Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer
Kendte

Lasse Rimmer om kæresten Line: "Jeg har fra starten skullet forstå, at det er en præmis for Line, at hun er hjertetransplanteret"

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer skal giftes lige om lidt. De er begge så store rodehoveder, at de ikke har helt tjek på det bryllup. De fortrænger – og så skal det nok gå det hele. Det samme gælder det faktum, at Line er hjertetransplanteret og med egne ord nok ikke når at blive ”gråhåret”. Livet er nu.

Der sidder to mennesker i en sofa. De skal giftes i august. Den ene er 47, den anden er 27. Den ene har stadig alle sine originale organer. Den anden fik et nyt hjerte for syv år siden. De elsker hinanden. Selvfølgelig, de skal jo giftes. Der er bare et aber dabei, som de begge er ret gode til at skubbe et lidt tåget stykke ud i den fremtid, de skal dele: Et transplanteret hjerte har en udløbsdato.

 

Lasse Rimmer tager udgangspunkt i den personlige bagage i sit nye show ”Færre end tre”. Parforholdet. Og kærligheden. Og livet med den lånte tid som blind passager. Line Hoffmeyer er large. Lasse må bruge det hele.

Lasse: – Du er meget liberal med det, Line. Der er ingenting, du på forhånd har sagt, jeg ikke må tale om. Der er lige en joke, dine veninder driller dig lidt med …

Line: – Det er en, hvor Lasse laver sjov med, at jeg bløder så meget, at han skal lægge et håndklæde i sofaen, når jeg har menstruation. Og det er IKKE sandt. Så lige den kunne jeg godt undvære, men ikke så meget, at jeg ville begynde at pille den ud. Hvis den får folk til at grine, skal den være der.

Lasse: – Joken handler faktisk ikke om menstruation, men om at føle sig elsket nok i det øjeblik til, at man kan være en autentisk repræsentation af sig selv. Også når man bløder. Altså det dér øjeblik, hvor man ikke længere føler, at man opfører et skuespil for sin partner, men sænker paraderne og beslutter sig for: Jeg føler mig elsket nok til, at jeg ikke behøver at stresse over, om jeg imponerer dig på den lange bane, for nu er vi bare sammen.

Lasse, har du en grænse for, hvad du vil bruge i showet?

– Jeg tager i højere grad en pejling på, hvad Line eller mine børn synes er en grænse. Men det er ikke noget, jeg er enormt frelst med. Men det er også min erfaring med shows, at det er svært at fortælle sin egen historie uden at fortælle andre menneskers historier også. Man kan ikke gøre det på sådan en selvcensurerende måde. Det bliver bare uvedkommende og ligegyldigt, hvis man ikke tør sige noget, der er rigtigt eller føles rigtigt for én selv. Nu er jeg så heldig, at Line ikke har været så angstramt, at hun ikke har kunnet slappe af, når hun har set mig optræde, eller at hun har syntes, det var en lille smule pinligt. Line, du kan faktisk godt lide at se mig optræde.

Line: – Jamen jeg elsker det, jeg synes jo, han er dygtig, og jeg tror bare, det er enormt godt at se sin partner gøre noget han eller hun er dygtig til.

Lasse: – Det er det mest sexede i verden! Der er ikke noget, der er bedre end at se nogen, man elsker, være gode til noget.

Line: – Så bliver man rigtig forelsket. Når jeg ser Lasse optræde, bliver jeg altid sindssygt forelsket i ham igen. Der er i det hele taget MEGET romantik i at være kæreste med en, der er så intelligent som Lasse! Når der er noget, JEG er god til, vil jeg også gerne vise ham det. Jeg arbejdede som lærer i et stykke tid, jeg vidste, jeg var rigtig god til det, derfor irriterede det mig, at jeg ikke kunne tage ham med ind i klassen, så han kunne SE, at jeg var god til det, haha.

Er der hjertejokes med i showet?

Line: – Lasse laver ikke jokes om mit hjerte, det indgår i fortællingen – men ikke på bekostning af min sygdom. Var det kringlet sagt? Men du fortæller en historie som er sand, Lasse, og som du er meget følelsesmæssigt involveret i også.

LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det synes jeg er noget sludder"

Tørst

Line var ni måneder, da hun fik diagnosen: Forstørret hjerte og deraf nedsat pumpeeffekt. De første to år blev hun passet af en au pair, hun måtte ikke komme i institution. Og hun måtte ikke lege med andre børn, før hun var tre år, på grund af sit nedsatte immunforsvar. Hun husker ikke sin barndom som specielt overbeskyttet, men der var gode og dårlige perioder. I 2012, da Line var 19 år, havde både hun selv og hjertet fået det så skidt, at hun var sat på venteliste til en hjertetransplantation. Hun havde ventet i ni måneder, da telefonen ringede.

Hvad lavede du?

– Jeg havde lige spist en toast. Jeg havde faktisk spist TO toasts. Og var helt vildt tørstig. På det tidspunkt var jeg var meget syg og meget træt, så jeg kunne kun spise en gang om dagen, og så skulle jeg sove i fire timer bagefter, fordi det var så hårdt for min krop at fordøje. Så jeg havde taget toastene med ind i seng, fordi jeg vidste, at jeg nok drattede om, når jeg havde spist. Men jeg havde glemt at tage vand med, så jeg lå og var skidetørstig, men var så smadret, at jeg ikke kunne rejse mig for at gå ud og hente noget. Så ringede de fra hospitalet: ”Nu er det nye hjerte der, og SÅ må du ikke drikke eller spise mere”. Derfra gik der NI timer, til operationen gik i gang … Det er i virkeligheden mest det, jeg forbinder med den dag: VILD tørst!

Skavanker

Efter nogle tågede dage på intensiv og en træls og hård helingsproces, blev Line langsomt sig selv igen. Det nye hjerte fungerer rigtig godt i forhold til, at det er transplanteret, siger hun. Det eneste synlige tegn på, at hun har været på værksted og fået en ny reservedel, er arret – et lille hul i brystkassen. Det ligner et skudhul.

Lasse, hvornår fandt du ud af, hvad det lille hul handlede om?

– Ret tidligt, men det var ikke noget, jeg spurgte til. Line nævnte helbredsproblemer på et tidspunkt, og så rodede jeg ikke for meget rundt i det.

Line: – Det er sådan en mærkelig ting, så hvornår skal man ligesom introducere det? Hjertet er jo en væsentlig del af min historie, men jeg gider samtidig ikke være så udfarende omkring det. Mine skavanker skulle ikke være det første, du skulle høre om mig.

Lasse: – Det ville også slå samtalen ihjel på en date, for det er umuligt at toppe. Efter det er man ligesom nødt til at sige: ”Tak for i aften, det er dér, vi lukker ...”. Man kan jo ikke fortsætte over i: ”Nå, men har du nogensinde været i Spanien?”. Men jeg tror faktisk, det var noget, vi klarede ved at skrive sammen om det, og jeg kan huske, at jeg gik i gang med at google det med det samme. Jeg ville gerne vide noget om prognoser ikke mindst. Dengang var rekordlevetiden for en hjertetransplanteret 30 år. Men der er danske patienter, der har slået den rekord i mellemtiden. Det flytter sig hele tiden. Altså … jeg ved ikke om det er nogen smagfuld sammenligning, men da jeg var teenager, var hiv en dødsdom. I dag kan du tage en pille om dagen, hvis du bor i et land, der er rigt nok til medicinen. Så kan du få børn og leve et normalt liv, og det kan holdes fuldstændig i ave. Men … jeg fik meget tidligt at vide af Line, at vi ikke arbejder med en forventning om, at det kan være, Jesus kommer ned på Jorden og rører ved hendes skulder, og så er alt godt igen. Vi arbejder med udgangspunkt i det, vi ved indtil videre.

Line: – Ja, lige nu er det … sådan, det er. Og det kan være, det ændrer sig.

Er du bange, Lasse?

– Nej, det er jeg ikke. Og jeg tror, det er, fordi jeg har overtaget din fortrængningsstrategi, Line – som vi jo ødelægger FULDSTÆNDIG, for jeg TRÆKKER Line med rundt og siger: FORTÆL om det dér, vi ikke snakker om, kom nu og fortæl! Haha, jeg er en røvkæreste på den måde. Jeg tvinger dig også til at se showet, hvor jeg taler om det!

Line: – Jeg kører meget en fortrængningsstrategi, som er under voldsomt pres med samtaler som den her.

