ede rytmer. Jada synger med overbevisning, sjæl og sårbarhed, og derfor er det så tilfredsstillende, at musikken på intet tidspunkt får lov at overdøve hendes fine stemme. Hvis Coco O. og Kwamie Liv tit spiller i dine højttalere, vil du med stor sandsynlighed også elske Jadas lydunivers. Så skal du lytte til hende? JA DA!
https://imgix.femina.dk/3-kvindelige-upcoming-kunstnere-jada.jpg

Ea Kaya

Som bare 13-årig startede Christine Kiberg med at lægge cover-videoer på YouTube, hvor hun sang andre menneskers sange og spillede guitar. I dag, 11 år senere, er hun kunstneren Ea Kaya, Roskilde-aktuel, udgiver af ep’en ”Fragile But Strong As Hell” og Danmarks store, nye pop-håb. Ea Kayas lyd kan bedst beskrives som hvis Tove Lo og Sia fik et barn, der elskede at lave ambitiøs popmusik. Hendes musik er nemlig pop med stort P. Pålidelige beats, lette melodier og en sikker, kraftfuld stemme, der også har de skrøbelige sider – og er man til det, er Ea Kayas første single ”Remedy” som en lille gave, der ligger på din Spotify og venter på at blive pakket op. Også nummeret ”Talking” er fantastisk – det er et af den slags numre, der giver dig lyst til at skrue helt op for bilradioen en varm sommerdag, rulle vinduet ned og synge med for fulde gardiner.
https://imgix.femina.dk/3-kvindelige-upcoming-kunstnere-ea-kaya.jpg
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også