https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/66a35a6553134b75956203855103c5c0.jpg
Rejser

Mougins

7. juni 2010
af SUSSER FEIT / ILL. HELENE SCHIERBECK
Det var kærlighed ved første blik, da danselærer Anne Laxholm første gang besøgte den lille by Mougins på den franske Riviera. Få her hendes tips til det hemmelige smørhul.

Det var kærlighed ved første blik, da jeg stod på terrassen i golfklubben Royal Mougins og sugede udsigten, solen og varmen til mig. Allerede når man står ud af flyet i Nice, er lyset og stemningen helt anderledes, og jeg følte mig hjemme med det samme. Min datter, Lisa Maria, og jeg tog dertil for fem år siden i en efterårsferie for at se efter en lille bolig. Familien var for første gang i årevis uafhængig af forpligtelser, og vi ville gerne tilbringe mere tid i sol, varme og med golf efter mange års virke i England. Vi nåede også at købe en sød lejlighed, som vi siden solgte igen, for så gik det løs med masser af engagementer og opgaver i Danmark. Men middelalderbyen med de smalle hyggelige gader, de mange gallerier og vartegnet, kirketårnet på toppen af bakken, havde taget plads i mit hjerte, og jeg har fået et dejligt tilhørsforhold til Mougins. Efter at have rejst til så mange nye steder hele livet, er det vidunderligt at komme 'hjem' til en plet, hvor vi føler os som en del af lokalsamfundet, når vi er der på ferie. I højsæsonen er her en del turister, men forår og efterår er fredeligt og smukt.

Bedste hoteller
At bo i selve Royal Mougins Golfklub er luksus, hvis man spiller. Lejlighederne er moderne og har skønne udsigtsterrasser. Det er folkene bag bolighuset Habitat i London, der har indrettet både klubhus og lejligheder. Les Mas Candille er et klassisk fransk Relais & Château-hotel med dejlig lys atmosfære. Et skønt landhus mellem cypresser og oliventræer. Der er smukke værelser og en lækker restaurant.

Bedste golf
Royal Mougins er en eksklusiv klub med en ekstremt velholdt, kuperet og sjov bane. Den er ret svær med smalle fairways og udfordrende greens. Og så har den det flotteste 2. hul, jeg har set: Der er et drop på 50 meter og en lille sø, som mange af mine bolde ligger i... Spiller du ikke golf, så nyd blot et glas 'panaché', kold øl med sprite, på den smukke terrasse med den frodigste grønne udsigt.

Bedste restauranter
Feu Follet på Place de la Marie er et skønt lille sted med tre frokostretter for 20 euro. Og fletstole på fortovet. Det er byens bedste køkken, og der fejrede vi vores lejlighedskøb med en 'Ile Flotante': en slags marengs, som en lille ø, omgivet af lækker vaniljesauce og med is til. La Mediterranee, Place de la Mairie, på hjørnet af torvet. Vældig godt og populært brasserie, men sidst vi var der, lykkedes det at få bord og nyde deres risotto med champignon. Nabobyen Sartoux har også et stemningsfuldt lille torv og et par restauranter, vi holder meget af: La Cantina, Place Jean Jaurés, er enkel og hyggelig med smedejernsmøbler i fransk landstil. Og Le Sot l'y Laisse er en rigtig lille fransk landsby restaurant med azurblå indgangsdør og dejlig mad. Navnet betyder 'rumpen på en and'!

Mit smørhul
Lidt oppe ad hovedgaden ligger et galleri med skiftende udstillinger af malerier, skulpturer, akvareller mv. i ét stort rum. Det er et gammelt offentligt vaskeri, og vasketrugene står der stadig.

Hvis du har tid
Se det gode, lille fotografi museum ved siden af favoritrestauranten Feu Fullet. Det er én mands billeder og meget interessant.

Hent tips fra de andre kendtes favoritby:

Uffe Ellemann-Jensen

Tallinn

Susanne Bier

Vancouver

Jens Gaarbo

Jerusalem


Læs også