Kendte

Eks-jægersoldat Thomas Rathsack: "Jeg ville ALDRIG tolerere, at en kvinde lagde det tøj frem, hun mente, jeg skulle tage på"

Thomas Rathsack, forfatter, TV-vært og tidligere jægersoldat, har valgt at sige nej tak til faste rammer, familieliv og forudsigelighed. Livet har lært ham, at man skal passe på med at putte for mange forpligtelser ind i hverdagen – og til kvinderne lyder hans opfordring: Træk vejret, slip kontrollen og bliv lykkeligere.

Man fornemmer det på udsigten fra kontoret. Thomas Rathsack holder af åbent vand, hvor der ikke er for meget, der spærrer for horisonten. Lige uden for vinduet ligger Øresund og klukker, som om vandet nyder den blide brise, mens det venter på den næste storm. Netop sådan foretrækker den tidligere jægersoldat tilværelsen. Åben, afvekslende og uforudsigelig.
 
– Jeg holder meget af det enkle liv. Jeg prøver at undgå at forpligte mig til alt muligt, som jeg ikke føler helhjertet for. Det slår mig ofte, at mange mennesker er utrolig gode til at komplicere tilværelsen ved at proppe så mange ting ind i hverdagen, at de farer rundt som fluer i en flaske. Den vogn gider jeg ikke hoppe med på. Jeg vil hellere have nogle få komponenter i mit liv, som jeg til gengæld lægger noget sjæl og dybde i.
 
 
 
Thomas Rathsack sidder ved det skrivebord, han har brugt et utal af timer ved, mens han har skrevet på sin fjerde spændingsroman, ”Djævlens døtre”. Det lille lejede kontor lever i indretning op til den enkelhed, han efterspørger. Bordudsmykningen består primært af et par poser mysli og en flaske Tattoo Balm. Maskulint og uden dikkedarer. På gulvet ligger labradorblandingen Henning, som egentlig tilhører en ven, men som alligevel hengivent følger sin midlertidige herre, hver gang han rejser sig. Kærligheden er gensidig. Rathsack elsker hunde og sørger stadig over tabet af sin afghanske gadehund Selma, der døde sidste år.
 
– Hende havde jeg i 16 år. Det er den længste relation, jeg har haft til et væsen af det modsatte køn, smiler han skævt.
 

Kvinder jager jægere

Det er netop dét, vi skal tale om i dag. Relationen til det modsatte køn. For som muskuløs, tatoveret ekssoldat med en lang række farlige operationer bag sig, følger der pæne mængder opmærksomhed med fra damerne. Siden Thomas Ratsack med et slag blev landskendt med bogen ”Jæger – I krig med eliten”, som endte med at udløse en politisk skandale, har han ofte været genstand for kvinders fascination. Måske fordi han er blevet et symbol på den ultramaskuline, testosterondryppende mand, der er den diametrale modsætning til umaskulin handlingslammelse. Jægersoldaten er en mandetype, kvinderne ynder at jage.
 
LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: "I et parforhold bliver du hele tiden konfronteret med dig selv"
 
– Jeg oplever da en vis interesse. Der sidder jævnligt kvinder til mine foredrag, som – lad os bare sige det, som det er – ikke kommer, fordi de interesserer sig for krigen i Afghanistan. De kommer for at se giraffen, og det klager jeg absolut ikke over, så længe folk er søde og rare. Jeg får også henvendelser på sociale medier med alt fra lumre tilbud til lange udredninger om, hvorfor kvinder finder min verden så fascinerende.
 
Hvad det så, der fascinerer dem?
 
– Nogle tror, jeg er Superman. Der er en særlig aura omkring Jægerkorpset, som i manges øjne præsterer noget, som andre ikke kan. Men i mine øjne er der ikke meget heltegerning over det, jeg har lavet, selv om nogle dyrker den fortælling. Jeg er jo bare en soldat, der passer mit arbejde. Det, det drejer sig om for mig, er, at jeg kan kigge mig over skulderen og være tilfreds med det, jeg har ydet.
 
