London, England: Rejseguide til din første tur
Rejser

Rejseguide: London (for første gang)

24. oktober 2023
Olivia Zypikoff
Foto: Shutterstock
Den engelske hovedstad er en af verdens mest spændende storbyer, men besøger du den første gang, kan det godt virke en smule overvældende

Uanset om det er første eller tredje gang, du besøger London, kan du sikkert bruge inspiration og information om storbyen. Her finder du en guide til transport, ophold, shopping, spisesteder og seværdigheder.

Transport: Sådan kommer du rundt i London

The Tube, Londons metro
Foto: Shutterstock

Første skridt er turen fra lufthavnen til centrum. Flyver du til Heathrow, kan det betale sig at tage toget ind til centrum. Flyver du til Stansted, kan det ikke betale sig at købe de togbilletter, da der ikke er mere end 50 kilometer. Gå ud til busstationen foran lufthavnen, og køb billet til National Express til London, pris 11,60 £ envejs, 18 £ retur.

Bus og The Tube, Londons metro, er den bedste og billigste måde at komme rundt på. Køb et Oystercard og fyld op undervejs. Alternativt kan du købe et Travelcard til en dag for 12 £. Læs mere her.

Rejsetip: Storbritannien (inklusiv England) er ikke længere en del af EU, så afsæt derfor ekstra tid til lufthavnen, da du skal igennem den internationale check-in, som ofte har lidt længere kø.

Ophold: Her skal du bo i London

Notting Hill, London, charmerende gade med farverige huse.
Foto: Shutterstock

Elsker du at bo centralt, når du rejser til storbyen? Så er South Bank området for dig, det ligger langs Themsen, hvor du bor tæt på attraktioner, shopping og restauranter. Hos redaktionen anbefaler vi området, Notting Hill, som er kendt for sin charmerende arkitektur. Det har en boheme atmosfære og er ideelt for dem, der elsker antikvitetsbutikker og caféer.

Vær opmærksom på, at priserne på overnatning kan variere meget afhængigt af tidspunktet på året og efterspørgslen.

Shopping: Her skal du shoppe i London

Bond Street, London, shoppinggade med luksusmærker.
Foto: Shutterstock

Oxford Street er en handelsgade på 2,5 kilometer spækket med internationale og britiske butikker – her finder du mere end 300 butikker.

Er du til luksus og mærkevarer, skal du besøge Bond Street, her finder du butikker som Louis Vuitton, Miu Miu, Burberry, Dior og Chanel. Tager du til London, er du nødsaget til at besøge deres kendte stormagasiner, Harrods og Selfridges.

I London finder du områder, der er kendt for sine markeder og vintagebutikker. Brick Lane og Camden Garden er blevet hippe områder for unge, hvor du finder alternative, billige og ekstraordinære butikker.

Mad: Her skal du spise i London

Borough Market I London, er det største, ældste og mest populære madmarked.
Foto: Shutterstock

Borough Market

Elsker du madmarkeder? I London er Borough Market det største, ældste og mest populære madmarked. Du finder her mere end 100 forskellige boder, der sælger friske råvarer og hjemmelavede lokale retter. Tag på madshopping her.

Hjemmeside: https://boroughmarket.org.uk/
Adresse: 8 Southwark Street, London, SE1 1TL

The Gun er en engelsk restaurant med autentisk fin mad.
Foto: Shutterstock

The Gun

The Gun er en elegant restaurant ved Canary Wharf. Her er mørke plankegulve og tændt pejs på en kølig dag, der er også plads på terrassen ud mod Themsen, hvis vejret tillader det. Køkkenet er moderne britisk med vægt på kvalitet og årstidens råvarer.

Hjemmeside: www.thegundocklands.com
Adresse: 27 Coldharbour Docklands E14 9NS

Comptoir Libanais er en udsøgt restaurant, du kan finde I London.
Foto: Shutterstock

Comptoir Libanais

Comptoir Libanais serverer frisk, sund og ærlig mad. Spisekæden laver autentisk libanesisk mad, som f.eks. mezze og baklava, i farverige, industrielle og kunstneriske omgivelser. Besøg Comptoir Libanais efter en tur forbi Royal Albert Hall, Kensington Gardens og Hyde Park, som er placeret blot et stenkast fra spisestedet.

Hjemmeside: www.comptoirlibanais.com
Adresse: 1-5 Exhibition Road, SW7 2HE (tæt på South Kensington)

Marks and Spencers supermarked I London
Foto: Shutterstock

Marks & Spencers (Simply Food)

Køb din frokost hos Marks & Spencers supermarkeder, her finder du lækre kvalitetsvarer til overkommelig pris. Sandwiches, pasta og salater, som er nemme at have med på farten. Marks & Spencers har desuden et formidabelt udvalg af engelsk bagværk, så grib en scone på vejen. Supermarkederne er lokaliseret over hele London.

Find inspiration til spisesteder her:

3 rejsetips til London

  1. Book inden afrejse: Rejse og spontanitet går hånd i hånd, men ligesom den danske hovedstad kan der være rift om pladserne. Book entré til oplevelser og bord på restauranter, hvis du har en drøm om at opleve noget helt bestemt.
  2. Google Maps som rejsemakker. På appen har du hjemmefra (eller undervejs) mulighed for at gemme adresser under ‘Favoritter’, 'Vil besøge’ eller ‘Rejseplaner’, du får kendskab til inden eller under turen. Det vil spare dig en masse tid.
  3. Aktuelle tilbud: Hold øje med, hvilke udstillinger, musicals, markeder eller pop-up butikker, som er aktuelle, når du skal af sted. Er du på TikTok eller Instagram, er der en masse inspiration at hente fra mennesker, som for nylig har været af sted.

Seværdigheder: Det skal du opleve i London

Reklameboard for musicals, der spiller i London.
Foto: Shutterstock

Musicals

London er byen, hvis du vil opleve en storslået musical. Vi anbefaler at købe billetter hjemmefra, hvis du gerne vil se en bestemt musical. Hos TKTS kiosken på Leister Square kan du på selve dagen købe billetter til ca. halv pris til de udsolgte forestillinger. Se dagens udbud på tkts.co.uk.

Afternoon tea, en engelsk tradition med te, kage og sandwich.
Foto: Shutterstock

Afternoon Tea

England er kendt for sin tradition med afternoon tea, som har sine rødder tilbage til det 19. århundrede. Afternoon Tea består af små sandwiches, scones med clotted cream og syltetøj, samt udvalg af småkager, tærter og kager. Det serveres med en varm kop te, ofte Earl Grey eller Darjeeling. Få en autentisk oplevelse hos Theatre Royal Drury Lane.

Hjemmeside: thelane.co.uk
Addresse: Catherine Street, Covent Garden, London WC2B 5JF

Westminister Palace I London
Foto: Shutterstock

Westminster

Er du til arkitektur? Så skal du besøge den gotiske kirke, Westminster Abbey, fra 1200-tallet. I nærheden finder du Londons mest kendte seværdighed, Palace of Westminster, som bærer klokketårnet "Big Ben". Herfra kan du gå langs Birdcage Walk eller gennem St. James's Park til Buckingham Palace, som tidligere var kongefamiliens hjem. Oplev her tre monumenter, du ikke må glippe under din første tur til London.

Hjemmeside: https://www.westminster-abbey.org/
Adresse: Dean's Yard, London SW1P 3PA

En rigtig engelsk pub, hvor man kan få mad og gode øl.
Foto: Shutterstock

English Pub

England er kendt for deres pubkultur. Tag på en guidet pubtur, hvor du får smagt på det autentiske London. Det er ikke en klassisk pubcrawl, hvor der lægges op til druk, men derimod en guidet tur, hvor man lærer om Londons historie. Book turen her.

Læs også