Sanne Søndergaard
Underholdning

Sanne Søndergaard: "Jeg har lært, at jeg faktisk HAR brug for kærlighed og nærhed"

17. januar 2019
af Tine Bendixen
Foto: Runolfur Gudbjörnsson
Standupper og feminist Sanne Søndergaard orkede ikke længere at føle sig mast i mediemøllen og lagt for had for sine holdninger. Efter 15 år som bevidst single og selvvalgt barnløs ville hun VÆK fra København. Alene. Så mødte hun en mand. Nu bor hun i Jylland, er bonusmor til to og aktuel med showet ”Kontroltaber”.

Hvis man nu var en fugl, ville der kun være 156 kilometer at flyve fra København til Egå lidt uden for Aarhus. Men Sanne Søndergaard kan ikke flyve, så rejsen er noget længere. Og så har vi slet ikke talt om den mentale rejse: Efter 15 år som inkarneret single med højre hånd som trofast elsker (det er hende selv, der siger det) og selvvalgt barnløs i en treværelsers på Vesterbro er standup-feministen flyttet i villakvarter i Egå med sin kæreste og er blevet bonusmor til to delebørn på ni og 11 år. Sanne trisser rundt i 1960’er-køkkenet i lyseblå dukkekjole med hvide blondekanter og fluffy sutsko. Det er her, hun har skrevet sit nye standupshow ”Kontroltaber” – med slet skjult henvisning til, hvad der sker, når man går fra den ene yderlighed til den anden.

Hvad laver du i Egå?

– Haha, det er min kærestes skyld! Der er mange ting i mit liv, der pludselig er blevet anderledes, fordi der er en mand i det – det har der ikke været i 15 år.

Hvorfor er der en nu?

– Jamen han er jo noget helt usædvanligt særligt dejligt. Ellers var det nok ikke blevet. Jeg har haft det sådan, at jeg kun ville gå ind i noget, hvis det var en, det virkelig var værd at gøre arbejdet for. Jeg har været meget bevidst single, for jeg har ikke gidet parforholdet og slet ikke sådan noget børneliv. Lige pludselig har jeg begge dele.

Der var bingo, da hun mødte Jonas for tre år siden.

– Han skrev et eller andet enormt sjovt til mig på Facebook, og jeg tænkte: Det er virkelig en sjov mand, ham gad jeg godt møde. Så kom jeg til at kigge på billedet og tænkte: Det passer ikke, så sjov er man ikke, hvis man er så pæn! Totalt fordomsfuld, haha. Og så inviterede jeg lidt mig selv på date med ham. Inden for en halv time vidste jeg: Medmindre han siger et eller andet helt kritisk om, at han stemmer Nye Borgerlige, vil jeg gerne bruge tid sammen med den her mand for evigt.

Skændes I aldrig?

– Ikke rigtigt. Vi har selvfølgelig haft nogle ture. Vi flyttede sammen her for et års tid siden, og det er ikke sådan, at jeg tænker: Åh jeg havde ret i, hvor frygteligt det var, men det er ikke NEMT. Det er ikke børnene, der er problemet, det er mere setuppet: Hvordan skal VI ligesom være en sammenbragt familie? Hvordan skal vi lave regler? Det handler jo om at få integreret en, der har boet alene i 15 år og har sine helt egne neurotiske idéer om, hvordan tingene skal være, sammen med en, der har levet et lidt kaotisk delefar-børneliv.

LÆS OGSÅ: Rapperen Nikoline: "Hvorfor er det så usædvanligt, at en kvinde er stærk?"

Eneboeragtigt

Sanne er vokset op i Midtjylland og havde allerede faktisk overvejet at rykke hjem til Jylland, da Jonas flyttede ind i hendes liv, og hun flyttede ind i hans.

– Jeg var ude i noget helt eneboeragtigt med at købe en forblæst hytte på Vestkysten og få en stor hund, jeg havde nogle Jane Aamund’ske indre billeder af mig selv, der gik langs stranden i striktrøje – jeg har i øvrigt aldrig set godt ud i striktrøje. Så kom han sådan ind og derailede mine planer lidt. Så nu bor jeg her. Med børn.

Har du så ofret karrieren og dit feministiske projekt for kærligheden?

– Nej, det håber jeg da virkelig ikke! Jeg er også kæreste med en feminist, så jeg tror, han ville blive sur, hvis jeg gjorde det. Jeg er bare flyttet fra København, jeg er ikke flyttet fra mit liv. MEN – jeg var i forvejen lidt træt af hele det hysteriske medie-ræs omkring feminismen. Det, at man altid bliver sat ind i en kontekst, hvor nogen står og råber og skriger ad én, og det er så meningen, at man også selv skal råbe og skrige. Jeg synes selv, jeg bare prøver at sige: Hey mænd og kvinder skal have lige rettigheder, og kvinder skal ikke udsættes for overgreb og chikane! Men altså … jeg har fået de vildeste dødstrusler og voldtægtstrusler. Det er det værste, men som minimum er der altid nogen, der flipper fuldstændig ud og troller mig og skriver til mig privat, at jeg skal lukke røven og: ”Hold nu kæft” – jeg havde det til sidst sådan: Jeg ORKER det ikke rigtig. Jeg står for alle de her ting, men jeg gider ikke rigtig skændes med folk. Jeg synes, det ødelægger min kreative energi.

Sanne taler lynhurtigt. Hun ved det godt selv:

– Jeg taler hurtigt, for så kan jeg nå at få alle mine pointer igennem, inden jeg bliver afbrudt af en mand!

Feministen i hende lever i bedste velgående.

– Det er også derfor, jeg har haft det svært med standup-branchen. Jeg elsker standup. Jeg vil gerne stå og sige sjove ting og lave satire over samfundet, men det er enormt svært, når man laver feministisk satire, fordi det provokerer enormt mange af de mandlige komikere, og man skal hele tiden forsvare sig selv og forsvare kvinder og kvinders synspunkter. Selv når jeg står backstage og bare gerne vil fokusere på, at jeg skal ind og optræde, bliver jeg hevet ind i diskussioner: ”Hvorfor må vi nu ikke sige til en kvinde, at hun ser godt ud?”. Det er bare for meget hele tiden at være den, der skal forsvare sagen og få alle ulemperne ved det og alt hadet. Jeg ville bare gerne have lov til at gøre det samme som mine mandlige kolleger, men jeg har aldrig fået lov til det. For så snart jeg begynder at snakke om, hvordan mit liv rent faktisk er, og mit liv er jo en kvindes liv og ovenikøbet en kvinde, der har oplevet rigtig meget ubehageligt – så bliver jeg kaldt for sur feminist. Jeg synes virkelig, det har været svært at gøre det, jeg gerne ville gøre. Derfor havde jeg brug for at komme ud af det. Brug for at trække mig fra det dér mediecirkus også. Jeg fik sådan en lyst til at flytte fra København.

Store røve

Så her sidder Sanne i en villa i Egå med udsigt til en vintertræt have, en kold sol og naboens kat på listepoter.

– I min branche kan man lave rigtig meget sjælsødelæggende, man kan sælge sin sjæl til rigtig mange ting og stille op til rigtig meget og stresse rundt efter andre menneskers idéer. Så jeg har brugt rigtig lang tid på at finde ud af, hvad JEG gerne vil. Hvad der er nødvendigt, for at jeg kan blive i begejstringen og nærværet og ikke får stress eller får det psykisk dårligt. Alle véd, medieunderholdningsbranchen er hård, ikke?

Hårdere for kvinder?

– Det ER den. Derfor synes jeg, #MeToo er vildt dejligt, for pludselig kommer der nogen og siger det, jeg har sagt i lang tid: Kvinder møder simpelthen noget modstand, som holder os tilbage. På vej op er der 1.000 forhindringer for kvinder, der ikke er for mænd. Det snakker jeg rigtig meget om i showet. Når jeg står backstage og skal ind på scenen på lige fod med mine mandlige kolleger og bedømmes på lige fod af publikum, sker der som regel det, at ham, der skal præsentere os, præsenterer fyrene sådan her: ”Nu skal I se et rigtig stort talent, jeg glæder mig meget til at se ham optræde.” Og så: ”Ja, den næste komiker er en kvinde. Puha, kan kvinder være sjove? Kun hvis de falder måske ...”. Så er vi der bare lige pludselig ikke på lige vilkår, og jeg står nede backstage og skal høre på, at mine kvindelige kolleger har store røve, og at kvinder ikke er sjove, og jeg skal forsvare mig og sige: ”Ved I hvad, det gider jeg faktisk ikke diskutere lige nu, og lad være med at snakke om størrelsen på nogle menneskers numser foran mig”. Og så skal jeg ind og bliver præsenteret som puha sjov kvinde?, og det er jo ikke, fordi publikum er kommet ind i det rum uden fordomme i forvejen. Man bliver konstant ligesom holdt fast, man skal hele tiden kæmpe sig ud af de her kønsstereotyper. Og så kommer sexchikane-elementet oveni.

Sanne Søndergaard

Forkælet

I pressematerialet om Sannes nye show ”Kontroltaber” står der, at det tager udgangspunkt i hendes nye tilværelse, ”hvor man skal gå på kompromis og give køb på en vis kontrol”. Sanne griner og siger:

– Det er egentlig lidt strengt at kalde det et kompromis, for det handler i virkeligheden om, at jeg ikke kan få min vilje 100 procent af tiden – som jeg har været vant til. Og det er sundt nok. Jonas er formet af en familie fra før, og han har børn, og det betyder, at de har en masse vaner og traditioner. Jeg kan ikke bare komme ind og sige: ”Jamen jeg vil have det sådan!”. Det er måske ikke helt dumt i forhold til sådan noget med kønsroller, at Jonas ligesom er nødt til at stå fast på nogle af sine ting, fordi de involverer hans børn – fordi der måske ellers ville være en tendens til, at jeg ville få lov til at bestemme for meget. For mange mænd betyder det måske ikke så meget, hvordan vi lige gør det ene eller det andet, og så kan vi bare lige så godt gøre det, som HUN gerne vil det, ikke? Jeg synes også, det er enormt vigtigt, at han kommer på banen og siger, hvad HAN gerne vil. Så for mig ligger kontroltabet i, at jeg ikke kan få tingene 100 procent på min måde længere. Men dér var jeg måske også lidt sådan ... forkælet.

Og hvis ekssinglen skal komme med en personlig forklaring på, hvorfor der er så mange singler, siger hun:

– Det er, fordi folk ikke kan finde ud af at være nærværende i de liv, de er i. Så bliver man meget sådan, at man vil have tingene på en bestemt måde, man har en idé oppe i hovedet og prøver at få virkeligheden til at passe ned i den i stedet for at gøre det modsatte. Det er derfor, folk går fra hinanden. Jeg har ikke noget problem med, at folk går fra hinanden. Jeg tror aldrig – og slet ikke når der er børn involveret – at det er noget, folk gør let. Men jeg synes også, at livet simpelthen er for kort til at leve et liv, man ikke kan lide at være i. Jeg kan godt LIDE at være i mit liv nu, derfor er det min førsteprioritet konstant at få det til at blive ved med at være rart at være i. Det er noget af det, Jonas og jeg snakker meget om.

Hun kigger ud på sin stille have. Taler om at gå tur til ”sit hav”. Og siger:

– Jeg har lært, at jeg har brug for den dér ro, og måske også at jeg faktisk HAR brug for kærlighed og nærhed, som man jo godt kan bilde sig selv meget ind, man ikke har brug for. Det har man heller ikke brug for, hvis man ikke får det 100 procent. Jonas og jeg har et forhold, hvor vi er så tæt på perfekte, som man kan komme det. Det er også så nemt at sige, vi har kun været sammen i tre år ... Men jeg sagde faktisk til Jonas på et tidspunkt, at jeg vil have et exceptionelt parforhold. Fordi det er sådan, jeg lever mit liv: Jeg vil have en exceptionel dagligdag. Det lyder, som om jeg vil have det store udtræk, det er egentlig ikke det, jeg mener. Jeg kan sige det sådan Dan Turèll’sk: Jeg vil gerne holde af hverdagen, jeg vil gerne holde af mit parforhold. Jeg har ikke brug for et stort bryllup med fire ens brudepiger og en kage til 10.000 kr. Jeg har brug for, at Jonas og jeg har en god tirsdag aften, når han kommer hjem, og vi laver noget mad og sidder og snakker, og når ungerne kommer, har vi stadig tid til at hygge os sammen og være nærværende i dagligdagen. Det er noget af det, vi prioriterer rigtig højt.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Når man har været sammen i over 10 år, er man vokset sammen nogle steder"

Selvopofrende

Og så lukker hun munden på sig selv:

– Jeg skal virkelig holde min kæft, for det er kun et år siden, vi flyttede sammen, og vi har stadig alt for meget serotonin i kroppen. Det kan godt være, syv år ude i fremtiden, vi sidder og tænker: Luk røven. Det ER svært at blive ved med at have den samtale. Men jeg tror meget på idéen om, at man ligesom lærer hinanden noget. Hele idéen om, at man ikke skal ændre sig, når man får en partner, synes jeg er hat. Gu skal vi kvinder da lave mænd om, de skal også lave os om, så vi passer sammen, så vi kan blive ved med at have gode liv, så vi ligesom går i samme retning hen imod de værdier, vi bliver enige om sammen.

Er du bange for at miste kærligheden igen – når du nu endelig har vovet dig ud i den?

– Ja. For det viser sig jo også, at der pludselig er langt mere på spil. Før var mine prioriteter måske mere mig selv, min karriere, min udvidede familie, mine venner. Nu er det mere sådan, at det svinger lidt mellem mig selv og mit forhold. Det er farligt at tilsidesætte sig selv – samtidig med at det også er det, der er meningen med et parforhold. Tror jeg. Jeg synes, udfordringen som kvinde er, at jeg er vokset op med en kulturel forståelse af, at kærlighed for kvinder skal være enormt selvopofrende. Og man er ikke god nok som kæreste, medmindre man nærmest overhovedet ingen behov har selv. Det er også det, der er komplikationerne i forhold til ungerne, for så kommer der pludselig en morrolle-forventning ind om, at man bare skal kunne være åben og kærlig og glad hver dag, og man skal have overskud til de her unger. Det er der mødre, der ikke engang har til deres egne børn. Og børn ER jo irriterende. Det tror jeg alle er enige om, og det må man godt sige, hvis de er éns egne – men man må sateme ikke sige det, når de ikke er éns egne: ”Altså DE har ikke valgt, at du skal flytte ind og blive deres stedmor ...”. Nej. Men derfor er de stadig irriterende nogle gange.

Kan du og Jonas have den diskussion?

– Jaja. Det er så bare pisseheldigt med hans unger, at de ikke er irriterende. De er ikke sådan nogle snottede nogle med 11-taller ud af næsen, der sidder og er nassede. De er super intelligente og velformulerede og renlige, plus at deres mor er supersød, så når det nu SKULLE være … altså der er jo rigtig mange, der kommer ind i en sammenbragt familie, hvor alting bare er helt skrækkeligt. Så det er egentlig en meget nem og privilegeret situation, jeg er i.

LÆS OGSÅ: Eks-jægersoldat Thomas Rathsack: "Jeg ville ALDRIG tolerere, at en kvinde lagde det tøj frem, hun mente, jeg skulle tage på"

Min dyne

Plakat på væggen: ”Morgenrutine: Spis morgenmad. Tag tøj på. Børst hår og tænder. Pak telefon og madpakke. Tag sko og jakke på”. Det er Sanne, der har fundet på den.

– Ja, det er sådan nogle indspark, jeg har til Jonas’ frustrationer. Han var så træt af at skulle sige de ting. Så sagde jeg: ”Altså dine børn kan læse!”.

Sanne er typen, der reder sin seng hver morgen: ”For hvis jeg ikke reder sengen, er jeg ikke stået op”. Hun har et tæt forhold til sin seng.

– En af de ting, vi måtte diskutere, var, at jeg ikke ville have ungerne i sengen, det er noget, der bliver diskuteret meget i sammenbragte familier, og lige dér kunne jeg mærke naarh … Det gælder også, når jeg ikke er her. Det er min seng, og jeg kan godt lide at have rent sengetøj og have min dyne. Så det, at hans unger havde ligget og møflet rundt i mit sengetøj, var sådan lige for meget. Men det var faktisk en af de ting, jeg selv skulle sluge, for jeg havde en idé om, at en god bonushusmor ville være mere large. Du ved … hvad er jeg for en koldhjertet kone, der ikke engang kan tåle, at han og hans børn ligger og møfler? De er meget fysiske, og det er dejligt at se, og han krammer og slås med dem og sådan noget. Og det gjorde de meget i sengen, før jeg kom ind i billedet. Men så fandt jeg på, at vi kunne lave en hule på hemsen, hvor de kan ligge oven i hinanden.

Nu kysser du den samme mand i stedet for forskellige mænd, er det egentlig meget rart?

– Det er sådan noget, folk altid siger: ”Tænk at skulle være sammen med den samme i alle de år ...”. Hvor jeg bare må sige: Jeg har haft sex med den her SÅ mange gange i årenes løb.

Siger Sanne og vifter med sin højre hånd.

– Og jeg har da ALDRIG kigget på min hånd og tænkt: Åh, dig igen …

Hendes egne forældre har været sammen i 42 år, og hendes bedsteforældre havde krondiamantbryllup for nogle år siden. Hvilket ikke indikerer, at det har været ukompliceret:

– Faktisk tværtimod. En af grundene til, at jeg har holdt mig tilbage fra parforhold, er måske, at jeg har kigget på dem og tænkt: Pyyh. Jeg ved, hvor hårdt det er. Det hårde arbejde er ikke at have den samme at kysse på. Det hårde arbejde er at blive ved med at være nærværende og samtidig give hinanden plads til at flytte sig. Og at man er støttende uanset hvad. Jeg tror virkelig, man både i parforhold og venskaber kan få sig låst fast i, at ”den person skal være præcis sådan her for mig”. Men folk ændrer sig jo. Jeg har haft mange tætte venskaber, som er røget i svinget, fordi det var umuligt at skifte roller. Det kræver enormt meget arbejde at blive i et forhold, og så meget arbejde har jeg aldrig lige følt, jeg havde brug for at lægge i hvert eneste af mine venskaber. Men det skal man bare i et parforhold.

Skal I to giftes?

– Hvis han spørger! Det er nemlig hans tur. Jeg spurgte, om vi skulle være kærester, så nu er det hans omgang. Men jeg har sikret mig i forhold til testamente, og hvordan vi lige står i forhold til de ting, vi ejer sammen, hvis der skulle ske noget, så vi har ikke BRUG for at blive gift.

Sanne Søndergaard, 38 år, standupper og forfatter. Kæreste med Jonas, der er i reklamebranchen. Aktuel i showet ”Kontroltaber”.

Læs også