https://imgix.femina.dk/media/article/crissy_teigen.png
Underholdning

”En så dyb sorg har vi aldrig følt før”

1. oktober 2020
af Silje Helgesen, kk.no
Foto: Screenshot fra Instagram
Chrissy Teigen har delt en hjerteskærende nyhed på Instagram. Hun og manden, John Legend, har mistet deres barn. Hun beskriver situationen som en dyb sorg, man kun hører om, men aldrig oplever.

For knap to måneder siden delte model og kogebogsforfatter Chrissy Teigen (34) og musikeren John Legend (41) nyheden om, at de ventede deres tredje barn sammen.

Det afslørede det verdenskendte par ved at vise Chrissy Teigens voksende mave i John Legends musikvideo til sangen ”Wild”. Samme dag bekræftede hun det også på sin Twitter-konto.

Det amerikanske superpar har i forvejen datteren Luna Simone Stephens på fire år og sønnen Miles Theodore Stephens på to år, som også dukkede op i samme video.

Nyheden om, at et tredje barn var på vej, fik internettet til at koge over.

I dag kom der en ny besked angående graviditeten – denne gang fra Teigens Instagram-profil. Og denne gang var det en langt mere dramatisk og hjerteskærende melding.

Kunne ikke redde ham

De har mistet barnet. Teigen beskriver den dramatiske situation som en så dyb sorg, man kun hører om, men aldrig oplever.

"Vi havde ikke mulighed for at stoppe blødningen og give vores barn de væsker, han havde brug for, til trods for poser og poser med blodoverføringer. Det var bare ikke nok," skriver hun i indlægget.

Teigen fortsætter:

"Vi har aldrig bestemt os helt for vores børns navne indtil det sidste mulige øjeblik, efter de er født, lige før vi forlader hospitalet. Men af en eller anden grund begyndte vi at kalde den lille fyr i maven for Jack."

"Han vil derfor altid være en Jack for os. Jack arbejdede så hårdt for at blive en del af vores familie, og det vil han være, for altid."

"Til vores Jack: Jeg er så ked af, at de første få øjeblikke af dit liv blev mødt med så mange komplikationer, at vi ikke kunne give dig det hjem, du havde brug for for at overleve. Vi vil altid elske dig."

Chrissy Teigen afslutter indlægget med at udtrykke taknemmelighed for det liv, de allerede har, for deres to børn Luna og Miles, og for alle de fantastiske ting, de har oplevet.

Men, understreger hun, hver kan dag kan ikke være en solskinsdag.

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik børn med sin bedste ven: "Jeg blev lykkelig, da jeg slap tanken om kernefamilien"

"På denne mørke dag vil vi sørge, og vi vil græde vores øjne ud. Men vi vil kramme og elske hinanden endnu højere og komme igennem det,” skriver hun.

Det gik godt

Kun to dage inden den forfærdelige nyhed, delte hun et andet opslag på Instagram, hvor hun skrev, at alt gik fint både med hende og babyen i maven.

Hun var på hospitalet for at få sin anden blodoverføring – som virkede meget mere dramatisk, end det egentlig var, skrev hun.

”Både babyen og jeg har det helt fint, vi savner bare små ting – som at gå, lave mad, leve med de andre børn.”

Kort tid efter at nyheden om, at parret ventede deres tredje barn, kom ud, kom den norsk-fødte supermodel til at snakke over sig og afsløre barnets køn.

Hun gav udtryk for, at det havde været en heftig uge, men at babyen havde det fint – og da afslørede hun kønnet ved at sige: ”PS: han er sund og frisk” på sin Instagram-profil.

Teigen var i øvrigt tidligt åben om, at denne graviditet ikke forløb lige så gnidningsfrit som de to foregående. Modellen var nødt til at tage det roligt, og hun var nødt til at være sengeliggnede – et koncept, hun ikke har taget lige så bogstaveligt før.

”Jeg har egentlig aldrig vidst, at sengeleje faktisk har været noget, man gør i sengen. Jeg troede, det var, at man skulle være hjemme og holde sig i ro. Måske på sofaen. Men nu har jeg problemer, nu skal jeg virkelig blive i sengen. Så hvis jeg udebliver fra noget den næste tid, er det derfor,” sagde hun i en video lagt ud på Instastory på Instagram.

I det samme videoindlæg sagde hun også, at hun nu forstod, hvad folk snakkede om, når det handlede om graviditetsudfordringer.

”Jeg bliver sandsynligvis straffet nu for at have snakket så meget om, hvor let det gik med de to første. Jeg sagde ligesom: ”Åh ja, graviditeterne går super godt!” Nu forstår jeg det. Nu forstår jeg alle, som ikke synes, det er så sjovt,” siger hun.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på KK.no

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også