Sidst jeg bookede hotel, blev min veninde pøset til med vand midt om natten. Den gode ferie handler om at kende sine begrænsninger

Jeg holder som regel ferie før og efter alle andre. April og maj er gode og så igen i slutningen af august og starten af september. Jeg har ved lejlighed præsenteret det som et børnefamiliesolidarisk tiltag fra min side: jeg har ikke selv børn, så jeg kan sagtens holde skansen på kontoret, mens I vælter rundt i en pool på Gran Canaria i uge 29, 30 og 31.

Sandheden er mindre nobel: jeg fungerer dårligt, når temperaturen banker over 26 grader, jeg sætter pris på ikke at være afsted sammen med hele den danske folkeskole, og jeg kan godt lidt, at juli altid er helt dvask og drøvtyggende på kontoret. Man kan lege, lave en masse og stadig gå klokken 15.

Jeg har en veninde, som er indrettet på præcis samme måde. Vi er blevet voksne sammen og har vel indrettet hinanden lidt.

Så i forsommeren og i sensommeren rejser vi. Og jeg har erfaret i mit forholdsvis korte voksenliv erfaret, at nøglen til den gode ferie er noget så parterapiagtigt som forventningsafstemning.

Uanset om man er par eller ej. Og Christina og jeg har, efter mange rejser sammen med dødsangst på motorvejen, lufthavnstømmermænd og catcalling i hellige byer, fundet en træfsikker opskrift.

I år skal vi en uge til Sardinien, Siciliens mindre kendte fætter, og det virkede som den perfekte destination, da vi bookede lejligheden.

Christina vil gerne bruge så meget af sin ferie som muligt liggende på land og i vand, jeg vil gerne med kasket, faktor 50 og ortopædisk udseende sandaler på ud at opleve noget.

Sardinien virkede med sine bjerge, vinmarker og obskure stenskulpturer til mig og sine, ifølge diverse turistguides på nettet, smaragdgrønne have med hvide sandstrande til min veninde, som det perfekte kompromis.

Alt var godt. Alt var godt så længe. Så skulle vi bestille flybilletter.

Vi har hver vores ansvarsområder på ferier.

Booking af transport og beboelse på nettet tilfalder Christina. Gastronomi ligger hos mig.

Jeg bestemmer, hvor og hvad vi spiser. Hun ved, hvor den nærmeste metro ligger, og at det fx kan være glimrende givet ud at bruge en halv dag indenfor på Louvre, når der er 30 grader i Paris.

Jeg ved, hvor vi skal gå hen, hvis vi får akut trang til at drikke usvovlet vin og glo på mennesker. Systemet fungerer. Men så skulle vi som sagt bestille flybilletter.

Der går ingen direkte fly fra København til Olbia, og der er kun dårlige mellemlandinger. Fordi vi efterhånden nærmer os afgang, er det også dyrt.

Det er en perfect storm af ting, jeg ikke bryder mig om: at bruge mange penge, at spilde tiden og at bestille transport. Feriefreden var i fare og intensive forhandlinger brød ud over Messenger.

Kunne vi tage af sted dagen før og sove en nat i lufthavnen? Dårligt. Jeg kan sove på en sten, min veninde kan knap nok sove i sin egen seng. Okay. Kunne vi tage af sted klokken 6 på dagen og være fremme ved midnat? Heller ikke ideelt.

Så nu har jeg fremlagt en wildcardløsning. Vi tager et direkte fly til Napoli to dage inden, spiser pizza forsøger at blive væk i en Elena Ferranteroman, for så at tage et direkte fly hen til vores ferieø. Bella!

Høj på min egen kreative problemknusning bevægede jeg mig ud af min comfortzone. Jeg ringede stolt til Christina og fortalte, at jeg havde fundet en lille AirBnb, som godt nok ikke så ud af meget, men som til gengæld var billig.

Christina er det, man kan kalde ”et godt humør”. Hun siger som udgangspunkt ja. Pizza og pitstop i Napoli, ja tak. Billig AirBnb, nej.

Hun ville bo på et hotel, og det skulle have en form for standard. Der skulle være en reception med et menneske, der talte engelsk og kunne guide os til nærmeste turistmål. Det var hendes krav.

Hun mindede mig, venligt men bestemt, om sidste gang, jeg havde overtrådt den usynlige streg mellem vores respektive ansvarsområder og valgt overnatning.

Det var i Paris, det var i foråret, og det startede med, at der dryppede vand ned i hovedet på os, mens vi var på toilettet, og sluttede med, at Christina lå vågen hele sidste nat og blev dynget til i udefinerbart stinkende vand, der dryppede ned gennem loftet. Jeg sov gennem det hele.

Da jeg endelig vågnede og fandt hende modløs i badet, sagde hun, at jeg skulle gå ned i receptionen og skabe mig og få vores penge tilbage. At lave scener offentligt har alle dage ligget indenfor mit ressortområde.

Og hvad kan man så lære af det?

Skomager og hotelbooker, bliv ved din læst.

Nu har vi aftalt, at Christina finder et tilpas kønsløst og internationalt udseende hotel i Napoli og booker det, og så har jeg til gengæld fået lov til at tonse oplevelser igennem med hende på slæb i halvanden dag.

Den plan har, sagde hun ikke uden en smule triumf i stemmen, den indbyggede fordel, at jeg måske har kørt mig selv træt, når vi når frem til de hvide sandstrande.

Så kan hun endelig, endelig få opfyldt sit store ønske om at bruge en uge på kun at tage stilling til, hvor hun skal ligge næste gang. Jeg glæder mig allerede.