Xenia Lach-Nielsen
Kendte

Xenia Lach-Nielsen om sit forhold: ”Vi har et fuldstændig omvendt kønsrollemønster”

Xenia Lach-Nielsen elsker kager og hader træning. Muligvis får hun alligevel en del af det sidste, når hun bakser med save og boremaskiner og bygger møbler derhjemme. Mød skuespiller og sangeren, der lige nu har en hovedrolle i musicalen ”Leonora Christina” – og faktisk ikke bryder sig om at blive kigget på.

Xenia Lach-Nielsen har hele sit voksne liv stået på en scene. Og så viser det sig sørme, at hun egentlig ikke bryder sig om, at folk kigger på hende. Hun kan heller ikke lide at få taget billeder. Og hvad kan vi så lære af det? At mennesker ikke er entydige. Heldigvis. Så du skal nu møde en næsten 180 centimeter høj skuespiller og sanger, der kalder sig selv pølsehunden, fordi hun har et specielt forhold til alt spiseligt, har en skøn latter og er usædvanligt ferm med boremaskine og sav – hun har senest bygget en bænk til sit og skuespiller Peter Gantzlers køkken.

 

Stædig

Xenia sidder i sofaen og ser skarp ud. Og er ærlig nok til at sige, at der også er en helt anden side af hendes personlighed.

– Det er i virkeligheden to forskellige personligheder. Jeg er både forfængelig og slet ikke forfængelig. Jeg er nok primært damen i joggingbukser og fedtet hår og sutsko. Eller malertøj og sådan handywoman. Jeg bygger ting selv. Møbler og sådan noget. Det er noget, jeg egentlig har holdt lidt for mig selv …

Bænken i køkkenet byggede hun TRE gange, fordi hun er så stædig. Da den første gang var færdig, var hun ikke tilfreds med konstruktionen. Så byggede hun den om, og den blev ”sindssygt flot”, men for høj at sidde i. Så byggede hun den om igen og sænkede den tre centimeter.

– Peter kender mig så godt efterhånden, han ved, jeg ikke kan holde ud, hvis ting ikke er i orden. Vi er nok meget anderledes end gennemsnittet, for vi har et fuldstændig omvendt kønsrollemønster. Det, at han ser maskulin ud, har ikke noget at gøre med, hvordan han er indeni. Overhovedet. Det er Peter, der laver mad og køber ind, og det er mig, der går rundt med skruetrækker og boremaskine og laver el og skifter pærer og laver alle sådan nogle ”mandeting”.

Gi’r du et kursus?

– Haha, jeg har tænkt på at lave noget i den retning, hvis jeg skulle blive arbejdsløs en dag. Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver nu, ville jeg være møbelsnedker!

Det gik hurtigt op for hende, at Peter og hun ikke kom til at konkurrere om, hvem der havde stort kørekort til værktøjskassen.

– Peter har helt fra starten været meget klar: Der er ting, han ikke interesserer sig for, ting, han simpelthen ikke gider bruge sin tid på. Vi har næsten 4.000 kvadratmeter have i vores sommerhus, og han siger, at han ikke GIDER holde have. Nå men JEG vil have dén og dén plante og kigge på nogle lavendler dér. FINT – så må du gøre det selv. Og det gør jeg så. Det er også helt absurd, at jeg så VIL lave den bænk ude i køkkenet. Det er udelukkende mit projekt. Han ligger eller står eller sidder, eller hvad han nu gør, og hører mig pruste, stønne, bande og svovle, fordi jeg skal lave den om for tredje gang.

Og larme?

– Og larme ikke mindst! Han har virkelig spurgt mig mange gange: ”Hvornår er du færdig?”. Haha. Men han lader mig gøre det, selv om han ikke selv har nogen interesse i det. Det synes jeg bare er enormt fedt. Jeg er vant til, at jeg ikke skal vente på, at nogen vil hjælpe mig. Det lyder måske lidt pessimistisk, men man kan faktisk ikke regne med, at andre er lige så interesserede i det samme, som man selv er interesseret i. Så alle de handlinger, man foretager sig, har man også selv ansvaret for.

LÆS OGSÅ: Peter Gantzler: Har aldrig haft lyst til at blive gift

Det har du lært, de år I har været sammen?

– Ja, det er en af mange læringsprocesser sammen med Peter. For Peter og jeg er helt utrolig forskellige. Det var bare markant, da vi mødte hinanden.

Hvad var det så, der trak?

– Meget kort fortalt: Kærlighed. Det er ikke, fordi vi ikke har prøvet at gå fra hinanden, eller: Vi ER ikke gået fra hinanden, men vi har ønsket at gå fra hinanden rigtig mange gange, i løbet af de 20 år vi har været sammen. Men på en eller anden måde er vi faktisk blevet gladere og gladere for hinanden. Så selv om man i situationer står og slet ikke kan se, hvorfor man er sammen … altså hvis der stadig er en grundlæggende kærlighed, er det eddermame svært at gå fra hinanden, bare fordi man er forskellige. Jeg tror, det er noget af det, jeg har lært af at være sammen med Peter: Hvis jeg gerne vil noget, kan jeg godt gøre det selv, og det er helt okay, Peter ikke har interesse i det, fordi jeg VÉD, jeg har det vigtigste fra ham: Respekt og kærlighed.

Pølsehunden

Haps. Der står en skål slik på bordet. Xenias hånd ligger i fast rutefart. Sjovt nok siger hun:

– Jeg er faktisk slet ikke interesseret i slik. Det er, fordi jeg er sulten, og så har jeg det, som vi kalder pølsehunden hjemme hos os – og det er mig, der er pølsehunden. Peter og jeg så en dag den sødeste Jack Russell-terrier stå sammen med sin ejer nede ved pølsevognen på Frederiksberg Runddel. Den kunne SLET ikke være i sin krop, fordi den bare ku’ dufte alle de lækre pølser, og den vidste godt, at den ville få noget lige om lidt. Sådan har jeg det med rigtig mange ting, har vi fundet ud af. Hvis jeg ligesom kan SE noget spiseligt, kan jeg godt mobilisere en lyst til det, selv om jeg aldrig ville købe slik. Og … jamen jeg er meget interesseret i kager. Spørger du på grund af noget med sundhed og krop og sådan noget?

I en tid, hvor vi har så travlt med vores udseende, er det bare dejligt at høre dig sige: ”Jeg kan godt lide kager” ...

– Ja … jeg interesserer mig ikke for det – og så interesserer jeg mig alligevel for det på den måde, at mit forhold til min krop har ændret sig utrolig meget de sidste fem år. Jeg har altid været meget slank og altid kunnet spise, hvad jeg ville, og det har jeg altid nydt, for jeg ER meget glad for kager. Og chokolade og desserter … Men jeg har fået sat et kæmpe spejl op foran mig, fordi jeg pludselig begyndte at tage på. Pludselig skulle JEG til at tænke over det, som mange af mine veninder og folk i min omgangskreds og kvinder i dameblade og alle snakker om – det har slet ikke været realiteterne for mig før.

– Og det at tage så meget på på lårene og numsen og maven og pludselig ikke kunne passe sit tøj skaber en frustration. Den har jeg haft i nogle år nu. Men jeg må bare erkende, at jeg simpelthen ikke kan gå på slankekure. Det er en forringelse af min livskvalitet, at jeg skal tænke på, hvordan jeg ser ud. Jeg kan godt blive skideirriteret over, at jeg har dobbelthage, og jeg har appelsinhud på maven og på lårene. Det er rigtig ærgerligt. Men jeg gider heller ikke træne, jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan slet ikke forstå, at nogen inkorporerer træning i deres dagligdag, det er så fjernt for mig, at man vil bruge tid på sin krop på den måde. Og nu har jeg haft tre diskusprolapser og er blevet opereret for én – det er også en af mine modgangsperioder, jeg var sikker på, at jeg aldrig kom til at gå igen og måtte gå rundt på krykker og gå til genoptræning i ÅREVIS. Men selv det kan ikke rigtig motivere mig. Jeg vil hellere være fri for at gå til træning og så have lidt ondt i ryggen og så stadig spise de kager, jeg godt kan lide. Jeg ville da ønske, jeg selv havde den disciplin, der skal til for at holde min krop stærk, for selvfølgelig er det at foretrække. Men jeg er simpelthen ikke en af dem, der bliver frisk af at gå til træning.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Løsningen

Så må man jo finde en løsning …

– Det, jeg HAR gjort, er, at jeg har en rigtig god skrædderdame, som har syet mange bukser til mig til forskellige forestillinger, og jeg har simpelthen mønstre liggende hos hende, så jeg aldrig mere behøver at tænke på, at jeg ikke kan passe alle de bukser, jeg prøver. Vildt smart! I stedet for at tabe mig får jeg skræddersyet mine bukser. Jeg er bygget sådan, at jeg har alt for lange ben, så bukserne er altid for korte, og så har jeg en rimeligt smal talje, men altså også en ret stor røv og nogle store lår, og der findes ingen bukser til mig. Det siger virkelig også noget om, hvordan vi er skruet sammen i dag, når det gælder kropsæstetik. TÆNK, at jeg ikke kan finde bukser, der passer til min krop, fordi der bare ikke er nogen, der laver bukser til en stor røv og et par store lår. Jeg efterlyser bare, at man anerkender, at der er forskellige kropstyper. Come on! Det er ikke alle, der har superstramme lår og en lille numse.

Lige her kommer vi til at snakke om flødeboller. Og Xenia siger:

– Og så tænker jeg straks: Aiih hvor ville det være dejligt ..! Det er pølsehunden, der snakker. Jeg kan virkelig skabe et behov hos mig selv bare ved, at nogen SIGER noget. Det er meget tit, at jeg småspiser et eller andet. Peter er jo så sød. Jeg siger til ham: ”Du skal ikke købe noget, for jeg vil gerne prøve at lade være med at spise alt det dér”. Så køber han det alligevel. Nogle gange gemmer han noget, når jeg så pludselig siger: ”Aiih jeg ku godt tænke mig en kage” – så kommer han med noget, han har gemt! Jeg synes også, det er enormt sødt, at han tager mig, som jeg er. Altså … jeg synes ikke, jeg er særlig skøn at se på i en badedragt, men jeg ORKER det bare ikke.

Det er vel heller ikke det, kærlighed handler om?

– Nej, heldigvis. Jeg er så lykkelig for, at han vitterlig tager mig, som jeg er. Jeg føler mig utrolig heldig. Netop fordi de idealer, vi har i dag, er nogle helt andre.

Så du er et sundt eksempel for din teenagedatter – ved at være pølsehund og spise kager?

– Ja, det er enormt vigtigt. Problemet er bare, at vi ikke længere er opdragere alene. Man ku’ jo tale i evigheder om de skide sociale medier. Jeg ved, at når vores datter udviser usunde tegn, som alle teenagere og unge mennesker gør i større eller mindre grad, så er det sgu ikke fra os, det kommer. Det er fra alt det lort, der er på de skide – undskyld, jeg bander så meget – sociale medier. Hun er selvstændig, og hun er flyttet hjemmefra og har lige en fase, hvor hun ikke rigtig gider høre på noget, jeg siger, hun skal nok finde ud af det, ikke? Men vi havde en rigtig god snak i går, hvor jeg måtte pointere: ”Du KAN ikke sammenligne dig med folk på de sociale medier. Du kan ikke sige: Hvorfor er det ikke MIG, der bor i sådan et lækkert hus eller har sådan et lækkert job?”. For det er for helvede sgu da ikke virkeligheden! Jeg synes, det største problem i den vestlige verden i dag er, at de unge mennesker får et fuldstændig forkvaklet forhold til, hvad livet handler om.

LÆS OGSÅ: Xenia Lach-Nielsen om Peter Gantzler: Han er ikke en idiot mere

Hvad handler det om?

– At være glad for at være i det, man er i – på vej hen mod et mål. Det betyder enormt meget for mig. Det betyder også meget for mig, at man skal være glad i den proces. Peter og jeg taler tit om, hvor mange kurser vi har været på, og hvor meget vi prøver at dygtiggøre os hele tiden. Det er, som om mange unge i dag tror, de bare kan blive det, de gerne vil. De er vokset op med hele den verdensforsnævring, at drømmene bare bliver realiseret med det samme, for man kan jo bare ta’ fra nogle hylder. TROR de. De er slet ikke klar over, hvor meget der skal knokles for at nå de mål, man har. Det ærgrer mig virkelig. Jeg synes, det er en del af livet at acceptere, at der kan være alle mulige bump på vejen. Det lyder så kliché-agtigt men altså: Også at elske de bump, der er.

 

Xenia Lach-Nielsen, 47 år, sanger og skuespiller, gift med skuespiller Peter Gantzler, sammen har de Rosa på 19 år. ​Aktuel i Musicalen ”Leonora Christina” på Odense Teater – Xenia spiller Leonora Christina.