HAMBORG-GUIDE | Tag på weekend syd for grænsen
Foto: Christian Harpøth, AOP og PR
DET SKAL DU OPLEVE
Kunst på en overskuelig måde
Den faste samling på Hamburger Kunsthalle tager dig på en rejse gennem syv århundreders kunst. Den tyske kunst er nemlig – sammen med Munch, Rembrandt og de mere abstrakte og moderne værker – kurateret på en sådan måde, at du kronologisk kan følge den kunstneriske udvikling. Det giver et interessant og ikke mindst overskueligt indblik i kunsthistorien fra et nordtysk perspektiv.
HVOR? Glockengießerwall i det indre Hamborg.
En koncertoplevelse til seks milliarder
Seks år efter, den skulle have stået færdig, blev Hamborgs nye varemærke, koncerthuset Elbphilharmonie, endelig klar til åbning d. 11. januar 2017. Og uanset om du er til symfonier, Mozart eller nogle af de andre musikalske oplevelser, det nye koncerthus byder på – og i øvrigt med den fineste, bedste og reneste lyd, er den imponerende bygning med det bølgende tag, den spejlagtige glasfacade og den røde murstensbund et besøg værd. Se mere HER.
HVOR? Platz der Deutschen Einheit 4, 20457 Hamborg
Den nye by
Hamborgs havneby har fået et ansigtsløft, der er en Hollywood-frue værdig. Det hele er nyt, med undtagelse af de smukke UNESCO-fredede pakhuse, der smukt indrammer bydelen. I HafenCity, som man har kaldt bydelen, kan du fx tjekke det spektakulære koncerthus til knap en milliard euro ud. Dog ikke indefra, da det ikke er færdigbygget, fordi byggeriet har trukket ud – næsten a la kirken Sagrada Família i Barcelona. Du kan også overveje en lejlighed i de centralt beliggende og Elben-beskuende glasbygninger, der på grund af en stram byplanlægning faktisk ikke er så uopnåelige, som de lyder. En ”almindelig” familie skal nemlig kunne have råd til at bo i mindst en tredjedel af dem. HafenCity er et besøg værd, hvis du vil se alt det nye og hippe og virkelig vil mærke, hvordan en visionær (og rig) kommune griber fremtiden an. For slet ikke at nævne områdets lækre butikker og nye spisesteder. Se især efter interiør, når du besøger HafenCity.
LÆS OGSÅ: 4 REJSEMÅL – du ikke ved, du elsker
HafenCity
Natur til bybarnet
Hvis Stockholm er Nordens Venedig, er Hamborg Tysklands Stockholm.
For øjet byder Hamborg nemlig på en moderne, urban æstetik i smuk, indrammet natur. Du kan fx hoppe på en båd på Alster i midten af byen eller løbe en frisk morgentur om den, tage på en rolig gåtur i parkområdet Planten un Blomen, der både har botaniske drivhuse, en japansk have og små søer, eller nøjes med at nyde kanalerne, når du shopper i gågaderne.
HVOR? Planten un Blomen finder du på Jungiusstraße 1, 20355 Hamborg
HER SKAL DU SPISE
Trestjernet
Det er stjernekokken Kevin Fehling, der i 2015 sikrede Hamborgs første trestjernede michelinoplevelse, da han åbnede restauranten The Table. Der er kun plads til 20 mennesker, der alle skal sidde ved restaurantens eneste bord – deraf navnet. Du skal ikke regne med, at du kan vandre ind fra gaden uden reservation. Bestil derimod plads i rigtig god tid, hvis du gerne vil forbi.
HVOR? Shanghaiallee 15, 20457 Hamborg
Det fransk-amerikanske køkken
Indretningen er Instagram-værdig, køkkenet er fransk og amerikansk, og maden er udsøgt. Elsker du en god steak, en lækker burger eller moules frites – alt sammen med de lækreste sideorders og fransk vin – bliver Atelier F din nye yndlingsrestaurant.
HVOR? Große Bleichen 31, 20354 Hamborg
Sushi med mere
Restauranten Coast by East ligger med udsigt over havnen og de nye glasbygninger. Her kan man få diverse sushianretninger, men det er tilbehøret til sushien, der gør Coast by East et besøg værd. Lad dig overraske med forskellige salater, steaks og anderetter ved siden af din sushi – fx ved frokosttid, hvor restaurantens beliggenhed kommer til sin ret.
HVOR? Großer Grasbrook 14, 20457 Hamburg
Coast by East
HER SKAL DU SHOPPE
Vintage-vidunder
I vintagebutikken Otten Von Emmerich kan du finde de lækreste modeklassikere. Der er silketørklæder fra Hermès (og Birkin Bags, ej at forglemme), der er Rolex-ure, og der er Louis Vuitton-kufferter. Det er ikke billigt, men billigere, og kvaliteten på varerne er i orden.
HVOR? I arkaden Galleria Passage, Grosse Bleichen 21 20354 Hamborg D
Det hippe Hamborg
Mærkerne er indie, tøjet er street, og det meste har været brugt før. Sternschanze er Hamborgs hippe bydel, og det er noget relativt nyt. For ikke mange år siden var Schanzen, som det kaldes i daglig tale, et arbejderkvarter, man bestemt ikke ville have skrevet om i en byguide i et modemagasin. Med graffiti på husmurene og unge mennesker på gaden, når vejret tillader det, er Sternschanzen et besøg værd.
HVOR? I gaderne Schanzenstraße, Schulterblatt og Susannenstraße, 20357 Hamborg
International mode
Det er Hamborgs svar på Madison Avenue, Bond Street og rue Saint-Honoré. På Neuer Wall ligger alle de store, dyre internationale modehuse som Hermès, Gucci og Prada side om side, og man kan også se på tyske specialiteter som Hugo Boss, Escada og Jil Sander. I øvrigt er butikken Unger et besøg værd. Det er Hamborg-udgaven af københavnske Birger Christensen eller aarhusianske FF2. Unger har blandt andet en Dior-afdeling og en ”yngre” pendant med butikken UZwei.
HVOR? Neuer Wall, 20354 Hamborg. Find UZwei på Große Bleichen 23-27, 20354 Hamborg
Finurligt alternativ
Ikke langt fra Schanzen ligger Karolinenviertel, som især centrerer sig om gaden Marktstraße. Marktstraße byder på hyggelige bygninger, små caféer og finurlige butikker, der både indeholder den nyeste mode, de mere alternative tøjvalg og unikt interiør. HVOR? Marktstraße, 20357 Hamborg