søren bregendal
Underholdning

Søren Bregendal: "Jeg er en stor romantiker - men jeg bliver ikke forelsket"

19. januar 2016
af Camilla Wass, redigeret til web af redaktionen
foto: Orkideea Safire Blica
Den Melodi Grand Prix-aktuelle popsanger og skuespiller Søren Bregendal har ikke haft en fast kæreste i over 10 år. Han har taget et bevidst valg om, at kone og børn ikke er noget for ham. Til gengæld er han varm fortaler for det ærlige, nøgne møde mellem mand og kvinde

Selv om Søren Bregendal allerede som 16-årig begyndte at skrive kærlighedssange og har mange bløde popballader på CV’et fra sin tid som frontfigur i boybandet C21, bliver han ikke forelsket, og han ønsker hverken at blive gift eller få børn. Det fortæller den 32-årige sanger og skuespiller i et interview med FEMINA i denne uge.

- Jeg ER en meget stor romantiker, og i min hverdag møder jeg rigtig mange mennesker, der undrer sig over, at jeg efter 10 år som single stadig ikke har fået en kæreste – og heller ikke skal have det. De finder det både mærkeligt og provokerende – fordi det udfordrer det etablerede. Men det ligger slet ikke i min livsbane at skulle have børn og blive gift.

Hvornår stod det klart for dig, at det ikke var den vej, du skulle?

- Jeg tror altid, det har ligget i mig, men jeg har nok manglet et sprog for at stå ved det. Det, som alle andre gør, virker HELT fremmed, men hvordan siger jeg det uden at blive for destruktiv over for det, andre vælger? Det har jeg arbejdet meget med, og jeg er blevet god til at stå fast på min virkelighed. Det er bare sådan, jeg ER, siger Søren Bregendal.

”Jeg burde have fået nogle børn”, siger Sørine Gotfredsen. Som 48-årig er gået op for hende, at det har en pris at have fravalgt børn

Vi stiller os i vejen for hinanden, når vi ikke tør sige tingene, som de er, slår Søren Bregendal fast. Han mener, at den moderne mand er en mand, der taler lige ud af posen.

- Jeg har nogle ting, jeg virkelig BRÆNDER for, og jeg har ikke lyst til at gå på kompromis. For mig ville det at få en familie kræve nogle afsavn og prioriteringer, jeg ikke er klar til. At være far til et barn og mand til en kone ville kræve, at jeg hele tiden skulle tænke på deres behov. Men der ville hele tiden være noget andet, der ville flå i mig, siger Søren Bregendal.

Mange vil nok tænke, at det lyder en lille smule egoistisk ikke at ville gå på kompromis?
- Man skaber ikke ærlige relationer ved at glemme sig selv. Hvis ikke vi starter med at sikre vores egen indre balance, så vil der være ubalance i de relationer, vi indgår i. Jeg er i dén grad en lone wolf – det er derfra, min verden går.

Det dybe, ærlige møde

At Søren Bregendal ikke har planer om at få en kæreste, betyder langtfra, at der ikke er kvinder i hans liv. Som han formulerer det, har han været så privilegeret ”at lære mange skønne kvinder at kende” gennem de seneste 10 år. Møderne handler om at udforske hinanden seksuelt og spirituelt.

- Der sker noget meget smukt, når to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden i det øjeblik, de har. Jeg er LASER-skarp på mine egne intentioner, fortæller Søren Bregendal.

”Jeg skulle have et barn for at blive voksen”, siger komikeren Christian Fuhlendorff

Når han er på date, får kvinderne derfor hurtigt at vide, at han ikke er på jagt efter en kæreste. Ofte reagerer de med et: ”Er det ikke bare, fordi du ikke har mødt den rigtige?”. Men så sker der noget magisk, fortæller Søren Bregendal.

- Når jeg bekender kulør, begynder kvinderne at slappe af, og så kommer vi ind i de lag, hvor alt er skrællet af, og det er sindssygt interessant at være sammen. Hvem er du, hvor skal du hen – hvad er vigtigt for dig? Der kommer en intensitet imellem os, som er enormt smuk – og vi mødes i fortællinger om tvivl, ensomhed og det at være menneske.