I dag lever Thomas Rathsack af sit forfatterarbejde, kombineret med foredrag og rollen som vært på TV 2-programmet ”Korpset”. Mens hans første bøger drev af maskulin action, skriver han i dag lige så meget til det kvindelige publikum.
 
– Det er jo jer, der køber bøger, smiler han.
 

Single igen

Hans nye roman ”Djævlens døtre” handler om menneskehandel og kvinder, der bliver tvunget til prostitution.
 
– Menneskehandel er ubegribelig barskt. Jeg har selv set det foregå i bl.a. Afghanistan, hvor fattige eller retarderede mennesker bliver kidnappet, får skåret benene af, så de ikke kan flygte, og bliver udnyttet til tiggeri. I min bog beskriver jeg international prostitution, og hvordan kvinder tages til fange og sælges til sexmisbrug. Det er dystert og grumt. Men også vigtigt, forklarer han.
 
Det har krævet militær disciplin at få bogen færdig midt i en omfattende foredragsturné. Til gengæld har der været mere stille i privatlivet. Thomas Rathsack er single igen efter et brud sidste efterår, og han er tilbage på det soloridt gennem tilværelsen, som han trives ganske godt med. Han har haft succes med meget, men langvarige parforhold er ikke hans kernekompetence.
 
– Jeg elsker fornemmelsen af at have en kæreste, og det er jo skønt, når jeg er sammen med en kvinde, jeg holder af. Kvinder er jo fantastiske. Men når tingene bliver komplicerede, så … altså, med kompliceret mener jeg, at kvinden typisk får lidt ejerfornemmelser. Hun begynder langsomt at prøve at modellere mig og den måde, jeg skal leve på.
 
Hvad er det typisk, hun vil ændre?
 
– Jeg har jo levet et liv, som for mange kvinder er fuldstændig fremmed. Det har været ukonventionelt, og jeg ønsker stadig en hverdag, der er uforudsigelig. Jeg gider ikke parcelhus og pligter og en masse mærkedage, man skal rende til. Og når der kommer en kvinde, der lever et almindeligt borgerligt liv, så kommer der ofte et clash. Når det bliver for meget – og det er det desværre altid blevet på et tidspunkt – så siger jeg: Kære ven, du skal ikke spilde mere tid på mig. Du skal sadle om og finde en mand, der bedre kan lide den livsform, du ønsker dig.
 
LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: "Kvinder er gode til at gøre dig til monsteret"
 
Hvor lang tid går der typisk, før du når det punkt?
 
– Mit længste forhold varede tre år. Min seneste kæreste havde jeg i to år. Men jeg er aldrig nået dertil, hvor jeg havde lyst til at gå hele vejen. Jeg har aldrig været gift, og jeg har aldrig fået børn. Og det skyldes jo blandt andet, at jeg ikke har mødt den kvinde, jeg ville have børn med. Jeg har aldrig tænkt: Hold kæft, mand, det her giver mening! Det skyldes helt sikkert min egen rastløshed. Jeg levede i en rygsæk, fra jeg var 24, til jeg var 41 år. Det sætter sit præg.
 
Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >
 
Når du går ind i et nyt forhold, gør du det så i forhåbning om, at det vil vare evigt?
 
– Jeg har lært at tage det stille og roligt. Jeg vil ikke bygge for store forventninger op, hverken til hende eller til mig selv. Det synes jeg ikke er fair, særligt ikke når jeg véd, hvordan jeg fungerer. Men samtidig har jeg altid drømt om at finde en partner for livet. Det modsatte ville da være en falliterklæring. Men jeg er også en stædig rad, så jeg vil hellere undvære end nøjes. Jeg godt klar over, at den perfekte partner ikke findes, og tingene behøver bestemt ikke at være perfekte. Omvendt har jeg heller ikke fundet hende, som jeg bare tilnærmelsesvis havde lyst til at tilbringe hele livet med. Og det har jeg taget konsekvensen af.
 
