Dejan Čukić
Underholdning

Dejan Čukić: "Jeg er så lykkelig for at have en kvinde, der gider gå hjemme"

23. november 2017
af Susse Wassmann. Redigeret til web af redaktionen
Foto: Carsten Seidel
Dejan Čukić har haft for travlt til at have 50-års-krise. For fem år siden syntes hans kæreste, de skulle have nogle flere børn – 19 år efter at de fik datteren Sofia. De to små har været et mirakel i Dejan Čukićs liv, og han har aldrig været så lykkelig, som han er nu.

Dejan Čukić blev småbørnsfar som 50-årig

Dejan Čukić var kun 15 år, da han mødte den kvinde, der skulle blive hans livsledsager – og stadig er det. Carina kommer også fra Tingbjerg som ham selv, og trods kriser og udsving og alt det sædvanlige, der hører til et parforhold, har de to fulgtes ad i 35 år. For 24 år siden fik de datteren Sofia, der er vokset op som enebarn. Men for seks år siden kom Carina så med en overraskende udmelding: Hun ville have flere børn!

– Min første reaktion var: ”Gud, tror du, vi kan det?!”. Vi var jo midt i 40’erne begge to, men Carina er en sej kvinde, og det ville hun altså. Så nu er jeg småbørnsfar i en alder af 50, til Mila på fem og Luka på tre år.

Hvordan er det?

– Det er fantastisk. En kæmpe fornøjelse. Det har været rigtig godt for mig, jeg kan kun anbefale det. Carina har valgt at gå hjemme nu, så det er mig, der tjener pengene. Hun siger, jeg bare skal sige til, når hun skal ud på arbejdsmarkedet igen, men jeg er så ovenud lykkelig for at have en kvinde, der gider gå hjemme.

Dejan har dog også tænkt over, hvad det kommer til at betyde for børnene, at deres forældre er ældre end gennemsnittet.

-Man har den alder, man har, og vi holder os unge, Carina og jeg. Der er jo gang i den, og vi kan stadig være med, så de kan ikke mærke noget endnu. Det kommer nok, når de bliver teenagere, men skidt med det. Det er jeg altså helt ligeglad med, smiler Dejan.

Ingen 50-års-krise

Så med de småbørn og den travlhed, der følger, har Dejan sprunget den frygtede 50-års-krise har over.

–Kriser har der sgu været hele livet, haha, behøver man at differentiere dem? Nej, jeg tror, jeg har været forskånet for mange ting, fordi jeg har haft basen i orden, det er så hamrende vigtigt.

Hvilke udfordringer har været de største i dit liv, hvis du tænker tilbage – har du selv nogen ”huller”?

– Det har været at finde roen i mig selv. Jeg er blevet meget bedre til det, ellers havde vi ikke besluttet os for at få flere børn. Og hold kæft, når man finder den ro i sig selv … og ikke er så påvirket af ydre omstændigheder, når man tør være sig selv og stå ved, hvad man tænker og føler og ikke behøver at holde sig tilbage. Det har taget mange år for mig.

Hvorfor?

– Der har været mange indre konflikter. Jeg er blevet taget ud af miljøer og sat ned i andre – fra Serbien til Danmark, fra Tingbjerg til teaterskolen – hele tiden revet ud af sammenhænge og sat ind i nye, hvor jeg skulle lære at klare mig. Det har taget år. Vi er jo meget konservative som mennesker, og bare det at hedde et anderledes navn er der mange danskere, der ikke forstår. Det har ikke været noget, jeg græd snot over, men folk kigger anderledes på dig, dér skal man lige kæmpe lidt. Ligesom jeg skulle kæmpe, da jeg kom fra Tingbjerg til det fuldstændig anderledes miljø på teaterskolen. Mit arbejde indebærer også, at jeg går fra det ene miljø til det andet, fra den ene gruppe mennesker til den anden. Sådan har det været hele mit liv, så hvis der er nogen, der er omstillingsparat, er det mig!, griner Dejan.

LÆS OGSÅ: Fire kendte mænd om kvinder

Bange for ikke at blive anerkendt

Roen fandt han med alderen, for ifølge, Dejan Čukić, bliver man træt af at begå de samme fejltagelser.

–Der har ligget noget frygt, som jeg i mange år ikke er dykket ned i, for når det hele kører, har du ikke tid til at beskæftige dig med det, derfor bliver du ved med at falde tilbage i det. Når man er ung, og der er gang i den, og man er efterspurgt, så ignorerer man det. Dulmer det med lige at drikke en ekstra tår efter forestillingen og bliver god til at fake og snyde.

Hvad var det for en frygt, du løb fra?

– Frygten for ikke at blive anerkendt. Det er jo paradoksalt, og når jeg taler med folk om det, siger de: ”Hold kæft, du er da en enormt anerkendt skuespiller, hvad er problemet?” Man er jo feteret som skuespiller, og det kan man lade sig hylle ind i, det er en måde at få bekræftelse på og lukke øjnene for alt andet rigtig længe. Men det er ikke ægte opmærksomhed, den giver dig ikke noget. Den ægte opmærksomhed kan du kun få fra dig selv og dine nærmeste, og jeg har været nødt til at tage fat i det i stedet for bare at sige ja til alt, hvad der dukkede op. Jeg har været nødt til at arbejde med nogle ting for at finde ind til mit ægte jeg.

Dejan Čukić, skuespiller, 50 år. Kæreste med Carina Holm, som han har Sofia, 24, Mila, fem, og Luka på tre år med. Familien bor på Frederiksberg. Er aktuel med filmen ’Fantasten’, hvor han spiller ludomanen Claus.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også