”Jeg kan aldrig blive din”

Er det ikke også dér, man let kan blive forelsket i hinanden?

- Jeg bliver ikke forelsket. Jeg bliver begejstret og fascineret og har let ved at give mig hen. Jeg var forelsket i den kæreste, jeg havde i gymnasiet, men siden da har jeg ikke oplevet den følelse, siger Søren Bregendal.

Men hvad med kvinderne – bliver de ikke forelskede i dig?
- Det bliver jo lidt selviscenesættende at snakke om, siger Søren Bregendal og griner lidt nervøst.

- Men det ærlige svar er: Jo, det gør nogle af dem. Jeg kan mærke, at mange kvinder søger trygheden i, at jeg er DERES. Og så er det provokerende at få at vide: Jeg kan aldrig blive din. Men fordi jeg er så klar og tydelig, begynder kvinderne også at arbejde med de sider i sig selv, der gerne vil klamre sig til kærligheden. Og jeg tror, jeg er med til at så nogle frø hos de skønne kvinder, jeg får lov til at lære at kende, siger Søren Bregendal.

Er du lidt guru-agtig?

Haha - ja, jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Men der er noget, der plantes, når vi har denne dybe kontakt med hinanden. Det er der jo ikke nødvendigvis, når man går ned på klubben og mest af alt bare vil slippe lysten løs. Så er det sex og tjubang - og det er også fint nok.

Flirt og fordomme

- I nogle sammenhænge er jeg også bare en fyr, der godt kan lide at flirte. Jeg ELSKER at få en kvidne til at føle sig lækker og sexet og intellektuel. Og jeg er heldig, at der er mange, der føler sig tiltrukket af den energi, så der er en del møder, smiler Søren Bregendal.

- Jeg vil ikke selv bidrage til at fremstille mig selv som en charlatan eller libertiner, så jeg har været meget privat omkring mit liv. Men jeg oplever, at det prikker til folk, når de hører, at jeg har mange seksuelle partnere. Og så må jeg sige: Hvad er det for en moral, hvem har fortalt dig, at det er forkert? Man kunne jo i stedet sige: Det lyder spændende ... hvad er det, det giver dig? Vi møder alt for ofte andre menneskers måde at leve på med vores egne fordomme.

Men du må have knust nogle hjerter undervejs?

- Ja, siger Søren, og vi sidder i tavshed i nogle lange sekunder. Så trækker han vejret.

- Men så må vi tage den derfra. Jeg har været med til at indgå i relationen, så jeg må også tage mit ansvar, hvis en kvinde udtrykker nogle meget skrøbelige følelser. Men hvad er et knust hjerte egentlig? Er det forventninger og illusioner, der har vokset sig for store? Der ligger en gave i enhver sorg, ethvert savn og enhver glæde. Men det er ofte dér, vores tankerække stopper, fordi vi bliver optaget af, at vi ikke fik det, vi gerne ville have.

Men er det ikke også lidt trist, at du møder alle disse fantastiske kvinder, og det så ender med at blive flygtige møder?

- Jeg synes ikke, det er trist. For mig er møderne ikke flygtige - de er jo i bevægelse, og ofte ender jeg med at få nogle rigtig skønne venskaber med de kvinder, jeg møder. For nylig var jeg sammen med en kvinde, der sagde til mig: "Søren, hvad så når du bliver 70 år og hverken har kone, børn eller børnebørn ... jeg bliver helt ked af det ved tanken". Og så sagde jeg: "Prøv at høre her: Jeg bliver helt ked af det ved tanken om at skulle det." For NEJ, det skal jeg ikke. Og jeg siger det med respekt for, at det sagtens kan være det rigtige for rigtig mange mennesker, siger Søren Bregendal til FEMINA.

"Livet er meningsløst uden kvinder", siger forfatteren Knud Romer

Læs også