Når han kigger sig omkring i omgangskredsen, er der ikke meget, der tilskynder ham til mere faste rammer. De ægteskaber, han ser udfolde sig, fungerer generelt ikke ligefrem som reklamesøjler for parforholdet i hans øjne.
 
– Der er én ting, jeg har lyst til at sige til kvinderne: Lad nu for helvede jeres mænd være mænd! Jeg kender eksempler på kvinder, der lægger det tøj frem, som deres mænd skal tage på. Det er patetisk! Nogle kvinder opfører sig fuldstændig uanstændigt ved at ydmyge manden og fratage ham al maskulinitet. Men mange mænd er jo også nogle skvat, når de ikke siger: ”Hør her, nu fiser du ud af det soveværelse og lader mig selv bestemme, hvad jeg vil have på!”. Danske mænd er generelt ikke gode til at insistere på at være mænd. Vi lever i et samfund, der dyrker ligheden i ekstrem grad. Jeg går naturligvis ind for ligestilling – det siger sig selv – men vi skal passe på, vi ikke udvisker de naturlige kønsforskelle.
 
Hvor ser du, det er et problem?
 
– Jeg oplever, at mange danske kvinder har det skidt i sjælen. De sætter sig mellem to stole. På den ene side vil de gerne behandles som prinsesser, på den anden side insisterer de så meget på ligestilling, at de ikke tør lade manden være maskulin. Men man kan ikke få begge dele. Man kan ikke få en mand, der holder døren, samtidig med at man går og mopser. Sådan fungerer det ikke.
 

 

Jeg vælger selv mit tøj

Hvad synes du, vi kvinder skal gøre anderledes?
 
– Træd et skridt tilbage, tag en dyb indånding og slap lidt af. Find ud af, hvordan I vil være kvinder. Vær feminine og lad manden være mand. Mange kvinder går jo ind og tager patriarkens rolle og forsøger at være både mand og kvinde på én gang, fordi de er bange for at miste kontrollen. Det er ikke vejen frem.
 
Har du selv oplevet det?
 
– Jeg har oplevet, at kvinder har villet bestemme, hvad jeg skulle gøre og mene. Jeg har intet imod uenighed, og jeg kan godt lide, at man tager en rask diskussion. Men jeg vil ikke tolerere, at en kvinde fortæller mig, hvad det er korrekt at mene. Og jeg ville ALDRIG tolerere, at hun lagde det tøj frem, som hun mente, jeg skulle tage på. Dér er jeg nok lidt hård i mælet. Jeg synes, det er et problem, at mænd generelt giver køb på deres maskulinitet. Alene det at holde fast i almindeligt maskulint galanteri, er efterhånden svært. Jeg var ude at spise med en kvinde for nogle måneder siden og trak stolen ud for hende. Hele restauranten sad og gloede på mig, som om det var Grauballemanden, der var trådt ind ad døren …
 
Men hvor går grænsen – hvis man har ligestilling på arbejdsmarkedet, er det vel naturligt, at der også er ligestilling i parforholdet ..?
 
– Jeg går jo ikke ind for et patriarkat. Jeg går blot ind for, at man giver hinanden luft i parforholdet. At man giver plads til, at man hver især kan være den, man er. Det er fantastisk at bo i et land med ligestilling, men bagsiden er, at kønsbegrebet er blevet så flydende.
 
Er kvinderne ganske enkelt for dominerende i parforholdet?
 
– Ja, det synes jeg nok lidt. Men så længe mændene ikke markerer grænser og bare sidder og siger: ”Du får ret og jeg får fred ...”, så kommer det ikke til at ændre sig. Parforhold, hvor man hele tiden skal rette ind efter den anden, skaber ensomhed. Jeg kender folk, der har levet sammen med et andet menneske i årevis, som er ensomme. De deler ikke længere noget vigtigt, der er ingen substans og fortrolighed.
 