Lasse: – Det her kommer til at lyde forfærdeligt på skrift, man kan jo ikke høre tonen, vi lyder som to mennesker, der er klar til at gå fra hinanden et par timer senere! Nej … din fortrængningsstrategi er bare en del af det, jeg prøver at forstå. Det har taget mig et stykke tid, og jeg er stadig i gang med at lære at være en god kæreste i forhold til det. Jeg har fra starten skullet forstå, at det er en præmis, det er ikke temaet, det er ikke en identitet for Line, at hun er hjertetransplanteret, og det kommer det aldrig til at blive. Når hun skal beskrive sig selv, er det ikke det væsentligste. På hendes Instagram-profil står det på linje med, at hun er glad for frysepomfritter. Du er lige så meget hende, der er glad for frysepomfritter fra plastikpose, som du er hende, der har fået et nyt hjerte.

Du er heller ikke bange, Line?

– Nej, jeg ved ikke, hvad jeg skal være bange for. Det gør mig sådan rolig omkring det, hvis jeg tænker: Nå, men det passer med, at jeg bliver 50. Altså med hjertets holdbarhed. Det giver mig egentlig noget ro i stedet for, at jeg hele tiden skal gå rundt og være obs: Sker der noget? Har de udviklet noget nyt? Den dér stress med hele tiden at søge efter en eller anden løsning vil jeg gerne undgå. Jeg betragter det ikke som noget problem, bare som en omstændighed. Og så tror jeg bare, jeg har fundet nogle gode ting ved det. Nu er det jo ikke sådan, at klokken 50 år så skal jeg … det er slet ikke sådan. Men altså … jeg bliver ikke helt gammel, vel? Jeg tror bare, at jeg måske også har fundet noget glæde ved det. Så fokuserer jeg på, at det måske også er meget godt ikke at blive så gammel, så man kan … dø på toppen. Haha … så er der bare ikke noget at være bange for, tror jeg. Jeg kan være mere nervøs for, at ”hvad nu hvis det er mig, der kradser af først, skal Lasse så være alene en dag?”. Det gider jeg ikke ha’. Også fordi han jo er noget ældre end mig. 70 eller 80 er altså ingen pissegod dating-alder.

Lasse: – Det ved jeg nu ikke! Har du nogensinde besøgt et ældrecenter? Det er sådan noget med seks kvinder for hver mand, og de er SÅ glade, hvis han gider spille kort, de sidder og kagler op. Det skal nok gå!

Line: – Så bliver du ham den frække på plejehjemmet! Det er også bare for at sige, at der ikke er noget at være bange for. Jeg kommer jo ikke til at opleve det, hvis jeg ikke er der. Det er også en mærkelig ting at tale om, for jeg kan også bare dø i overmorgen i et trafikuheld eller af en blodprop – som alle andre kan. Jeg ved nok bare reelt set, at jeg ikke kommer til at opleve at blive synderligt gråhåret, medmindre det kommer voldsomt tidligt. Og det har jeg det fint med, jeg er glad for blond!

Det virker helt ærligt ikke, som om Line joker for at holde afstand til noget smertefuldt, vel?

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann om sorg: "En af os skal dø først"

Organdonor

Lasse er – selvfølgelig – organdonor. Og har været det længe. Også FØR han mødte Line. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at både Lasse og Line synes, vi skal ændre reglerne for organdonation, så man automatisk er donor, medmindre man vælger det fra.

Lasse: – Hvorfor skal det udgå fra en form for principielt værdisæt i stedet for, at vi bare siger: Hvad er fornuftigt, giver det mening? Hvorfor skulle vi ikke bare fra starten kunne sige: Du kan tage det, du har lyst til, medmindre jeg har sagt: ”Gider du godt lige holde fingrene væk”.

Line: – Hvis man virkelig brænder for ikke at stå i det register, er man mere tilbøjelig til at melde sig ud, end man er tilbøjelig til at få meldt sig til under den nuværende ordning. Der er mange, der gerne vil, men bare ikke lige får det gjort.

Lasse: – Det kan godt være, jeg kunne have nogle principielle indsigelser, men de forsvinder som dug for solen, når jeg ser dig i øjnene!

Udstråling

Line, du havde set Lasse, før Lasse havde set dig. Hvad var det ved ham?

Lasse: – Ja, det vil jeg fandeme også gerne vide!

Line: – Det ved jeg kraftedeme ikke, altså jeg spørger mig selv hver dag! Jeg tror bare, jeg godt kunne lide, at du var velformuleret og skarp og sjov. Og pæn. Jeg syntes, du var pæn. Du ER pæn. Det var det hele. Jeg tror mest, det var et spørgsmål om udstråling.

Line så ham første gang til nogle TV-optagelser, hun overværede.

– Lasse var sådan lidt frisk og lavede lidt sjov. Det var en quiz, og han havde bare styr på tingene. Det var bare tiltalende. På det tidspunkt var jeg 22 år og mine jævnaldrende havde altså ikke styr på tingene, så jeg tror bare, jeg syntes, det var meget lækkert.

To år senere tog Line affære, et par måneder efter at hun havde læst i medierne, at Lasse var kommet ud af et forhold – hun turde ikke vente længere, nogen kunne jo nappe ham! Lasse var langsomt-opfattende.

Lasse: – Er vi ikke enige om, at jeg skulle have et PÆNT tydeligt vink med en vognstang, før jeg kom ud af busken?

Line: – Han forstod INGENTING. Altså jeg ville jo ikke kontakte ham med sådan en: ”Hey jeg er vild med dig”. Så jeg lod, som om jeg havde et interview til en opgave. Mig og mine veninder havde fundet på det – jeg sendte det til ham, og han svarede. Så skrev vi lidt frem og tilbage. Du prøvede alligevel lidt efter det dér interview. Det gjorde du!

Lasse: – Jamen det var ikke flirtende. Det var bare: Du er altid velkommen til at skrive igen. Der var ikke noget som helst med: ”Halløj, jeg kan se, du har været i Kroatien for nylig, og du ser godt ud i bikini!”.

Line: – Nej, det var bare sådan venligt. Der var ikke noget klam fyr over det. Du var så anstændig, skat, jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

Lasse: – Jeg har altid været bange for at være ”fars kollega”, der kommer og siger: ”Nå du er godt nok vokset, siden jeg så dig sidst …”. Jeg er meget bange for at være en mand, der ikke ved, hvor gammel han er. Og jeg mener ikke bare i forhold til Line, jeg mener i det hele taget. Jeg er ikke typen, der tror, jeg kan slippe af sted med at sige et eller andet smart skater-udtryk. Jeg er meget opsat på, at folk godt må vide, at jeg udmærket godt ved, hvor gammel jeg er. Jeg ved det selv 100 procent. Og jeg går ikke rundt og forestiller mig, at det er der ingen, der lægger mærke til. Det med, at alder kun er, hvor gammel du selv føler dig, er noget vrøvl. Det giver selvfølgelig mening i forhold til, hvordan du selv føler dig i dit liv, men du kan ikke undslippe, hvordan andre mennesker behandler dig, og hvilke forventninger de har med udgangspunkt i, hvad de ser, når de ser dig – hvor gammel de tror, du er.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Vi er to rodehoveder

Lasse har to børn fra sit tidligere ægteskab. Line har ingen børn. Spørgsmålet er, hvordan hjertetransplantation og graviditet harmonerer?

Lasse: – Der er nogle risikofaktorer, som stiger en smule. Det handler showet også lidt om. ”Færre end tre” – det er to personer. Tre eller flere er en familie. Du ved: Skal vi være os to, eller skal vi jagte håbet om at kunne lave et barn? Og det handler om kærlighed.

De skal giftes den 24. august. Så meget ved de.

Lasse: – Vi har så dårligt styr på det. Det er et problem med at falde for et menneske, der HELLER ikke er ordensmenneske. Vi er to rodehoveder.

Line: – Jeg får stress, hver gang nogen nævner det dér bryllup. Vi har ikke fundet nogen, der kan vie os endnu.

Lasse: – Det er skægt, vi tackler brylluppet, ligesom vi tackler livet. Dit hjerte og vores bryllup forholder vi os til på samme måde: Total fortrængning. Vi krydser den bro, når vi kommer til den.

 

Lasse Rimmer, standupkomiker og radiovært. 47 år. Far til to døtre fra et tidligere forhold. Aktuel med showet ”Færre end tre”, som tager udgangspunkt i kærlighed og parforhold og erkendelsen af, at Lines nye hjerte formentlig har en udløbsdato.

Line Hoffmeyer, læser engelsk på universitetet, 27 år og hjertetransplanteret.

 

Læs mere om: