Renee Toft Simonsen
Kendte

Renée Toft Simonsen er i overgangsalderen, men: ”Det seksuelle er bedre end nogensinde”

Renée Toft Simonsen er 52 år, og sveden driver – hun er i overgangsalderen. I sin nye bog ”Jeg er f*cking hot!” beskriver hun med sig selv som udgangspunkt, hvordan det er at være kvinde midt i livet. Renée opfordrer til mere egenomsorg og rummelighed. Mød hende her. Vi lover, det bliver svedigt!

Det var mig, der stod derud’ og banked’ på, men Renée Toft Simonsen åbnede ikke. Vi havde glemt at aftale en ret vigtig detalje: Adressen. Sidst jeg interviewede hende, boede hun og gemalen i en 300 kvadratmeter stor, gammel herskabslej­lighed på Strandvejen i Aarhus. Det gør de bare ikke længere. ”Redens tomhed” kalder Renée det, når ”den ene unge efter den anden” flyver ud i verden. Tiden var kommet til at flytte i noget mindre. Så nu sidder vi lidt forsinket i køkkenet i det ny­renoverede byhus i midtbyen, begge i den alder, hvor man pludselig kan blive over­mandet – eller nærmere overkvindet – af hede- og svedeture, der selv i frostvejr får én til at føle sig hensat til troperne. Vi taler om hendes nye bog, ”Jeg er f*cking hot!”. Dobbelttydig titel, ikke?

Hvordan har du sovet i nat?

– Jeg har faktisk sovet okay. Hvordan har du sovet?

On and off …

– Haha … er du midt i det med, at man vågner og sveder? Tager du heller ingen hormoner? Det er meget spændende, hvad det er for et valg, man træffer, og hvorfor – og hvad der så sker.

 

 

Uanset hvor i din livscyklus du befinder dig, anbefaler jeg, at du læser interviewet her. Og Renées bog, som er ”om kvin­den midt i livet” – krydret med hendes personlige historier. For Renée har noget til dig. Noget, der føles godt, varmt, sjovt, hjerteligt, åbent, ærligt og uhøjtideligt og viser vejen til frisættelse. Noget af det fine ved Renée er hendes vilje til at dele ud af sig selv, når hun efter grundigt selvarbejde har erkendt noget væsentligt, som andre kvinder muligvis kan bruge.

Alt det ved du formentlig allerede, hvis du har læst hendes brevkassesvar i femina igennem 10 år. Renée er livsklog, men aldrig docerende. Det er en god kombi.

At hun f.eks. har valgt hormoner fra, bety­der ikke, at andre bør gøre det samme.

– Jeg har siddet med pakken med hormon­plastre, som tilfører de hormoner, man ikke længere selv producerer. Jeg har endda siddet med et plaster på numsen. Jeg satte det på, og så læste jeg indlægssedlen om alt det, man kunne gå hen og få af bivirk­ninger. Da jeg havde læst den, tænkte jeg: Hold da op ..!, og så forsøgte jeg at sætte mig hen til computeren, læse lidt og kigge lidt ud ad vinduet. Men jeg kunne mærke det dér plaster … det skulle af … alle de bivirkninger skræmte sådan set livet af mig. Hvis man gerne vil tage hormoner, kan jeg kun anbefale, at man lader være med at læse indlægssedlen! Men der er en anden og fak­tisk vigtigere årsag til, at jeg lod være med at tage hormoner, som også er det, bogen handler om: At prøve at acceptere det, som det er. Det her er overgangsalderen, hvis du skal prøve den i dit liv, så er det nu, så er du nødt til bare at gå ind i den og mærke den, det er den eneste chance, du får.

– Det var egentlig det, der satte hele bogen i gang for mig: Hvorfor skal jeg få det nye, jeg oplever nu, til at gå væk? Jeg havde bare lyst til at sige ja tak til det, som er mig nu. Det er okay at svede virkelig meget, det er okay at føle sig svag og sårbar, og det er okay at blive ældre. Hvordan kan man kæmpe imod det? Man BLIVER ældre. Det er ikke noget, vi har magt eller kontrol over. Hvorfor ikke bare omfavne det? Det er selvfølgelig sørgeligt og angstprovo­kerende, at det hele slutter en dag. Men det gør det. Og det tror jeg egentlig er en væsentlig grund til, at jeg valgte ikke at tage de hormoner. Jeg ville sige JA til alt, hvad der var mig. Og til den sårbarhed, som det medfører at være i overgangsalde­ren og blive ældre. Vi vil ikke vise svaghed, men jeg håber, bogen kan være med til at fortælle os, at det må vi gerne.

renée

HOFTEDELLER

Renées mest uvelkomne ”gave” i forbin­delse med overgangsalderen har ubetinget været søvnløshed.

– Når jeg ligger pivvågen fra klokken tre eller fire og skal op til noget vigtigt, kan jeg næsten få angst. Nu lider jeg nærmest af angst i forvejen, og det med nattesøvnen har virkelig fucket med mig. Indimellem har jeg bare tænkt: Nu bliver jeg eneboer, til det er overstået. Så kan jeg bare gå og være mig selv og svede som et svin og have noget grimt joggetøj på, og jeg skal ikke præstere, før jeg føler mig klar igen ... Så søvnløsheden har været noget af det værste. Men jeg synes også, at kroppens forfald … altså …

Hvad sker der?

– Pludselig har man bare ikke de samme kræfter længere. Jeg har fået slidgigt i hæn­derne, og når jeg skal åbne en krukke, har jeg ikke kræfterne til det. Og jeg har fået et par prolapser i ryggen, så jeg har ikke kunnet løbe eller træne det sidste halve år. Så begynder jeg at tage på, og nu vejer jeg lige pludselig 70 kilo. Så står jeg og kigger på mig selv: Okay, hvor kom DE rygdeller fra? Og hvad er der med de dér hoftedeller? Hvorfor hænger der sådan noget her? Hvor­dan er det, du ser ud? På den anden side er det sgu også meget pænt, for jeg gider heller ikke ligne en gammel krage, og der er ikke så mange rynker, når man lige tager lidt på. Men det med udseendet er ikke en­gang det værste. Det er funktionerne. At jeg ikke bare kan løbe 10 kilometer eller ordne det halve af haven i ét ryk. Og det bliver KUN værre herfra med de små skavanker. Det kan føles lidt uuuh. Altså nedturen er startet! Sådan er det bare.

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen om bruddet med Thomas: Kæft, hvor har vi lært noget

Så tænker man, at det vel ikke gør proces­sen lettere, at hun har været en af verdens smukkeste og mest feterede modeller. Men Renée siger:

– Det er der mange, der tror. Men jeg tror det ikke selv, fordi jeg egentlig er blevet så bekræftet på mit udseende i løbet af mit liv. Folk har altid sagt, hvor SMUK og hvor DEJLIG jeg var. Så jeg har egentlig … meget selvværd. Jeg synes egentlig også selv, jeg er sådan lidt lækker, haha. Jamen det synes jeg! Jeg kigger på mig selv og tænker: Du ser sgu da meget godt ud! Jeg har faktisk fået på alle hylder. Og så kunne man tænke: Så er det da også meget værre nu, hvor det bliver taget fra hende. Men sådan har jeg det ikke. Jeg er egentlig tak­nemmelig for det, jeg har fået. For det, der HAR været.

Menstruationen savner hun ikke. Det er ”vidunderligt” at slippe for. Men:

– Det svære er igen funktionen. Nu har jeg ikke den funktion mere. Hvis jeg ville, så kunne jeg ikke længere få børn. Jeg er færdig med at reproducere. Jeg har fået den familie, jeg skal have. Det var det for det her liv. Der er noget, der lukker, noget, der definitivt er forbi. Man er ikke længere ung og smækker og en del af den garde, der skal føre livet videre. Man er i aftagende, bladene falder, det er efterår …

Men man giver det på en måde videre til sine børn?

– Det er jo den anden del af det, det er smukt at give alting videre til den næste generation. Men man kan sagtens have en sorg over at sige farvel til noget, samtidig med at man kigger på det, man går i møde, og synes, at det er ganske vidunderligt. Jeg skal være MORMOR nu. Det er nu, det star­ter – det næste kapitel, hvor jeg skal have små børnebørn, der render rundt og plukker blomster i gårdhaven og tramper på dem og gør alle mulige ting, som de ikke må.

STARTKABLER

I bogen runder Renée et frækt emne: Den seksuelle værdi, og hvad der sker med den, når overgangsalderen melder sig.

Hvordan har du det selv med din seksu­elle værdi?

– Nu har jeg jo en mand, der er så fuldstæn­dig pjattet med mig, haha. Så … jeg er vir­kelig så heldig på det punkt. Jeg er gift med en, der bare synes, jeg er for lækker. Også med ryggardiner og hoftedeller og det hele. Efter at jeg har taget noget på, siger han: ”Aih, du er en blanding af Gina Lollobrigida og Sophia Loren ...”. Han synes, at nu er jeg ligesom en italiensk skuespillerinde, der har fået former og lidt deller. Så jeg er heldig. Og min egen seksualitet er sådan … blevet lang­sommere. Og det kræver noget andet nu.

Hvordan andet?

– Jamen det kræver mere forarbejde, det gør det bare. Det er jo det, han siger, min mand: ”Nogle gange skal du bare lige have lidt startkabler og noget håndsving og noget for at komme i gang ...”. Og det SKAL jeg. Jeg må bare sige, at sådan er det, men det gør ikke spor. Man kan tage en dejlig kop te eller en flaske vin, eller hvad man nu godt kan lide, med op i soveværelset, mens man går i gang. Der er mange måder at … elske med hinanden på. Og ja, så tager det lidt længere tid, men det gør ikke noget. Så ligger vi bare og er lidt længere tid om det, så … det er måske ikke sådan lige de dér tre hurtige hen over en rambuk ude i garagen, vel? Men jeg er ikke ked af det, for at være helt ærlig. Min seksualitet passer faktisk bedre til den alder, jeg har nu.

LÆS OGSÅ: Hver uge svarer Renée på breve fra feminas læsere. Læs et udpluk af dem her

Så tager vi lige en tur i svedekassen …

– Puh, nu får jeg det varmt … hahaha! Men … jeg har altid elsket sex, der var langsomt og blødt og … hvor der var tid og ro. Jeg har da også godt gidet det andet, men det har ikke været det, jeg syntes var det mest fantastiske. Så den seksualitet, jeg har, passer egentlig rigtig godt til den alder, jeg har nu. Og for at være helt ærlig om det med min seksuelle værdi – altså jeg har en mand, der hele tiden siger, hvor lækker jeg er, så HAR jeg jo en seksuel værdi. Det betyder ikke, at jeg aldrig bliver i tvivl om den, for det gør jeg, ligesom alle gør. Og der er også perioder, hvor man knalder mere end i andre perioder. Men … jeg vil også sige, at da vi fandt sammen igen, efter at vi var blevet skilt, så var der sgu mange ting, der faldt på plads. På den måde synes jeg, at det seksuelle er bedre end nogensinde. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg slapper fuldstændig af. Jeg har ingen hangs på noget som helst omkring det.

Få 13 nr. af femina + 3 Kähler Hammershøi vaser for kun 348 kr.

Man kommer mere overens med sin krop med alderen?

– Fuldstændig. Jeg ved, hvad jeg gerne gider, jeg ved, hvad jeg har lyst til, jeg ved, hvordan jeg skal fornøje min mand. Så jeg har det ret godt med det seksuelle, det må jeg sige. Det er en ting, jeg synes er fanta­stisk ved denne her alder. Jeg er simpelthen videre. Det er også noget af det, jeg hører fra mine veninder: Som moden kvinde har man accepteret og forliget sig med nogle ting ved sig selv, og man ved godt, hvad man har lyst til.

PANIK

Renée ved også godt, hvad hun ikke har lyst til.

Botox?

– Nej. Kan du ikke se det? Jeg gør ingen­ting. Det vil jeg ikke. Det er ligesom med hormoner: Jeg gider det ikke. Men jeg sy­nes også, det er mega svært. Jeg kan godt forstå, nogle får lyst til at få rynkerne til at gå væk, når de bliver 50. Men JEG har ikke lyst til det, fordi mimikken bliver væk, og det kan jeg ikke lide. Der er rigtig mange, der bruger Botox, og jeg tror, det handler om, at vi er så bange for, at vi ikke kan blive elskede, at vi ikke er værdige til at blive det. Igennem hele livet er vi opdraget til, at vi skal være pæne for at være noget værd. Når man så når op i min alder, og kroppen plud­selig begynder at rynke og gøre alt muligt, kan man godt gå i panik. Det handler om at føle sig noget værd, slå til, blive elsket.

Det handler måske også om, at vi lever i et samfund, hvor der stadig ikke er reel lighed mellem mænd og kvinder, og at kvinders overgangsalder derfor bliver en kedelig markør?

– Ja, det handler det også om. Vi lever i en meget ungdoms- og udseendefikseret kultur, og derfor mister vi værdi, når vi bli­ver ældre. Og det er på nogle måder stadig mændene, der sidder på magten. Og der er altså nogle af de mænd, der hellere vil have den yngre, attraktive kvinde på 30 på kontoret end hende på 50, der kan finde ud af at sige fra …

Kvinders alder er ligesom ikke den samme som mænds, selv om de er lige gamle. Kig på ægtepar, der bliver skilt, siger Renée. Det er mere reglen end undtagelsen, at hun finder en ny, der er jævnaldrende eller ældre, end hun selv er, mens han finder en ny, der er yngre, end han selv er.

– Også derfor har kvinder lyst til at forblive unge. For i det øjeblik man mister sin værdi via det mandlige blik, så mister man også status. Og det gør vi jo, vi mister også status. Der ER ikke meget status i at være gråhåret og rynket.

JA-HATTEN

Rummelighed. Det er det, vi mangler. Og det er et kodeord i Renées bog. Og liv. At rumme sig selv – og andre. I stedet for at have travlt med at lave om på sig selv – og andre. Vi har, siger hun, forbistret travlt med hinanden.

– Og hvorfor har vi det … JEG tror, det handler om noget i os selv. En del af den rejse, jeg har været på, er, at jeg tager mig af det, som er, og det har jeg gjort de sidste 15 år. Jo mere jeg tager mig af det, som er, anerkender det, får øje på det og skriver om det, som jeg lige har gjort det i bogen – jo mere jeg er opmærksom på det og samtidig er kærlig over for det og siger, ”det er okay”, jo mindre travlt har jeg med alle andre. Det er min oplevelse. Og jeg havde virkelig brug for ikke at have travlt med andre, for jeg HAVDE rigtig travlt: ”Det må du ikke”; ”Det skal du ikke gøre”; ”Det dér er ikke i orden”; ”Det er bedre sådan her” og så videre, og så videre … Man KAN ikke kon­trollere andre mennesker, men jeg tror, folk forsøger, fordi det er svært at rumme vores egne følelser, når idealet ikke matcher virke­ligheden, og så får vi travlt med andres fejl og peger fingre. Glemmer at være ordentlige, kærlige, i blikket, i handlingen – og har så travlt med vores eget projekt, at vi ikke lytter til andre eller tager hensyn til dem.

– Det er også derfor, jeg skriver om Svend Brinkmann og hans budskab om, at nu har vi fået nok af selvudvikling, og at vi skal tage nej-hatten på. For jeg er fuldstændig uenig. Det vigtigste er, at vi mærker os selv. Og går ind og mærker det, der er godt og elskværdigt. At vi finder ud af at være gode ved os selv – og det giver os mulighed for også at være gode ved andre. Overgangs­alderen er en strålende anledning til at begynde at se på det. Vi vil vel alle sammen gerne blive hende den dejlige, rummelige, elskede bedstemor, som alle børnebørn gerne vil være hos. Hvis vi skal blive det, er vi nødt til at blive rummelige, kærlige og velkommende. Og det står i modsætning til at lukke sig inde med overgangsalderen og blive bitter over det, der sker, eller prøve at få det til at gå væk. Realiteten er, at man ikke kan få det til at gå væk, man kan godt få det til at se sådan ud – i nogle sekunder. Det er en frugtesløs kamp. Vi er her så kort tid, skal vi så virkelig bruge tiden på sådan noget? Neiij, det gider jeg ikke. Jo rarere og kærligere vi kan være over for os selv, des bedre. Sådan har jeg det.

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen om modelkarrieren: "Det var SÅ grænseoverskridende"

BEGYNDELSER

I tilfælde af at nogen skulle have glemt det: Livet er fyldt med afslutninger. Og begyndelser. Også efter overgangsalderen. Og arbejdet med bogen har været en slags frisættelse for Renée.

– Jeg har undervejs følt mig enormt sårbar. At sige velkommen til sårbarheden og sige: Ja, den findes også her hos mig, og det må den gerne!, er også at gøre sig … sårbar. Jeg kender mekanismerne: Så gør man sig til en, der kan trædes på. Min mor er ved at læse bogen for første gang, og hun sagde: ”Hold da op, det er godt nok mange sådan personlige ting, du siger”. Hun mente: Du lægger dig åben. Jeg svarede: ”Ja, det gør jeg, men det er det, jeg har lyst til”. For mig er det også et frisættende projekt: Jeg lader mig selv være, som jeg er. Og jeg håber, at bogen kan være frisættende for andre kvinder. Jeg har selv oplevet bogprojektet som empowering. Min mand har lige læst bogen, og han sagde: ”Jamen Renée, det er jo en MAGTdemonstration”. Haha, er det ikke sødt? Han er så sød! Han syntes, den var velskrevet. Så sagde jeg: ”Skat, vi er jo gift, det SKAL du sige!”. Men … han mente nok, at der er en stor styrke i at sige: Sådan her er jeg, og det står jeg ved, og jeg synes faktisk også, det er dejligt. Jeg vejer det, jeg vejer, jeg er så gammel, som jeg er, og jeg skammer mig ikke over det mere. Det er sådan, jeg er.

 

Renée Toft Simonsen, 52 år, psykolog, forfatter, tidligere model, hjertevarm brevkasse­redaktør på femina, mor til tre plus en bonusdatter, gift med Thomas Helmig. Aktuel med bogen ”Jeg er f*cking hot!”.

 

Læs mere om: