marie askehave
Kendte

Marie Askehave: Kærligheden er for altid

Hvis Marie Askehave kunne hoppe i en tidsmaskine og lande tidligere i sit liv, ville hun vælge sin og David Owes vielse i Nibe i 2006. Og der er ingen tvivl: Kærligheden er ”for altid”. Men hun er også realist: ”Hvordan skal jeg kunne inspirere David i 50 år?”. Hun har tænkt sig at prøve.

TIDENS TAND

Når man er 44, er man sådan cirka halvvejs. Og tiden sætter spor. Marie Askehave er kontant:

– Jeg er super forfængelig, jeg kan ikke se, hvad det skal gøre godt for, at blive ældre. Jeg synes, det klæder SÅ mange ... andre …

 

Bare ikke dig?

– Nej. Det tænker jeg. Jeg har egentlig ikke noget behov for at blive ældre. Det står ikke øverst på listen.

Det ligger i tidsånden, at vi nærmest skal holde op med at blive ældre?

– Ja. Vi havde faktisk snakken på produktionen af serien ”Hånd i hånd”. At vi som skuespillere selv bidrager til, at det er sådan. For vi synes, vi selvfølgelig også skal vise det ægte, det grimme og det upolerede. Men vi synes også alle sammen hver især, at det bare ikke lige skal være MIG, der gør det. De andre må rigtig gerne …

I serien ”Versailles” har hun skullet lave nøgenscener.

– I teorien har jeg det sådan: Hvorfor skal jeg gå og dække mig til? Det er da fint og fedt i en fransk serie, hvor alle kvinderne er super unge og super smukke, at der kommer et helt almindeligt voksent menneske uden plastikbryster og med post-pubertetsbryster. Men jeg har det samtidig sådan: Det behøver måske heller ikke at være MIG, der skal gøre det.

Hvordan føles det så?

– Jamen det er super grænseoverskridende. Det vænner jeg mig ikke til. Men jeg tror heller ikke, jeg ville synes, det var fedt, da jeg var 20 år. Jeg har faktisk ikke været konfronteret med nøgenscener før, og det er egentlig lidt mærkeligt, at jeg er relativt voksen, før jeg prøver det.

Hvor nøgen er man?

– Så er man HELT nøgen. Det bliver klippet i en eller anden grad, men man risikerer at sidde med numsen direkte oppe i skærmen, fordi man i scenen skal kravle ind og være et sted og så kravle ud igen. Nøgen. At kravle nøgen er IKKE specielt fedt på et filmset. Det er ikke specielt elegant at kravle, og uden tøj er det super … ikke-elegant. Haha. Det var nu også sjovt nok. Jeg tror bare, jeg har haft en tendens til at glemme, at der også lige er en million-milliard andre mennesker – også dem, jeg afleverer sammen med nede i skolen – som skal se det. Men dét bliver jeg konfronteret med om fem minutter, når serien bliver vist …

Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.

 

TIDSMASKINEN

Hvad nu, hvis man kunne genbesøge et sted i sit liv? Hop med ind i tidsmaskinen. Marie Askehave ved lige præcis, hvor hun gerne vil lande. I 2006.

– Mit bryllup. I kirken. Lige dér.

Da hun stod i Nibe Kirke i en Rikke Gudnitz-kjole og med en brudebuket af røde kallaer og skulle giftes med David Owe.

Hvorfor lander du lige i kirken?

– Fordi det var fantastisk. Og nu hyler jeg igen – alle de mennesker, som betyder noget, var samlet på et sted.

marie askehave

FOR ALTID

Så kom der lige to børn, og så gik der lige 12 år, efter at Marie og David havde lovet at dele livet med hinanden. For altid?

– Så siger jeg ”selvfølgelig”. For det er det, mit liv er baseret på. Det er for altid. Og det kan godt være lidt problematisk nogle gange. Hvis man f.eks. taler om en sofa, så KAN man jo ikke have den sofa for altid, men hvis man taler om et ægteskab, er det den eneste rigtige måde at se det på.

LÆS OGSÅ: Lotte Svendsen: "Jeg har fandeme aldrig haft det bedre med mig selv, end jeg har lige nu"

Åbent ægteskab?

– Nej. Jeg ville ønske, jeg kunne, for jeg tænker, at det faktisk ville være det eneste rigtige at give hinanden de muligheder, som livet byder på. For hvordan skal jeg kunne inspirere David i 50 år? Godt nok synes jeg, jeg er supergodt selskab, men der er sgu da grænser for, hvor spændende man kan være. På den måde synes jeg, at dem, der kan leve i åbne ægteskaber, har fat i den lange ende. Men jeg ved ikke, hvordan jeg ville have det med et åbent ægteskab. Måske på samme måde som at jeg ville elske at være sådan en, der var god til at bo i kollektiv – men som også er ret overbevist om, at jeg ville være vildt dårlig til det. Men jeg tænker også, at vi ikke kan lægge bånd på hinanden i så mange år. Når vi taler for evigt, betyder det så, at hvis jeg nu var en superlækker vesterhavskrystaløkologisk specialost, så måtte David kun spise den, til han dør?? Hvis man skulle æde den hver dag i 50 år, ville man måske også ønske sig at spise en helt almindelig klapsammen en gang imellem. Det kan min hjerne godt forstå. Men det autonome system, som man IKKE kan styre – det ved jeg ikke hvordan ville reagere. Men jeg ved i hvert fald, at vi skal passe på, vi ikke kommer til at smide hinanden ud efter utroskab, fordi det forventes af os.

Skal man tilgive?

– Det skal man. Selvfølgelig kan man det. Der er grænser. Taler vi syv år og en, som faktisk har en familie i Esbjerg samtidig ... det ved jeg ikke, om jeg kunne tilgive. Det er heller ikke et menneske, man skal være sammen med. Men en, der bliver midlertidigt forelsket eller kvajer sig i en brandert – det skal man kunne tilgive. Det er for lidt til at opgive alt det, man har.

 

TID TIL KÆRLIGHED

Kvalitetstid. Et 1990’er-ord, de færreste ville bruge i dag i forbindelse med børn. Eller kærlighed for den sags skyld. Vi ved det jo godt: Relationer lever af tid og kærlighed.

Er I gode til at bruge tid på hinanden?

– Hahaha, det er vi overhovedet ikke. Jo altså på en måde. Vi kan sidde lange morgener med morgenkaffen og diskutere ting. Men det med kæresteweekend har vi aldrig prøvet.

Hvad skal man også med det, når man kan vise sin kærlighed med – et flygel:

– David har altid ønsket sig et flygel, og jeg har altid været sådan, ”helt seriøst, hvis du kan sove i det, kan vi måske have plads til det, men det går jo ikke”. Men nu har vi bygget om og væltet en væg, så jeg tænkte: Hvis stuen består af et flygel, en sofa og en fantastisk brændeovn, er det vel okay, så behøver vi ikke mere. Så jeg købte et flygel, og så stod det der bare en dag, da han kom hjem. Han blev helt VILDT glad, for han havde altid drømt om det dér flygel. Så det var det hele værd! Nogle gange skal man gøre lidt sindssyge ting, hvor den anden godt kan se: ”Okay, det har sgu været lidt besværligt det her. Først at finde et flygel. Så at få det fragtet – hvilket ikke er særlig nemt. Og så at få det ind i huset og få fragtmændene til at placere lortet og få det hele til at spille – det kræver alligevel lidt andet end bare at købe nogle Bülow-lakridser med hjem fra lufthavnen.

Og du har point på kontoen?

– Det kan man måske godt sige. Men jeg vidste, hvor meget det betød for ham. Han ved også godt, at det larmer utrolig meget, når han spiller på det. Derfor har jeg egentlig uendelige mængder point. Men det handler ikke om point. Det handler om, at han trængte til det flygel.

 

FREMTID

Fremtiden tegner lys og skøn. Marie nævner børn, der bliver mere og mere selvkørende. En mand der er færdig med en stor turné lige om lidt og kommer hjem. En vidunderlig sommer med tid til sommerferie. Og med masser af arbejde i udsigt.

– Jeg er i gang med tre MEGET forskellige TV-serier, hvilket er en lille smule sindssygt. ”Bedrag”, den romantiske parforholdskomedie ”Hånd i hånd” og den nye thrilleragtige ”Fogedretten”. Og apropos tid … måske lærer jeg efterhånden også at prioritere min tid. Og måske er jeg ved at opdage, at man ikke skal bruge så meget tid på at være nervøs for fremtiden – men bare tage livet, som det kommer.

 

Læs mere om: