https://imgix.femina.dk/media/article/nicolai_wammen_0.png
Popkultur

Nicolai Wammen går på barsel, og det er åbenbart en big deal

10. december 2020
af
Caroline Wilms. Foto: Martin Høien
Finansminister Nicolai Wammen tager barselsorlov for at være sammen med sønnen Christian, skriver han i et opslag på Facebook. Den beslutning er blevet mødt med både klap på skulderen og kritik.

Finansminister Nicolai Wammen (S) meddelte i går på Facebook, at han går på barsel med sønnen Christian.

- Kort før corona-krisen for alvor ramte Danmark, blev Karen og jeg forældre til lille Christian. Siden har Christian mest set sin far i tv, skriver han i opslaget.

Derfor er kalenderen frem til den 5. februar kun fyldt med legeaftaler med sønnen, mens skatteminister Morten Bødskov (S) overtager posten for Wammen på Christiansborg.

Men at den socialdemokratiske finansminister tager lige knap to måneders barsel for at være sammen med sin søn har delt vandene. I kommentarsporerne bliver han ønsket en god barsel, mens andre skriver, at han burde passe sit job i stedet for at tage orlov.

Og også blandt kollegerne på Christiansborg er der uenighed om Nicolai Wammens beslutning.

Blandt andet ser Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti kritisk på, at ministeren tager orlov for at være sammen med sin søn.

- Danmark står midt i en coronakrise, som påvirker erhvervsliv, selvstændige, lønmodtagere og hele kongerigets økonomi. Og så går finansministeren gudhjælpemig på orlov, skriver han efterfulgt af en undrende emoji.

Den politiske leder for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, mener dog, at der endnu er meget at gøre for ligestillingen, hvis ikke Martin Henriksen mener, at Wammen bør tage orlov.

Også på SF's Instagram kommenterer de på Henriksens kommentar med teksten: "Når man har været på tidsrejse og stadig tror, at man er i 1950'erne."

LÆS OGSÅ: Eksperten om barsel: ”Udover amning, er der ikke noget, der gør mor mere kvalificeret end far”

Mænd tager mere barsel - men det går langsomt

I 2019 vedtog EU-parlamentet og EU-rådet at øremærke to måneders barsel til fædre i alle EU's medlemslande. Hvis ikke far benytter sig af de to måneder, bortfalder de, og mor kan derfor ikke overtage dem.

Men danske mænd halter stadig bagefter med at tage deres del af barslen. Nicolai Wammens barsel på knap to måneder er faktisk mere, end hvad danske mænd i gennemsnit tager.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fædre er begyndt at tage lidt mere barsel end tidligere, men også at udviklingen går langsomt.

I 2019 tog fædre i gennemsnit 31,9 dages barsel, mens de i 2015 tog 29,3 dages barsel. I gennemsnit tager mødre 273,9 dages barsel. De danske fædre tager dermed lige omkring 11 procent af barslen.

I sammenligning tager fædre i Norge cirka 20 procent af barslen, hvor det i Sverige og Island er 30 procent af barslen, der bliver taget af fædrene.

Læs også