familie
Kendte

Maise Njors datter flyttede hjemmefra: ”Jeg ville gerne have dig til at bo hjemme for altid”

Når dine børn tilfældigvis også er dem, du har det bedst sammen med, kan det godt gøre lidt ondt, når de pludselig flytter hjemmefra og væk. Sådan var det i hvert fald for Maise Njor, da hendes ældste datter Asta-Maja pakkede to store kufferter og flyttede til Rom. Det er der kommet mange gode tanker og en bog ud af.

Knagerækken er fyldt op med jakker, og entré-gulvet er halvt dækket med sko i størrelse 37, som på forunderlig vis passer alle husholdnin­gens beboere. Måske med undtagelse af Karl, husets eneste handyr og også hund. Lige nu huser lejlig­heden Maise og hendes tre døtre. Og Karl selvfølgelig.

 – Der er virkelig mange patter i den her lejlighed, det har jeg tit tænkt på, siger Maise lettere lamslået. 8 styk i alt. Men for ikke så længe siden var der kun seks, for Asta-Maja var flyttet til Rom, hvor hun skulle bo i et år. I løbet af den tid så de kun hinanden tre gange, men nærheden forblev intakt gennem elektroniske brevudvekslinger om (svun­den) kærlighed, italienske kønsroller og så en hel masse ting, som man ikke altid får sagt eller spurgt om, når man sidder over for hinanden.

Hvordan havde I det sammen, lige før du flyttede til Rom?

Maise: – Jeg stolede på, at Asta-Maja nok skulle klare den. Selvfølgelig. Jeg ved, hvor god og klog hun er, og at hun sagtens kunne klare at flytte til et andet land. Mine bekym­ringer gik mere på, om hun så aldrig kom tilbage? Egentlig synes jeg, de bekymringer er enormt egoistiske.

Asta-Maja: – Du var bange for, at det ville blive akavet for os, når vi skulle være sammen.

Maise: – Ja, at vi ville glide fra hinanden.

Asta-Maja: – Du sagde mange gange, at hvis det så ikke gik, så kunne jeg bare komme hjem. At jeg altid kunne få mit værelse igen og den slags. Det var faktisk ret irriterende, for jeg tog jo ud for at gøre noget, og så sad du derhjemme og snakkede om, ”hvis det nu ikke går”, som om du regnede med, at det ikke ville gå. Jeg ved jo godt, hvorfor du gjorde det. Det er, fordi du er bange for at give slip.

Maise: – Jeg kan huske min egen mor, da jeg selv flyttede hjemmefra. Der var sgu heller ikke noget. Jeg stod med kufferten, og så sagde hun: ”Kom lige tilbage”, og jeg troede, hun ville stikke mig 1.000 kroner, men i stedet rakte hun mig en folder og sagde: ”Værsgo, det er nogle øvelser for nakke og skuldre, nu hvor du skal være journalist og sidde og skrive hver dag. Det kan man godt blive lidt anspændt af”. Og så tog jeg af sted.

Asta-Maja: – Det havde måske været meget rart, hvis du ikke havde sagt noget.

LÆS OGSÅ: Sandra har tre mødre: "Jeg har haft en tryg og glad barndom"

Maise: – Jeg var ikke i tvivl om, at du ville klare den, men jeg var i tvivl om, hvor længe du ville kunne være et fremmed sted uden dine venner.

Asta-Maja: – Og uden dig?

Maise: – Ja, og uden mig.

Asta-Maja: – At jeg ville være ensom?

Maise: – Ja. Du er jo så kedelig, at der ikke er nogen, der gider være sammen med dig.

Så kigger de på hinanden og griner.

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 5 numre for 150 kr. >

BLIV OVERFLØDIG

I bogen skriver du til Asta-Maja, at du er bange for at blive over­flødig. Har du på noget tidspunkt følt, du var det?

– Egentlig er det, hvad det går ud på, når man får børn. At blive overflødig. Fra de bliver født, er hele rejsen, at de skal klare sig selv, og så kan man sætte et kryds, når det ser ud til at gå ret godt. Og så håber man bare, de stadig gerne vil være sammen med én. Det er altså ikke sådan, at jeg går og håber på, at hun ikke kan finde ud af noget, så hun skal bede mig om hjælp. Det er jo sygt nok, at jeg gerne ville have dig til at bo hjemme for altid, siger Maise.

Asta-Maja: – Ja tak. Men nogle gange udbry­der du: ”Jeg er bange for, at du aldrig skriver eller ringer!”. Som om du slet ikke har tiltro til, at jeg gør det. Jeg forstår ikke, hvorfor du tænker, at jeg bare forsvinder ...

Maise: – Det er måske også, fordi ... I er dem, jeg synes er skæggest at være sammen med. I er de sjoveste mennesker, jeg kender. Det er også lidt blæret sagt, nu hvor jeg selv har lavet jer. Jeg synes bare, at I er de sjoveste, jeg kender. Når I siger, at I elsker mig, så bliver jeg virkelig glad. Jeg har ikke tænkt, at jeg var så vigtig.

Asta-Maja: – Du er ikke overflødig for mig. Jeg kan huske, at du på et tidspunkt skulle beskrive dig selv med tre ord, og dér sagde du ”mor” som det første. Det er sjovt, at du synes, det er så meget en del af din identitet. Jeg har bare ikke tænkt dig som en af den slags kvinder, forstår du? Du er jo også så mange andre ting, synes du ikke?

Maise: – Jo, men det er helt klart en af de ting, jeg har haft mest succes med. Det kan virke mærkeligt, men jeg har altid været tryg i den rolle. Så jeg kan godt tænke: Hvis ikke jeg er mor, hvad skal jeg så være?

Hvad vil du helst – at Asta-Maja var forblevet barn for evigt eller blev født som voksen?

Maise: – Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg helst have, at du var barn for evigt. Jeg ved godt, at det er lidt klamt, og det er helt egoistisk, at jeg altid har villet have, at I skulle være små. Men jeg har jo også haft et problem, hvor jeg kommer til at købe spæde dyr. Så fik jeg et barn, så fik jeg et til barn og et til ... og hvad skulle jeg nu lave? Så fik vi en hundehvalp og så nogle undulater ...

VOKSENSTIGEN

Da Asta-Maja rejste væk, var det med følelser, der ikke helt matchede hendes mors. Hun glædede sig. Følte sig klar, og lejligheden virkede pludselig for trang til en voksen plus tre halvvoksne mennesker.

Asta-Maja: – Afstanden var rar. At komme helt væk. Det er da stort at flytte hjemmefra, men måske er det mest éns forældre, der gør det til en meget grundlæggende ting. Er det strengt at sige, at jeg var ret glad for det? Der var selvfølgelig en masse ting, jeg stadig var i tvivl om, men jeg så bare frem til at komme ud og til Italien og ikke skulle andet end at prøve at leve.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: "Nogle gange spørger børn, om jeg er Rigmors mormor"

Når du ser på Asta-Maja, ser du så et barn eller en voksen?

Maise: – Jeg kan simpelthen ikke se den nuværende alder på nogen, jeg har kendt i mange år. Når jeg kigger på Asta-Maja, kan jeg se hende som nyfødt, som femårig, som 13-årig. Det er egentlig meget rart, at man ser summen af det levede liv. Men jeg behandler dig ikke længere som et barn.

Asta-Maja: – Nej, det synes jeg heller ikke. Men du har heller aldrig været særlig umyn­diggørende over for mig.

Maise: – Det er jeg glad for.

Asta-Maja: – Jeg kender ingen i verden, der har sværere ved at blive ældre end min mor. Og jeg ved ikke, om det er en god eller dårlig ting. Jeg kan godt blive nervøs for, om du kan klare at blive ældre. Det mener jeg faktisk ... Du kan jo bare blive ved med at gøre de ting, du gør. Der er jo ingen, der siger, at du skal gøre det på en bestemt måde.

Er du på nogle punkter mere voksen end din mor?

Asta-Maja: – Der er nogle gange, hvor jeg tænker, min mor godt kunne gå op i nogle lidt mere ...

Maise: – Det er sjovt, det dér med … jeg er så barnlig, og det er dig, der vil ændre verden. Du går op i politik, og jeg kan ikke huske, hvem det er, der er undervisningsminister.

Asta-Maja: – Ja, der er nok nogle gange, hvor du godt kunne ...

Maise: – Stramme balderne?

Asta-Maja: – Jeg tænker bare ... du arbejder på en avis, og jeg skal tørre babynumser til hverdag!

Maise: – Du har ret. Vi burde bytte!

 

Maise Njor, 49, er journalist og forfatter. Mor til pigerne Asta-Maja Njor Boisen, Betty-Marie Njor Boisen og Cornelia Njor Boisen.

Asta-Maja Njor Boisen, 21 år, arbejder i en vuggestue og kan desuden bryste sig af titlen ”instruktør i femini­stisk selvforsvar”.

 

 
ALLE VEJE FØRER TIL MOR
Mens Asta-Maja boede i Rom, skrev hun og Maise lange mails til hinanden. Om feminisme, om familie, om kærlighed, om mænd og om at skide i bukserne. Majse Njor tænkte egentlig, at hun hav­de skrevet de bøger, hun skulle skrive, men så en dag spurgte Asta-Maja, om de ikke skulle prøve at forvandle deres korre­spondance til en bog. Hvorfor? ”Min mor har altid skrevet om os, nu vil jeg gerne give lidt igen”.”ALLE VEJE FØRER TIL MOR ” udkommer den 23. marts på Berlingske Media Forlag.

 

Læs mere om: