Kendte

Mette Horn: "Jeg har altid fået at vide, at jeg er så stærk og sindssygt modig"

At være et ordentligt menneske indebærer faktisk, at man også opfører sig ordentligt over for sig selv. Mette Horn har opdaget, at hun ikke har passet på ”Mettemor” og trænger til nye boller på skuespiller-suppen: at være synlig, tage lederskab og stille krav. Hun ved bare ikke, om hun egentlig har lyst ...

Hvad vil det egentlig sige at være et ordentligt menneske? Kan vi i det mindste blive enige om, at det er en balancegang? For der er vel ingen af os, der er det HELE tiden? Men man kan i hvert fald prøve …

Fra sit køkken på Østerbro i København har Mette Horn udsigt til Holmens Kirkegård. ”De er ret stille, dem der ligger dernede, de gør ikke meget væsen af sig,” siger Mette. Så griner vi. Gør ordentlige mennesker egentlig det? Undervejs i samtalen er der noget, der går op for os: At være et ordentligt menneske indebærer også, at man opfører sig ordentligt – over for sig selv.

 

Den engelske forfatter Charles Dickens tog livtag med menneskelig uordentlighed, da han skrev ”Et Juleeventyr” i 1843. Det er stadig aktuelt. Det er derfor, Mette i 2019 på Nørrebros Teater spiller stykkets gamle, sure, ondskabsfulde mand, Scrooge. Med skæg og tyk mave – og en sørgelig fortid. Hun er vild med det.

– For inden i mig bor der også en vred, ulykkelig mand, som ikke kan dø. Jeg er ikke typen, der opererer med jalousi, men hvis nogle af mine kvindelige kolleger var blevet tilbudt den rolle i stedet for mig, var jeg blevet jaloux. Det er en målestok for, at der er noget, man rigtig gerne vil, ikke? Det rørende ved stykket er, at det ligesom klæder den tykke harnisk af Scrooge. Dybest set bliver han i slutningen af stykket god og elskelig og tør ligesom tro på, at folk gerne vil ham. Det er sådan et fantastisk budskab: Han tør pludselig det med, at hjertet er en fin muskel. Den er til for at elske. Det er godt at blive husket på både for børn og os andre.

Hvordan er man et ordentligt menneske i den tid, vi lever i?

– Jeg tænker meget på tidens ”mig først”. Og modsat: den fornøjelse, man oplever ved at løfte blikket lidt og få det hele til at spille bedst muligt. Det er faktisk godt at træne den ”muskel”. For eksempel øve sig i, hvordan man opfører sig ordentligt på hverdagens slagmark: i trafikken. Når Mette selv er ved at komme for sent til noget, har hun fundet ud af, at hun har TO valgmuligheder:

– Enten at få lyst til at slå de andre trafikanter ihjel, køre over nogen. Eller at sige: ”Aih, tak Gud, nu passer du på mig, det er MENINGEN, for hvis jeg var kommet af sted i tide, var jeg blevet kørt ned, så der er en plan med det: Mette skal lige komme lidt for sent for at redde livet, og det må hun bare forklare de andre bagefter.” I stedet for at man slås for at prøve at lave om på, at noget bare er, som det er. For så kan man nemlig være taknemmelig i stedet for vred. Det lyder åndssvagt, men det virker. Jeg opfandt det lidt, da jeg havde mistet min far. Dengang var jeg utrolig meget ude af kroppen, fordi jeg følte sorg …

Han døde, da hun var 29.

– Det var også ungt, ikke? Og jeg var meget opmærksom på: Hvor er han henne? Er det ham, der står derovre og sørger for, at jeg ikke kører ind i en lygtepæl lige om lidt? Fordi jeg ligesom havde mistet en, der elskede mig og passede på mig. Og så fik jeg … visualiseret, at der var en mening med det, når jeg blev en lille smule udfordret i mit liv. Men det VIRKER.

Snakker du med ham?

– Nej, ikke så meget mere. Jeg registrerer ham, jeg har ham bare med. Nu er det så mange år siden, så nu er han bare en del af mig.

En stor kærlighed i ens liv følger bare med …

– Ja, det gør den. Jeg tror, den ligger præget et eller andet sted i kroppen, som noget, man kan aktivere. Som lyser op. Taler lidt til en. Passer på en. Han døde af cancer. Han gad ikke så meget at leve mere. Han havde røget 40 Scotsman om dagen hele sit liv, der var ikke mere til ham. Men sådan var det også, da mine børns far, Ivan Horn, døde: Hans stemme kan jeg også godt høre indimellem. Hans kæpheste. Ting, han ville sige omkring børnene eller omkring mig: ”Tag det nu roligt, det ville jeg ikke bruge krudt på Mette.” Og når folk blev lidt for emsige eller kørte op over noget – han GAD ikke. Han lærte mig at lade være med at yakke-yakke om andre mennesker. Han sagde: ”Det er så kedeligt, jeg orker det ikke.” Så snart nogen starter, eller hvis jeg selv starter, tænker jeg: Nej, det er simpelthen uinteressant, kom vi snakker om noget andet? Man kan jo mærke det fysisk i sin krop, når man er et okay menneske, ikke? At man afstår fra den der sødlige fristelse for at hævde sig på andres bekostning eller rose sig selv ved at sige, at andre mennesker er idioter. Det giver … et eller andet længere stræk inden i en.

LÆS OGSÅ: Ditte Okman: "Hvorfor må man ikke synes, at en kvinde er en idiot, bare fordi man selv er en kvinde?"

 

SORG

Ivan Horn døde for tre år siden.

– Det var også for tidligt. Absolut for mine børns vedkommende. Så det er noget, vi stadig arbejder med – eller mine børn gør meget. Vi var skilt i rigtig mange år, men der var sådan en sjov membran mellem os alligevel. Fordi man er skilt, betyder det ikke, at man ikke er tæt knyttet eller elsker hinanden på et eller andet plan. Man har børn.

Sagen er, siger Mette, at lige præcis båndet mellem to mennesker, der er skilt, som Ivan og Mette var det, ikke hedder noget. Det er en mangel i sproget.

– I processen efter begravelsen, skulle jeg lige finde ud af: Hvad var jeg? For det var børnenes sorg, jeg skulle passe på børnene, og jeg skulle sørge for, at de kom trygt igennem. Det var børnenes store tab af en forælder. Og det er ikke fordi, jeg skulle til psykolog, men det var ligesom min egen ting. Så kunne jeg tale med en veninde, hvis jeg havde brug for det. Men det HED ikke noget.

Mænd, man har elsket, forbliver en del af ens hjernemasse?

– Ja … det kan man godt sige. Det kan man da ikke bare sådan sige, at de ikke er. Det kan man ikke sådan aflyse.

Mette Horn og Steen Iversen har været gift i 11 år. Et langt, konsolideret ægteskab. Som på nærmest bevægende vis viste sin særlige styrke, da Ivan Horn blev dødeligt syg. Mette og Steen gjorde sammen noget ekstraordinært, som mange nok vil opfatte som ”svært”.

– Vi passede Ivan sammen til sidst. Vi deltes om det. Kunne gøre det sammen. Det var Ivan utroligt taknemmelig for. Og det, at vi gjorde det, var jeg også … tilfreds med.

Mette tænker højt, beder mig sortere de mest ufærdige sætninger fra og siger så:

– Jo mindre støj, der er inden i en, des bedre er man også til at tage de rigtige, gode beslutninger. Vi kunne ligesom høre, at vi gerne måtte tage den beslutning. Da han blev rigtig syg, kom jeg ud af en forestilling, og så havde vi halvanden måned, hvor vi bare passede ham, og børnene var der. Vi kunne ligesom tage den beslutning – som jeg vidste, ville være den rigtige bagefter.

 

METTEMOR

Det er i virkeligheden sådan, man viser sine børn, hvordan man er et ordentligt menneske. Ved eksemplets magt. Og dér er Mette – som kalder sig ”Mettemor”, når hun tager sig selv under (k)ærlig behandling – på vej ind i en ny og stadig lidt tåget fase i sit liv.

– At være ordentlig handler så også om at turde få nogle hug, fordi man IKKE går og er et skiderart og tilgængeligt menneske hele tiden. Ordentlige mennesker er også dem, der tør tage en på lampen, fordi de tør stille op for noget, så nogle ting bliver løst. De tager lederskab og tør ligesom sige: Nu skal vi lige have noget ro på, for jeg skal finde ud af det her, ellers kan jeg ikke være her. Og dét er kapitel to i Mettemors liv. At turde tage lederskab, være synlig og stille krav. Som også bliver rart for omgivelserne, for de fatter ikke, når Mette er gået i nedsmeltning ovre i hjørnet. Hvorfor græder hun? Hvad sker der? Der sker det, at JEG ikke har været ordentlig og tydelig nok i forhold til, hvad JEG havde brug for. Ikke kun i arbejdssammenhænge men måske også generelt i livet har jeg ikke været tydelig nok i de behov, jeg har haft i forhold til mine omgivelser.

– Så har jeg trukket mig og går og lider langs panelerne med ting, jeg bokser med. Jeg ”støjer” og andre mennesker tænker, ”hvorfor støjer hun?”. Det gør jeg, fordi jeg ikke har fået løst nogle ting, som jeg ikke har turdet fylde med. At være et ordentligt menneske er også at være irriterende og fylde og ville have svar og rase … den anden side af paletten, som jeg ikke har haft skide meget ”acces” til, men det kan jeg stadig nå, jeg er ikke død endnu!

Hvornår er det gået op for dig, at der er en del af dig, du trænger til at kigge på?

– Faktisk blev det meget kickstartet af mit arbejdsliv. Når man som skuespiller skal udvikle en ny rolle, skal man være åben og ud til kanten og kigge ned i afgrunden på en eller anden måde. Finde ud af: Hvor går grænsen? Det … gjorde mig tit enormt ked af det. Det deler jeg med mange skuespillere: Vi tror, at NU bliver det afsløret, at vi ikke duer til noget. Det gjorde også, at jeg i visse sammenhænge var skidedårlig til at stille krav. Altså til at turde sige: Det her forstår jeg ikke. Eller: Det her forstår jeg anderledes. Og jeg har behov for, at vi lige stopper op ved mig. Jeg har haft en indgroet følelse af, at hvis jeg ikke kunne forklare et eller andet, måtte jeg bare vente, til jeg kunne. Sådan har jeg levet fint og flot og haft et godt liv indtil nu, men jeg kan bare mærke, at det støjer, og det gør mit liv meget problematisk som skuespiller. At jeg ikke tør fylde mere …

Det var ikke det billede, jeg havde af dig?

– Nej. Men det er også ens egen skyggeside, for det er ikke den, I andre ser. Jeg har også altid fået at vide, at jeg er så stærk og så sindssygt modig. Det er jeg også, det ved jeg godt. Men … langt hen ad vejen er det også bare udtryk for noget uforfængelighed. Jeg er ikke bange for at være grim. Jeg er ikke bange for at være uelsket, for jeg FØLER mig elsket. Jeg har sådan en god stængel, jeg føler mig grundokay som menneske, og derfor tør jeg godt indrømme fejl og mangler. Men det andet dér … Det er også bare, fordi det er et stort issue. Jeg gik faktisk med hunden i morges og tænkte, ”nej, den der tror jeg ikke lige, vi skal omkring i den her samtale”. For det er faktisk ret privat for mig.  

På den anden side:

– Det handler jo bare om … nye landvindinger i en vis alder. For nu gider jeg ikke snakke mere om overgangsalder eller børn, der er flyttet. ”That’s a fact”, og jeg er videre, og det er okay. Så den næste epoke er, hvad fanden det næste, jeg skal erobre, er. 

Måske er det en del af dig selv?

– Ja. Retten til at være lidt besværlig og tage tid og synes, at det er okay, at vi lige skal stoppe en halv, for Mettemor kan ikke lige få tingene til at passe. Når man arbejder på teatret, er der jo nogle som er sindssygt dygtige analytisk og dramaturgisk, men jeg har en anden måde at gå til tingene på. Ren følelse. Det er ikke, fordi jeg føler mig dum eller blank, men jeg er sådan et intuitivt føledyr.

Du er ikke et strategimenneske?

– Nej. Min strategi har været, at jeg ikke SKAL passe på mig selv, fordi jeg grundlæggende føler, at jeg er okay, men den strategi holder bare ikke længere, den er opbrugt, føler jeg. Jeg har haft tre forestillinger, hvor rollen var lige til højrebenet, det kunne ikke blive sjovere og nemmere for mig, det var gaver, jeg fik – og alligevel sad jeg og græd nede på forreste række og sagde: ”Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke være skuespiller mere, jeg vil ikke stå der, det er ydmygende.” Og du kan se …

Ja, det kan jeg godt se: Mette får tårer i øjnene.

Så det skal du ind og finde ud af?

– Ja. Sidste år nåede jeg pludselig dertil, hvor jeg tænkte, ”jeg gider ikke være skuespiller mere, jeg vil være noget andet, hvorfor skal jeg være ved at dø to gange om året, hvorfor har jeg ikke nogen kantine, hvorfor har jeg ikke nogen, som kommer og spørger, ’Hvad med dig, du var til fodlægen i går, blev du glad for det der fodindlæg’ og ’Den der gave, du skulle købe til din mor, blev hun glad for den?’”. Som skuespillere har vi så lange perioder, hvor vi ikke har et socialt netværk. Jeg synes ikke, det er fair, det er spild af Mettemor. Nu har jeg ikke nogen børn hjemme mere – som kan nyde godt af det. Jeg har en hund, men altså jeg synes, det er så røvsygt. Så kan jeg gå ind på scenen og wu hu fyre den af, og det er dejligt, men hvis jeg ikke har nogen at dele min hverdag med, synes jeg ikke, det er det værd.

Jeg sidder og tænker, at Mettemor måske har været – for flink. Og en eller anden dag kan der ske det, at flinkhedskvoten slipper op. Så kan man blive stjernehamrende tosset. Eller ked af det. Eller begge dele. Eller bare få nok. Og spørgsmålet er, hvor man så skal hen? Der er noget, der ulmer:

– Jeg tænker, at jeg måske gerne vil give tilbage. Jeg har læst om det i en eller anden bog: at man når derhen i sit liv, at man ved så og så meget, og nu skal man give tilbage. Og jeg kan måske lære at holde af at bestemme og være leder. Tanken fylder mig ikke med glæde, arbejdslyst og iver. Men måske er der alligevel noget, der ændrer sig i Mettemors liv det næste par år, så hun pludselig tænker: Det kan jeg da godt.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: "Det var mig selv, jeg ikke kunne falde på plads i"

 

MISUNDELSE

Det er også noget med – at blive dus med sig selv. Lave om på det, der er føles nødvendigt at ændre på. Og indse, at visse ting bliver ved med at være, som de altid har været, at der er visse steder, hvor man bare aldrig bliver et ordentligt menneske:

– Kender du ikke det med, at man kan blive misundelig på den der fnugfri anorak, der går lige foran en? Jeg VED, at der ikke er fnuller i tasken, og papirerne ligger ordentligt. Der sidder ikke et stykke gammelt tyggegummi fast nede i hjørnet. De mennesker ved, hvad de skal. Der er købt ind. Der er måske ovenikøbet lagt madplan for hele ugen. Og de FØLGER den. Engang da vi havde så travlt, sagde jeg til min eksmand, Ivan: ”Min veninde Julie laver madplan for hele ugen om søndagen og køber ind til hele ugen, det er skidesmart, så det gør jeg også.” Så sagde han: ”Hun er systematiker, Mette, det er du ikke, det kommer aldrig til at gå.” Det var fuldstændig rigtigt. For så havde man måske mere lyst til pølser om mandagen …  

Jeg forstår ikke, hvordan man kan det der.

– Det forstår jeg heller ikke. Men der er nogen, der har det dejligt i de der kasser og elsker at gøre rent. Freden … Jeg kan godt være misundelig, og det er ikke bare krukkeri, at ”så var jeg så heldigvis sådan en flamboyant en, og uha, der var støv over det hele, og gudskelov var jeg sådan en bohemetosse”. Jeg er regulært misundelig på freden og roen indimellem. 

Og på mennesker, der kan finde ud af fjerne kalk fra deres WC?

– Sådan nogle ting! Ja. Jeg kunne da godt tænke mig at yde den egenomsorg. Det kan godt være, det er ængsteligt. Sådan kan vi vælge at aflæse det, fordi vi selv var så fede, at vi havde støv og nullermænd i alle kroge – men det er på en eller anden måde også noget egenomsorg. Vi VED godt, at det ikke kommer til at ske hos os. Der er bare noget lækkert ved det også. Jeg bliver faktisk også skidetræt af, at det har været sådan, at jo mere rodet man var, jo federe var man. Det var blevet lidt eksklusivt at være kaotisk. At have et rodet køleskab og pletter på dugen og børn, der hopper i sofaen, og være stolt af det. For ”det kan jeg rumme, så fed er jeg”. Men det passer ikke helt, vel? 

Den lader vi lige stå et øjeblik, mens støvet lægger sig. Og så siger vi tak for ærligheden, Mette. Også fordi den indirekte viser noget om, hvordan kvinder konkurrerer med hinanden. 

Hvad har du selv givet dine børn med omkring det med at være et ordentligt menneske?

– Evnen til at fornøje sig over at glæde andre mennesker. Det ved jeg. Det kan også være problematisk, man skal passe på, at man ikke slider sig selv op, men det giver også utrolig meget energi. Vi har også snakket en del om, hvad  mennesker med format er. Det er mennesker, der kan få andre til at føle sig okay. Der findes jo mennesker, der slet ikke kan få nok af sig selv, når man sidder ved siden af dem til et middagsselskab. Og så er der dem, hvor man tænker: Nå, du er både biolog og konge, og du ejer alt muligt, det er ligegyldigt, for du er interesseret i MIG. Dem, der har nysgerrighed og føler glæde ved at få andre til at folde sig ud – det er dem, man skal gå efter. Ikke dem, der får en til at føle sig stresset og utilstrækkelig. De mennesker kan være nok så synlige i billedet og være dem, man higer efter at blive venner med, men i bund og grund er det måske dem tre pladser længere henne, der får en til at føle, at man har noget at byde på. Og det er fucking altid dem, man skal gå efter. 

Er du selv sådan en?

– Ja. Det er jeg faktisk. Og det tør jeg godt sige.

 

Mette Horn, 54 år, skuespiller, mor, hustru og hundemenneske.

 

Læs mere om: