Rejser

Miniferie i maj

af Hanne Høiberg 26. april 2010
Foto: Grand Hotel, Schackenborg Slotskro, Iver Gram, Turismusverband Mecklenburg- Vorpommern, m.fl.
Maj er spækket med skæve helligdage og indbyder til nye oplevelser i det nære. Tag med til feriebyen Mølle på Kullen i det sydlige Sverige, oplev Møgeltønder og marsklandet i Sydvest-jylland og besøg Tysklands største ø Rügen i Østersøen.

Miniferie på Kullen i Sverige

Mølle på Kullen, 35 km nord for Helsingborg, er indbegrebet af sommer-Sverige.Her er hvide træhuse, badehoteller med tårne og spir og en havn, der summer af liv. Yndet mål for danske lystsejlere, turister fra det meste af Europa og naturligvis svenskerne selv.Alle går de tur på molen eller får sig en macka med røget fisk i en af de små boder på havnen.

Læs også:

Allerede omkring 1900-tallet strømmede den frigjorte overklasse fra hele Europa til Mølle.Den lille hvide by var nemlig det første sted i Sverige, hvor kvinder og mænd måtte gå i vandet sammen. Der gik direkte tog fra Berlin, og man talte om "synden i Mølle".I dag er de sort- og hvidstribede badedragter med ben, som både damer og herrer iførte sig, erstattet af shorts og bikinier. Men der er stadig noget mondænt over Mølle.

Den fantastiske natur tiltrækker også dykkere og klatrere. Selve klippeknolden, Kullen, er naturreservat, mens havet omkring er marinereservat og et velbesøgt dykkersted.De stejle klipper agerer klatrevæg, og der er fine, afmærkede vandrestier i området.

HER KAN DU BO PÅ KULLEN:

Grand Hotel Mölle: Hotellet med tårnene, der knejser et godt stykke oppe ad bjergsiden, blev bygget i 1909, da badelivet var på sit højeste. Det er nu gennemrestaureret og har bevaret stemningen fra dengang.Køkkenet dyrker de friske svenske råvarer. Miniferietilbud: 2.290 s.kr./ca 1.750 d.kr. med 2 overnatninger i dobbeltværelse, morgenmad, 3-retters middag første aften, 5-retters gourmetmiddag den næste.

TIP TIL MØLLE

Ellens Café i Ransvik på Kullen

Følg stien langs kysten ud til Ellens Café i Ransvik og nyd eftermiddagskaffen udenfor.Læs mere på www.ransvik.se

Gå helt ud på spidsen af Kullen til fyret. Få en brochure over vandreruter på hotellet eller i kiosken på havnen.

Eller tag den 8 km lange tur tværs over halvøen til det lille fiskerleje, Arild.Find vejen gennem skoven til de anarkistiske kunstværker Nimis og Arx, opført af kunstneren Lars Vilks.Læs mere på www.ladonia.net

Mølle Golfklub ligger midt i naturreservatet: 18 huller i smukt kuperet terræn.

Mere information finder du på k.inventit.dk, god site fra Kullabergs Naturreservat og på de to turistsites www.sydsverige.dk og www.skane.com

Miniferie i Sydvestjylland

I maj måned er det sydvestligste hjørne af Danmark - fra Ribe i nord til den tyske grænse i syd - så saftiggrønt, at man tror, det er løgn.Det nye græs i det flade marsklandskab har for alvor fået fat og nærmest lyser mod Vadehavets grå sandbanker og en himmel så høj, som den kun kan blive det her på egnen.

Hver gang, jeg har besøgt det lidt glemte hjørne af Danmark, forundres jeg over kontrasterne: På den ene side vadehavslandskabet domineret af en milliard kubikmeter vand, som to gange i døgnet løber ind gennem dybe render mellem Fanø, Mandø og Rømø og breder sig ud over fladerne mellem øerne og fastlandet.På den anden den næsten Morten Korchske stemning i en lilleputby som Mølgeltønder.Som selvfølgelig er kendt, fordi det er her, på Schackenborg Slot, prins Joachim og prinsesse Marie bor. Men også fordi man spiser - og bor - rigtig godt hos naboen.

HER KAN DU BO I SYDVESTJYLLAND:

Schackenborg Slotkros smukkehave.

Schackenborg Slotskro: Ligger romantisk mellem lindetræerne på den brostensbelagte slotsgade fra 1700-tallet. De 25 værelser er individuelt indrettet i romantisk stil.Kroen har været kongeligt privilegeret siden 1687 og har prins Joachim blandt sine ejere.Schackenborg Slotskro har altid været kendt for sit høje gastronomiske niveau. Og nu som altid har køkkenet hovedvægt på det klassisk franske. Priseksempel: Velkomstdrink, 4-retters slotsmenu, overnatning i dobbeltværelse, morgenmad, 999 kr.

TIP TIL SYDVESTJYLLAND

Marsken og Vadehavet er et af verdens bedste leveområder for vadefugle.I løbet af i år oprettes hele området fra Blåvandshug i nord til Tøndermarsken i syd som Nationalpark Vadehavet. Læs mere på www.visitribe.dk

Tag på sælsafari: Hver torsdag fra maj til september sejler kutteren fra Havneby på Rømø på jagt efter sæler, marsvin og fugle.Bestil marsklam allerede nu og hent det direkte på slagteriet i maj-juni.Fordi fårene har levet af marskens mineralholdige græsser, får kødet en særlig krydret smag. Læs mere på www.vadehavsprodukter.dk

Ribe, 50 km nord for Møgeltønder, er Danmarks ældste by.Gå tur i den velbevarede bykerne fra middelalderen og besøg den storslåede domkirke i centrum. I år fejres byens 1300-års jubilæum med masser af aktiviteter. Nolde Museet ligger kun 15 km fra Møgeltønder i Seebüll syd for grænsen. Absolut værd at besøge.Både for Emil Noldes farvemættede malerier, men også den smukke have, der har givet inspiration til mange af dem.

Miniferie i Rügen, Tyskland

Selv om Tysklands svar på Møn ligger tæt på Danmark, er øen forholdsvis ukendt som feriested. Det er en skam.For Rügen ved den tyske Østersøkyst byder på store naturoplevelser med de prægtige kridtklinter, der rejser sig på nordøstsiden. Og masser af bade- og wellnessliv koncentreret omkring den gamle kurby Binz med prægtige villaer og hoteller fra slutningen af 1800-tallet.

Rügen er forbundet med Stralsund på fastlandet af et 4 km langt brokompleks. I geografisk forstand ikke del af Rügen, men Stralsund hører med til miniferien som en by med god shopping, hyggelige restauranter, og det faktum, at de historiske bydele siden 2002 har været på UNESCOs verdensarvsliste.

Da jeg besøgte Stralsund første gang i 1990, lige efter genforeningen, var den gamle hansestad i en sølle forfatning.Men siden er det gået stærkt, og i dag er de kostbart indrettede købmandshuse, det historiske rådhus, Skt. Nikolai- og Skt. Marienkirkerne og Heiligsisterkloster restaureret tilbage til fordums pragt.

HER KAN DU BO I RÜGEN:

Villa Haiderose, Binz: romantisk jugendvilla direkte ved strandpromenaden. 9 smukt indrettede lejligheder, spa- og wellnessafdeling med stort tilbud af behandlinger.Priser fra 82 euro pr. dag/610 kr. for to personer i lejlighed.

TIP TIL RÜGEN I TYSKLAND

Lej en strandkurv med tag og sider, der beskytter for vinden. Kan lejes på de fleste strande for ca. 8 euro/60 kr. pr. dag

Den grimmeste bygning på den smukkeste strand: Prora, 4,5 km lang betonkolos bygget af Hitler i 30'erne som gigantisk feriekoloni for nazisterne. Nu ruin og minde om en grufuld tid.

Hofgut - Bisdamitz. Økologisk gårdbutik med eget osteri og restaurant, hvor der serveres gårdens egne produkter.Königsstuhl på Jasmundhalvøen, den berømte 118 meter høje kridt-skrænt, formet i istiden. Tag f.eks. en af de mange udflugtsbåde, der går fra molen i Binz.

Flere informationer: www.germany.travel, www.binz.de www.stralsund.de