https://imgix.femina.dk/media/117ceb6288cd45b1957b0897bdc3ae9e.jpg
Rejser

Smag på svenske Österlen

12. maj 2010
af Hanne Høiberg
Tag med på gastronomisk safari i det sydøstligste hjørne af Sverige. I maj er det højsæson for de grønne asparges, som landsdelen er så berømt for, men der er også masser af andre fristelser: Europas nordligste produktion af mousserende vin, krydderurter, rapsolie og kvalitetschokolade med bær fra egnen.

De første dage i maj lokker varmen de første sprøde aspargesknopper frem af jorden. Og der går ikke lang tid, før de myldrer frem. Fine lysegrønne stængler, som smager intenst af forår. Allerbedst få timer efter de er skåret.

Vi er i det sydøstlige hjørne af Skåne, Österlen, som strækker sig nogenlunde fra Ystad i vest til Kivik i nordøst. Netop nu en sand guldgrube for alle os, der elsker mad og friske grønsager.

LÆS MERE: Få endnu mere inspiration til små miniferier i både Danmark og Sverige


Læs flere
rejseguider

Derfor er det oplagt at hive et par feriedage ud af kalenderen i maj eller juni og tage på gastronomisk safari med fokus på asparges.

For sæsonen er kort. Omkring midsommer er det hele slut. Så skal aspargesplanterne have fred og samle kræfter til næste år.

Men Österlen er meget mere. Det smukke landskab med bølgende marker, hele kyststrækningen og det særlige lys har altid lokket kunstnere og andre kreative til.

Der er masser af åbne haver og gartnerier i området. Og de gode råvarer har skabt tradition for et højt gastronomisk niveau.

Vores safari begynder hos Karin von Schenck og Robert Nilson på Sparrisgården i Skillinge på østkysten.

Sveriges førende aparges-dyrkere

Ikke alene har de genoptaget aspargesdyrkningen i Österlen, deres virksomhed Österlen Sparris er Sveriges førende.

I 2002 modtog parret Gastronomiska Akademins Diplom for deres arbejde med asparges af høj kvalitet. Hvem skulle have troet det, da de slog sig ned her for snart 25 år siden?

I sin bog »Sparris - sanninger & myter, odling & recept« fortæller Karin von Schenck, hvordan parret begyndte i sommeren 1996.

Hun og Robert Nilson var begyndt at tænke over, hvad de skulle foretage sig efter de 60. Da hun fik øje på en forvildet aspargesplante i rosenbedet, fik hun ideen: De skulle begynde at dyrke asparges.

Sparrisgården er et mekka for aspargeselskere. Besøg gårdbutikken, hvor du kan købe både grønne og hvide asparges, aspargespesto og mange andre lækkerier.

Du kan også købe aspargesplanter med hjem og være blandt de første gæster i Sveriges første Aspargesmuseum, der netop er åbnet. Det er kun 11 kvm, men formår alligevel at fortælle alt, hvad der er værd at vide om asparges.

Svensk most

I maj måned står æbleplantagerne omkring Kivik i Hanöbugten i fuldt flor. Og det vil være en stor skam at gå glip af hvide æbleblomster i millionvis.

Besøg også Kivik Mosteri, som senere på året forvandler alle æblerne til den skønneste most og cider. Der er cidersmagning i ciderkælderen, og i Æblets Hus kan man lære alt om æbler.

Ved sydkysten, nordøst for Ystad, ligger Österlenkryddor, hvor der dyrkes omkring 20 forskellige krydderurter. I maj er det endnu for tidligt at se lavendelmarkerne i blomst. Men når de tykke lilla lavendelhække står i fuldt flor midt på sommeren, føler man sig hensat til Provence.

I gårdbutikken sælges krydderurter og hjemmelavede krydderiblandinger, vinaigre, urteteer, urtesukker, timianbrød og lækre lavendelkager. Plus badesalt og sæber baseret på lavendel.

Svensk vinbonde

I Köpingebro på Köpingbergs Gård bor verdens nordligste vinbonde - i hvert fald, når det drejer sig om mousserende vin.

Otto Ottergren har plantet 4000 vinstokke på en sydskråning, der ligger godt i læ. Hvorfor? Fordi klimaet er omtrent, som det var i Champagne, da de begyndte i sin tid.

Otto Ottergren kunne åbne sin første flaske i nytåret 2009. Hver fredag og lørdag kl. 16 er der rundvisning i vinmarken og prøvesmagning på vingården.

Svensk raps

Maj er også måneden, hvor rapsmarkerne lyser knaldgult i Österlen. Blandt andet omkring Gunnarshög i Hammenhög ved hovedvej 9.

Den store gamle slægtsgård har specialiseret sig i koldpresset rapsolie. Køb den direkte i gårdbutikken.

Den gastronomiske safari bør næsten slutte af med noget sødt. Hvilket sagtens lader sig gøre i Österlen.

I Skåne-Tranås gamle skole ligger Österlenchoklad med butik og egen chokoladefabrik.

Her fremstiller Anne Ståhl og Jan Olsson kvalitetschokolade med fyld af egnens råvarer som solbær og hindbær fra lokale bæravlere, det rønnebærlignende Aroniabær fra deres egen by og Calvados fra Kivik.

F.eks. trøffel med solbær og hvid chokolade, med Renat brændevin og mørk chokolade eller med rabarber og hvid chokolade. Hvem sagde lækkersulten?

Matrundan

- er forårets store kulinariske begivenhed i Österlen. Hvert år i maj kan man deltage i de mange forskellige aktiviteter - alle i gastronomiens tegn. Her kan man besøge Österlens producenter, gårdbutikker, restauranter og cafeer. Se det fulde program på www.matrundan.se

Vitemölla Badhotell


En miniferie i de friske råvarers tegn kræver et hotel, der passer til. Som f.eks. det skønne badehotel i det lille fiskerleje Vitemölla nord for Kivik.

Det ligger ganske vist lidt nordligere end de fleste af de attraktioner, der er nævnt her. Men jeg havde intet problem med at køre de 32 km nordpå fra Sparrisgården i Skillinge. Slet ikke da jeg først så hotellet, der ligger smukt med udsigt over Hanöbugten.

Hotellet blev bygget i 1913 og restaureret for et par år siden - hvilket blev belønnet med en arkitekturpris fra Simrishamn kommune.

Restauranten på første sal byder på god gastronomi - heriblandt friske asparges.

Hotellet har 11 lyse værelser samt fire toværelses lejligheder, beliggende i en bygning ved siden af. En særlig »badpaket« til 1.390 skr. pr. person omfatter drink før middagen, treretters menu, kaffe, overnatning i dobbeltværelse og morgenmad.

Her kan du købe asparges:

Sinclairsholm, 288 90, Vinslöv
Spargus, Bjärsjölagårdsvägen 12, 27595 Sjöbo
Österlen Sparris AB, Box 3, 27603, Skillinge
Skånesparris, Karnans Väg 27, 27021 Glemmingsbro
Vidablick 3104, Osbyholm, 24293 Hörby
Sånnasgården, Sånna Byveg 51, 26060, Kvidinge
Gessie Potatis, Gessievägen 143.22, 23593 Vellinge
Gabriels Vingård, Åhuskärrsvägen 24, 29692 Yngsjö

Åbent hus
I weekenden 29.-30. maj 2010 holder Sparrisgården åbent hus med rundvisning på gården og prøvesmagning af Årets aspargesret og tips til, hvordan du tilbereder asparges og hvilke vine, der passer til. Mere info på www.sparris.se.

Varalövs gårdsbutik i Ängelholm har Sparrisdagar (på dansk: aspargesdage, red.) den 28.-30. maj 2010 med prøvesmagning af både asparges, kartofler, salat og hvidløg, samt salg og rundvisning. Se mere på: www.varalovsgardsbutik.nu.

Gode web-adresser:

www.skane.com, turistguide med masser af god information.
www.smakapaskane.com, guide til det gastronomiske Skåne.
www.upplevonjut.se, guide til gastronomiske vandreture.

Læs også