Du har ikke selv boet fast sammen med en kvinde – er det ikke lidt let for dig at mene en masse om, hvordan et parforhold bør se ud, når hverdagen med børn osv. sætter ind?
 
– Jo, og jeg skal bestemt ikke sidde her som den ugifte mand uden børn og gøre mig til dommer over andres liv. Jeg forstår sagtens, at der er en hverdag, der skal køre. Men det er jo ikke det samme som at inddrage hinandens råderum og forhindre hinanden i at være dem, vi er.
 
Thomas Rathsack ser en sammenhæng mellem det, han opfatter som den ufrie parcelhustilværelse, og det ufrie parforhold. For meget kommer til at handle om kontrol.
 
– Mange ender med at bygge en tilværelse op, der hele tiden handler om ting, de skal. En masse ting, der bare skal overstås, så de engang ude i fremtiden kan holde fri. Og så sidder de dér og kan se tilbage på et liv, der ikke var baseret på bevidste valg, men hvor tiden bare gik med alt muligt, de ikke gad, mener han.
 
I løbet af sit 50-årige liv har han selv boet over det meste af verden, lige fra Mellemøsten til Sydamerika, og han har et CV, der ifølge hans eget udsagn er ”en rodebutik”. Men samtidig er alting foregået efter en større plan: At få prøvet mest muligt.
 
– Jeg elsker at stikke snuden i nye ting, lære noget, og vågne om morgenen og ikke helt vide, hvad dagen bringer.
 
Han har selv for længst trukket de store linjer op for fremtiden. Det sætter tingene i perspektiv, når man både har været tæt på at blive dræbt af en selvmordsbomber i Irak og været ufrivilligt centrum i en langvarig politisk skandale.
 
Lige nu er planen at drive forfatterskabet derhen, hvor han kan leve af sine bøger. Så Thomas Rathsack skriver videre, mens Øresund duver afventende lige uden for det åbne vindue.
 
– Jeg er meget opsat på at få det bedste ud af det, mens jeg er her. At blive ved med at prøve, når der er noget, jeg gerne vil opnå. Det er ikke alting, der er lykkedes for mig gennem tiden – langtfra – men det vigtigste er, at jeg giver det, der er vigtigt for mig, et kvalificeret forsøg. Langt hellere det end sidde om 20 år og sige til mig selv: Det var fesent, hvad du fik udrettet, makker – og du prøvede ikke engang. Man skylder som minimum sig selv at prøve. 
 
 

THOMAS RATHSACK – KORT FORTALT

  • Født 4. marts 1967 og opvokset i Gentofte. ​​
  • Aktuel med spændingsromanen ”Djævlens døtre”, der handler om menneskehandel og den grove udnyttelse af kvinder, der foregår i de internationale prostitutionsnetværk. 
  • Bor i lejlighed i Charlottenlund. Single, ingen børn. 
  • Var ansat 16 år i forsvaret, heraf 11 i Jægerkorpset. Har været udsendt i krig i over to år. Har desuden været humanitær minerydder, IT-medarbejder, fotograf i Sydamerika og er i dag selvstændig foredragsholder, klummeskribent og TV-vært på ”Korpset” på TV 2. Han er forfatter til fire spændingsromaner om jægersoldaten Michael Plessner og medforfatter på håndbogen ”Stærk under pres”.
  • Blev især kendt for den skandaleombruste bog, ”Jæger – I krig med eliten” fra 2009, som Forsvaret forsøgte at bremse udgivelsen af, bl.a. ved at påstå, at bogen var til fare for rigets sikkerhed. Siden viste det sig, at Forsvaret selv havde oversat bogen til arabisk og lagt den på nettet for at styrke det trusselsbillede, de selv havde skabt. Sagen kostede bl.a. Forsvarschefen jobbet. Den massive omtale sendte til gengæld bogens salgstal på himmelflugt og sikrede Thomas Rathsack en berømmelse, der kom til at danne grundlag for hans videre karriere.

 

Læs mere om: