Jul og julemarkeder i Krakow
Rejser

Juleeventyr i Krakow

1. januar 2014
af Hanne Høiberg
Foto: Hanne Høiberg
Det traditionelle julemarked på Polens smukkeste plads, midt i Krakow, emmer af nostalgi og romantik – og af en overflod af håndlavet julepynt, kager, duftende varme drikke og gedigen polsk gademad. Men resten af byens middelalderlige centrum og det jødiske kvarter venter også på at blive opdaget…

Det ligner noget fra et juleeventyr…med hvide hestetrukne kareter tålmodigt ventende på brostenene foran de kæmpestore juletræ indhyllet i lysende stjerner. Bagved anes markedsboderne, den elegante klædehal i renæssancestil og toppen af det 700 år gamle rådhustårn. Til venstre knejser Mariakirkens to tårne og hele vejen rundt funkler smukt restaurerede historiske byhuse og paladser.

Vil du også opleve julemarkedet i Krakow, så klik ind her »

Rynek Glowy, hovedtorvet i Krakow, tager imod i al sin glans. Jeg er kommet ind ad kongeporten, Florians Port, som sammen med naboen, en kolos af en fæstning fra 1300-tallet, udgør de sidste rester af byens middelalderlige forsvarsanlæg. Herfra er jeg gået videre ad Floriánska smukt klædt i guirlander, og nu står jeg så og prøver at få et par historiske detaljer til at falde på plads:

Rynek Glowy var med sine godt 40.000 kvm den største plads i Europa, da den blev opført i 1300-tallet. Og er stadig en af de mest imponerende, som udgør det bankende hjerte i Krakows gamle bydel Stare Miasto. Sammen med torneroseslottet Wawel og den jødiske bydel kom den på UNESCOs verdensarvsliste allerede i 1978. Det var dengang, listen kun havde 12 medlemmer. I dag er der over 1.000.

Når man skal finde rundt i det kompakte brostensbelagte Stare Miasto, er det værd at huske, at den er formet som en gammeldags lyspære med Wawelhøjen og slottet for enden af fatningen og selve pæren defineret af de oprindelige bymure – nu en grøn ring kaldet Planté. Alle gader er udlagt som et gitter, der mødes på markedspladsen. Med andre ord: Her kan man godt lægge bykortet væk.

Læs også: Hanne Høibergs guide til julemarkeder i Europa

En bid af Polen
Således beroliget, men også temmelig fodkold bevæger jeg mig ind på julemarkedet – en væsentlig årsag til jeg er taget på miniferie i Krakow i december måned. Jeg har ikke gået mange skridt, før første fristelse viser sig: Skal det være sød te med slivovitz/blommebrændevin, grzaniec galicyjski, det polske svar på gløgg, varm chokolade, vinterte med appelsin og nellike eller romgrog...?

Valget er svært, men jeg prøver te og brændevin. Det varmer helt ud i tæerne. I det hele taget er julemarkedet også en demonstration af polske madtraditioner. Store svineskanke stege på endnu større pander, og byens gademad, zapiekanka, alias skiver af kæmpebrød, grilles og serveres med ristede løg, kød, tomat, peberfrugter i ét velduftende sammensurium. Lidt for voldsomt for mig, så jeg nøjes med et par stykker grillet ost med tranebærsyltetøj. Lækkert.

Bagefter kigger jeg på juleting. Og lad der være sagt med det samme: Markedet rummer en del skrammel, som bestemt ikke er produceret i Polen. Men også masser af fint kunsthåndværk, f.eks. i form af træskærerarbejder. Jeg falder for de fineste snefnug udskåret i birketræ. Rav-armbånd i alle nuancer fra elfenben til klar kastaniebrun. Og de farvestrålende julekrybber foldet i stanniol. Meget katolske og meget dekorative, uanset hvilken religion man tilhører. Jeg kan heller ikke stå for en perfekt udformet skruenøgle i chokolade…

En tur ind i klædehallens sartgule arkader hører med til besøget på torvet. Hallen havde sin storhedstid som center for international handel i 1500-tallet og fungerer i dag som én stor souvenirbod. Året rundt. Her i juletiden dog med fokus på håndmalede glaskugler og anden julepynt.

Det jødiske kvarter
Det ville være synd at besøge Polens gamle kongeby og tidligere hovedstad med over 1000 års historie uden at se nærmere på dén. Derfor tager jeg med på næste dags udflugt til Kazimierz-bydelen sydøst for den historiske bydel. Kvarteret var i over 500 år centrum for Krakows jødiske samfund, indtil over 90 pct., eller 65.000, blev henrettet under 2. verdenskrig. I dag er der omkring 800 jøder tilbage i byen.

Det er både gribende og specielt at stå på Szeroka-torvet centralt i bydelen og betragte mindepladen over de henrettede og samtidig konstatere, at torvet i dag fremstår med en hyggelig blanding af restauranter, caféer, en synagoge og såmænd kosmetikdronningen Helena Rubinsteins fødehjem. Det fungerer nu som eksklusivt B&B.

For enden af torvet har den israelske bar og restaurant Hummus & Happines indtaget en vakkelvorn bygning i røde mursten. Rygtet giver den rigtig gode anmeldelser. Kazimierz har da også udviklet sig til stedet, hvor Krakows kreative klasse er begyndt at rykke ind, og det livligste gå i byen-kvarter – langt fra den mere turistede udgave i den gamle bydel.

Størsteparten af de gråbrune afskallede ejendomme i Kazimierz er utroligt forfaldne, ja på randen til at ramle sammen. Ifølge vores lokale guide skyldes det den særlige tilbageleveringsperiode på 30 år, den polske regering indførte ved selvstændigheden fra sovjetisk kontrol i 1989. Den går altså til 2019 og betyder, at de ejendomme, der ikke er blevet bragt tilbage til deres oprindelige jødiske ejere, så kan blive solgt til regeringen. Først da kan en egentlig
restaurering begynde.

Læs også: Budapest i julehumør

Moderne tider
Byrundturen slutter ved bastionerne af det imponerende Wawelslot lige uden for den gamle by på Wawel-højen, som rejser sig over Vistula-flodens højre bred. Der har været bygget på højen i 1000 år, men det nuværende slot i renæssancesstil er fra 1400-tallet. Det er omdannet til museum, mens den gotiske domkirke stadig bruges til sit oprindelige formål. Bl.a. er alle polske konger begravet her.

Det tager ikke mange minutter at gå ned fra højen og tilbage i den gamle by – direkte ind på Kanonicza-gaden, hvor jeg har fået anbefalet en god restaurant. Pod Nosem er en af de få restauranter i den gamle by, der følger tidens trend med at basere sit køkken på lokale råvarer fra små leverandører og skifte menukort med årstiden. Jeg falder straks for dagens frokostmenu: tre retter til 39 zloty (ca.70 kr.). Først rødbedeboullion med svampefyldte piroger, siden sandart med et spændende tilbehør af kål og pasta i en let, vinøs sauce og til sidst en fantastisk chokoladekage. Meget enkelt, meget lækkert og et tydeligt eksempel på, at Krakow ikke er ren historiebog.

Fakta og fiduser
Julemarkedet på torvet i Krakow varer fra 27. november til 26. december. Info på Krakows turisthjemmeside www.krakow.pl
Prisniveauet på at spise ude ligger på omkring 50 pct. af det danske.
Pod Nosem, ul. Kanonicza 22, www.podnosem.com
Bo godt: Hotel Golden Tulip, Lobzowska 8, www.goldentulipkrakowcitycenter.com.
Moderne firestjernet hotel kun et par hundrede meter fra den gamle bydel.
Vejen hertil: Jeg deltog i en fire dages »Julemarked i Krakow«-tur med Kulturrejser
Europa i starten af december - klik ind på www.kulturrejser-europa.dk

Vil du gerne oplev julemarkedet i Krakow med dansktalende rejseleder?

Kulturrejser Europa byder på spændende og inspirerende rejser til Polen og Krakow, blandt andet til det smukke julemarked - klik ind og se de aktuelle tilbud her!

Læs også