Inger Weile
Kendte

Inger Weile har levet et liv i overhalingsbanen: "Jeg har bare haft et liv, det er ikke noget at prale af"

Inger Weile er 65 og ligner nogens mormor eller farmor, men tag endelig ikke fejl: Hun har levet sit liv i overhalingsbanen. Hun har været kærester med Simon Spies og med en internationalt eftersøgt terrorist og en cubansk narkodistributør. Hun har været prostitueret og narkoman. Hun har overlevet. Mød hende her.

Der står en nydelig 65-årig kvinde med koralfarvet læbestift, langt lyst hår og hyttesko i min stue. Med et forbavsende piget grin siger hun til min 18-årige datter og dennes veninde: ”Husk nu at gå i skole! Jeg er fortabt!”. Så går hun, mens de let måbende ser efter hende. Det er også svært at forestille sig, at den nydelige kvinde, der kunne have været nogens mormor eller farmor, hvis hun altså havde fået børn, har levet sit liv så meget i overhalingsbanen, at det er et under, hun stadig er i live.
 
 
 
I begyndelsen af 1990’erne kom Inger Weile hjem til Danmark efter at have boet en årrække først i Frankrig og siden i USA. Med i livsbagagen havde hun 15 år som narkoman, fire år som prostitueret – en del af tiden med en voldelig alfons – en hiv-diagnose, en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og et usædvanligt farverigt kærlighedsliv, der talte mænd som den i årevis internationalt eftersøgte terrorist Sjakalen, en cubansk hardcore narkodistributør, Luca – og Simon Spies.
 
Inger var 18, og Simon var 50, da de mødtes. Det var på mange måder kærligheden til Simon, der sendte hende i landflygtighed, får man på fornemmelsen, når man læser hendes livshistorie ”Inger Weile – Mit liv med Spies, Sjakalen og Scarface”. Inger elskede Simon, men brød sig ikke om morgenbolledamerne. Han havde også et særlig blødt punkt for Inger, som han kaldte ”puttemor”, men ville ikke slippe morgenbolledamerne eller damerne i det hele taget. Så slap Inger Simon. Han forudså, at hun ville fortryde. Det gjorde hun også. Muligvis gør hun det stadig.
 

Vulkan

En time tidligere sætter Inger sig i min sofa.
 
Sikke et liv du har haft?
 
– Jamen jeg har bare haft et liv, det er ikke noget at prale af. Der er ikke noget kønt i den bog, der er ikke noget pænt i den bog. Eller i mit liv for den sags skyld. Det er, som det jo er.
 
Inger kan huske utrolig meget af det liv. 45 år gamle dialoger er en spidskompetence for de færreste.
 
Hvordan kan du huske alt det?
 
– Det ved jeg ikke … for jeg har været meget langt ude. Jeg har også været på den lukkede. Ja … jeg ved det ikke. Tossede mennesker husker bedst! Haha.
 
Inger er en vulkan. Hun kan ikke sidde stille. Hun er på mange måder stadig den 18-årige unge kvinde, der nærmest fra den ene dag til den anden havnede i Simon Spies’ vilde og potente overskudsliv med champagne, kaviar, limousiner, lækkert tøj, millioner i bundter og privatfly verden rundt og helt ud i eksotiske afkroge, som de færreste danske charterturister havde hørt om endnu. Over Ingers seng i huset i Vejby hænger et stoftryk, hun købte i Jakarta i begyndelsen af 1970’erne.
 
Hvad var det, du elskede ved Simon?
 
– Åh, hans øjne. Simon havde de smukkeste blå øjne. HELT vildt. Han var også pæn. Og så var han god i sengen. Alt det seksuelle, det var godt med ham. Og så var han sød ved mig, det var han. Der var en million ting, der var godt ved ham. Især når han sagde, at han elskede mig, og især når han sagde: ”Du må ikke forlade mig”.
 
Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >
 

Puttemor

Inger voksede op på Frederiksberg, og det var ikke så nemt at være mor til Inger og hendes lillesøster. Deres taxachauffør-far ”drak og tiltrak damer og alt det dér”. Da Inger var 17-18 år, arbejdede hun på Hotel Mercur og havde en israelsk kæreste, som hun skulle giftes med, så hun gik pænt til undervisning i synagogen for at kunne konvertere. Men så købte Simon Spies Hotel Mercur … Inger og Simon var sammen i godt to år. Inger opfatter sig selv som en af Simons få store kærligheder.
 
Hvorfor blev du og Simon ikke gift?
 
