Iben Mondrup
Kendte

Forfatter Iben Mondrup: Vi kan ikke blive ved med at give vores forældre skylden

Forfatter Iben Mondrup har som mange kvinder i sin generation været gal på sine forældre og gået i terapi i årevis, for alle hendes problemer måtte da være hendes forældres skyld, ikke? I dag er hun modstander af alle bebrejdelserne og overføringen af skyld. Vi skal lade vores forældre være, mener hun, for der ligger noget meget mere værdifuldt i at lære at leve med hinanden.

 Jeg har selv været der. Siddet i et utal af terapirum og høvlet rundt i henholdsvis min mor og min far og alt det, de garanteret havde påført mig af lidelser. Det var helt sikkert min fars skyld, at jeg følte mig tiltrukket af utilgængelige mænd, og helt sikkert min mors skyld, at jeg havde svært ved at sætte grænser. Stort og småt i mit liv er blevet overført til relationen til mine forældre, og jeg har lavet en fortælling inde i hovedet på mig selv om, at det er derfor, jeg er blevet, som jeg er.
 
 
 
I dag er jeg ligesom Iben Mondrup ikke spor sikker på, at det var alle pengene værd, for hvad nu hvis det slet ikke er sådan, det hænger sammen? Og hvad har al den terapi og overføring af skyld egentlig gavnet? De spørgsmål har Iben Mondrup arbejdet med i sit forfatterskab på en ret smart måde.
 
– Jeg har været enormt gal på min mor, men er det ikke længere, og det er i høj grad, fordi jeg har kunnet indtage alle rollerne, når jeg har skrevet en bog om familierelationer. Jeg kan være hele galleriet af mennesker og besøge alle de følelser, de har, og det har hjulpet mig rigtig meget. Så på den måde har mit forfatterskab været en mulighed for at sætte mig på alle stole og mærke, hvad der foregår på hver enkelt stol, fortæller Iben Mondrup.
Hendes nye roman, ”Vi er brødre”, handler som de fleste af hendes bøger om familierelationer – ofte set fra barnets synsvinkel. For det er de komplekse familiehistorier og alle de følelser, man tager med sig ud af dem, der interesserer hende. De ting, som helst ikke må komme frem i lyset, de pinlige fortællinger, det, man skammer sig over. Det er den energi, der ansporer Iben Mondrup til at skrive.
 

NORDLYS OG FLÆNSEDE HAJER

Iben Mondrup er opvokset i Grønland, hvor hendes forældre flyttede hen, da hun var tre år.
 
– Jeg husker min barndom som ret eksotisk. Min far havde hundeslæder og kom hjem fra jagt med hajer, som han flænsede ude foran huset. Slædehundene, som stod lænket foran huset, måtte vi ikke komme tæt på, fordi de æder små børn, og det var ikke ualmindeligt, at folk døde i vådeskudsulykker eller faldt igennem isen. Men alle de ting lærer man at leve med som barn, så jeg husker det som en rar, hyggelig og mørk barndom. En barndom under stjernehimmel og nordlys, fortæller Iben Mondrup, som flyttede med familien til Nuuk, da hun var 12 år.
 
– Da jeg blev lidt ældre, og det gik op for mig, at jeg ikke hørte til, begyndte følelsen af fremmedhed at vågne i mig – nok en tilsvarende følelse, som tilflyttere til Danmark oplever. Vi lærte ikke grønlandsk, for dengang mente man, at alle børn skulle lære dansk deroppe, så jeg har aldrig mestret grønlandsk. Og jeg havde en sorg over at føle mig så fremmed, for hvor hørte jeg så til?
 
Det hele sættes på spidsen, da Iben Mondrup får en grønlandsk kæreste. Han er opvokset i Danmark, men flytter til Grønland som 18-årig – opfyldt af at skulle genrejse den grønlandske stolthed.
 
– Han skældte ud på den hvide overklasse, der havde koloniseret Grønland, og det er lige præcis den klasse, jeg tilhører. Så vores forhold, som bliver til ægteskab – vi bliver gift med kongebrev, da jeg er 17 – indeholder en underlig dobbelthed: Hans projekt er at genfinde sig selv som grønlænder, mit er at bære sorg over aldrig at kunne blive til det, han er.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 

ANGST OG SPISEFORSTYRRELSE

Det unge par vælger at flytte tilbage til Danmark, da Ibens mand skal læse medicin. Og så går det helt galt for Iben.
 
– Jeg var ikke sikker på, hvad jeg ville, men jeg planlagde at gøre hf færdig og læse sprog og litteratur på universitetet bagefter. Men så begyndte jeg at få angst. Min krop flippede fuldstændig ud, jeg kunne slet ikke orientere mig i alle de følelser. Jeg sad nede bag vores cykelskur og græd hver eneste morgen, inden jeg skulle af sted. Jeg følte mig fremmed her, jeg var bange for, hvad der skulle ske, og kunne ikke overskue mit liv. Det gik op for mig, at så nemt var det altså heller ikke, det liv, jeg havde set så klart for mig, inden vi rejste.
 
– Jeg fik også en spiseforstyrrelse, som jo er et symptom på, at man ikke føler, at man kan kontrollere omverdenen eller finde sin plads i den. Det er en følelse af kontroltab, som man så retter mod maden, som man kan kontrollere. Og jeg havde fuldstændig mistet overblikket. Så jeg røg ud i noget spisevægring og overmotionering og havde det forfærdeligt, fortæller Iben Mondrup.
 
Morens reaktion på at høre om Ibens nedtur var at sende en check: ”Brug den på at gøre noget godt for dig selv”, skrev hun. Den episode har Iben Mondrup brugt i en af sine bøger – og prøvet at tænke sig frem til, hvad hun selv ville have gjort i dag. Dengang følte hun det som et kæmpe svigt.
 
– Mine forældre sad jo de her 4.000 kilometer væk med to børn hjemme, og jeg var meget selvstændig og bad aldrig om hjælp. Så jeg ville muligvis gøre noget tilsvarende. Jeg bruger mange ting fra min opvækst i mine bøger, men jeg bruger dem på en spørgende måde, det er en måde at prøve tingene af på. Jeg har talt med mange læsere om de mødre, jeg skriver om, og rigtig mange af dem opfatter dem som kolde ... men vi er nødt til at forstå, at den generation af kvinder er meget anderledes end os. De havde ikke det samme fokus på børn, som vi har i dag, og min mor ville nok betegne det fokus som overdrevet. For det var ikke almindeligt i 1970’erne at curle sine børn, som vi gør. Så jeg har været nødt til at forstå de ting, min mor har gjort, ud fra det sæt normer, man havde dengang.
 
LÆS OGSÅ: Steffen Brandt: "Jeg ville gøre det hele om en gang til - bare bedre"
 

SVIGT SOM BRÆNDSTOF

Senere, da Iben Mondrup er blevet skilt fra sin første mand og møder sine børns far, får hun en voldsom efterfødselsdepression, da hun har født sit andet barn.
 
– Jeg havde det meget dårligt i lang tid, og min mor spurgte, om jeg havde brug for at hun kom herned. Det tænkte jeg længe over og endte med at sige ja tak. Så sagde hun, at hun ville tænke over det, og ringede dagen efter og sagde, at hun ville ringe til mig hver dag og høre, hvordan jeg havde det. Det blev jeg så gal over, at jeg bad hende om at lade være.
 
– Mine forældre var omsorgsfulde forældre, men på den dér 70’er-måde, hvor man ikke talte med børnene om så meget eller overvågede dem på samme måde, som man gør i dag. Det har jeg helt klart følt som et svigt, og jeg syntes, de gav slip på mig meget hurtigt. Men det er også et svigt, jeg har kunnet bruge i selvudviklings-øjemed. Det er jo en slags brændstof, når man går ind til en psykolog – den bagage, du har med dig, kan du pakke ud og vokse på.
 
– Ja, jeg har været gal på min mor – og gået i terapi i årevis, som mange kvinder i vores generation – for som kvinde har man jo et særligt sæt forventninger til sin mor. Og det kan være svært at have til 70’er-mødrene, det synes jeg, jeg kan høre, når jeg taler med kvinder fra min generation. Det er ofte med oplevelsen af svigt og af ikke at få den anerkendelse, man har brug for. Da jeg flyttede hjemmefra og rejste til Danmark, holdt min mor en tale for mig, hvor hun sagde, at da hun fødte mig, gjorde det så ondt, at hun på et tidspunkt var ligeglad med, om jeg døde. Det er jo en ret vild ting at sige, og jeg var rasende på hende, indtil jeg selv skulle føde. Da oplevede jeg jo selv, at man kun har lyst til at komme VÆK, når det kroppen gør, gør så ondt. Det er bare ikke naturligt at sige det højt. I min generation har vi en anden evne til at være forsigtige med det, vi siger til vores børn, og have fokus på, hvad de har brug for at høre og ikke høre.
 
Iben Mondrup
 

FORÆLDRE PÅ DEN RIGTIGE MÅDE

Og måske blev det netop vores generation, børnene af de frigjorte, selvrealiserende og til en vis grad egocentriske 70’er-mødre, der gav den en ekstra tand med det ekstreme fokus på projekt børn, vi har haft. Vi har nærmest ikke tilladt os selv at blive forældre, før vi havde pløjet hyldemeter efter hyldemeter igennem om, HVORDAN vi skulle være forældre og byde det kompetente barn velkommen til verden.
 
– Jeg tror i hvert fald, at det, at mange af os har været i kortere eller længere terapiforløb, har været med til at gøre os mere bevidste om de svigt, vi selv har oplevet, og dermed om, hvad vi har kunnet gøre bedre for vores egne børn. Når det er sagt, er jeg ikke sikker på, om vi gør vores børn en bjørnetjeneste ved at være så overopmærksomme på dem. I dag har vi forældre, der vil med til deres børns jobsamtale, og som kontakter administrationen på Roskilde Festival, fordi deres børn ikke kan finde en teltplads. Det er nok lige at tage sit ansvar en tand for seriøst.
 
– Vi har skullet forholde os på en alt for stressende måde til at være forældre, fordi vi skulle være det på den rigtige måde. Og lige netop Jesper Juuls teori om det kompetente barn, som vi alle sammen har læst, er den, der har affødt nogle af de tyranner, der sidder ovre i skolerne i dag. For vi har jo lært de børn, at deres mening tæller, at det er dén, der er den helt væsentlige. De har ikke lært at indordne sig, at være solidariske, som vores forældre sagde. Det er deres behov, der er styrende, for det har vi lært dem. Så de gamle dyder, som f.eks. at samles om middagsbordet, kan det være svært at holde fast i, fordi vi har at gøre med en generation af unge, som har været i køleskabet, da de var sultne, fordi de har lært at handle på deres egne behov og lyster.
 
Din mor lever stadig – hvad siger hun til, at du tager de svigt op i dine bøger?
 
– Hun siger, at det ikke er sådan, det var. Og det er jeg nødt til at acceptere, for det er ikke sikkert, min version er den rigtige. Ikke at mine følelser ikke er legitime, men hvis nogle andre fortæller mig, hvordan de har oplevet situationerne, kan mine følelser måske ændres. Det er jo det, der er så smukt.
 
LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: "I et parforhold bliver du hele tiden konfronteret med dig selv"
 

MAN SKAL IKKE SPLITTE FAMILIER AD

Iben Mondrup er siden uddannet fra Kunstakademiet, men følte aldrig rigtig, hun fandt sit sprog i billedkunsten. Først bagefter gik det op for hende, at det sprog, hun havde manglet, VAR sproget. I 2009 debuterede hun som forfatter, og i 2014 kom hendes gennembrudsroman, ”Godhavn”, om en dansk udflytterfamilies hverdag i Grønland, set gennem et barns øjne.
 
– Da jeg først havde fundet ud af, at det var okay at være her i Danmark, følte jeg mig hjemme og havde det godt. Og det blev nemt at komme tilbage til Grønland, fordi jeg også følte mig hjemme dér. Følelsen af ”hjem” er i virkeligheden i høj grad en følelse af at være hjemme i sig selv, siger Iben Mondrup, som også har sluppet vreden på sine forældre.
 
– Vores generation har jo ikke bestilt andet end at give vores forældre skylden for ALT. Vi har gået i ALLE former for terapi og er blevet mødt af et terapisystem, hvis løsninger altid pegede tilbage på vores forældre, og det synes jeg er uheldigt. For vi kan ikke blive ved med at give vores forældre skylden for de situationer, vi står i nu. Jeg tror på, at vi har brug for hinanden, og jeg tror ikke på, at man skal splitte familier ad. For der ligger noget meget mere værdifuldt i at lære at leve med hinanden og de svigt, der har været imellem os. Så i stedet for at overføre skyld skal vi bruge energien på de udfordringer, vi står i i vores egne liv.
 
– En spiseforstyrrelse handler for eksempel ikke om kostplaner og om at lære at spise almindeligt, det handler om at lære at flytte fokus og finde ud af, hvad der ikke fungerer i dit liv. I stedet for at fokusere på, hvad der skete i din opvækst, så find ud af, hvad der er galt i dit liv lige nu og her, og lad de mennesker være. De fleste mennesker vil nok ret hurtigt kunne forstå deres opvækst og de problemer, der har været i den, og medmindre der er tale om meget store svigt, misbrug, vold osv., så kan man som voksen sige: Godt, det var så dét, vi sætter en parentes om det og koncentrerer os om det, der er nu. Du kan sagtens lade de ting hvile. Og der er meget mere at hente i den almindelige omgangsform, hvor der ikke er alle de bebrejdelser og overføring af skyld. Hvad skal det gøre godt for? Vi kan handle i det liv, VI har, med de mennesker, vi har omkring os. Og så tage den derfra.
 

SELVFØLGELIG ELSKER DE MIG

En af de mange terapeuter, Iben Mondrup var omkring, mente, at man skulle gøre op med hele sin familie. Man skulle skrive breve til dem og pinpointe, hvad de havde gjort ved én, og lade dem vide, at NU er det slut med det!
 
– Problemet var, at det i sig selv genererede så utrolig mange problemer, at man aldrig slap ud af kløerne på denne her terapeut. Der blev ved med at opstå nye problemer, som gjorde én afhængig af ham. Jeg skrev et enormt hårdt brev til min far, hvilket jeg fortryder i dag, for man kunne ikke bare trække ham ind i et terapeutisk rum på den måde. Det afstedkom en ensomhed, fordi konfrontationen var så voldsom, og jeg lærte, at hvis man skal nærme sig hinanden og have noget ud af det, så skal man gøre det med nænsomhed.
 
– Alle de situationer, jeg oplevede, er gået ind i et spor i mig, der handlede om min tvivl på, om jeg var elsket. Situationerne i sig selv var jo ikke noget, ved jeg i dag; ja, det gør pisseondt at føde, og man ønsker sig bare væk, men det betyder jo ikke, at man ønsker sine børn døde. Jeg tror, at mange af os 70’er-børn har tvivlet på, om vi virkelig var elskede, og hvad vi betød, for vores forældre havde så travlt med at se sig selv, at de så mindre på os.
 
Er du i tvivl i dag – om, hvorvidt dine forældre elsker dig?
 
– Overhovedet ikke. Det er jo det, der er så dejligt ved at blive voksen. Og så har det hjulpet mig enormt meget at kunne besøge følelserne i alle de karakterer, jeg har skrevet om. Det har været muligt for mig at forstå, at selvfølgelig elsker de mig, og min ømhed for min far og mor er bare vokset. De sidder stadig oppe i Grønland og er hinandens bedste venner og et fantastisk par. Når vi er sammen i vores familiehus på Samsø, kan jeg høre, at de, når de går i seng om aftenen, fortsætter med at snakke i hvert fald en time hver aften. Det er en samtale, der aldrig stopper. Så jeg tænker, at den måde at være forældre på, hvor man fylder meget i hinandens liv, rummer visse afsavn for børnene – omvendt har det betydet, at de to mennesker den dag i dag har et forhold, jeg som voksen kvinde er misundelig på. 
 
Iben Mondrup, 49, forfatter til bl.a. den prisbelønnede roman "Godhavn". Uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet. Bor på Vesterbro og er kærester med Peter Breum. Har børnene Ellen og Bror på hhv. 18 og 15 år fra et tidligere ægteskab. Hendes seneste roman "Brødre" er netio udkommet.