Kendte

Sundhedscoach Chris MacDonald: ”Jeg er nok et af de få mennesker, der prøvede at ryge pot allerede som otte-årig”

Chris MacDonald vokser op i dobbeltheden mellem en depressiv mor og en far, der står som et fyrtårn af tryghed og kærlighed i hans liv. Som fireårig lægger han sort glasur på alle sine julesmåkager og tænker på døden. Han har mørket med sig, og finder senere en beroligelse fra de mange tanker i rusen fra alkohol og hash – indtil han rammer sit nulpunkt og vender rundt. Her fortæller han om sin barndom.

- JEG BLIVER FØDT I MINNEAPOLIS I DEN AMERIKANSKE STAT MINNESOTA D. 10. JANUAR 1973. Vi bor i de første ti år af mit liv i et hus lige ud til den store sø, Minnetonka. Min far var uddannet pilot fra det amerikanske militær, og da han stoppede i militæret, begyndte han at flyve for et kommercielt luftfartsselskab. Min mor var oprindeligt stewardesse. De mødte så at sige hinanden i luften, men da min søster, Heather, blev født to år før mig, stoppede min mor med at arbejde og gik hjemme, da jeg kommer til verden. Min far hedder Calvin og min mor Valerie, men alle kender dem som Cal og Val, ligesom jeg hurtigt blev til Chris, selvom mit fulde navn er Christopher Scott.

 

- VI BOR I ET MEGET TÆT LOKALSAMFUND. Midtvesten er kendt for sine stærke lokalsamfund, hvor alle kender alle. Jeg har mange venner i nabolaget, og det er en meget tryg opvækst i de første år.

 

- MIN FAR ER MIN HELT. Vi bor lige ud til Minnetonka-søen, og jeg sejler meget sammen med ham. Vi svømmer også og er i det hele taget meget ude i naturen. Det er cool, at min far var pilot og flyver i en stor flyvemaskine. Det er langt fra almindeligt midt i 1970’erne.

 

- JEG OPLEVER TIDLIGT ET MØRKE I MIG SELV. Jeg er ikke et decideret muntert barn. Jeg er en enspænder, og jeg har en tendens til melankoli. Jeg er dog meget opsat på ikke at indrømme det over for nogen, for jeg vil ikke sættes i bås med min mors tilstand. Sådan har jeg det i en meget stor del af mit liv. Det er uden tvivl herfra, at min interesse i livsstil og sundhed og den kraft, man kan hente fra et liv i balance, stammer.

 

- MIN MOR ER DEN ENESTE MOR I KVARTERET, DER ER NØDT TIL AT LAVE EN STOR SKÅL MED SORT GLASUR, DA VI SKAL DEKORERE JULESMÅKAGER. De fleste børn bruger en lille smule sort til at tegne snemandens knapper og julemandens støvler. Men alle mine småkager er sorte. Det er min melankolske side, der slår igennem.

 

- JEG ER NOK ET AF DE FÅ MENNESKER, DER KAN FORTÆLLE, AT JEG PRØVEDE AT RYGE POT ALLEREDE SOM 8-ÅRIG. Min familie har i en overgang min 16-årige fætter boende, fordi han skal i behandling for sit hashforbrug. Jeg vil ikke lade ham i fred. Jeg plager og plager ham, indtil han lader mig prøve at ryge hash. Og jeg elsker det fra første hiv. Intet kan holde mig fra at prøve det igen. Min tendens til at bekymre mig og overtænke alting bliver mindre, når jeg ryger.

 

- MIN FAR ER SKILÆRER I WEEKENDERNE OG TAGER BUSSEN TIDLIGT OM MORGENEN OP TIL BJERGET. Det er meningen, at min fætter følger mig derop senere. I stedet bliver vi hjemme og ryger hash. Senere tager vi til Minneapolis på egen hånd og tager op i den højeste bygning for at se ud over byen, mens vi stadig er skæve. Det er et af mine meget stærke barndomsminder.

 

- MINE FORÆLDRE FINDER UD AF DET MED HASHEN, FORDI JEG FORTÆLLER DET TIL MIN SØSTER, HEATHER. Heather er min bedste og mest loyale ven på det tidspunkt, og vi fortæller hinanden alt. Men lige denne ene gang bryder hun sin loyalitet. Hun ved, at det her er alvorligt. Mine forældre bliver selvfølgelig chokerede og vrede. Men ikke på mig. Jeg bliver set som det lille offer, mens min fætter får al balladen. Jeg føler en enorm skyld over situationen, for det er jo ikke min fætter, der har lokket mig. Det var mig, der havde plaget ham til at give mig lov.

KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her

- VI FLYTTER TIL SEATTLE, DA JEG ER 10 ÅR. Vi flytter, fordi min far begynder at flyve på de internationale ruter fra Seattle. Det er en svær overgang for mig. Vi mister vores gode nabolag, og jeg er den nye dreng i skolen. Jeg kender ikke nogen. Det er første gang i mit liv, hvor jeg føler, at jeg ikke er accepteret. Jeg er en outsider i skolen. De fleste drenge begynder at skyde i vejret i 12-13 års alderen, men ikke mig. Jeg er lille og spinkel og jeg er klodset til boldspil. Min verden kollapser lige der. Jeg hader sportstyperne, der driller mig, og jeg dyrker ikke nogen former for sport, hvilket er ironisk, når man ser på resten af mit liv.

 

- I SEATTLE HÆNGER JEG UD MED NOGLE DRENGE, DER DRIKKER ALKOHOL. Jeg husker tydeligt den første gang, jeg drikker fire-fem øl i træk. Det er ikke bare et spændingselement eller en nydelse – det føles simpelthen magisk. Den følelse, jeg får, er simpelthen sådan som jeg forestiller mig, at man bør føle sig hele tiden. Det er ikke fuldskaben, jeg søger. Det er den første beruselse, det sus, der kommer, når jeg drikker de første par genstande, men som det er umuligt at fange igen.

 

- JEG OPDAGER EN TREDJE AFHÆNGIGHED, DER KAN HOLDE MINE UROLIGE TANKER I SKAK: ADRENALIN. Jeg gør nogle virkeligt sindssyge ting i de år. Vi leger ’kylling’ på jernbaneskinnerne, hvor det gælder om at være den sidste, der springer til side, når toget kommer buldrende. Vi balancerer på de rækværk, der går over motorvejen. Vi gør alt muligt. Hvis der er nogen, der får en langt ude idé, er jeg den, der er klar, selvom jeg paradoksalt nok stadig er vildt bange for døden.

 

- EN DA FINDER JEG MIG SELV LIGGENDE PÅ GULVET I MINE BOXERSHORTS OP AF EN RADIATOR PÅ MIT VÆRELSE OG KAN IKKE HOLDE OP MED AT GRÆDE. Jeg har bare brug for at ligge op ad noget, der afgiver varme. Jeg er 17 år og udvekslingsstudent i Portugal. Jeg har i det sidste halve år drukket 6-7 dage om ugen, og jeg drikker heftigt igennem hver gang. Jeg har ramt et absolut nulpunkt. Min krop er forgiftet af alkohol. Jeg spiser dårligt, jeg sover dårligt. Mine tre strategier, hash, alkohol og adrenalin, holder ikke længere, og jeg føler, at jeg er ved at miste mig selv.

 

- JEG TÆNKER PÅ MIN FAR. Jeg vil ikke svigte ham og den kærlighed, han har til mig. Jeg synes ikke, at han fortjener, at jeg er blevet en skal af mig selv. Jeg føler, at jeg selv fortjener det, men ikke ham.

 

- JEG HIVER MIG SELV OP AF DET HUL, JEG ER FALDET NED I. Jeg melder mig ind i den lokale roklub, og jeg begynder at løbe. Jeg træner og træner. Jeg klipper mit lange hår af, der ellers går mig ned til bukselinningen. Jeg holder op med at drikke og ryge hash. Jeg vender simpelthen mit liv om, inden jeg rejser tilbage til USA igen.

 

- DA JEG KOMMER HJEM, KAN MIN MOR IKKE KENDE MIG. Mit hår er helt kort, jeg er veltrænet og sund at se på, og jeg er endelig vokset de sidste 6-7 cm.

 

Hvordan ser du på din barndom i dag?

- Jeg var heldig. Selvom der er meget i min historie, der kan lyde hårdt, så var jeg først og fremmest heldig. Min mor elskede mig så meget, som hun overhovedet var i stand til og med de ressourcer hun havde til rådighed. Min far var en rockstar, når det kom til at vise kærlighed. Han var der altid for min mor, han svigtede aldrig sit ægteskab eller os børn.

- Jeg har ingen bitterhed eller vrede. Jeg arbejder stadig på at skabe et stærkere følelsesmæssigt bånd til min mor; jeg prøver at lukke afstanden mellem os. Heldigvis er min mor meget åben over for den proces. Hun har ikke svært ved at indrømme, at hun kom til kort, og den velvillighed fra hendes side gør, at jeg kan møde hende med medfølelse og kærlighed i dag.

Læs hele interviewet med Chris MacDonald i det nye Psykologi, der udkommer 20. januar 2020.

Chris MacDonald, 47 år, fysiolog, livsstilsekspert, foredragsholder og forfatter. Han har bla. kendt fra DR’s serier U-Turn og By på skrump. Han er grundlægger af NGO-en Just Human, der arbejder for at forbedre trivslen hos især danske unge. Chris MacDonald er aktuel med bogen Ikke til forhandling, om at få det moderne menneske tilbage i balance i forhold til vores evolutionære udgangspunkt. Chris MacDonald bor sammen med sin kæreste Elisabeth og parrets to små børn.

 

 

Læs mere om: