merete pryds helle
Kendte

Merete Pryds Helle: Jeg har aldrig været alene, mere end en måned

Forfatter Merete Pryds Helle var ikke sådan en, der blev skilt. Det blev hun så alligevel efter 25 års ægteskab. Og opdagede, at det ikke var så slemt, som hun havde frygtet. Muligvis også fordi hun lynmødte kærligheden igen. Og den har fået hendes kreative åre til at eksplodere.

Merete Pryds Helle har aldrig været kæresteløs i mere end en måned i sit voksne liv. Det er alligevel noget. Det siges ellers, at mænd går, fordi de har fundet en anden, og kvinder går for at finde sig selv. Men da Merete blev skilt efter 25 års ægteskab for snart fire år siden – det endelige brud skete den aften, sølvbryllupsfesten var slut, hurra for en æresport  – mødte hun Omid Khodabakhshi, før hun overhovedet var begyndt at lede efter sig selv. De har været sammen siden og i ren karma. De skændes ALDRIG, de har kun været lettere uenige en enkelt gang. Over indkøbet af en ost.
 
 
Og her kommer Omid ind ad døren til den skæve og skråvæggede taglejlighed i det indre København og bliver blufærdig, da jeg spørger, hvad han elsker ved Merete. 
– Hahaha … hun er dejlig! Nej … deeet. Haha.
Så gør han sig usynlig. 
Men han er der et sted. Og Merete elsker, at han er der. Merete er ærlig. Hun er dårlig til at være alene. Hun gider ikke være en selvstændig kvinde. Hun vil være afhængig. Tjubang for en udmelding i 2018.
 
– Det hedder sig, at man som kvinde skal være selvstændig og uafhængig, og det er jeg ikke. Overhovedet ikke. 
 
Hvad er du så?
– Jamen jeg er f.eks. dybt afhængig af Omid. Jeg er afhængig af, at han er der, og det giver mig SÅ meget ro. Selvfølgelig kan jeg godt være alene, jeg KAN godt, haha, men jeg har ikke lyst til det. Når jeg arbejder, sidder jeg alene i måske otte-ti timer. Og hvis der så ikke kommer nogen hjem bagefter, bliver det trist. Så bliver man mærkelig oppe i hovedet. Hvis vi er i sommerhuset, og Omid har arbejdet i København, så snakker jeg uafbrudt, når han kommer ind ad døren. Han har behandlet folk, som har talt til ham hele dagen, så han har ikke behov for at snakke. Så han er bare sådan ”hmm jeg lytter, jeg lytter, det gør jeg ...”. Men nogle gange kan jeg høre mig selv snakke … Så griner jeg ad mig selv, men der er altid noget, jeg skal have fortalt færdigt. Og så er det bare rigtig rart, at der er nogen. 
 
Må man i 2018 sige, at man er afhængig af en mand?
– Det må man nemlig ikke, nej.
 
Mobning
Merete siger det alligevel. Det er sådan, hun er. Direkte. Hun lægger heller ikke skjul på, at flere af temaerne i den nye roman ”Vi kunne alt” er hentet i hendes eget liv. Romanen er en selvstændig fortsættelse af bestselleren ”Folkets skønhed”, der indbragte hende De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Vi er i Værløse i 1970’erne, i et parcelhuskvarter hjemme hos Merle, hvis mor er alvorligt syg af noget, der nok er sklerose, og hvis håndværker-far i perioder stikker af fra det hele, drikker heftigt og mod betaling nedlægger damer, han møder i Illums cafeteria. Merles storesøster har nok anoreksi, men det ved ingen hvad er på det tidspunkt. Merle selv bliver voldsomt mobbet og er tynget ned af virkeligheden derhjemme, mens hun forsøger at vokse fra den. Som en kuriositet kan nævnes, at Merle bliver veninde med naboens datter Merete Pryds …  
 
– Da jeg startede med at skrive bogen, var jeg optaget af mobning. Fordi jeg prøvede at få styr på det i forhold til mig selv. Jeg blev mobbet som barn, men hvorfor blev jeg mobbet? Jeg begyndte at tænke, at jeg var helt vildt følsom, og måske ville andre ikke have oplevet det, jeg oplevede. Jeg har i løbet af livet nok syntes, at det har været synd for mig. Indtil bogen udviklede sig. Jeg er også blevet skilt og har, som det hedder, arbejdet med mig selv, og så er det gået op for mig, hvor meget der også er MIT input i det. Den dér … over-følsomhed. 
På et tidspunkt tog hun testen ”Er du hypersensitiv” fra ”et eller andet kvindeblad”.
 
– Der var 20 spørgsmål, og hvis man havde mere end otte ja-krydser, var man hypersensitiv. Jeg satte kryds ved 19, haha! Da gik det op for mig, at der måske er noget dér. Jeg følte mig mobbet, men hvor meget er kommet fra mig selv med, at alt FØLTES så stærkt? Når jeg var alene hjemme med min bog, syntes jeg, det var, fordi der ikke var nogen, der ville lege med mig. Men det var måske også, fordi jeg ikke gik ud? Det var måske, fordi jeg søgte den der lille trygge puppe, hvor der ikke hele tiden er så mange indtryk og så mange mennesker? For jeg kan se, at det mønster har jeg gentaget hele mit liv. Det hænger sammen med at være forfatter, jeg SKAL kunne være alene mange timer. Og jeg var jo gift med Morten Søndergaard, der er digter og meget ekstrovert og social. Og jeg følte mig altid forkert. Jeg var lidt med, men så trak jeg mig. Mens alle syntes, at Morten var så charmerende og sjov, og det var han også, men det syntes jeg egentlig også, jeg var – jeg var bare gået hjem, haha!
 
LÆS OGSÅ: Ahn Lê har ingen kæreste, kun elskere: "Jeg har ikke behov for at være en del af et par"
 
Eksplosion
– Når jeg kigger tilbage på, hvad der måske var galt i vores samliv, så tror jeg egentlig, at det handlede om det. At jeg ikke kunne følge med ham ud, og han gad ikke sidde hjemme med mig, det var så kedeligt. Nu er jeg sammen med Omid, og han er meget mere ligesom mig. Så han er faktisk hjemme, når han ikke arbejder eller har ting, han skal. Og det er så dejligt. For så er jeg stadig i mit lille univers. Jeg er alene uden at være alene, og det er helt fantastisk. 
 
Det er besværligt at arbejde med sig selv, siger Merete. Men det lønner sig:
– Jeg er ligesom blevet bevidst om, at det ikke er forkert at være menneske på den måde, jeg er det på. Men det har nogle begrænsninger, og hvis jeg kan acceptere de begrænsninger, har jeg det faktisk bedre. Jeg skriver som død og kritte i de her år, og måske handler det netop om, at rammerne er blevet trygge og gode, og jeg skal ikke føle mig forkert, og jeg skal ikke hele tiden synes, at jeg skal være en anden, end jeg er, eller prøve på at være en anden, end jeg er. Det giver en meget stor kreativ bevægelse. En eksplosion faktisk. Jeg er i gang med TO nye bøger igen. Det er helt vildt. 
 
Småborgerligt
Hun skriver i hånden. Med fyldepen. Og det passer virkelig godt til ”Vi kunne alt”, som foregår i 1970’erne. Før computeren. Før mobilen. Før alt muligt, vi opfatter som naturligt nu. Det var et sært årti, synes hun.
– Jeg er interesseret i 1970’erne. Hvorfor var det så underligt? For jeg SYNES faktisk, det var underligt. Der var noget, der ikke hang sammen. Jeg synes faktisk, det hænger bedre sammen i dag.
 
Kontrasterne var måske større dengang?
– Altså … vi flyttede ud i et parcelhus på en grusmark. Alt skulle bygges. Alt fandtes på en eller anden måde i fremtiden, ikke? Det fandtes ikke lige nu og her. Der var hele tiden den der fremtidsforventning. Og så var der alle de små bitte ting, som vi slet ikke tænker over har forandret sig. Måden, man drak og røg på. At man kørte i bil uden seler. Alt det, man kunne sige var frihed, men det var også hårdt, det var også sådan for langt ude, ikke? Det var en brydningstid.
I Meretes egen lille sfære var der stor forskel på skolen og hjemmet.
 
– Vi lærte i skolen, at det, vi voksede op i derhjemme, var ”småborgerligt”. Og det var det. Der skulle være rent og ordentligt og pænt, og aftensmaden blev serveret på samme tidspunkt hver dag, og det var kernefamilie. Min far var ingeniør, min mor var hjemmegående, indtil jeg var seks år, så fik hun halvdagsarbejde, som hun var rigtig glad for, men hun var også glad for, at det kun var halvdagsarbejde, for hun følte, at hun også skulle passe familien, og der blev lavet mad HVER dag. Og … man var meget skeptisk over for de dér hippiebevægelser og kollektivbevægelser og pædagogseminarier. Det var … mistænkeligt. 
 
– Min søster og jeg skulle have en høj uddannelse, fordi det kunne vi. Der blev ligesom ikke set på, hvem vi var. Min storesøster skulle være læge, fordi det var finest, og hun var ældst. Jeg skulle være ingeniør. Det var okay, fordi min far var det, og jeg ligesom var ”drengen”. Men jeg var ikke særlig god til matematik. Og min søster kunne ikke tåle at se blod … Men hun BLEV faktisk læge. 
 
Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.
 
Krævende
Meretes søster Jannie Helle lever ikke længere. Hun blev ugebladskendt som TV-læge på ”Eleva2ren” og brevkasseredaktør på flere medier og skrev adskillige bøger. Hun har på flere punkter dannet forlæg for Merles mor Ane i bogen. Merete vil gerne beskrive, hvad der sker i en familie, når et medlem er SÅ sygt. 
 
– Ane har jo sklerose, og min søster er død af sklerose. Men Anes historie er ikke min søsters historie, for det er for tæt på, dér kan jeg ikke gå hen, men mine erfaringer er vigtige. Med hvor svært det er at være pårørende til nogen, der er syg. Og magtesløsheden. Sklerose er en sygdom, som forandrer folks personlighed og gør dem … ubehagelige. 
 
Blev Jannie ubehagelig?
– Ja. Det gjorde hun. Hun blev sådan krævende. Hun havde ingen empati. Hun kunne ikke forstå, at vi ikke kunne løfte og bære hende. Jeg har en meget dårlig ryg … men du ved … det var, som om man blev lukket inde i den sygdom, og der fandtes kun den. Hun kunne ikke se os andre. Hun kunne prøve nogle gange. Men det er frygteligt at se på. Frygteligt, frygteligt.  
 
Jannie døde i 2010. Her otte år senere – hvad ser Merete så tilbage på?
– Du ved … jeg ville gerne have været BEDRE, ikke? Jeg ville gerne have være et bedre menneske. Jeg ville gerne have forstået mere og kunnet gøre mere, men samtidig havde hun enormt meget modstand. Hun havde ikke nogen sygdomserkendelse, så man kunne ligesom ikke få lov til at hjælpe. Så man bliver fanget i den dér: Du kommer med din godhed og hjælpsomhed – og den bliver afvist. Og så var jeg ikke i stand til at komme tilbage med noget andet. Man bliver fuld af afmagt.
 
Guldbarnet
I bogen åbner Merle et glas piller for sin mor, som sluger dem alle, og det bliver næsten fatalt.
– Jeg har også prøvet at åbne et glas piller, min søster ikke kunne åbne – og vidst, at det var forkert. Jeg valgte at gøre det, fordi hun ville det så meget, ikke? Hun blev ikke syg af det på samme måde, som Ane gør i bogen. 
Men?
– De piller giver en umiddelbar lindring, men det er også en form for narkomani, det er ligesom at give narkomanen sprøjten. 
 
Har det holdt dig vågen om natten?
– Nej. Ikke sådan, at jeg ville ønske, at jeg kunne have gjort noget anderledes, for det tror jeg ikke, jeg kunne have gjort. Tværtimod: dengang med de piller … måske VAR det godt at gøre det. 
 
Hvad skete der?
– Jamen det var nervepiller, og hun faldt til ro. Men hun blev bare afhængig af dem, når hun tog dem. Og hun var læge, hun kunne udskrive medicin til sig selv. Jeg ringede til Sundhedsstyrelsen og bad dem tage hendes autorisation som læge fra hende. Det ville de ikke. Hun var ikke til skade for andre. Og de sagde, at deres erfaring var, at et misbrug bare flyttede sig over i et andet, og at det, hun tog, måske ikke var det værste. Jeg syntes, det var helt vildt, at de sagde det. 
– Men … at gøre sådan noget … for sin søster … Hun var jo ældre end mig, og hun var GULDBARNET, hun var den, der skulle være læge, og hun var smuk og kunne det hele. Der var ikke det, hun ikke kunne. 
 
Var du misundelig på hende som barn?
– Ikke misundelig. Jeg havde det mere sådan, at jeg ikke kunne leve op til det. Jeg var slet ikke som hende. Hun strålede altid. Jeg sad ovre i hjørnet med en bog. Sådan var det.
 
LÆS OGSÅ: Sarah Zobel: "Jeg skal lige lande efter mit brud nu"
 
Ulækkert
Merete bliver pludselig lidt urolig. Der står tallerkener på bordet efter den frokost, vi lige har spist. De skal ud i køkkenet. Nu.
– Jeg har boet i Italien, og dér lærte jeg, at jeg ikke kan have mad stående på bordet. Italienerne lader de beskidte tallerkener stå efter hovedretten, og så skræller de frugt ned i dem. Jeg synes, det er så ulækkert. Det er jo ikke, fordi det er rigtigt, men jeg lærte som barn, at når man er færdig med at spise, så skal maden ud. 
 
Det var ro, renlighed og regelmæssighed?
– DET kan du tro. Og man skulle spise op. Ellers blev maden sendt ned til børnene i Afrika. 
 
Eller sat foran én igen senere?
– Ja. Sjældent, men det skete. 
 
Smæk?
– Nej, mine forældre syntes ikke, at de skulle slå. Man kunne godt få en lussing en gang imellem, hvis det var helt galt, men så syntes de selv, at det var forkert. Men de havde selv fået tæsk som børn, så det var sådan en udviklingshistorie. Selv i den mest ophidsede situation kunne jeg aldrig finde på at slå mine børn. Mine forældre var ligesom sådan et mellemskridt … 
 
Har du hangs på din barndom? 
– Du kan jo læse bogen! Haha. 
 
Er der nogen, der bliver sure af at læse bogen?
– Det er der vel ikke, tænker jeg. For det ER jo ikke dem i bogen. Det ER nogle figurer. Min søster hed ikke Gitte. Mine forældre hedder ikke Pryds til efternavn. Alting er strakt ud og forstørret.
 
Færdigt
I disse single-rekordtider er der noget livsbekræftende i at kunne finde ny kærlighed så hurtigt efter et mangeårigt ægteskab. 
– Jeg har aldrig været alene mere end en måned. 
 
Men hvordan kan du være så hurtig?
– Fordi det var færdigt, da Morten og jeg gik fra hinanden. Vi prøvede. Vi prøvede begge to. Og vi prøvede i nogle år. Så da vi besluttede os til at gå, var det helt færdigt.
 
Øjeblikket?
– Vi havde en sølvbryllupsfest, der gik helt galt. Vi var oppe og skændes, og vi sov ikke sammen. Og så … var det slut dér. Jeg havde simpelthen ikke flere kræfter til at prøve.
 
Var det forbundet med sorg?
– Nej, det var det ikke. Vi blev heller ikke uvenner. Det havde vi været. Men vi er ikke uvenner, og vi ønsker ikke hinanden noget dårligt. På den måde synes jeg, der var noget positivt ved at køre, til vi bare ikke kunne mere. Vi KUNNE ikke mere. Der var ikke mere.
 
I havde vendt hver eneste sten for at se, om der lå en slat kærlighed?
– Ja, og det gjorde der ikke. Men der lå så heller ikke noget andet.
 
Hvad har været det sværeste at overvinde i dit liv?
– Hmm … jeg troede ikke, at jeg skulle skilles. Sådan en som mig blev ikke skilt. Da jeg så var blevet skilt, og det faktisk var ganske udmærket, tænkte jeg: Hvorfor har jeg haft det sådan, hvorfor har jeg tænkt sådan? Jeg opdagede, at jeg havde levet i en illusion. Jeg havde nogle illusioner om, hvordan mit liv var, som faktisk ikke var rigtige. Jeg vendte ligesom hele tiden det positive opad, ikke? Hvorfor troede jeg f.eks,. at jeg var sådan en, der ikke blev skilt? Da jeg var ung, var jeg netop feminist på den ret vilde måde, hvordan var jeg så ENDT med egentlig at leve i sådan en lille boks og tro, at det var det rigtige? Dér føler jeg, at hele min opdragelse, hele den dér arbejderkultur egentlig var stærkere i mig end det andet. Dér handler det ikke om, at man ikke bliver skilt af konventionelle grunde, men om, at man bare ikke giver op. Det er ikke sikkert, at dit liv er godt. Man kan ikke forlange at få et godt liv, man tager, hvad der kommer, man får det bedste ud af det – og man giver aldrig op!  
 
Var du bange for, hvad der var på den anden side af ægteskabet?
– Jeg var bange for at være alene. Helt klart. STOR angst for at være alene. Det må man heller ikke sige, men det vil jeg gerne sige: Jeg var meget bange for at være alene. FOR bange. 
 
Føler du dig så frisat nu, eller er du bare blevet bange for noget andet?
– Forleden gik vi op i Himmelskibet i Tivoli. Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville turde. Omid og jeg har også været oppe på Mount Fuji i Japan. Hvilket er meget sjovt, fordi … min eksmand Morten er meget stærk og modig, overmodig faktisk, og er typen, der altid er løbet i forvejen. HØJT op på et bjerg. Han svømmer LANGT ud. Jeg har aldrig kunnet følge med, så jeg har stået inde på kanten og ventet. Og er blevet bange. Har ligesom slet ikke kunnet noget. Omid og jeg følges ad, og det er sjovt: Så kommer jeg meget længere. Vi kom så højt op, som man kan på Mount Fuji uden udstyr. Det er ikke noget særligt, men det var godt nok stort for mig at turde det. Og jeg tør snorkle. Der er simpelthen en angst, der er forsvundet. 
 
LÆS OGSÅ: Laura Drasbæk: ”Nu er det mig og mine drenge – så må alt andet komme i anden række"