Kendte

Huxi Bach: "Det er to nye nummer ét hjemme hos mig"

Huxi Bach er blevet far. Til tvillinger. Han havde forsvoret, at han aldrig ville lave et show om at få børn, men nu er det her. Heldigvis er der en del sammenfald mellem barnlig opførsel og politik, har han fundet ud af.

I et hus i Brønshøj bor en mand og en kvinde, der har fået tvillinger: En pige og en dreng. Pigen ligner sin far. Drengen ligner sin mor.

De er to år, og manden siger, at han har været i fast rotation, siden de kom ud af deres mors mave, der på det tidspunkt var på størrelse med en middelstor campingvogn.

Manden vil ikke nævne navnene på sine børn, men han vil gerne nævne sit eget: Huxi Bach.

Han vil også gerne fortælle, at han havde forsvoret, at han som komiker nogensinde skulle gå i fælden og ligesom en del andre mænd i hans branche lave et show om at have fået børn, når han selv fik børn.

Hvilket han selvfølgelig så har gjort: ”Nye tider”.

Hvad skal man ellers kalde det, når man ikke længere er hovedperson i sit eget liv?

- Livet har bare været ret hektisk de seneste to år. Der er ingen rolige øjeblikke. Ganske få. Så jeg oplever det meget intenst. Også fordi … altså jeg har altid været, hvad jeg vil betegne som lidt af en arbejdsnarkoman, fordi jeg aldrig har kunnet eller villet skelne mellem arbejde og fritid.

LÆS OGSÅ: Da Olga Ravn fødte sit første barn, følte hun, at hun mistede sig selv på fødestuen

- Det er sådan flydt sammen for mig. Passionsarbejde lyder så storladent, men jeg har lavet nogle ting, som jeg syntes, var skidesjove og interessante. Jeg er ikke bare stemplet ind på et træls arbejde, hvor jeg har tænkt, okay, jeg er her fra ni til 16 for at betale huslejen, og så skal jeg bare hjem.

- Jeg har ELSKET det, jeg har lavet, det gør jeg stadig, så det fylder enormt meget. Men når man får nogle børn, bliver man nødt til at prioritere sin tid helt anderledes. Det har jeg skullet vænne mig til. Men jeg synes faktisk, jeg er blevet ret god til det, hvis jeg selv skal sige det. Og jeg ville aldrig have været det at få børn foruden.

Fokus ændrer sig?

- Fuldstændig. Præcis. Prøv at høre, der er jo to nye nummer ét hjemme hos mig. Sådan er det. Og det rykker jo alting. I forhold til, hvordan man prioriterer sit arbejde, sin tid, sin handlinger altså … Det er da skidesundt! Selvfølgelig er det det.

Men tvillinger?

– Ja, det er også voldsomt, men vi har aldrig prøvet andet. Der var mange, der sagde til os: ”Tvillinger? Det bliver helt vildt.” Hvis bølgerne gik højt, citerede de skilsmissestatistikker: Tvillinger er simpelt hen bare en dealbreaker, der er ingen ægteskaber, der holder. Så kunne man gå og glæde sig til det … Men det synes jeg sgu, vi har taget det oppefra og ned.

I har ikke skændtes mere, end I plejer?

– Nej, jeg kan love dig for, at vi har skændtes. Det skal man. Hvis man ikke gør det, tror jeg også, der er et eller andet galt. Så ligger det under låget og kommer ikke ud. Så vi har været gode til at lette på låget og skændes, når det skulle til.

”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”, hedder det som bekendt. Og Huxis hjerte er fuldt af – børn.

– Så det nye show handler om mine børn. Selv om jeg havde svoret, at jeg IKKE faldt i den fælde at lave et show om at blive far. Så fik jeg to børn og kunne godt mærke, at der simpelt hen ikke er nogen udvej. Det giver bare et helt andet perspektiv på stort set alting at få de der børn.

- Det kommer så ikke kun til at handle om mine børn, det kommer også til at handle om noget politik og alle mulige gakkede ting ude i samfundet. Men ud fra at min prisme er blevet drejet en lille smule.

- Jeg har for eksempel kigget på mine børn, og jeg har kigget på nogle politikere og nogle politiske processer og tænkt: Der er mange sammenfald i barnlig opførsel her.

- Det er egentlig interessant, hvordan en minister og en på halvandet kan opføre sig stort set ens.

Man kan ikke forbyde meninger

Så jo, det nye show er selvfølgelig også krydret med politisk satire. Og han har taget sin guitar med, fordi han har opdaget, at man kan synge meget værre ting, end man kan sige i en krænkelsesparat tid. Det er med andre ord en svær tid at være sjov i.

Er krænkelsesparatheden problematisk?

