3 kvinder fortæller: Her er bogen, der ændrede mit liv

Louise: Igennem årene har jeg fundet kvindelige rollemodeller i bøgerne

Når klokken nærmer sig aftensmad hjemme hos Louise Callesen i Odense, sidder hun i sofaen og læser. I køkkenet står hendes mand og laver aftensmad. Havde det ikke været for ham, fik familien ikke varm mad hver dag, forklarer hun med et grin.

På almindelige hverdage sidder Louise også hjemme i sofaen og læser. Hun arbejder som hjemmesygeplejerske, har skiftende arbejdstider og derfor mange timer alene i hverdagen.

– Engang som ung havde jeg en kæreste, der var voldsomt provokeret af, at jeg læste så meget. Han forstod det ikke, og han skældte mig ud. En dag sagde han, at jeg skulle holde op, fordi han jo ikke fik noget ud af, at jeg læste. Dét var en træls periode i mit liv, og jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg ville – hverken med ham eller mig selv. Men en dag fik jeg fat i “Konkyliesamleren” af Rosamunde Pilcher. Hovedpersonen Penelope i den roman gav mig et svar. Jeg slog op med min kæreste og besluttede mig for, som Penelope, at være tilfreds med at være den, jeg er. Og stå ved det.

At få det bedste ud af det

Louise Callesen ved godt, at mange ser ned på Rosamunde Pilcher og kalder hendes bøger for simpel strandlæsning. Men at følges med Penelope gav dengang Louise så meget mening og retning. Penelope i “Konkyliesamleren” har et svært liv. Hendes døgenigt af en mand ser frem til hendes kommende arv. Men da den ikke er noget særligt, forlader han hende alene med tre børn efter at have spillet deres fælles penge op. Bogen foregår i England lige efter 2. verdenskrig under svære livsbetingelser. Men Penelopes indstilling til livet betyder, forklarer Louise Callesen, at hun klarer sig. Hun sørger for at få det bedste ud af det, hun har at gøre med.

LÆS OGSÅ: SØNDAG anbefaler: 13 læseværdige bøger til dit efterår

Mor var der ikke

Når Louise Callesen ser tilbage på sine favoritbøger, ser hun en rød tråd. Hjertet har altid været varmest, når bøgerne havde en stærk kvinde som hovedperson.

– Mine forældre blev tidligt skilt, og jeg boede hos min mor. Hun var en kunstnerisk sjæl, der ikke fik den anerkendelse, hun havde regnet med. Skuffelsen var stor og livslang, og hun dulmede den med piller og hvidvin. Hun sov det meste af dagen, og jeg måtte selv sørge for madpakker og aktiviteter. De kvinder, jeg har fulgt i bøgerne, forstår, at hvis man vil have noget, er man nødt til at arbejde for det. Ingen af dem forfalder til bitterhed over skæbnen. Igennem årene har jeg fundet kvindelige rollemodeller i bøgerne. Dét var jeg nødt til.

En rollemodel er for eksempel Claire i “Outlander”-serien af Diana Gabaldon. Claire kan rejse frem og tilbage i tiden, og hun nægter at indordne sig i 1800-tallets England. Hun er en veluddannet kvinde fra nutiden, og dét insisterer hun på at blive ved med at være, også i andre tidsaldre med andre normer.

En anden rollemodel er Elizabeth Bennet fra Jane Austens roman “Stolhed og Fordom”. Hun er stolt og veluddannet og vil ikke gifte sig med hvem som helst, bare fordi hun nærmer sig grænsen til pebermø. Omvendt er hun ifølge Louise Callesen også i stand til at handle, når det gælder. Da det viser sig, at Elizabeth Bennet har taget fejl i sin vurdering af den mystiske Mr. Darcy, kan hun se bort fra sin stolthed og række hånden ud.

Patricia: Du er inde i et andet menneskes sind

Den sydafrikanske forfatter André Brink udgav i 1979 bogen “En tør hvid årstid”. Når Patricia Madsen tænker tilbage, har bogen nok haft en indirekte betydning på hendes valg af arbejde. Romanen handler om den lille mands kamp mod det etablerede system. Mod apartheidsystemet, der i sin tid adskilte sorte og hvide i Sydafrika fra 1960'erne og op til 1990. Hovedpersonen er hverdagsmennesket Ben du Toit. Ben du Toit er hvid, og han træder ud af sit almindelige liv, da han bliver stærkt anfægtet af et politidrab på en sort gartner under opstanden i Soweto. Ben du Toit kæmper en ulige kamp mod apartheidsystemet, som han taber. Undervejs må han forlade sine hvide venner, og han vender sig mod de sorte. De vil imidlertid heller ikke vide af ham. Om bogen forklarer Patricia Madsen:

– Bogen viser, hvordan det er at kæmpe en retfærdig kamp mod et uretfærdigt og voldeligt system. Den er et eksempel på, hvad vi selv kan gøre som enkeltindivider. Hvad vi bør gøre. Bogen viser, hvor vigtigt vores demokrati er – og hvor afgørende det er, at vi fortsat værner om en samfundsstruktur, der sørger for, at alle mennesker er lige. Og har lige muligheder.

Patricia Madsen er vokset op i Italien og kom til Danmark som 20-årig på et studielegat. Hun er 59 år og uddannede sig i 1990'erne til socialrådgiver. Som socialrådgiver kan man ifølge Patricia Madsen støtte nogle børn i deres udvikling og gøre noget, der føles retfærdigt. Som den hvide mand forsøgte i “En tør hvid årstid”. Arbejdet er for hende en god kombination af jura og psykologi. Netop det psykologiske er afgørende for Patricia Madsen, og dét finder hun i rigt mål netop også i skønlitteraturen. Men aldrig en psykologi, der kommer på formel.

LÆS OGSÅ: Kulturredaktøren anbefaler: 7 bøger, du kan ønske dig i julegave

På rejse med Dostojevskij

Karen Blixen og Fjodor Dostojevskij er to af Patricia Madsens yndlingsforfattere. De har ifølge hende et fabelagtigt sprog, og så udmærker de sig ved at slippe virkeligheden i deres fiktion. I Dostojevskijs roman “Forbrydelse og Straf” fra 1860'erne bliver man som læser fanget i en grotesk historie om studenten Rodon, der tror, at han er et overmenneske. Og som overmenneske kan han gøre, hvad han vil – eksempelvis dræbe en pantelånerske og hendes søster og stjæle deres guld.

– At læse Dostojevskij er som at være på en rejse. Du er inde i et andet menneskes sind, og du ved ikke, hvad det er, du oplever. Du ved ikke, hvor du skal hen. Det er som at gå på en udstilling for abstrakt kunst. Du bliver præsenteret for ting, du ikke ved, hvad er: Er det et træ, et fly, et menneske? Det udvikler dit sind. Du får nye facetter til at forstå, hvad livet er.

LÆS OGSÅ: Elsebeth Egeholms 5 favoritkrimier

Ines: Jeg fandt én, der havde det ligesom mig

Da hun var teenager, begyndte spørgsmålene at kunne mærkes. Folk omkring hende på Skive-egnen ville vide, hvor hun kom fra. De var nysgerrige og kunne i misforstået venlighed sige, at hun vel nok var dygtig til at tale dansk. Ines Ackerl Kristensen blev adopteret til Danmark, da hun var fire år. Indtil da havde hun boet på et børnehjem i Berlin. Hendes biologiske far var sort, hendes biologiske mor hvid. Ines forklarer:

– Ingen ønsker at være anderledes, når de er teenagere. Det er svært at blive mødt med en forudindtaget forestilling om, at man ikke naturligt hører til dér, hvor man er.

I en alder af 20 år læste Ines Ackerl Kristensen “Pestmuren” af den sydafrikanske forfatter André Brink. Bogen ændrede hende. Hun følte sig forstået og oplevede, at andre havde de samme tanker som hende. “Pestmuren” handler om den 30-årige farvede Andrea, som er kæreste med en hvid sydafrikansk mand. På en fælles researchrejse til Provence møder Andrea en sort mand, en aktivist, som hun langsomt bliver forelsket i.

– I Andrea-personen fandt jeg én, der havde det ligesom mig. Der var ikke mange farvede personer i Skive og omegn, da jeg voksede op, skulle jeg lige hilse og sige. Mine forældre kunne jeg tale med om meget, men de kunne ikke møde mig i dét at være halvt sort og halvt hvid. Alle Andreas tanker, dem havde jeg også. Her var et menneske, der forstod mig. Det var en fantastisk oplevelse. Følelsen af, at den her bog, den må bare aldrig stoppe, kan jeg stadig genkalde. Mange år senere havde jeg endda selv et forhold til en sort sydafrikansk aktivist.

Ines Ackerl Kristensen har studeret medicin og skrevet ph.d. i Aarhus og Sydafrika, læst til subspeciallæge i København, boet 10 år i Afrika og lever nu i London med sine to eneadopterede teenagere. Hun arbejder som børnekræftlæge.

LÆS OGSÅ: Isabella Miehe-Renards fascination af det sørgelige

Forståelse for andre mennesker

Ines Ackerl Kristensen læser bredt og meget og helst i bøger af papir. Hun læser i metroen på vej til arbejde og om aftenen, når hun er færdig med de praktiske opgaver.

I litteraturen får man ifølge hende et blik for, hvordan folk reagerer i pressede situationer. En forståelse, hun selv gør brug af i sit arbejde som læge. I sin studietid læste hun Poul Ørums “Ravnen mod aften”, der skønlitterært beskriver sorg som en lammelse. Skønlitteratur giver ifølge Ines også mulighed for at forstå og leve sig ind i mennesker, man normalt ikke ville møde.

– Når jeg møder forældre til mine patienter, er jeg aldrig hurtig med at vurdere, hvordan jeg tror, de klarer sig igennem forløbet. Selv om vi redder de fleste af de børn, der kommer ind til os, er det altid en alvorlig situation, når et barn rammes af kræft. Jeg oplever igen og igen, at folk, som man måske ikke umiddelbart tror kan klare den udfordring, vokser med opgaven. Måske reagerer de ikke, som man selv ville have gjort, men der er ingen, der ved, hvad der er den ”rigtige” måde at reagere på.

Vil du fortælle om en bog, som har betydet meget for dig? Så gå ind på www.facebook.dk/soendag og giv dit besyv med