– Det ved jeg ikke … jeg var så dybt forelsket i den mand. Han sagde tit til mig, at han elskede mig. Jeg tænkte slet ikke på at skulle giftes, jeg tænkte bare, at vi skulle være sammen altid. Og jeg skulle nok få de dér damer væk!
 
Men Simon Spies kunne ikke holde sig på måtten. Forholdet til Inger sluttede endegyldigt, da gogodanserinden Karin Heilesen trådte ind i billedet.
 
– Jeg kunne slet ikke forstå, at han ville have alle de damer. Da jeg fandt ud af det, blev jeg dybt ulykkelig. Jeg har også skældt ham ud. Ork gud. Er gået fra ham og har været tilbage igen. Da jeg til sidst rejste fra ham, var vi i New Zealand, og han sagde: ”Du kommer til at fortryde det, puttemor”. Men jeg kunne ikke holde de andre damer ud. Jeg råbte og skreg alt muligt til ham og sagde, at jeg ville hjem. Fordi jeg fandt dem sammen to gange. Simon og Karin Heilesen.
 
LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: "Jeg fik frihed, men ikke fred, da min mor døde"
 
Er der noget, du fortryder i dit liv?
 
– Jeg VIDSTE, det spørgsmål kom. Jamen jeg har fortrudt mit selvmordsforsøg. Jeg kom hjem fra New Zealand og boede i huset i Rungsted alene, og Simon ringede langt om længe til mig. ”Hvornår kommer du hjem?”, spurgte jeg. ”Ikke lige foreløbig”, sagde han. Underforstået, at nu kunne jeg sidde dér på pinebænken. Så tænkte jeg: Han foretrækker hende, han foretrækker en anden kvinde .., oppe i mit lille hoved. Han var MIN mand, og FÆRDIG, der var ingen, der skulle røre ham. Det var naivt, det var naivt …
Inger tog en masse piller, men blev reddet af en nabo.
 
– Jeg sov tre-fire dage bagefter, selv om jeg blev pumpet ud. Men det selvmordsforsøg har jeg fortrudt. Det var ikke pænt af mig, hverken mod Simon eller mod min mor. Éns liv er en gave, så det var faktisk ret flovt. Aiih, og dér kom aviserne bagefter, og jeg ville bare gemme mig. Gud fader bevar mig vel. Jeg har grædt snot.
 
Inger har mistet det guldur, Simon engang gav hende, men har stadig nogle smykker: ”Det er nok dem, jeg holder allermest af”. Og så har hun nogle guldskeer og et onyks-kaffestel fra en af rejserne. Minder fra to afgørende år af hendes liv.
Inger Weile

Sjakalen

Simon Spies’ personale sørgede for, at Inger fik en ny start efter bruddet. Hun blev indskrevet på den fine kokkeskole Cordon Bleu i Paris og fik en lille lejlighed. En dag i 1974 bankede hendes nabo på. Pæn, pertentlig og parfumeduftende ung mand. De blev kærester. Der var nok, tænkte Inger efterhånden, noget lidt sært ved ham. Han havde flere lejligheder, som han rykkede rundt mellem og sad en dag og jublede over en ordentlig bunke pas – som gav ham forskellige identiteter. Men Inger lagde ikke to og to sammen, da en terrorhandling rystede Paris den 27. juni 1975. Det gik først op for hende langt senere, da hun blev opsporet af FBI i USA, at det var Sjakalen Carlos, den verdenseftersøgte terrorist Illich Ramírez Sánchez fra Venezuela, hun havde haft som kæreste i Paris. Han blev endelig fanget i 1994 og dømt for 16 mord.
 
Du vidste ikke, at han var terrorist?
 
– Nej. Jeg kunne godt se, der var noget mærkeligt ved ham. Men altså … det er ligesom med dope-dealere. Jeg skulle bare leve mit liv, og så havde jeg sådan nogle klapper på. I tåge.
 
Du har tiltrukket specielle mænd?
 
– Ja, altid. Mærkeligt. Jeg har ikke selv opsøgt dem!
 
Har du været naiv i dit liv?
 
– Det fik jeg altid at vide: ”Du er meget naiv!”. Så blev jeg sur. Naiv? Jeg troede, det betød dum. Men det gør det faktisk ikke. Selv om man er naiv, behøver man ikke at være dum. Men jeg er bare gået ind i ting med arme og ben. Med hovedet ved jeg så ikke. Det skulle bare være sjovt …
 
Sjovt var det. I begyndelsen. USA sidst i 1970’erne og op i 1980’erne handlede i hvert fald i de kredse, Inger færdedes i, om diskoteker, tøj, kokain og fester. Inger skulle tjene penge. Og havnede i prostitution.
 
