Rejser
8. december 2009

Forførende og betagende Boston

Boston er en fantastisk by, der virkelig er et besøg værd. Den minder om New York med sine shoppingmuligheder og kulturelle seværdigheder, men den er mindre og tempoet er langsommere
Af: af Marie Qvortrup, Foto: iStock, Getty Images og All Over Press
https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/51357c36ecbf42109865815f78aeb1f9.jpg
Boston Massachusetts skyline, så smuk som konkurrenternes.

Boston er en perle med en skæv historisk tyngde, inspirerende shopping og en bjergtagende omegn. Overalt er der rent, nydeligt og fint pyntet med blomster i krukker, bøtter og altankasser, og stemningen er hyggelig a la europæisk hovedstad med smalle, bakkede gader som på Paris' Montmartre.

Harvard University er et
besøg værd, hvad enten det
er historien eller visdommen,
der trækker...

Billig shopping
Er man en af dem, der er forelsket i New York og elsker den gode blanding af shopping og kulturelle seværdigheder, er Boston absolut et værdigt alternativ. Dog er tempoet lavere og atmosfæren roligere. Byen er jo nok mest kendt for at have fostret bysbarnet John F. Kennedy og for at huse det kendte og sagnomspundne Harvard University, men den kan meget mere end det. På shoppingsiden byder Boston på alt fra klassiske designervarer til pudsige secondhandbutikker. Og man bliver fristet. For eksempel koster den Kitchen Aid-køkkenmaskine, jeg har ønsket mig i ti år, under tusind kroner - hvilket er ca. en femtedel af prisen herhjemme.

Overalt er der pyntet med de
fineste blomster.

Historisk og charmerende
En by på størrelse med København er tilmed overskuelig at finde rundt i. Er du historisk interesseret, kan du i byens centrum følge det såkaldte Freedom Trail, en fem kilometer lang rundtur, der leder forbi en række af de vigtigste historiske lokaliteter. Blandt andet Bunker Hill Monument i Charlestown, som var her, det første store slag fandt sted under den amerikanske revolution. Med sine små skæve gader, fine pynt, sjove butikker og hyggelige restauranter er byen desuden virkelig charmerende, og flere gange må jeg stoppe op blot for underholdningens skyld.

Typisk mangfoldighed
En spadseretur i området omkring Harvard Square giver et godt indblik i den mangfoldighed, der er så kendetegnende for Amerika. De studerende går af sted med mapper under armen, mens punkere, professorer, turister og outrerede bøsser ligeledes myldrer af sted - i gang med dagens gøremål. Det er også i dette kvarter, at vi for stort set første gang ser en del sorte, latinoer og ortodokse jøder - ligesom gadegøglere er en del af gadebilledet. Her er den samme stemning som i New York og nok at kigge på til en hel dag. Boston er betagende, billig - og absolut et besøg værd!

Den smukke Charles River snor sig
gennem byen og under de mange
smukke broer.

Læs mere om:

Læs også