– Det synes jeg. Det er en sindssygt svær balancegang, for selvfølgelig skal man tage hensyn og tænke over, hvordan man opfører sig. Jeg tror bare, at et overdrevent hensyn har den modsatte effekt.

- Hvis man forbyder ting, hvis man forbyder ord – så lægger man låg på, så sker ting i det skjulte, og så laver man martyrer ud af folk.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

- Hvis man siger, at Rasmus Paludan ikke må demonstrere, fordi han siger forfærdelige ting, og han siger jo PÅVISELIGT forfærdelige ting, han er dømt for racisme. Så kan man godt fristes til at sige: Jamen skal vi så ikke bare forbyde ham? Men det tror jeg fandeme, ville være en dårlig idé, undskyld mit franske. For dem, der trods alt følger ham, vil jo se en martyr, og det vil give dem fuldstændig blindhed for alle de andre perspektiver på det.

Man kan ikke forbyde meninger?

– Nej nej, præcis, det skal man ikke, det er sindssygt farligt.

Men er det ikke det, vi er i gang med?

– Jo, på en eller anden måde. Det allerværste er, at det ikke er Mette Frederiksen eller staten, der forbyder meninger. Der er sådan en underlig grad af selvcensur. Man er SELV bange for at sige, hvad man mener, og det er usundt, så har vi ikke en oplyst samtale.

- Jeg har altid syntes, at ytringsfriheden var sindssygt vigtig, og jeg er også røget lidt i noget morads med det. Jeg vedstår gerne, at jeg … måske … har begået et par fejltrin.

- Min pointe er bare, at hvis man forbyder alt muligt og ikke må tale om substansen, så er der ingen samtale. Så bliver det bare forbud, og så skal vi til at diskutere, hvem der skal bestemme, hvad der skal forbydes.

LÆS OGSÅ: Mandeforskeren: "Jeg synes, #MeToo har været fantastisk"

- Men så ender vi jo i tankepoliti og alt muligt, så ender vi dér. Det er langt ude i fremtiden, og det er et skræmmebillede, men det er jo dér, vi ender, hvis der er nogen, der skal tage stilling til, hvad vi må mene, og hvad vi ikke må mene. Hvis vi skal have et meningspoliti. Jeg kan simpelt hen ikke forestille mig, hvem det skulle være. Men det kan de nok selv i den ene og den anden og den tredje lejr …

Shitstorm

I reolen hjemme hos Huxi står hans farfars gamle leksikon.

– Fra 1912-1913-stykker. Kæmpe moppedreng. Der er et meget mærkeligt kapitel, der starter med dyreriget, så kommer de laverestående racer, hvor der er et stort indeks, hvor orangutanger, chimpanser, aboriginals og afrikanere er i samme kategori. Hvor man lige tænker, at det her var et faktaværk, hvor man lige kunne slå op.

- Det var helt vanvittigt, men sådan var det jo. Det er vigtigt at sige, at sådan var det engang, og det skal vi selvfølgelig lære af. At lade som om det ikke er sket, får vi ikke noget ud af.

– Vi brænder endnu ikke bøger, vel? Men mennesker rister vi gerne over en sagte ild ...

Huxi fik ørerne i shitstorm-maskinen i sommer, da han under optagelserne til DR’s satiriske program ”Bruuns stue” blev bedt om at læse en joke om en somalier – for en somalisk kvinde, som var briefet, men alligevel reagerede med tårer. Og fik en undskyldning fra Huxi.

Han var ked af orkestreringen af programmet, men ikke af selve emnet: Racisme.

– Vi er jo nødt til at pege på det og sige, at det er her. Det er meget farligere at lade, som om det ikke er her. Det synes jeg også i forhold til racistiske jokes, som jeg endte i noget af en shitstorm omkring. Der kommer ingen racistiske jokes i det nye show, jeg synes ikke, det er sjovt.

LÆS OGSÅ: Hella Joof endte i en shitstorm: Jeg bliver ked af det, hvis folk tror, jeg er et dårligt menneske

- Hvis andre har lyst til at stille sig op på en scene og fortælle racistiske jokes, så må de selv om det. Det falder tilbage på dem selv, og det har jeg ikke tænkt mig at forbyde dem. Men jeg vil gerne have samtalen. Vi skal påtale, at det er åndssvagt at stille sig op og sige sådan noget, men i den samtale er vi nødt til at anerkende, at der ER racistiske jokes, sexistiske jokes, jokes om handicappede – alt muligt. Hvis vi lader, som om de ikke er der, eller forbyder folk at fortælle dem, bliver det bare meget værre.

Ingen huller i osten

Huxi hedder i virkeligheden ikke Huxi. Hans morfar havde, længe inden han blev født, udpønset, at han skulle hedde Huxi. De lidt overraskede forældre accepterede morfars ønske. Det gjorde præsten og den danske stat ikke.

Da forældrene ikke ville give sig, fik Huxi et tvangsnavn: Christian. Små drenge, der ikke i tide får et godkendt navn, får automatisk tildelt et dansk kongenavn. Han har aldrig heddet andet end Huxi.

Det står også på hans dankort, fordi hans bankdame så nemmere kan finde ham i systemet. Han griner, da han fortæller det. Det gør han i det hele taget meget. Glad mand. En eller anden har sagt, at det aldrig er for sent at få en dårlig barndom. Det er ikke Huxi.

– Jeg er rundet af to kærlige forældre i en murermestervilla ned til en kridtgrav i Aalborg. Min far er klassisk komponist, min mor er skolelærer, de er begge to pensionerede. Men … jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var elsket derhjemme, og så er jeg opdraget af en ret udstrakt grad af frihed, men under ansvar.

- Min lillebror og jeg havde nogle pligter og nogle ting, vi skulle gøre. Det er det fundament, jeg står på og i øvrigt prøver at give videre til mine børn. Jeg er en af dem, der ser tilbage på min barndom og tænker: Meget præcist sådan her vil jeg gerne opdrage mine egne børn.

- Der er jo også mennesker, der kommer fra en barndom, hvor de siger: Nu ved jeg, hvad jeg ikke skal gøre. Men jeg er opdraget på en måde, som jeg vil gentage fuldstændig i forhold til mine egne børn.

Det er smukt?

– Ja, og det er privilegeret, tror jeg.

Hvad var du for en dreng?

– Jeg var en glad dreng, det er jeg sådan set stadig. Jeg voksede privilegeret og idyllisk op.

Ingen huller i osten?

– Ikke rigtig. Det var der sgu ikke. Som min rigtig gode og fantastiske veninde Annika Aakjær engang sagde til mig: ”Du kommer aldrig nogen sinde til at skrive en rigtig god sang, for du har IKKE haft det hårdt nok.” Og det har hun sgu ret i. Jeg kommer aldrig til at skrive en sang, som hun kan skrive en sang.

- Annika kommer fra et diametralt modsat sted end mig. Derfor kan hun række ned i en pose og tage noget op, som fandeme kan mærkes. Hvis jeg skulle sætte mig ned og skrive en sang? Jamen det var bare skidedejligt, og så legede vi med revolvere, og så kørte vi på rulleskøjter, og det var også fedt, og så fik vi noget, vi godt kunne lide at spise, og så gik vi i seng.

- Hun har fuldstændig ret: Den del ER ikke i mig. Jeg påtager mig en anden rolle som den, der ser på alt, hvad der SÅ sker i samfundet, og peger på noget hykleri og nogle magthavere, som laver alle mulige ting. Og hele det her med selvcensur og krænkelser. Der sker alle mulige ting, som vi også skal være obs på. Men den der side af det har jeg slet ikke. Hun har ret ofte ret, Annika. Det havde hun også her.

Hvis det har været nemt hele vejen, hvordan har du det så med nederlag?

– Der har da også været nederlag, men jeg synes faktisk, det har givet mig noget at vokse op i det barndomshjem. Det var jo ikke sådan, at jeg måtte alting, eller at ting, jeg ikke kunne finde ud af, blev gjort for mig. Og jeg fik ikke alting.

- Hvis jeg kunne tænke mig en ny tennisketsjer, lød det: ”Så må du vente til din fødselsdag og se, hvad der sker.” Eller: ”Så må du få en avisrute, gøre et eller andet.” Som jeg også gjorde.

- Min ven Peter og jeg pakkede tæppeprøver på hans fars tæppefabrik og fik nogle penge for det, og så kunne vi købe en tennisketsjer. Jeg kommer ikke fra et velhaverhjem, det var ikke med dén på. Jeg er opdraget til, at hvis man vil have noget, så må man arbejde for det. Det har jeg i virkeligheden overført til mit arbejdsliv. Jeg arbejder meget for sagerne.

Følelseskarrusel

Han vil selvfølgelig ikke lette sløret for, hvilke jokes han har med i ”Nye tider” – en tryllekunstner afslører aldrig sine tricks. Men:

– Det handler ligesom om nogle betragtninger, jeg har gjort i forhold til mine børn og ting omkring dem, som er opstået med jordemødre og så videre. Det er ligesom det univers, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Vi kan for eksempel tage til – fødselsforberedelse:

– Vi var ude i noget med noget skuespil, hvor underviseren begyndte at spille en fødende kvinde, og det var altså stærke sager, det kan jeg godt love dig for!

Da tvillingerne endelig meldte deres ankomst, havde Huxis kone efterhånden ”en campingvogn på maven”.

– Og jeg var suppleant på en ret lang fødsel.

Hvordan har du det som mand, når den kvinde, du elsker, ligger der i smerte?

– Man når hele følelsesregistret igennem. Man får en fornyet og forstørret respekt for sin kone af den oplevelse. Det er helt vanvittigt, hvad hun har stået igennem, og hvad den menneskelige krop og i virkeligheden også den menneskelige psyke kan.

- Der er også en grad af magtesløshed, for man står bare ved siden af og skal for guds skyld ikke blande sig i fødslen, så får man da først ødelagt noget. Så man kan bare stå der og holde hende i hånden og prøve at trøste og være der. Time efter time. Det er virkelig en følelseskarrusel. 

Det er jo ikke, fordi Huxi ikke har kendt andre kvinder før.

– Men ingen af dem har født. Og for at starte helt konkret og kedeligt og praktisk er der, i det sekund man får børn sammen, en livslang forbindelse. Om man så bliver skilt, eller der sker det ene eller det andet, så er det her moren til mine børn, vi har en uopslidelig connection.

- Det er mine børn, og det er hendes børn, det er VORES børn. I forlængelse af det er der også et udvidet følelsesregister. Det er, som om klaveret lige får et par ekstra oktaver, der er simpelt hen bare flere toner nu. I kærligheden til hinanden og i sammenholdet med hinanden, fordi man har skabt noget sammen.

- Vi har fået to små størrelser, hvor den ene ligner hende ret meget, og den anden ligner mig ret meget. Vi har lavet sådan to små af os selv. Bare byttet. Der er virkelig en sammensmeltning. For mig at se kan man slet ikke sammenligne et forhold med en kæreste med det forhold, jeg har til min kone, fordi hun har født to børn.

Der er kærlighed. Og så er der kærlighed.

– Lige så meget, som jeg elsker min kone, så er det bare en anderledes kærlighed end den kærlighed, jeg har til mine børn. Jeg elsker dem på en anden måde, end jeg elsker min kone. Det har jeg ikke kunnet forestille mig, og det har været vildt at opleve. Jeg har også været forelsket før, det kan være enormt berusende, det er bare noget andet. Man kan være forelsket i en kæreste, og hvis man så går fra hinanden, kan det gøre ondt, men på et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Men jeg er forelsket i mine børn på en måde, som gør, at jeg aldrig kan gå fra dem.

LÆS OGSÅ: Tre kendte kvinders bedste råd om kærlighed

Frygtløs

Det var faktisk Huxi, der havde luret, at der var kærlighedspotentiale i hende, han nu er gift med. Og han tog initiativet – skrev til hende og foreslog et møde, hun sagde ja, og så var den ged barberet.

Jeg siger, at jeg har på fornemmelsen, at danske kvinder savner mænd, der tager initiativet. Flirt. Udfarenhed. Handlekraft. Og spørger, om det er noget, han har været særligt god til.

– Det har jeg måske nok. Det er ikke noget, jeg har dyrket, men jeg har i hvert fald haft den tilgang, at man kun kan få et nej.

- Det sker der jo ikke noget ved. Også i disse tider – et ”nej” skal man respektere! Bare lige for at sige det helt klart ... Men både i forhold til flirt, arbejde og alt muligt andet er min tilgang, at det aldrig kan gå værre end galt, og hvis det går galt, er det ikke noget, der slår dig ihjel. Op på hesten igen.

Vi har danmarksrekord i singlehed. Hvorfor det?

– Der er vel en underlig forventning til, hvad et parforhold er, og hvad en date eller en flirt skal kunne.

- Måske er det blevet romantiseret helt unødigt højt, så hvis det ikke lige er som den serie, man lige har set på Netflix, hvis det ikke buldrer og brager, og fuglene ikke synger på samme måde, som dem man lige har set i fjernsynet, er det ikke det rigtige. Så tror jeg, at man kan vente ret længe, ha ha. I virkeligheden skal man kaste sig ud i det. Frygtløst! Man skal kaste sig frygtløst, men REALISTISK ud i det.

Tror du på livslang kærlighed?

– Ja, det gør jeg. Statistisk kan man se, at ikke alle oplever den, men jeg tror bestemt, at den findes.

Muligvis i et hus i Brønshøj. Hvor der bor en mand og en kvinde, som har vist pessimisterne, at det ikke nødvendigvis er en ægteskabs-dealbreaker at få tvillinger. Men man skal ikke udfordre skæbnen:

– Jeg synes, jeg har pakken. Det er fantastisk at få børn, og man skal aldrig sige aldrig, men lige nu føles det, som om det er rigeligt.

Læs mere om: