https://imgix.femina.dk/media/article/phuket-prim.jpg
Rejser

Phuket: Hemmelige strande og de bedste spisesteder

3. september 2018
af Elsebeth Mouritzen
Foto: Elsebeth Mouritzen, Isabella Yachts & PR
Handler din feriedrøm også om ukendte strande og autentiske restauranter? Det er faktisk stadig muligt at opdrive på den populære thailandske ferie-ø Phuket, hvis hemmeligheder vi her guider til.

OM PHUKET

Thailands største og mest populære ferie-ø, der er på størrelse med Bornholm med knap 400.000 indbyggere, har 5,3 millioner gæster hvert år. Turismen er spredt ud over vestkysten med tyngde omkring Patong og mod syd. Mange rejsende har syntes, at hoteller og resorts i nærheden af den internationale lufthavn i nord lå lidt for afsides i forhold til de andre populære destinationer, hvor der er mere gang i den, men nu har området fået comeback af samme grund, ikke mindst omkring Bang Tao.
https://imgix.femina.dk/puhket-town-farverige-huse.jpg
Den gamle by i Phuket Town er fuld af farverig kolonistil

OM BANG TAO

Det var engang kun et lille fiskerleje, som man heldigvis stadig kan opleve på en halvdags cykeludflugt. Der var desværre også en stor forurenet ødemark ved de smukkeste laguner, hvor der havde ligget en tin-mine, men for 30 år siden blev jorden tilplantet med 7.000 træer for at forbedre miljøet. Langsomt voksede Laguna Park op som en eksklusiv ferieby, og den tilstødende landsby Cherng Talay er blevet centrum for caféer, restauranter og shopping. Det har dannet mode i området med mere byggeri, hvor luksus er opnåelig for alle, og det tiltrækker flere turister og fastboende udlændinge, som vil have ro og højere standard.

STRANDENE

Phuket har 35 strande, og de fleste ligger på vest-siden af øen. Det er også her, de fleste rejsende bor på deres ferie. De store strande er allerede opdaget af både lokale og de gæster, som bor på de resorts, der ligger lige ud til Adamaner-havet, men der findes stadig små ”hemmelige” strande. Nogle af dem er tilgængelige fra landsiden, andre kun fra vandsiden. Man kan booke et heldagscruise med f.eks. Isabella Yachts, der stopper ved fire-fem strande med tid til snorkling, svømning og frokost, eller hyre en longtailboat til at sejle til strande efter eget valg, hvis man ikke selv vil køre. Bang Tao – er en 6 km lang paradis-strand med en del resortområder helt ud til sandet, men er forbavsende lidt overrendt, selv om den er offentligt tilgængelig for alle. Den er lavvandet uden store dønninger, og mod nord ligger den del, der hedder Layan Beach, som er mere åben og øde, mens den ud for Laguna-resortet og sydpå har skyggefulde palmetræer og alt fra lokal streetfood til 5-stjernede beachclubs i en afslappet atmosfære.
https://imgix.femina.dk/puhket-bang-tao-pr.jpg
Bang Tao Nai Yang – er en del af nationalparken Sirinath. Mod nord er stranden nærmest øde, mens den mod syd har lidt mere liv med primitive massagebænke, små hytter med autentisk thaimad, man ikke ellers vil se på et menukort, og lokale barer, som holder åbent til efter solnedgang. Der løber en offentlig vej langs stranden, så den er nem at komme til. LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: Mit hemmelige paradis Banana Beach – har fået sit navn efter strandens buede facon mellem to klipper. Den kaldes for Phukets sidste hemmelige strand, også fordi den ikke er helt nem at finde. Den er kun 180 meter lang og har det klareste badevand. Når det er højvande, dækker det nogle gange stranden hele vejen op til træerne, hvor der ligger et lille restauranttelt med farvede plasticmøbler og kulørte voksduge. Man skal sejle dertil eller finde den i bil mellem Nai Thon Beach og Tri Sara Resort, hvor der er skilte mod p-pladsen til Banana Beach.
https://imgix.femina.dk/puhket-banana-beach-pr.jpg
Banana Beach Nui Beach – er mindst lige så hemmelig og endnu mindre. Der er kun 120 meter strand mellem klipper og store kampesten, og sandet er lidt groft, men den føles dejlig privat. Oppe langs trægrænsen af vajende palmer er bygget restauranten Water Beach, der kun serverer autentisk thaimad, som man kan nyde i skyggen med udsigt over vandet. Man kører til udsigtspunktet Kata-Karon, og ved Nai Harn er en p-plads. Der er 1 kilometer vandring ned, men ejeren kører også gerne tur-retur for 40 kr.
https://imgix.femina.dk/phuket-nui-beach.jpg
Nui Beach Freedom Beach – selv om den ligger tæt på den populære turiststrand i Patong, er den godt gemt væk. Det eksklusive ved stranden er stilheden og den tætte vegetation, som gør den svært tilgængelig på den gode måde. Man skal betale 20-25 kr. for enten at ligge på sandet eller i solsengen, og har man ikke mod på selv at køre dertil og kravle ned ad stien omkring Patong Hill, koster det ca. 200 kr. for en longtailboat fra Patong. Der er en lille restaurant med thaimad og få internationale retter.
https://imgix.femina.dk/puhket-freedom-beach-pr.jpg
Freedom Beach Koh Weo – er ikke en strand, men to små klippeøer i havet ud for Banana Beach. Man kan ikke gå i land, men det er meget populært at kaste anker for at snorkle eller dykke mellem koraller og farvestrålende fisk på 4-18 meters dybde.
https://imgix.femina.dk/puhket-koh-we.jpg
Koh Weo

OPLEV

Giv dig selv en fridag fra stranden og tag til Phuket Town. Det er hovedstaden på østsiden af øen, og den ser helt anderledes ud end de småbyer, man ser på vestkysten. Den gamle bymidte oser af charme med farverige huse i kolonistil fra 1800-tallet, hvor den blev grundlagt. Mange butikker bærer præg af de kinesiske og indiske indvandrere gennem 100 år, men her er også stadig autentisk thai. Den gamle bydel har både god shopping, restauranter og is- og kaffebarer for enhver smag. Det store tilløbsstykke er søndagsmarkedet midt på Thalang Road kl. 16-22, hvor den bedste streetfood fra Sydthailand serveres pivfrisk fra stande langs den 350 meter lange gågade. Byens bedste lysristede kaffe fås i sidegaden Dibuk Road hos The Shelter Coffee, og håndlavet is, både almindelig og vegansk, fås hos Torri’s Ice Cream i Soi Rammani.
https://imgix.femina.dk/phuket-mad.jpg
Søndagsmarkedet i Phuket Town er det bedste sted at smage autentisk thaimad

FORKÆL

De fleste hoteller har en spa i forskellige prislag, men vær ikke bange for at prøve en af de mange massagesaloner på f.eks. Cherng Talay Road. De har åbent kl.10-22, og en times olie- eller thaimassage koster fra 100 kr.
https://imgix.femina.dk/puhket-spataarn-hotel-the-slate.jpg
Organisk luksusmassage i spa-tårnet på hotellet The Slate

SMAG

Madkulturen er influeret af det nærliggende Malaysia og Singapore, og der findes helt specielle Phuket-retter, som er mere spicy end anden thaimad. I Bang Tao fås den bl.a. på Seedlings i Hotel Laguna Holiday Club, som samtidig er et socialt tiltag, hvor underprivilegerede unge kommer i lære som kokke og tjenere. Emmy’s og Sunset Café er trods navnene også autentisk thai, sidstnævnte startet af to kokke-brødre fra Laguna-områdets 5-stjernede hoteller. Vil du holde pause fra thai-maden, er Bampot og Siam Supper Club med henholdsvis europæisk og californisk menu populære. Omkring Boat Avenue kan du få stillet din kaffe- og croissant-trang hos Table Top Coffee, Napoleon og Apostrophe, mens Italian Wine Bar og Little Paris sørger for, at du ikke glemmer, hvordan pizza og gedeostsalat smager.
https://imgix.femina.dk/phuket-table-top-coffee.jpg
Table Top Coffee i Cherng Talay Skal du spise i Phuket Old Town på hverdage, er det blevet trendy at besøge One Chun Café, Kopitiam by Wilai og Raya, fordi restauranterne er indrettet med vintage-møbler, der understreger det autentiske thaikøkken, og vil du sidde i en indendørs jungle af planter med kitsch-pynt og nyde thai-kinesisk mad, er Tamachart stedet. LÆS OGSÅ: 8 ikoniske hoteller i verden, du ville ønske, du havde råd til at bo på

SHOP

Phuket Town har skønne individuelle butikker omkring hoved- gaden Thalang Road med trendy-hipt tøj og tilbehør samt souvenirs. Lidt af det samme findes på det daglige Chillva Market og ugentlige Weekend Market, der også tjener som kopi- og loppemarked. Skal det være mere genkendelige, ægte mærker, er Central Festival et center med 120 butikker inden for mode og skønhed.
https://imgix.femina.dk/puhket-thalang-road-shopping.jpg
Moderigtige souvenirs på Thalang Road I Bang Tao er der også små lokale butikker med interiør og mode på Cherng Talay-gaden, mens de to shoppingcentre Tinlay Market og Boat Avenue ved siden af har mærkevarer, og det nærliggende Lemongrass House er en ”slikbutik” af velduftende, organiske spa-produkter.

BO

Laguna Holiday Club, funktionelt familiehotel bygget i kolonistil med pool og udsigt til golfbanen, fra 500 kr. Cassia Phuket, farverig ung modernistisk stil ved lagunerne, fra 600 kr. Dusit Thani Laguna, thai-international elegance lige på Bang Tao-stranden, fra 850 kr. The Slate, boutiqueresort i thai-rustik stil tæt ved nationalpark og Nai Yang-stranden. Fra 995 kr. Vil du bo i Phuket Town et par dage, er Casa Blanca et fint lille boutiquehotel i kolonistil med 17 værelser. Fra 400 kr. Det er også muligt at leje sig ind privat via Airbnb.
https://imgix.femina.dk/puhket-dusit-thani-laguna.jpg
Dusit Thani Laguna

PRAKTISK

*Der er direkte forbindelse fra Danmark til Phuket med Thai Airways fra december til marts. Qatar Airways flyver fra København via Doha til Phuket. Den øvrige del af sæsonen flyves via Bangkok med bl.a. SAS og Thai Airways. Alle de store charterselskaber og rejsebureauer arrangerer rejser til Phuket inkl. hotel eller lejlighed. *Det er billigt at blive kørt rundt i taxa og tuk-tuk eller sejle med longtailboat, husk bare at aftale prisen på forhånd.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også