Ditte Ylva Olsen: Det skræmmer mig ikke at være alene
22. august 2016Ditte Ylva Olsen har ikke noget sted at bo. Møblerne er opmagasineret. Kattene Fenris og Lille Mis bor hos nogle venner (Maine Coon-racen, de vejer 10 kilo hver, det tog liiidt tid at få dem afsat ...). Selv bor hun lidt på skift rundtom hos andre venner. Tre uger her. En måned dér. Sådan har det været siden 1. april, og der er ingen grund til at have ondt af hende, hun har selv valgt det. For hun fik langt om længe nok af at bo et år her og et år dér i andre menneskers fremlejede lejligheder. Nu vil hun ikke have et sted at bo, før hun finder et, der kan blive hendes.
– Jeg gider simpelthen ikke indrette mig et nyt sted, hvis det ikke er MIT sted, jeg vil eje det selv. Det er så syret, for sådan har jeg aldrig haft det før. Tværtimod kunne jeg godt lide friheden i ikke at være fanget. Bare at shoppe rundt. Men pludselig gør det ondt at kunne blive smidt ud. Så nu bor jeg rundtomkring hos venner, mens jeg leder efter det rigtige at købe, og det går overraskende nemt. Min drøm er at finde et eller andet håndværkertilbud.
– Jeg ved faktisk ikke altid, om jeg kan, jeg gør det bare, siger hun.
Skred fra skolen
En 39-årig uden et hjem at kalde sit eget hører vel til sjældenhederne. Men Ditte Ylva Olsen lever ukonventionelt og har gjort det hele vejen. Hun ved faktisk ikke altid, om hun kan det, hun kaster sig ud i – hun gør det bare. Og voksen er noget, man kan blive, når man bliver gammel. Hun har hele vejen vidst, at hun ville være skuespiller, men hun blev det med Ditte Ylva-metoden. I begyndelsen af 1990’erne gik hun på Næstved Gymnasium, men hun kom sjældent i skole og lavede ikke lektier, så rektor forbød hende at optræde i skolekomedien, medmindre hun begyndte at passe sin skole.
– Så skred jeg: Det dér gider jeg ikke, jeg skal bare være skuespiller. Det var SÅ dumt. For jeg gik jo ikke hjem og lavede en plan for, hvordan jeg skulle blive det.
LÆS OGSÅ: Man skal ikke være bange for at være dygtig, siger korrespondenten Stephanie Surrugue
Da hun havde indset, at det ikke var fedt at sidde hjemme som 17-årig og glo, mens de andre var i skole, flyttede hun til London og tog på højskole. Tilbage i København fik hun taget en hf, og skuespilleruddannelsen tog hun på den alternative teaterskole Cantabile 2, og så efteruddannede hun sig i USA. Ditte Ylva Olsen er selvbygger, når det gælder livet. Det er den positive udlægning. Den negative er, siger hun selv, at hun aldrig har været rigtig målrettet. Hun har bygget sig lidt frem efter de forhåndenværende søms princip.
Jeg bliver bange
Ditte Ylva Olsen er ikke noget flokdyr. Hun rejser f.eks. ofte og gerne mutters alene. Som regel til Indien eller Grækenland, hvor det er nemt at ”finde en strand, hvor jeg kan dalre rundt og lave noget yoga og passe mig selv og ikke snakke med nogen i flere dage og komme helt zen-agtig hjem”. Sidste år tog hun til Lesbos, da flygtningekrisen var på sit højeste. Tre uger på lige præcis den strand, hvor flygtninge kom sejlende ind fra Tyrkiet i bristefærdige gummibåde.
– Folk herhjemme sagde: ”Lad være, der er alle de dér flygtninge”. Grækenland var også gået bankerot. Så jeg tænkte: Så SKAL jeg da derned. Totalt Rasmus Modsat. Men lige præcis da havde de da rigtig brug for pengene.
På sin egen måde forholder Ditte Ylva sig aktivt til den tid, vi lever i. Hun synes, vi ”pærer” tingene rundt, er angste for angstens skyld og har glemt, at fjendebilleder er en slags konstant i livet:
– Med fare for at fornærme nogen, så føler jeg måske, at det er noget, der lidt bliver talt op. Når man bliver ældre, kan man pludselig huske, at ”guud, vi havde nogle andre fjender en anden gang”. Så var det Saddam Hussein, der var meget ond og farlig. Og jeg kan tydeligt huske den kolde krig og russerne, som man skulle være bange for. Men jeg har aldrig kunnet mærke nogen af de ting i mit liv, og jeg kan heller ikke mærke terrortruslen. Men jeg kan godt mærke, hvad den gør ved folk herhjemme, og DET kan jeg blive urolig over.
– Jeg bliver bange for, hvordan folkestemningen pisker sig selv op. Når det gælder lige præcis flygtninge f.eks. Folk blander det hele sammen. Flygtninge. Emigranter fra Afrika. Utilpassede andengenerationsindvandrere. IS-terrorister. Hjemmerøvere fra Rumænien. Problemet er, at når man bliver bange, så bliver man unuanceret. Vi er simpelthen nødt til at skille tingene ad og hjælpe de flygtninge, ellers dør de. Vi burde tage os så meget sammen og være så meget mere humane.
Og før du muligvis tænker: Det vidste jeg, hun ville sige, fortæller hun helt oppe i det røde felt en historie om sin veninde, der som skolelærer har undervist syv-otteårige muslimske drenge og oplevet, at de simpelthen ignorerede hende med et vrængende: Baaah, og kun lyttede til den mandlige lærer, og at hun ikke turde præsentere problemet på Facebook af frygt for at blive hængt ud som racist. Nuancer, ikke?
– Jeg er overhovedet ikke venstreorienteret hippie på dén måde. Jeg synes bare, man skal være mere nuanceret. Og der er ting, vi burde slå meget hårdere ned på. Jeg er totalt modstander af gammeldags islam og opfattelsen af kvinders rettigheder. For 40 år siden råbte og skreg vores mødre og mormødre, at mænd skulle give dem plads og lov. Hvorfor må vi så ikke råbe og skrige til de muslimske mænd, at de skal give deres kvinder plads og lov? Det synes jeg er SÅ unuanceret. Det GÅR jo ikke, at vi accepterer, at der er en del af samfundet, der ikke synes, at kvinder er noget værd.
Langt mellem snapsene
Det er et par år siden, der sidst var en kæreste inde i billedet hos Ditte Ylva, og det er faktisk kommet som lidt af en overraskelse for hende, at hun er blevet en af landets én million singler.
– Når man bor i København og bevæger sig i reservatet af kreative mennesker, så synes jeg nærmest efterhånden, alle mænd er homoseksuelle. Det er sådan helt: Hold nu op!
Så du har svært ved at finde en kæreste?
– Jeg synes måske, der er lidt langt imellem snapsene. Mange af dem, der gerne vil og kan finde ud af at leve i et parforhold i min alder, er midt i at have små børn, så jeg tror faktisk ikke, der er så stor rotation.
Hvad vil du gerne?
– Jeg har næsten altid haft kærester, men jeg har også elsket de perioder, hvor jeg var alene. Men NU kan det skræmme mig lidt, at der er så langt imellem mændene. Det skræmmer mig ikke at være alene, men jeg vil gerne have børn. Jeg har faktisk altid tænkt, at sådan omkring 40 – det var et godt tidspunkt at få børn på.
Og nu er du 39?
– Jamen, jeg orker ikke, at det skal blive et problem. Jeg orker ikke at skulle gå rundt og være på udkig. Men det dér med, at der ikke ER noget ... Da jeg brød med den sidste kæreste, tænkte jeg: Neiih, hvor bliver det spændende med alle de spændende mænd, haha. Man kan vælge og vrage. Men der er bare ikke så mange. Det er helt sikkert, fordi jeg er blevet ældre og mere bevidst om, hvem jeg selv er, og hvad jeg synes, jeg har at byde på, og hvad jeg også godt selv kunne tænke mig. Man bliver SÅ meget hurtigere til at tænke: Neiih, hvor interessant, men det og det ville nok ikke gå. Mange vil sige, at så er man blevet for kræsen og for sær. Men jeg tror egentlig bare, man bliver bedre og bedre til at finde ud af, hvad man gerne vil. I modsætning til dengang, man var ung. Så egentlig tror jeg bare, det er udtryk for noget godt.
– Hvis jeg på forhånd kan se, at noget ikke kommer til at føre noget sundt med sig, vil jeg hellere være alene end have en fling i et halvt år. Jeg har mange veninder, som har dyrket Tinder. Jeg kan det ikke. Jeg vil det ikke. Jeg flyttede sammen med min første kæreste, da jeg var 18 år, og kan vildt godt lide tosomhed, men jeg har veninder, der SKAL have den tosomhed, og sådan har jeg det ikke. Jeg har ikke noget problem med at være alene søndag aften. Jeg havde faktisk en periode, hvor jeg tænkte: Er det bare mig, der er sær? Måske skulle jeg bare begynde at knalde rundt til højre og venstre, for det gør alle de andre. Men jeg er vendt tilbage til, at nej, det vil jeg faktisk ikke. Så vil jeg hellere passe mig selv altså. Jeg har virkelig været meget omkring for at sige det pænt lige ud. Men det er, som om det ikke er så interessant mere. Det lidt overfladiske vil jeg faktisk hellere være foruden.
Hvad ved du nu om kærlighed?
– Jamen, jeg synes, det nogle gange måske har været besværligt at HA’ kærligheden, men det har ikke været noget problem at finde den. Og nu tror jeg ikke, jeg ville synes, det var så besværligt at være i et parforhold, men det er mere besværligt at finde det. Måske lyder det her lige selvsikkert nok – det KAN jo også være, det er mig, der er noget i vejen med ... haha.
Og børneuret tikker?
– Jaja. Der er ikke så meget andet at sige, end at det har jeg ingen planer om at leve mit liv efter, og jeg er på ingen måde dér, hvor jeg overvejer alternativer. Det kan godt være, jeg burde, men ... lige på det punkt er jeg nok lidt konservativ trods min hippiebarndom, og selv om jeg hverken har fast ejendom eller fast arbejde eller bil eller noget som helst. Måske er jeg også bare præget af, at mine forældre er sammen og har været det, siden de var 17. Jeg tænker, at familie – det er noget, man laver med nogle andre.
Far, mor og børn?
– Det har jeg i hvert fald lyst til.