ritt bjerregaard
Kendte

Ritt Bjerregaard om at være uhelbredeligt syg: Går ind for aktiv dødshjælp

Ritt Bjerregaard lever med uhelbredelig kræft. Hun kalder usentimentalt sygdommen ”et vilkår” og insisterer på at bruge sin tid bedst muligt. Hver dag.

Interviewet med Ritt Bjerregaard er en del af feminas sommerserie om TID.

 

TIDSÅND

Ritt Bjerregaard er pensioneret nu. En slags mildhed er indtrådt. Men hun har stadig sin no-nonsense tilgang til tingene og viljen til at sige, hvad hun mener om ting, der trænger til at blive ment noget om. Ritt mener så også, at det er nødvendigt at VIDE noget om det, man vil mene noget om. Hvilket ikke ligefrem er det, hun oplever i tidsånden:

– Når jeg ser mig omkring, ser jeg en meget stor individualisme. Meget ”mig selv og mig selv”. Forstærket lidt af de sociale medier, hvor man udstiller næsten alting og kan have meninger uden nødvendigvis at have sat sig ind i noget – bare fordi man har lyst til at mene noget. Jeg kan godt blive bekymret for, at faktuelle ting spiller så lille en rolle. Man føler sig ikke forpligtet og kan sådan set også skælde ud og bruge de værste udtryk.

 

Hvordan påvirker det dig selv?

– Ikke så meget, for jeg er en gammel dame nu. Folk er gennemgående søde, fordi jeg ikke er farlig mere. Jeg er ikke i magtspillet.

Men du trækker dig aldrig helt?

– Nej, men det er nok, fordi jeg er politiker. Jeg føler mig sådan set stadig som politiker, selv om jeg ikke er valgt. Jeg har et engagement i samfundet, og jeg blander mig i debatten. Skriver et par gange om måneden i Ekstra Bladet, følger op på min Facebookside, deltager i debatter i TV og sådan noget. Jeg kryber ikke i ly. Jeg går ud i det.

 

FOR ALTID

Ritt Bjerregaard og Søren Mørch har været gift i 52 år. I begyndelsen boede de bare sammen ”på polsk” i København, men da de skulle flytte til Fyn i 1966, fordi Søren skulle begynde at undervise på Odense Universitet, og da Ritt fik en ny stilling som lærer i Odense, var der ingen vej udenom:

– Dér SKULLE jeg være gift, så vi gik på rådhuset. Jeg tror egentlig ikke, vi lagde noget særligt i det, det var en praktisk foranstaltning. Men vi har efterfølgende talt om, at det har spillet en rolle for os, at vi begge to ligesom også igennem de formelle kanaler bekræftede, at vi havde lyst til at være sammen og blive sammen. Og vi bestemte os, formentlig som et led i tiden, for at have et åbent forhold. Det vil sige, at vi havde andre kærester. Men vi fortalte hinanden om det, så vi vidste det altid, når der var noget. Og DET betyder ikke, at det var nemt, for selvfølgelig var der da indimellem jalousi. Men det betød, at man ikke behøvede at tvivle så meget på den anden og gå og være bange for, hvad det var, der skete. For vi havde fortalt det.

Var der en skillelinje mellem, om det bare var sex eller forelskelse?

– Vi syntes kun, det var særligt, hvis det var forelskelse. Sex? Ja okay altså. Engangsknald kunne godt finde sted. Men det var jo ikke det, der var dejligt. Det, der var dejligt, var at få lov til at være forelsket i et andet menneske og opleve det andet menneske UDEN at opgive den kærlighed, man havde til sin partner. Det har vi syntes, vi kunne realisere. De fleste slår syv kors for sig. Men for os lykkedes det, og vi har jo fejret guldbryllup.

Hvad binder jer sammen?

– For det første har vi ikke haft børn, så vi har ingen undskyldning haft for at skulle blive sammen, vi har skullet VILLE det hele tiden. Vi er også sluppet for trakasserierne: Hvem henter nu børn, hvem køber ind, hvem laver mad … Og fordi jeg har arbejdet i Folketinget, har vi også haft en bolig i København, så vi har boet to steder, vi har ikke skullet være sammen hele tiden, det har også kunnet være lidt nyt og dejligt at komme hjem og se hinanden.

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >

Så det er dig og Søren for altid?

– Ja, det er det, det er der slet ingen tvivl om. MEN – det er også mig og Søren hver for sig. Jeg tror, det er en pointe: Vi har aldrig forestillet os, at vi kunne gøre hinanden ens. Vi er VIDT forskellige. Og vi har syntes, det var en attraktion, at vi var det. Jeg har ikke tænkt: Hvor er det dog irriterende, at Søren gør sådan og sådan, det må virkelig laves om ... Jeg har tænkt: Jamen okay, det er sådan, Søren er, det må jeg finde ud af, når det er ham, jeg vil leve sammen med, så er der altså nogle vilkår ... Han har haft det ligesådan med mig. Så jeg har heller aldrig haft en mand, der har været jaloux på min karriere eller prøvet på at lægge mig hindringer i vejen og sagt: ”Altså, skal du nu til Afrika ..?”, eller: ”Skal du nu sidde i møder hele weekenden?”. Det har bare været fint med ham.

 

NUTID

Ritt ser godt ud. Adræt. Håret i den faste bagudstrøgne frisure. Bare tæer i sommersandaler. Hun er afslappet. Til stede i sit nu.

– Lige nu ser min nutid sådan ud, at jeg har uhelbredelig kræft, metastaser, der har flyttet sig til lungerne. Jeg er ikke under behandling. I to år har scanningerne vist, at metastaserne ikke vokser. Jeg går til scanning hvert halve år – og ellers skubber jeg det fra mig. Jeg lever det liv, jeg kan, og så er jeg selvfølgelig nervøs i ugen op til, at jeg skal scannes og får et resultat, og håber på, at de stadig ikke er vokset. Men det ER uhelbredeligt. Onkologerne siger: ”De forsvinder ikke”. Men jeg har det godt, og jeg kan alt muligt. Jeg har en mand, som har fået ny hjerteklap, han er 84, og det går også godt. Vi kan begge mærke, at vi bliver gamle, vi er lidt mere skrøbelige og skal prioritere lidt mere. Men vi nyder livet.

LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: Jeg fik aldrig lov til at reagere på, at jeg havde mistet min mor

 

MIRAKLERNES TID

Ritt er realist til fingerspidserne: Hun tror hverken på Gud og hellig indgriben eller på alternativ behandling. Hun er syg resten af sit liv.

– Jeg tror ikke på mirakler. Jeg tror på … hårdt arbejde, kan man næsten sige. Hvis jeg som barn var utilfreds med noget, sagde min far altid: ”Så kan du bare gøre dig lidt mere umage”. Den sætning har jeg sådan set haft i baghovedet hele mit liv og brugt i situationer, hvor det har været vigtigt at lade være med at bukke under i selvmedlidenhed og tristhed og i stedet sige: JA – op på hesten og se at komme videre! Jeg har altid levet fornuftigt. Jeg ryger ikke. Jeg spiser sundt. Jeg passer min motion. Men lægerne var meget gode og nøgterne, de sagde, at jeg ”havde alderen”, og det er fuldstændig rigtigt. Når man krydser de 70, begynder den slags ting at komme. Så jeg betragter sygdommen, som jeg betragter vejret. Jeg nyder solskin, jeg ærgrer mig over lange, mørke dage, men jeg ved godt, at jeg ikke kan lave det om. Jeg har det ligesådan med kræften. Det er et vilkår. Jeg kalder kræften et vilkår.

Hvad sker der, når man er død?

– Ingenting. Absolut ingenting. Jeg er ikke spor religiøs. Jeg er meldt ud af Folkekirken.

Vil du brændes eller begraves?

– Jeg vil begraves, jeg synes, ormene skal lave mig om til jord.

 

ET SPØRGSMÅL OM TID

Er det et spørgsmål om tid? Ritt smider svesken på disken:

– Ja, det er det da i allerhøjeste grad!

Et sted i en skuffe i Ritts kartoffelrækkehus på Østerbro ligger en pensioneret læges minutiøse opskrift på, hvordan man tager livet af sig selv. Hvis det bliver nødvendigt, er hun klart forberedt på et medicinsk farvel: Hun vil ikke have en grim og smertefuld død, hvis hun kan undgå det.

– Jeg tænker absolut på død, og det gør jeg også sammen med min mand. Vi går ind for aktiv dødshjælp. Vi har lavet livstestamente, vi har ikke lyst til at ende som grøntsager på et plejehjem. Vi har taget stilling og glæder os over de muligheder, der er i livet nu.

Aktiv dødshjælp er f.eks. muligt i Schweiz?

– Ja, og det ville jeg også vælge, hvis det blev aktuelt. Jeg er også parat til politisk at slås for det – at det blev en mulighed herhjemme – for det kan ikke være rigtigt, det kun er sådan nogle som mig, der har råd til det, og som kan vælge den løsning, hvis man gerne vil dø. Derfor har jeg også støttet den pensionerede læge Svend Lings.

Svend Lings er medlem af Læger for Aktiv Dødshjælp og har åbent fortalt, hvordan han har hjulpet 10 dødssyge mennesker med at begå assisteret selvmord, hvilket har bragt ham i politiets søgelys.

– Og nu har han på sin hjemmeside lagt ud, at hvis man selv vil tage sig af dage med piller, skal man gøre det på den og den måde. Sådan noget printer jeg ud og sørger for at have liggende, så hvis det pludselig kom dertil, at jeg var for svag til at tage til Schweiz eller et andet sted, vidste jeg godt, hvordan jeg skulle bære mig ad. Og det ville jeg gøre. Jeg forstår ikke, hvorfor man forsøger at bekæmpe, at folk får at vide, hvordan man kan gøre det. Nogle siger: ”Jamen måske fortryder folk”. Altså hvis det er noget, man SELV skal foretage sig, véd man godt, man ikke kan fortryde …

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: "Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg"

 

TIDENS KVINDER

Ritt går jævnligt tur i de nærliggende parker. Det er sommer, vi har haft den bedste maj-juni i mands minde. Folk søger ud, soler sig. Ritt har lagt mærke til noget:

– Der er ingen kvinder, der ligger topløse. Heller ikke på stranden. Det var der dengang.

Var det bedre?

– Ja, fordi der var et friere forhold til kroppen. Jeg har aldrig haft noget imod makeup eller situationer, hvor bryster blev puffet op, og man var sådan ude på det ene og det andet. Jeg hæfter mig mere ved, at man kunne VÆLGE. Man kunne også være fri og lade være. Jeg synes så også, at rødstrømperne i min tid nogle gange blev for restriktive, det blev for meget af det gode, men de bidrog klart til en frigørelse af kvinder og af kvindens krop.

Feminismen i dag?

– Så har vi sådan nogle som Louise Kjølsen, fjerdegenerations-feminister, som insisterer på at give den fuldt træk på seksualiteten. De er skægge, og det er sjovt, at de gør det. Der er andre i min generation, der er sådan snerpede i forhold til det. Det er jeg slet ikke. Fjerdegenerations-feministerne reagerer på den frigørelse, vi havde, og synes, den er sat over styr. De vil have lov til at være seksuelle kvinder med alt, hvad det medfører. Louise Kjølsen twerker. Fint. Godt. Dejligt!

#MeToo?

– Det var UDPRÆGET godt, at de overgreb, som vi har talt om i hele den her periode og vidste var der, blev trukket frem. At det blev klart, at det er uacceptabelt i forholdet mellem mænd og kvinder, at mænd i ofte mere ledende poster end kvinder derfor har kunnet tvinge seksuelle ydelser igennem. #MeToo er ubetinget godt.

Var der mænd, der ”prøvede”, da du var ung?

– Nej. Jeg er uddannet lærer, og jeg havde heller ikke problemer med min autoritet i skolen. Man går ikke i lag med sådan en som mig. Jeg tror, man tænker, at man risikerer at få en på kassen!

 

FREMTID

Croissanterne er spist. På vej hen til Ritt kom jeg til at tænke på, hvor meget tid der mon er tilbage til at spise croissanter i? Fremtiden?

– Jeg kan ikke vide, hvor lang den bliver. Når man er 77, er der ikke mange år foran én. Det kan være, jeg er heldig og kan blive lige så gammel som Lise Nørgaard. Det kan være, jeg dør om et år eller to. Det er helt … fuldstændig usikkert. Men jeg kan håndtere det ved at sørge for, at hverdagene er gode og interessante. Der skal ikke være for meget spild.

 

Ritt Bjerregaard, 77 år. Tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, undervisningsminister, socialminister, fødevareminister, EU-kommissær og overborgmester i København. Nu pensioneret. Gift med historiker Søren Mørch.