– Jeg arbejdede for en meget fin escortservice i Beverly Hills. Eller fin … ej det lød lidt dumt. Men hvor man blev sendt op i bjergene.
 
Hos de rige?
 
– Ja. Ventura kom jeg da også ud til, og dét er fint.
 
LÆS OGSÅ: Karen Fastrup fik diagnosen borderline: "Jeg skammede mig over at få en diagnose"
 
Du har været i seng med mange mænd. Har du kunnet lukke det væk?
 
– Ja, og det er meget mærkeligt. Jeg er ikke sådan en, der er helt vild med sex. Jeg er ikke nymfoman. Det var min veninde i USA, hun var bare helt vild med sex og kunne have det godt med klienter. Det kunne jeg ikke. Men jeg kunne lukke af. Jeg forstår det ikke selv, men det kunne jeg. Jeg tænkte: Jeg skal bare have det overstået. Det er ligesom, når man skal stryge en skjorte eller vaske hår og putte curlere i. Det er ting, man godt ved, hvordan man skal gøre. Sådan var det også med mændene: Man ved, hvordan man tilfredsstiller en mand, og man gør det, og så går man igen. Det er noget mærkeligt noget …
 
Det gjaldt om at holde sig fri af hård narko og alfonser. Men en dag lokkede alfonsen Slim hende til at prøve heroin. Derfra var hun afhængig. Og havde en alfons, hun skulle tjene penge til.
 
– Narkoman … det blev jeg. Det var ham, der introducerede mig til heroin. Og når man har sådan en pimp, kan man ikke arbejde for en escortservice på toppen. Jeg kunne jo mærke, at det begyndte at gå ad helvede til.
 
Hvad gjorde det ved dig?
 
– Jamen jeg knoklede derudad, fordi jeg skulle have flere penge til det dér lort. Ja, det var hårdt. Men det var skide godt også. Misforstå mig ikke. Men første gang jeg prøvede heroin, tænkte jeg: Hold da op, så godt får du det aldrig mere. Og så kunne jeg glemme alt muligt.
 

Høj og skæv

Da Inger blev taget af politiet for tredje gang og stod til en alvorlig fængselsdom, flygtede hun og Slim i en stjålet bil til en anden stat. Hun var ved at miste sig selv helt i narko, prostitution og Slims udnyttelse og undertrykkelse, da hun mødte den cubanske narkodealer Luca. Hans håndlangere verfede Slim ud af billedet. Inger blev kærester med Luca og kom under hans vinger. Så var der frit narkovalg på alle hylder. Ingers foretrukne var kokain.
 
Han distribuerede narko?
 
– Ja, det hedder vel, at han solgte det. Men det tænkte jeg ikke over i begyndelsen, jeg var bare glad for, at jeg kunne blive høj og skæv. Og han var rigtig sød ved mig. Det var han faktisk.
 
Ingers mor var på besøg fra Danmark på et tidspunkt, hvor det på overfladen så nogenlunde pænt ud, og Inger kæmpede for, at moren ikke skulle opdage, hvad der egentlig foregik i huset – men så blev Luca skudt ned foran hoveddøren, og moren måtte gemme sig under sengen. Hun tog det overraskende pænt.
 
Hvor længe var du på narko?
 
– 15 år, tror jeg. Mindst. På enten det ene eller det andet. Jeg har da også mærker efter heroinen.
 
Inger peger på indersiden af venstre albue: En sort prik. Et evigt minde om en sprøjte.
 
Hvordan kom du ud af narkoafhængigheden?
 
– Det gjorde jeg nok først, da jeg kom hjem til Danmark. Jeg kom ikke i behandling. Jeg kom ud af det selv. Jeg drak næsten en flaske snaps om dagen. For jeg turde ikke gå ud og købe stoffer herhjemme, det har jeg aldrig prøvet. Så jeg købte bare nogle flasker snaps. Ned i min taske! Og når jeg så fik abstinenser efter stofferne, kunne det hjælpe. Til sidst sagde min familie: ”Nu må du holde op med det dér!”. Min far sagde: ”Hold da kæft, du er min overmand!”. Han var helt forfærdet, da han så, at jeg gik rundt med en flaske snaps i tasken. Så tænkte jeg: Hvad er så vigtigt for mig, at jeg kan lade være? Mit kørekort! Så tog jeg taxakort og begyndte at køre taxa, og så var det jo slut med at drikke, når jeg var på arbejde. Jeg havde respekt for mit kørekort.
Inger kørte taxa i 10 år og blev så førtidspensionist. I dag lever hun i Vejby i Nordsjælland sammen med Jørgen, som også har kørt taxa.
 
Livet med Jørgen?
 
– Det er da fint nok. Det er bare et almindeligt liv. Vi har HØNS. Jeg elsker mine høns. Jamen Jørgen er sådan en bonderøv, han er en dejlig bonderøv. Helt nede på jorden. Skælder mig ud, hvis jeg drikker for meget rødvin. Men nu drikker jeg meget lidt, for jeg kan ikke tåle det mere.
 
Hvad har livet lært dig om kærlighed?
 
– Kærlighed er nok det bedste … Altså jeg har kærlighed til Jørgen, men jeg er ikke dybt forelsket i ham. Det var jeg i Simon. Jeg har aldrig været det siden, ikke på den måde.
 
Hvad har du lært om mænd undervejs?
 
– At de alle sammen er ens. De vil alle sammen have sex. Det er det, det handler om. For dem i hvert fald. Vi kvinder skal have følelserne med, mener jeg jo. Er det ikke sådan, det er? Der er ikke noget bedre end at gå i seng med en mand, man er helt vild med. Det er det bedste. Men sådan har mændene det ikke. De jager. Det kan jeg jo se på mine høns. Vi har en hane, og han jagter dem alle sammen …
 
LÆS OGSÅ: Kokken Ahn Lê har ingen kæreste, kun elskere: "Jeg har ikke behov for at være en del af et par"
 

Heldige Inger

Inger har været på Rigshospitalet denne mandag formiddag. ”Noget med min medicin”, siger hun. Hun har hiv. Hun ved ikke selv, hvornår eller hvordan hun fik det. Muligvis var det i 1985 eller 1986. Dengang boede hun sammen med Luca – som ikke var smittet. Hun opdagede, at hun var det efter at have taget en gratis hiv-test i en mall i USA.
 
– En måneds tid efter kom der nogle hjem til mig fra sundhedsmyndighederne. Det var meget alvorligt dengang, for folk døde. Så de skulle finde ud af at få det stoppet. De skulle også have at vide, hvem jeg havde været sammen med. ALLE omkring mig blev testet. Det var lige før, hunden også skulle testes …
 
Hvordan reagerede du?
 
– Jamen jeg var bare målløs. Jeg tænkte: Gud skal jeg så bare dø sådan ..? Jeg vidste heller ikke, hvor længe jeg kunne leve med det. De havde ikke på den måde medicin imod det endnu. Jeg fik medicin imod tuberkulose.
 
Inger har været heldig. Hun har været på kanten af at få aids i udbrud. Da hun kom hjem til Danmark, kom hun i en behandling, der gør, at virussen ikke kan måles, så længe hun tager sin medicin. Hun er 65, og hun er her endnu. Trods et liv på kanten. Ude over den faktisk. Hvad er det egentlig, der gør, at vi mennesker bliver, som vi bliver? Arv? Miljø? Ingers søster er pensioneret hjemmehjælper og har levet et liv diametralt modsat Ingers.
 
Hvis du gik ned på gaden og mødte Inger, 16 år, hvad ville du så sige til hende?
 
– Åh ja: ”Bliv i skolen!” … for det ville redde hende. Jeg har jo ikke haft et liv med mand og børn og alt det dér, og det er da det bedste. Hvis jeg ikke havde haft min søster, havde jeg ikke kunnet låne hendes børnebørn. Og så … min hjerne, den er 
jo … Jesus, hold da ferie!
 
Hvad er der med hjernen?
 
– Jamen jeg er jo hist og pist, jeg kan ikke sidde stille, jeg har ikke ro på, det er klart med alt det, jeg har været igennem. Hvis jeg nu havde passet på mig selv, uddannet mig … Det dér med at udsætte sig selv for fare, hold nu kæft … nej, det er ikke godt. Det ER kun, fordi jeg har været heldig, jeg er her. Simon sagde altid: ”Der er nogen, der holder hånden under os”. For jeg sagde altid: ”Der er nogen, der holder hånden over os”. ”Nej, UNDER os”, sagde han så. Han tænkte på flyene … at nogen holdt flyene oppe … Det er utroligt, så heldig jeg har været. Jeg har altid haft en sjette sans. Jeg har kunnet mærke det: Nu må du hellere se at komme væk, Inger!  
 
Læs mere om: